Måned: maj 2019

bede om hjælp

Det at bede om hjælp er en styrke

Jeg ser mig selv som en stærk, selvstændig kvinde. Der er nogle ting, jeg ikke kan (fx sådan noget håndværksarbejde), og dem prøver jeg at holde mig fra. Én af de ting, jeg ikke kan, er at bede om hjælp.

Men jeg kan mange andre ting, og jeg har altid været stolt af min selvstændige ”jeg kan selv”-tilgang. Jeg flyttede til Nice efter gymnasiet, og da mit au pair-ophold ikke gik særligt godt, slog det mig ikke ud. Jeg fandt selv en lejlighed i Paris og flyttede dertil, hvorefter jeg fandt et tjenerjob, nye steder at bo og åbnede en bankkonto. Jeg har altid kunnet klare mig selv (tak til mine forældre, der lavede en børneopsparing til mig, som jeg kunne låne lidt af engang imellem!). Jeg har nok ikke altid taget den nemme vej. For eksempel har jeg flyttet alle mine ting (havde ikke møbler i København dengang) fra Østerbro til Valby på cykel. Det betød mange cykelture med vandrerygsækken på ryggen og evt. en kuffert rullende på cykelstien. Ikke om jeg skulle tage bussen! Jeg har cyklet med alverdens ting bag på eller i armene: symaskine, flyttekasser, poser, indkøb osv.

Min ”I’m a strong independent woman”-attitude betyder også, at jeg har overordentligt svært ved at bede om hjælp. Jeg har afvist min kærestes hjælp mange gange, når han har spurgt, om han skulle bære min tunge bedstemorcykel op ad trapperne på S-togsstationer. ”Jeg kan godt selv,” pruster jeg op ad trappen og fortryder, for den er skide tung. Da vi skulle flytte fra Frederiksberg til Rødovre, havde jeg enormt svært ved at takke ja til min vens tilbud om at køre os i Ikea og købe skoskab – fordi var det nu ikke for meget besvær? Det var også min kæreste, der lokkede mig til at spørge min veninde, om hun ville hjælpe med at køre nogle kasser køkkenting på genbrugspladsen, fordi jeg havde ikke selv lyst til at spørge (jeg havde derimod store planer om at læsse en flyttekasse bag på cyklen og så gå hen til nærmeste genbrug. Og gentage det tre gange!).

Kender du det, at det er svært at bede om hjælp?

Min kæreste er af en helt anden støbning. Han beder gerne sine forældre eller sin bror om at fragte ting – også selvom det er en ting, man sagtens kunne have på cyklen! Det har gjort mig bevidst om, at jeg har nogle mørke skygger på det at bede om hjælp. Jeg er bange for at være til besvær (skygge: at være besværlig), og jeg tror, at jeg er bange for at virke svag, hvis jeg beder om hjælp.

Jeg vil gerne være stærk og være uafhængig af andre (min kæreste spørger faktisk også tit ”Hvorfor skal du være så stærk?”, hvis vi har en konflikt, og jeg hiver mit stærke skjold frem. Det hører vist til et andet blogindlæg).

Jeg har øvet mig de sidste par år på at spørge om hjælp og tage imod hjælp. Men det er svært. Det kan være svært at lade sin maske falde og tillade sig selv at være alt det, man ikke vil være.

Den anden dag havde min kæreste og jeg en snak om mit fuldtidsprojekt med Stjerne Selvværd. Jeg har følt mig overvældet over projektets størrelse og har mistet fokus, fordi jeg har forsøgt at overskue det hele på én gang. Han sagde, at jeg måske tog lidt for meget på mine skuldre, fordi jeg ikke rakte ud efter hjælp og ville gøre det hele selv. Og at han var ked af, at jeg ikke ville tage imod de gode råd, som han har givet mig.
Men alt stritter på mig, når jeg bliver fodret med gode råd, for jeg kan jo godt selv! Jeg vil finde ud af det selv! Men da gik det op for mig, at det måske vil være rigtigt godt, hvis jeg øver mig endnu mere. For min kæreste mener det så godt, når han gerne vil hjælpe. Og måske mener alle de andre, der siger, at de gerne vil hjælpe, det også godt?

Hvad er det egentlig, jeg kan miste ved at sige ja? (Stolthed? Illusionen om at være stærk?)
Og ved at sige nej? (Uoverskuelige opgaver, tid, livsglæde, motivation osv.?)
Tænk, hvad jeg kan bygge op, hvis jeg tør bede om hjælp til de svære opgaver?

