Måned: april 2017

selvværd, selvtillid, lavt selvværd

Da jeg mødte mit indre barn

Det er lidt svært for mig at sige, præcis hvornår jeg mødte mit indre barn for første gang. Jeg ved, at jeg mødte hende ”sådan rigtigt”, da jeg gik på Selvværdsvejlederuddannelsen i 2015, men jeg havde mødt hende før det også. Inden jeg uddannede mig til Selvværdsvejleder, havde jeg bare kun mødt hende, når det hele blev rigtigt svært.

Det gjorde det ofte i forhold, hvor jeg kunne blive enormt usikker og bange – fx for at min kæreste ville gå fra mig eller være mig utro. Kort sagt at blive svigtet, som jeg havde prøvet før. Et eksempel kunne være, at der var noget, en kæreste gjorde, ikke gjorde eller sagde (en såkaldt trigger), som gjorde mig usikker på, om jeg nu var god nok, eller om han hellere ville være sammen med en anden. Så ville jeg begynde at blive ked af det, få hjertebanken og få underlige fornemmelser i kroppen. Jeg ville måske fortælle, at jeg blev usikker, og vi ville måske snakke lidt om det, men det ville måske ikke gå væk, og mine tanker ville løbe mere og mere løbsk, og mine følelser i kroppen ville også trappe op. Der var dér, jeg ville møde mit indre barn. Når hun skreg, var rystende bange eller forsøgte at gemme sin usikre krop bag et kæmpe vredesskjold, som hun havde bygget op over årene.

Når jeg mødte hende der, havde jeg det altid dårligt, og hun føltes som et gammelt monster, der rejste sig fra graven og hev mig med ned i et kvælende kviksand. Jeg kunne nogle gange helt bogstaveligt ikke trække vejret – jeg hulkede og hyperventilerede og var helt ude af det. Det har jeg heldigvis ikke oplevet mere end en håndfuld gange.

Kender du dit indre barn? Kender du de her følelser, hvor du reagerer kraftigt på nogle ting, og hvor det føles, som om fortiden kommer og flår i dit hjerte? Eller er det helt volapyk, det med det indre barn?

Dit indre barn er dig, da du var et lille barn på omkring tre og fem år. Det er dig, da du måske ikke fik opmærksomhed nok, ikke fik nok kærlighed, eller hvad det nu kan være. Dit indre barn er på en måde en samling af alt det, du har oplevet i din barndom, og som har været godt og skidt. Men hvis sårene ikke er helet, så er dit sårede barn stadig indeni dig, og det er ham eller hende, der reagerer højlydt, når noget i din nutid trigger følelser fra din fortid.

”In popular psychology and analytical psychology, inner child is our childlike aspect. It includes all that we learned and experienced as children, before puberty. The inner child denotes a semi-independent entity subordinate to the waking conscious mind.”

– Wikipedia

For nogle år siden, da de her episoder var værst, blev jeg mere og mere bevidst om, hvordan mit indre barn havde det – men hun stak kun hovedet frem, når jeg var bange og ked af det. Jeg kunne fornemme, hvordan hun begyndte at røre på sig, og jeg kunne mærke, om hun blev helt utrøstelig, eller om hun pustede sig op og gemte sig bag vrede. Det var jo mig, der var vred og sagde de hårde ord, men jeg kunne mærke hende reagere indeni mig.

”Tænk på, hvor perfekt du var, da du var et ganske lille barn. Spædbørn behøver ikke at gøre noget for at være gode nok, de er allerede perfekte, og de opfører sig, som om de ved det. De ved, at de er verdens navle. De er ikke bange for at bede om det, de har brug for. De udtrykker frit deres følelser.(…) Sådan har du også været. Sådan har vi alle været. Så begyndte vi at lytte til de voksne og deres angst, og vi begyndte at fornægte vores egen storhed.”

