Måned: september 2017

selvværd, selvtillid, lavt selvværd

Dagpengesystemet kradser

Jeg har snart været arbejdsløs i fire uger. Det er både kort og lang tid. Det er ikke min første gang på dagpenge, for jeg har besøgt systemet mange gange, fordi jeg har haft mange tidsbegrænsede stillinger. De fleste besøg har været korte, fordi der kom altid et nyt vikariat. Men der var den dér ene periode, hvor jeg ledte efter et job i flere måneder, og til sidst blev jeg så deprimeret, at jeg gik til lægen og sagde ”jeg tror, jeg har en depression”.

Og det er lige præcis dét, som jeg er bange for. At jeg havner der igen. Med alle de følelser og alle de negative tanker. Fordi det er svært at være på dagpenge. Vi lever i et samfund, hvor man er så tæt identificeret med sit arbejde, at det er det første, vi spørger hinanden om, når vi møder hinanden.

”Hvad laver du til daglig?” Hvorfor spørger vi egentlig ikke hinanden om andre ting som ”Hvornår har du sidst været lykkelig – og hvorfor?”, ”Hvad er dine fem yndlingsting at lave?” eller ”Hvad er dine tanker omkring kærlighed?”.

Det er ret nemt for mig at føle mig uduelig og som en taber, når jeg er på dagpenge. Jeg ved godt, at vi alle er lige meget værd, og at alle, der prøver at fortælle mig noget andet, har fat i den helt forkerte ende, men jeg kan alligevel blive meget påvirket af det. Jeg kan huske, at jeg var til en fest hos en af mine venner i den der periode for nogle år tilbage. Jeg kendte ikke rigtigt nogen, så det betød, at jeg utroligt mange gange skulle forklare ”at jeg ikke lavede noget lige nu, fordi jeg var arbejdsløs”. Hvilket igen affødte alle de her – sikkert velmenende, men ærlig talt ret irriterende – kommentarer som ”Kan du ikke bare blive freelancer?”, ”Har du prøvet at søge uopfordret?” og ”Kan du ikke bruge dit netværk?”. Den slags banale råd til jobsøgning kender man altså godt, når man er på dagpenge.

Det værste for mig er min indre kritiker, der ser det som sin opgave at evaluere mig dagen lang. Og der er godt nok meget, jeg kan gøre ”forkert”, når jeg er på dagpenge. Så er jeg ikke aktiv nok, ikke god nok, ikke modig nok, ikke effektiv nok – og med den attitude får jeg nok aldrig et job. Og jeg har opdaget, at jo mere jeg lader den indre kritiker komme med sit anmelderkatalog, som den hælder ud over mig, jo mere går det ned ad bakke. Hurtigt.

Jeg kan allerede mærke det nu, her tre og en halv uge inde i systemet. Det kan godt være lidt svært at komme op om morgenen, og det er nærmest umuligt for mig at møde klokken 9.00 på biblioteket, som ellers er min aftale med mig selv. Jeg gider for det meste ikke skrive de der ansøgninger, og jeg er en verdensmester i at overspringshandle. Jeg taler også i mere negative vendinger, og jeg er blevet mere irritabel.

Så jeg øver mig på at være selvkærlig, fordi jeg ved, at jeg bedre kan holde humøret oppe og derved have mere overskud til at søge jobs, hvis jeg kan holde den indre kritiker i skak. Det går blandt andet ud på, at jeg har lavet en ugentlig struktur, hvor jeg skal på biblioteket mandag, tirsdag, torsdag og fredag. Onsdag har jeg fri, fordi det er selvkærligt og motiverende. Jeg skal søge de job, som a-kassen kræver – og gerne lidt flere. Jeg holder også altid fri i weekenden, og jeg tilgiver mig selv, når det ikke lige gik som planlagt. Det er okay. Og jeg anerkender mig selv for alt det, jeg gør og opnår, selvom det måske ikke lyder af meget, når min kæreste kommer hjem fra arbejde og fortæller om sin dag. Og så fylder jeg min hverdag med gode mennesker, hyggelige aktiviteter, sport og andet, som gør mig glad og giver mig energi. Fordi det er med til at holde den gode spiral kørende, hvor jeg er god ved mig selv og derved har energi nok til at holde kritikeren i skak. Og den gode spiral er helt ekstremt vigtig – altid, men især når jeg er på dagpenge.

