Måned: juni 2018

selvværd, lavt selvværd, selvtillid

Perfektionismen skaber problemer

Det bliver et kort blogindlæg i dag, fordi jeg har ikke helt tænkt det her færdigt. Men i sidste uge skrev jeg om, hvordan det kan åbne op for en masse velvære, nydelse og ro, hvis man tillader sig nogle ting. Jeg tillod for eksempel mig selv at slappe fuldstændig af i en hel uge, og det gjorde, at mit hoved var så roligt og stille, som det ikke har været længe.

Det fik mig til at tænke på, om ikke vi alle sammen kan få meget mere ud af livet – og måske få et bedre selvværd – hvis vi faktisk tillader os selv fuldt og helt nogle af de ting, som vi går og længes efter. I den forbindelse nævnte jeg, at jeg gerne ville tillade mig selv at lave flere fejl og være uperfekt – for selvom jeg godt ved, at jeg ER uperfekt, så tillader jeg faktisk ikke mig selv at være det. Det kan jeg mærke ved, at jeg ofte slår mig selv i hovedet med kritik og lede sætninger, når jeg ikke lever op til mine høje forventninger. (Og hvorfor har jeg overhovedet de forventninger? Hvordan kan jeg have høje forventninger på den ene side og prædike uperfekthed på den anden?)

For et par dage siden lavede jeg et lille e-mail minikursus om selvværd, som jeg havde tilmeldt mig for et halvt år siden hos den canadiske coach Cassie Jeans. Det havde ligget i min mailboks og ventet på mig siden januar, og selvom der ikke var så meget nyt i det for mig, så fik jeg alligevel en ret god erkendelse, nemlig at det faktisk er min underliggende perfektionisme, som er skyld i, at jeg kæmper med følelser som modløshed, manglende motivation og struktur og en følelse af ikke at være god nok.

Og det er netop de følelser, der fylder meget i mit liv lige nu (og endnu mere fordi jeg er arbejdsløs, så er det godt nok svært at få motivationen op at køre og meget nemmere at føle sig ikke god nok) – og det er også netop de følelser, der holder mig tilbage.
Tænk, hvad jeg kunne udrette, hvis jeg kunne tage mig sammen til at føre mine ideer ud i livet? Tænk, hvordan jeg ville have det med mig selv, hvis jeg ikke skulle bruge så meget energi på at føle mig lidt forkert og ikke god nok?
Tænk, hvordan jeg kunne få den her blog og mine selvværdssamtaler ud over rampen, fordi jeg bare havde knald i røven og turde gøre det?

Det her vil jeg i hvert fald undersøge lidt mere, for der ligger noget guld gemt her, kan jeg mærke!

Så derfor slutter jeg indlægget af med et par spørgsmål til dig:

– Hvordan har du det med perfektionisme?

– Hvordan prøver du at være perfekt?

– I hvilke områder af dit liv fylder perfektionismen meget/for meget?

– Hvad gør perfektionismen ved dig?

– Hvor holder perfektionismen dig tilbage?

– Hvor gør perfektionismen dig godt?

Kommentér gerne i kommentarfeltet, hvad du tænker om og oplever med perfektionisme. Jeg vil elske at høre dine tanker!

selvværd, lavt selvværd, selvtilid

Når du tillader dig selv noget, sker der muligvis magiske ting

Jeg var i sommerhus på Langeland i sidste uge. Og der skete noget helt fantastisk, da jeg ankom. Der blev helt stille i min hjerne. Det føltes faktisk, som om der var én, der havde slukket på en on/off-knap. Jeg kan ikke mindes en anden gang, hvor skiftet mellem ”almindelig tankeaktivitet” til næsten fuldstændig stilhed er sket så markant.

Men det føltes jo helt vildt dejligt! Væk var bekymringerne omkring min jobsituation, forvirringen omkring mit liv, mine negative tanker omkring mig selv og de stressfyldte tanker omkring ”alt det, jeg skal nå”. I løbet af den første dag gik det op for mig, hvor stille der var blevet på toppen. Og så begyndte jeg naturligvis at tænke lidt over, hvad søren der var sket.

Jeg kom frem til, at det måtte være, fordi jeg havde tilladt mig selv at holde helt fri. Altså, HELT fri. Min kæreste og jeg havde planlagt en uge i sommerhuset, hvor vi ikke skulle lave noget. Vi skulle bare slappe helt af og komme helt ned i gear. Og det lod til at virke fra dag 1.

Det har fået mig til at tænke på, om ikke det giver mening at tillade sig selv lidt mere? Måske kan du og jeg få den der ro i kroppen eller sindet, hvis vi tillader os selv gode ting? For mig vil det være rigtig godt at tillade mig selv at slappe af og tillade mig selv at tage tingene, som de kommer. Og måske ville det gøre underværker for selvværdet og selvtilliden, hvis jeg tillod mig selv at lave fejl og være uperfekt?