Det er ikke meningen, at vi skal gøre det hele selv. Og alle kan jo ikke alting. Jeg kan i hvert fald slet ikke alting. Jeg knækker halsen, når jeg forsøger at gøre det hele – eller jeg springer over vigtige ting, fordi jeg ikke kan overskue dem. Vi mennesker vil jo gerne hjælpe hinanden, for det føles jo enormt godt at gøre noget for andre.

Hvordan har du det med at bede om hjælp? Hvor kan du bruge hjælp i dit liv? Hvor kan dit liv blive nemmere, hvis du rækker ud efter hjælp?

Hvis du skulle bede om hjælp én gang snart, hvad skulle det så være til?

Simon Frederiksen

Interview: Simon Frederiksen om at finde guldet i kriserne

Simon Frederiksen er uddannet Serviceøkonom, Sexolog, Mastercoach og har også 1/3 af en tømreruddannelse. Han er 33 år gammel og bor på Nørrebro i København.

Han driver et eventfirma i københavn, går på en speaker uddannelse og arbejder som DJ. Han tager også klienter som coach og sexolog, holder foredrag og er mentor på både Joan Ørtings sexologuddannelse og Mindjuice Academys coachuddannelse.


Simon Frederiksen interesserer sig for personlig udvikling, lykke, sangskrivning, DJing, fotoblogs, klatring, motorcykling, backpacking.

Hvordan har dit eget selvværd været som barn, ung og voksen?

Som barn og ung havde jeg rigtig lavt selvværd, og når jeg ser tilbage, er det lige netop det svigtende selvværd, der lå til grund for en følelse af manglende livskvalitet, der gennemsyrede min tilværelse helt ind i voksenlivet.

Hvordan vil du beskrive din egen rejse mod et bedre selvværd?

Først og fremmest med ordet “igangværende”. Selvværd har været et stort tema i mit liv og er det stadig. Efter 15 års arbejde med mig selv er det stadig et af de helt centrale emner i min personlige udvikling. Som de fleste indre rejser i mit liv startede denne med en krise. Jeg var 18 år, var blevet dumpet af min gymnasiekæreste og følte, at mit liv var ved at falde fra hinanden. En virkelig sej lærer på mit gymnasium tilbød samtaler, og en dag valgte jeg at gå ind af hans dør og åbne op omkring det, der tyngede. Han var hurtig til at se ind bag kærestesorgerne og hjalp mig bl.a. til at se hvordan jeg – indtil da – aldrig havde set mine forældres kærlighed til mig. Jeg var i tvivl om, om jeg var elsket, og jeg elskede bestemt ikke mig selv.

Så hvad gjorde du?

Først og fremmest så blev jeg nysgerrig på, hvad det var for nogle historier, der styrede mit liv. Jeg gjorde, hvad jeg kunne for at være hudløst ærlig overfor mig selv og øvede mig i at se både mig selv og min omverden mere objektivt – forholde mig til fakta frem for at følge med en – ofte ubevidst – trang til at bekræfte gamle, negative historier. At nedfælde tanker og følelser i dagbog har været et simpelt, men enormt kraftfuldt værktøj til at reflektere over vigtige processer. Særligt i krisetider kan der være enormt meget at hente her.

Jeg har lært, at indsigter er fucking vigtige, men at de alligevel sjældent er nok i sig selv. Drømme er heller ikke nok i sig selv. Jeg drømmer f.eks. om et liv, hvor jeg kan være fri til at udtrykke alle sider af mig selv. Jeg drømmer om at turde leve som det hele menneske, jeg blev født som, og at vide, at jeg er okay i alle sider af mig selv. Men skal jeg så bare læne mig tilbage og håbe, at det sker? Nej, jeg må jo gøre noget.

Den gøren, jeg taler om, kan se ud på rigtig mange måder. Først og fremmest er det vigtigt at pointere, at det at gøre noget – i denne sammenhæng – meget vel kan være at gøre ingenting. Altså at stoppe al den overfladiske handlen og så i stedet turde mærke efter.