– Louise Hay i bogen ”Helbred dit liv”

På selvværdsvejlederuddannelsen skulle vi en dag på en trommerejse. Vi skulle ligge på gulvet på tæpper, slappe af og lukke øjnene. På gulvet imellem os gik en mand rundt med en tromme (Robert Lubarski, hvis du vil slå ham op), og han lavede en guidet meditation, hvor vi skulle finde en nedgang til vores egen underverden. Her skulle vi møde vores indre barn, som ville gå os i møde. Jeg kom ned på en stor græsplæne, og der kom lille Sabine gående imod mig. Hun var storsmilende og grinede. Vi krammede og sagde hej,og så brugte vi ellers resten af tiden på at rulle rundt i græsset og kilde hinanden, grine og have det helt enormt rart. Solen skinnede, og der var vand i bunden af haven. Det var en kæmpe oplevelse for mig, en oplevelse, som jeg den dag i dag – her to år efter – stadig kan få tårer i øjnene over. Jeg mødte mit indre barn, og jeg så, at hun havde det godt. Hun var ikke længere helt vildt sårbar og ked af det. Hun var glad, og hun var helt sin egen. Fjollet, ubekymret, kreativ, unik, kærlig og frygtløs. Hun var, som jeg husker mig selv, inden jeg blev bange og svigtet.

Det møde var så vigtigt for mig og min videre rejse mod et godt selvværd. Det har været en kæmpe gave at møde hende, for nu kender jeg hende, og jeg møder hende ikke længere kun, når hun føler sig såret og skal trøstes. Jeg ved, at hun altid er der, og at hun for det meste har det godt. Og når hun er ked af det, så er det mig, der skal trøste hende. Jeg er den voksne, der skal tage mig af hende og give hende det, som hun ikke har fået dengang. Når hun bliver bange for, at folk omkring hende forlader hende, så er det mig, der skal fortælle hende, at jeg altid vil være der for hende, og at jeg elsker hende, præcis som hun er. Når hun bliver vred (fordi hun inderst inde er ked af det og sårbar), så er det mig, der skal lokke hende frem bag det store skjold og give hende en kæmpe krammer og en masse kærlighed. For det fortjener hun (og hun er jo mig, så jeg fortjener det).

Forstår du? Det er dit indre barn, du skal tale til, når du laver spejløvelsen. Når du kan mærke, at der sker noget inden i dig. Du kan komme langt, hvis du kan lære dit indre barn at kende og forstå, hvilke behov det har. Og hvis du kan opfylde dine behov, kan du hele dig selv.

Forleden fandt jeg en artikel om det indre barn i magasinet Psykologi, og den kan du læse her

Jeg ser helt vildt op til mit indre barn. Jeg vil gerne være som hende, for hun er mega sej, og hun bekymrer sig ikke om, hvad andre tænker, og hun gør, hvad hun vil.

Som da vi sagde farvel ved vandet, og hun løb op af en trappe op til en lille træhule i et træ (der boede hun åbenbart!), og jeg spurgte hende ”Bor du dér? Er du ikke bange for højder?” (Det er jeg nemlig), og hun svarede: ”Nej, ikke endnu!”
Den besked blæste mig fuldstændig bagover. Hun er ikke bange endnu. Jeg skal hele mine svigt og mine sår, så jeg kan komme tilbage til, hvor hun er. Et fredfyldt og lykkeligt sted.

Kender du dit indre barn? Hvad har det været udsat for? Hvad har det brug for – og hvornår? Hvad kan du gøre for at lære det bedre at kende? Hvad skal du give dit indre barn?

Fortæl mig gerne om dine egne oplevelser, erfaringer eller tanker om det her emne – det er jo helt vildt spændende!

selvværd, selvtillid, lavt selvværd

Når jeg er demotiveret..

Jeg har besluttet mig for at have blog night hver mandag. Og her sidder jeg. Det er mandag aften, og jeg har spist god mad, jeg har set lidt serier, og jeg har også fået skrevet et halvt indlæg. Og nu gider jeg bare ikke mere. Men jeg er egentlig ikke tilfreds med min indsats, for det er jo meningen, at jeg skal bruge nogle timer på at være seriøs omkring min blog hver mandag aften.

Kender du det? At du har besluttet dig for at gøre noget, og så har du pludselig alverdens gode undskyldninger for at gøre noget andet end netop det. Jeg har for eksempel allerede rejst mig op nogle sætninger tilbage for at putte noget olie i mit hår – fordi det er da utroligt vigtigt at gøre det lige midt i det her.