Læs Husk at fejre dig selv

Det handler også om at kende sig selv godt nok til at vide, hvad der får én op eller ned. Hvad der virker, og hvad der absolut ikke gør. Og så gå efter de gode ting og skære de dårlige fra. Det er egentlig så simpelt og dog så svært.

Har du prøvet at være arbejdsløs? Hvordan er det for dig? Hvad virker for dig? Og hvad virker slet ikke? Jeg vil som altid gerne høre, hvad du tænker om mine indlæg, og hvad det sætter i gang hos dig, så du er meget velkommen til at skrive her i kommentarfeltet.

selvværd, selvtillid, lavt selvværd

Vær tålmodig

Da jeg startede på Selvværdsvejlederuddannelsen, vidste jeg allerede, at jeg gerne ville arbejde med klienter, som jeg kunne vejlede til et bedre selvværd. Da jeg blev færdig med kurset, spirede idéen om at have en blog om selvværd også. Men jeg var også lidt bange for at gøre alt det nye – for hvad nu hvis jeg ikke var god nok?

Læs At være bange for sine drømme

Hele efteråret 2016 skrev jeg på mine blogindlæg, og det var først i januar 2017, at jeg fik startet bloggen rigtig. Da først den var i gang, var den pludselig ikke så farlig længere. Nu kunne jeg skrive til den hver uge, og det, der før var så skræmmende, var nu blevet normalt.

Jeg havde også lavet et koncept, hvor 10 personer kunne få fem timers gratis selvværdsvejledning, men der var ikke nogen nye prøvekaniner, der bed på. Jeg har gået og ventet og ventet, samtidig med at jeg bare har været glad for, at jeg beviste over for mig selv, at jeg kunne drive en blog.

Men pludselig for nogle uger siden var der én, der skrev til mig. Hun ville gerne tage imod de fem timer, og den anden dag havde vi vores første snak. Jeg havde egentlig været ret nervøs, fordi hvordan gør man egentlig det med at vejlede? Hvad hvis hun vidste det hele i forvejen eller syntes, det var nogle dumme øvelser, jeg kom med?

Heldigvis gik det rigtig godt! Jeg stillede en masse spørgsmål og kom ind til, hvad der var problematikken, og jeg fik givet nogle øvelser videre. Hun fortalte, at hun var glad for snakken og glædede sig til at prøve øvelserne, som var nye for hende. Selvom jeg sikkert kunne have gjort det meget bedre, så var jeg bare sindssygt glad bagefter. Jeg har endelig fået hul på boblen med klienter, og jeg er stolt af mig selv over, at jeg er nået hertil.

Pointen med det her indlæg er, at du skal blive ved med at prøve, hvis der er noget, du drømmer om. Og at det godt kan lykkes, selvom det måske ikke går så hurtigt som forventet. Det er helt fint at tage små skridt og stille og roligt bevæge sig fremad. Jeg vil i hvert fald undersøge, hvad det her kan blive til og glæde mig over de små fremskridt.

Læs Husk at fejre dig selv.

Hvad drømmer du om? Hvilke fremskridt har du haft? Går det for langsomt eller for hurtigt? Og kan du være tålmodig omkring det hele? Jeg vil gerne høre om dine drømme, så kommentér gerne i kommentarfeltet.

selvværd, selvtillid, lavt selvværd

Giv slip på fortiden

Da jeg var til en fest for nogle uger siden, fik jeg rodet mig ind i min fortid. En af festens deltagere ville gerne have, at jeg gav den lidt mere gas og slap kontrollen. Og hvad var mit svar?

”Jeg kan ikke så godt lide at give helt slip. Ved du, hvad jeg engang har gjort, da jeg var fuld? Jeg har engang givet en fyr en knytnæve lige i ansigtet, og en anden gang faldt jeg på min cykel og var lige ved at brække kæben!”