Hvad kunne du tillade dig selv, som ville være godt for dit selvværd eller for dig?

Her er nogle ideer:

tillade dig selv at elske din krop

tillade dig selv at elske dig selv

­- tillade dig selv at forkæle dig selv

tillade dig selv at slappe af og holde fri

– tillade dig selv at gøre det, der er rigtigt for dig

tillade dig selv at tro lidt mere på dig selv 

– tillade dig selv kærlighed fra andre

– tillade dig selv ro, nærvær, fokus

tillade dig selv at være alt det, som du nu er

Prøv at lave din egen liste, eller mærk efter i hverdagen, og undersøg, hvor du kunne tillade dig selv mere. Tillade dig noget, der er godt for dig.

Stilheden i mit hoved blev ved hele ugen i sommerhuset, og jeg ved godt, at det er meget nemmere at slappe af, når man tager på ferie på landet. Derfor var det en nem mulighed for mig, men nu handler det om at finde ud af, hvordan jeg kan tillade mig selv mere i hverdagen. Jeg tror helt klart, jeg vil prøve at tillade mig selv at være uperfekt (det ved jeg godt, at jeg er, men måske kan jeg lade være med at slå mig selv i hovedet med det, hvis jeg virkelig tillader mig selv at være det?!) og tillade mig selv mere alenetid med plads til ro og fokus på mine egne projekter.

Hvilke tanker vækker dette indlæg i dig? Kan du mærke, om du kan tillade dig selv mere? Og hvad det måske skulle være? Kommentér gerne i kommentarfeltet eller på Facebook, jeg vil elske at høre dine tanker og ideer!

selvværd, lavt selvværd, selvtillid

Lad ikke dit selvværdsarbejde blive en dum hammer

Der findes en hel masse ”burde” i vores samfund. Vi skal hele tiden løbe stærkt for at nå mange ting, vi skal knokle på arbejdet, nyde en god slat kultur, følge med i nyhederne og holde vores krop slank og trænet. Ovenikøbet skal vi også hele tiden optimere os selv, udvikle os og blive bedre mennesker. Eller er det bare mig?

Jeg har i hvert fald lidt for mange ting på min mentale to do-liste, og det kan let give dårlig samvittighed, når jeg ikke når dem. Så er jeg pludselig en ”dårlig journalist”, hvis jeg ikke får fulgt med i nyhederne, jeg er ”doven og selv ude om det”, hvis jeg ikke får trænet, og jeg er ”kedelig og bagud”, hvis jeg ikke lige har set de nyeste tv-programmer, teaterstykker eller har været ude i byen og opleve noget kultur.

Og jeg er en ”dårlig selvværdsvejleder og elev”, når jeg ikke får lavet mine spejløvelser, ikke får øvet mig på at fange mig selv i negative tankemønstre og ikke får læst bøger om skyggearbejde.

Det kan hurtigt blive til en dårlig cirkel af negative tanker, og så kommer den indre kritiker på banen. Den kritiserer, fordømmer og udskammer. Det er faktisk ikke særligt rart. Kender du det?

Jeg fungerer ikke særligt godt med kritik, og min indre kritiker giver mig ikke ligefrem lyst til at hanke op i mig selv og krydse flere ting af på to do-listen. Den giver mig tværtimod dårlig samvittighed og en følelse af selvhad og modløshed.

Hvordan får du det, når din indre kritiker går i gang?

Derfor er mit budskab til dig i dag, at du skal passe på med at gøre din personlige og/eller spirituelle udvikling til en kedelig pligt, der kan aktivere din indre kritiker. Det handler både om forventninger, men også meget om at give dig selv lidt plads. Det er altså okay, at du ikke når det hele. Det er okay, at du springer over dine øvelser nogle dage. Det er helt fint, at du ikke udvikler dig lige så hurtigt, som du havde planlagt.

Det vigtigste er jo ikke, om du arbejder med dig selv på en bestemt måde, hvor hurtigt du gør det, eller hvor hurtigt du kan komme fra a til b. Det handler derimod om, at du GØR noget. At du ønsker at udvikle dig og tør arbejde for det. Min selvværdsfilosofi er helt klart at tage små skridt og være god ved sig selv på vejen. Kan du tage store skridt, så gør endelig det! Giv den gas, så længe du kan. Men hvis du pludselig ikke kan leve op til dine egne forventninger og krav, så vær kærlig over for dig selv. Du gør det godt.

Får du også dårlig samvittighed over dit selvværdsarbejde engang imellem? Og hvad gør du, når du oplever det? Kan du tilgive dig selv og være selvkærlig?

Fortæl mig gerne, hvad du tænker om emnet i kommentarfeltet eller på Facebook.