Jeg er meget interesseret i det her med, at jeg har brug for at overspringshandle og lade være med at gøre det, som jeg egentlig gerne vil, eller som, jeg har besluttet, vil være godt for mig.

Og jeg har stadig ikke forstået, hvad det er, der sker. Det føles, som om min krop er i konflikt med sig selv. Den vil rigtigt gerne, men så saboterer den det for sig selv alligevel.

Nogle gange tænker jeg, om det er, fordi jeg er bange for at gøre det, jeg har besluttet mig for eller drømmer om – for hvad hvis jeg fejler? Jeg ved, det er et tema for mig – at jeg er bange for at fejle og ikke være god nok. Og så er det måske bare lettere at give op på forhånd, for så er der i hvert fald ikke nogen, der kan komme og sige, at jeg ikke kunne. Til gengæld kan de sige, at jeg ikke engang prøvede.. Og det er faktisk endnu værre.

Der er en kvinde, der hedder Mel Robbins, som holder inspirerende taler, og hun har fundet på et koncept, der hedder ”the 5 second rule”, som går ud på, at man skal gøre noget, så snart man får en impuls til det. Hvis jeg har besluttet eller får lyst til at skrive et blogindlæg, så skal jeg bare skynde mig at åbne computeren og begynde at skrive. Hendes teori er, at hvis ikke vi rykker på vores lyster og impulser, så går hjernen i gang og lokker os til at lade være. Måske siger den ”du har alligevel ikke brug for det der, du har det da godt, som du har det” eller ”det bliver nok ikke godt alligevel”, og så bliver det aldrig til noget. Men så går vi også glip af den tilfredsstillelse, der ligger i at gøre noget for sig selv, udfordre sig selv, arbejde for sine drømme og mål, udrette noget.

Se Mel Robbins inspirerende video

Jeg elsker den video. Jeg får tårer i øjnene og et sug i maven, hver gang jeg ser den. Hun har jo så meget ret!

Hun har lige udgivet en bog om sin ”5 second rule”, og selvom jeg kun er en tredjedel inde, så har den allerede givet mig meget, og den er helt vildt spændende.

”The fear of sucking, of not being good enough, of feeling like a loser – none of us wants to face that reality. So we avoid it like the plague. (…) That’s why we dodge challenges – to protect our egos, even if it means eliminating the possibility of getting what we want”

– Mel Robbins, ”The 5 Second Rule”

Derefter kommer hun med tre gode spørgsmål, nemlig ”What if you’re wrong”/Hvad hvis du ikke har ret, ”So what?!”/Og hvad så? og ”What are you waiting for?”/Hvad venter du på?

Det første handler om, at vi måske ikke har ret i vores forestillinger om, at ting ikke vil lykkes, eller at vi ikke er gode nok. Hvad nu hvis vi faktisk ikke har ret i den vurdering?

Det næste spørgsmål er rettet mod det scenarie, som vi er bange for – for eksempel ikke at være gode nok. Og hvad så? Så prøvede vi i det mindste, og vi lærte noget, er hendes pointe.
Det sidste spørgsmål handler om bare at kaste sig ud i det, for som hun skriver, så kommer der måske ikke en chance til.

”Sometimes there is no next time, no second chance, or no time out. Stop waiting. It’s now or never. When you wait, you aren’t procrastinating. You are doing something more dangerous. You are deliberately convincing yourself ”now is not the time”. You are actively working against your dreams.”

– Mel Robbins, ”The 5 Second Rule”

Heldigvis fik jeg lige i aften brugt ”5 second rule”, fordi jeg fik brugt min modvilje til at skrive til faktisk at skrive på min blog. Ved at skrive om, at jeg ikke gad skrive, fik jeg alligevel skrevet et indlæg. Nogle gange kan man bruge sin dovenskab eller sin modvilje på en kreativ måde, så man alligevel får taget et skridt i den rigtige retning.