Ud af alle de gange jeg har været fuld og til fest, så var det de to eksempler, som jeg hev frem. Det første med knytnæven skete, da jeg var omkring 16 år gammel – det er altså over halvdelen af mit liv siden. Mit stive cykelstyrt skete i 2006, altså for 11 år siden.

Jeg kendte ikke engang ham, som jeg talte med, særligt godt. Det var totalt unødvendigt – og temmelig dramatisk – at hive de to eksempler frem – men hvorfor gjorde jeg det så?

Jeg tror, jeg gjorde det ud af vane. Jeg har brugt så mange år på at være identificeret med min fortid og mine vrede teenageår, og jeg har brugt den historie til at fortælle en historie om mig selv. Jeg var et offer, der havde været udsat for mobning, og jeg kunne ofte få lidt ekstra opmærksomhed, når jeg fortalte om de oplevelser.

Læs Holder du fast i dit lave selvværd?

At bringe de to eksempler på banen føltes meget hurtigt bare underligt og akavet. Det kom fuldstændig ud af kontekst til et menneske, som jeg nærmest ikke kender. Og det er enormt irriterende at opleve, at jeg bliver ved med at hive de eksempler frem – for det er selvfølgelig ikke første gang. Det er 16 år siden, jeg var en vred teenager, og jeg er et helt andet sted nu. Det er godt, at jeg kan se, at det ikke er den bedste idé at holde fast i fortiden på den måde – nu må jeg bare øve mig på at fange mig selv, inden jeg åbner munden. Der skal en ny historie på banen.

Gør du også det her? Hvorfor tror du, at du gør det? Hvad får du ud af det?

Det minder mig om en anden tendens, jeg har haft i mange år – og som jeg sidste år besluttede at lægge på hylden. Jeg havde sådan en irriterende vane med at gøre folk, som jeg kunne genkende fra min hjemby på Fyn, opmærksom på, at jeg vidste, hvem de var. Hvis jeg mødte nogle, som jeg kunne kende ansigterne på (og som, jeg ærligt talt var bange for, måske tænkte noget negativt om mig fra dengang), så gjorde jeg dem altid opmærksom på, at vi havde gået i samme skole eller kendte nogle af de samme mennesker. Jeg var bange for, at de kunne huske mig og tænkte noget negativt – men det viste sig altid, at de overhovedet ikke kunne kende mig.

Det var en anden måde at bringe fortiden ind i nutiden på, som ikke var god for mig. At se dem gav mig tydeligvis nogle nervøse tanker, som strakte sig tilbage i fortiden, men det gjorde det nærmest endnu værre, når jeg gjorde opmærksom på det. Jeg bragte noget akavet på banen uden grund. Måske syntes de heller ikke, det var rart, at der pludselig var én, som var fra fortiden (og måske vidste alt muligt om dem).
Efter jeg havde gjort det til et bryllup sidste sommer, besluttede jeg, at nu var det slut med det. Hvis folk kan kende mig, så kan de sige noget, og ellers vil jeg bare lade som ingenting. Jeg husker ansigter rigtigt godt, og det er ikke alle andre, der gør det.

Læs Det handler slet ikke om dig

Det handler alt sammen om at blive bevidst om, hvilke historier du identificerer dig med, og hvilke historier du fortæller dig selv om dig selv og omverdenen. Herefter kan du undersøge, om det er godt for dig at holde fast i de historier, eller om verden muligvis er lidt mere nuanceret. Så kan du tage en beslutning om at ændre dine vaner, så du gradvist giver mere og mere slip på fortiden.
Går du rundt med nogle sår fra din fortid, kan jeg kun anbefale, at du får talt med nogle om dem eller arbejder med dem. Det er i mine øjne nemmere at give slip på fortiden, når man har fået den bearbejdet og forstår, hvad der er hvad.

Har du selv nogle eksempler på, hvordan du hiver fortiden ind i din nutid? Hvad tænker du om de eksempler? Og kunne du godt nogle gange tænke dig at gøre noget andet?