Jeg ved jo godt, hvor fantastisk det føles, når jeg faktisk tager et skridt i retning af en drøm. Som dengang jeg købte en billet til Thailand og bare tog af sted uden en returbillet. Hvor jeg endte med at være på mit livs rejse i tre måneder, hvor jeg backpackede igennem Thailand i to måneder og bagefter tog en yogainstruktør-uddannelse i Indien. Eller dengang hvor jeg fik lyst til at købe en ukulele, og tre dage efter havde jeg købt en flot, gul én, og nu kan jeg faktisk spille på den. Eller da jeg havde skrevet mit første blogindlæg efter at have talt om det i flere måneder uden at kunne tage mig sammen til at åbne et dokument og begynde at skrive.

Hvad drømmer du om? Og hvornår overspringshandler du? Ved du hvorfor? Hvad holder dig tilbage? Og hvordan får du dig selv tilbage på sporet?
Del gerne, hvis du har nogle tips og tricks til at komme ud over ens demotiverede tilstand – jeg vil nemlig virkelig gerne blive bedre til at gøre det, jeg sætter mig for.

Hvad venter du egentlig på???

selvværd, selvtillid, lavt selvværd

Du er god nok

Du er god nok, som du er. Du er altså helt vildt god nok, præcis som du er! Det er ikke andre, der skal bestemme, om du er god nok. Det er dig selv. Og i dag vil jeg bare fortælle dig, at du er helt, som du skal være.

Du er lige så meget værd som alle andre mennesker. Bare det, at du findes, gør, at du har værdi. Alle dine egenskaber er gode nok. Din personlighed er god nok. Dit udseende er godt nok. Dine tanker er gode nok, og dine følelser er gode nok. Alt, hvad du kommer med, er godt nok.

Din krop er god nok, som den er. Dit ansigt er godt nok, og dit hår er godt nok. Din overkrop er god nok. Din ryg er god nok. Dine arme og hænder er gode nok. Din mave er god nok. Din bagdel er god nok, som den er. Dine lår er gode nok (det minder jeg også mig selv om i dag), dine knæ er gode nok. Dine lægge er gode nok, og dine fødder er gode nok. Alt ved dit udseende er godt nok. Elsk din krop. Den arbejder for dig hver eneste dag. Den elsker dig. Og når den er på tværs, så prøver den at fortælle dig noget.

Elsk dig selv. Du er din egen bedste ven. Hvis der er nogen, du skal være sammen med resten af dit liv, så er det dig selv. Tal pænt til dig selv. Tal aldrig grimmere til dig selv, end du ville tale til din bedste ven.

Du er helt okay, som du er.

selvværd, selvtillid, lavt selvværd

Hvilke historier fortæller du egentlig dig selv?

Hver gang jeg har det mindste at gøre med matematik, plejer jeg at fortælle alle, der gider lytte, at jeg er ret dårlig til det. Det sker både i supermarkedet, over for mine journalistiske kilder (hvis vi på en eller anden måde bevæger os ind på matematik), mine venner og alle mulige andre. Det ryger simpelthen ud af munden på mig.

– Jeg er ikke så god til det med matematik.

– Jeg kan slet ikke finde ud af matematik.

– Puha, matematik er ikke min stærke side!

Sådan kan det lyde, og i mange situationer er det slet ikke nødvendigt, at jeg fortæller folk, hvor god eller dårlig jeg er til at regne. Ja, jeg har haft svært ved matematik i skolen, og ja, jeg bruger det stort set ikke i mit voksenliv, så selvfølgelig er jeg da ret rusten. Men måske er jeg ikke så dårlig, som jeg går rundt og siger hele tiden?

Det med matematikken er blot ét eksempel på alle de historier, jeg går rundt og fortæller mig selv. Vi skaber jo hele tiden fortællinger om os selv, og de kan blandt andet være skabt af tidligere oplevelser.

Jeg fik for eksempel af vide i folkeskolen, at jeg gjorde det svært for mig selv i matematiktimerne, og min fysiklærer spurgte mig faktisk engang, om jeg var dum (foran hele klassen), når jeg stillede så mange spørgsmål. Så jeg holdt op med at række hånden op, og jeg gav op på naturvidenskabelige fag. Min historie som ”dårlig til matematik” var skabt.

Vores virkelighed er i høj grad skabt af de tanker, som vi går og gør os om os selv og vores omverden. Vi prøver jo at finde ud af, hvem vi er som mennesker, så vi tager alle tidligere oplevelser, vores egenskaber og drømme og maser dem sammen til én stor modellervoksfigur.

– Se! Sådan er jeg! Jeg er dårlig til matematik, men rigtig god til at grine. Jeg går i farverigt tøj, og jeg er journalist. Jeg er socialt akavet, kan ikke finde ud af at tale foran mange mennesker, jeg kommer næsten altid for sent, jeg er skide dårlig til at finde vej, jeg er…. Bla bla bla…, siger modellerfiguren ud igennem min mund.

Læs Dine tanker skaber dit liv – så pas på dem

Jo, jeg kommer tit for sent – men hvad nu hvis jeg faktisk kommer mere for sent, fordi jeg hele tiden tænker, føler og siger, at jeg gør det? Jo, jeg er dårlig til at finde vej, men nogle gange går det faktisk meget godt med retningssansen. Ja, jeg kan blive rigtig usikker i sociale sammenhæng, men nogle gange har jeg været så selvsikker og god til alt det sociale, at folk er faldet ned af stolen, når jeg har sagt, at jeg nogle gange bliver usikker.

Kan du se det?

Verden er langt mere kompleks og nuanceret, end vores historier giver den lov til at være. Vi er langt mere komplekse, nuancerede (og fantastiske, må jeg lige tilføje!), end vi går rundt og bilder os selv ind. Især hvis du har lavt selvværd, kan du være præget af negative historier, som måske hænger fast fra fortiden, eller som har fundet sit eget liv og bliver ved med at vokse og tynge dig.

Lær Den indre kritiker at kende

Nu skal det ikke lyde, som om alle de historier, vi går rundt og fortæller os selv og om os selv, er dårlige og skal fjernes. Nogle historier kan jo være rigtige, fyldestgørende og gode. Men problemet er, når vi skaber negative fortællinger om os selv, og når vi ukritisk begynder at tro på dem. Så kan de begrænse os og måske endda vokse og blive selvforstærkende. Som når jeg efter et par dårlige oplevelser i folkeskolen skaber en historie om, at jeg er dårlig til alle naturvidenskabelige fag – og her 15 år efter stadig går rundt med den opfattelse. Det vil jo være rigtig godt for mig at få et mere neutralt forhold til matematik, så jeg ikke behøver føle mig dårlig, mindreværdig, dum og akavet, ikke?
Vi behøver nemlig ikke holde fast i vores historier hele livet igennem. En hovedrengøring engang imellem vil være utroligt godt!

Og hvis du kigger alle dine historier efter i sømmene, kan det være, at du opdager, at du er meget mere end dem. At du ikke har brug for de historier længere, fordi de holder dig tilbage, eller fordi de ikke er fyldestgørende længere. Så kan du bygge og skabe nye historier om dig selv. Historier med plads til dig, plads til gode følelser og energi.

Her er nogle spørgsmål, som du kan starte med:

– Hvilke historier fortæller du dig selv?

– Om din personlighed/hvem du er?

– Om hvad du kan?

– Hvad fortæller du om dig selv i forhold til dine personlige relationer, dit professionelle liv, og når du står foran spejlet?

Prøv at finde fem til ti historier, og udsæt dem hver især for disse spørgsmål:

– Hvor kommer den historie fra?

– Hvor sand er den historie?

– Hvad gør den historie ved dig? (Hvad får den dig til at føle, tænke og gøre?)

– Kunne det være, at den historie kun viser et begrænset udsnit af virkeligheden?

– Hvad kan du gøre for at gøre historien mere nuanceret, mere fyldestgørende, mere ægte?

– Skal denne historie have lov til at overleve og stadig være en del af din historiefortælling?

– Hvis ja, hvorfor?

Hvis du har lyst til at dele nogle af dine tanker, indsigter eller følelser efter det her blogindlæg, vil jeg meget gerne høre dem 🙂 Du kan kommentere herunder, sende en mail eller skrive til mig på Stjerne Selvværds Facebookside