Selv backpackede jeg rundt i verden i to år i min søgen på det meningsfulde liv. Den største indsigt, som det – ironisk nok – gav, var, at mening ikke findes nogen steder ude i verden, men ultimativt kun kan findes indeni mig selv. Men de to års rejse var nødvendige for at få den læring, og det er det vigtigste. Jeg kan ikke bare læne mig tilbage i utilfredshed og frustration, jeg må ligesom gøre noget. Vi må prioritere det, der er vigtigt for os. Jeg har brugt en kæmpe del af min tid, min energi, mine penge og mit fokus på eksempelvis kurser, uddannelser, rejser, læsning, ceremonier og praksisser, som jeg ser vil bevæge mig mod min drøm om at være et helt menneske med evnen til at elske mig selv ubetinget.

Hvad vil det sige for dig at være et helt menneske?

At kunne føle, eje og udtrykke alle sider af det at være menneske. Jeg har altid følt mig meget hæmmet og gør det til dels stadig. I mit ønske om at blive elsket har jeg allerede fra barndommen skruet voldsomt ned for mange sider af mig selv i forsøg på at opnå den kærlighed, jeg længtes efter. Jeg blev rigtig god til at være hjælpsom og medgørlig og lærte, hvordan jeg undgik at være besværlig eller krævende. Men der er masser af gaver i det at kunne være besværlig og krævende, og uden adgang til disse sider vil jeg aldrig føle mig hel. Jeg vil dømme de sider hos andre og være frastødt, når jeg møder dem i mig selv. Kærligheden til mig selv handler derfor i høj grad om at turde se disse sider i mig selv, tage dem til mig, elske dem og udtrykke dem.




Egne historier og
guldet i kriserne

Hvilke historier har du haft om dig selv, og hvordan har du opløst dem?

Min stærkeste historie er, at jeg er uden betydning. Den har jeg troet på i mange år, og jeg har underkendt, at jeg på nogen måde kunne have en impact. Jeg har samlet beviser på, hvor uduelig jeg var, hvor indadvendt, socialt akavet, frygtsom, doven og svag jeg var. Jeg har fået øje på, at det gav mig noget at samle beviser for dette. For hvis jeg er uduelig og uden betydning, så har jeg heller ikke noget ansvar. Der er ikke noget, jeg skal, for jeg duer jo ikke til noget. Sikke en belejlig undskyldning for at blive i komfortzonen – at forblive et hjælpeløst offer frem for en kraftfuld mand, der tager ansvar for mit liv – en undskyldning for at gøre det nemme. Den indsigt har hjulpet til at opløse mine historier. Altså sådan da… for de lever stadig og trangen til at forblive komfortabel lever stadig, og tvivlen banker stadig ofte på døren.

Hvilke metoder eller redskaber har virket bedst?

Uddannelser. Længerevarende, faciliterede forløb, hvor jeg bliver udfordret og støttet i at udvikle hengemte sider af mig selv. Jeg uddannede mig til sexolog hos Joan Ørting og har siden taget flere uddannelser hos Mindjuice Academy – en skole hvor de virkelig har forstået at indsigter i sig selv ikke er nok, men at personlig udvikling kræver handling. Livet er dog tilsyneladende så smart indrettet, at vi ikke behøver påbegynde en uddannelse for at igangsætte vigtige processer. Før eller siden vil vi altid møde en krise, der tvinger os til at se på det, der er svært.

Hvordan håndterer du kriser?

Først kæmper jeg med næb og kløer for at skubbe den fra mig. Tidligere var det måske i form af to måneders fest og druk, senere er det blevet til to dage sammenkrøllet under dynen, og i dag er det – i mange tilfælde – nede for en stund med forvirring og fortvivlelse. Hvad jeg efterhånden har lært er, at det er i kriserne, vi udvikler os. Joan Ørting taler om, at guldet ligger i krisen, og hos Mindjuice Academy minder de om, at krise rent faktisk betyder vendepunkt. Så frem for at flygte som tidligere, så forsøger jeg nu – ærligt – at undersøge, hvad der virkelig sker. Jeg gør mit bedste for at byde sorgen, frustrationen, utilfredsheden og vreden velkommen. Jeg spørger, hvad den vil mig, og hvis jeg virkelig lytter, så taler den og hjælper mig på sporet af områder af mit liv, hvor jeg har mistet mig selv.

Hvad er den største indsigt, du har gjort dig omkring dit selvværd?

Kærlighed er i bund og grund det eneste, jeg virkelig ønsker. Jeg vil aldrig kunne tage imod mere kærlighed fra andre, end hvad jeg kan give mig selv. Derfor er og bliver selvværdet det vigtigste og mest centrale punkt i min søgen på fred, lykke, succes og kærlighed.

Hvad er dine 3 bedste råd til at arbejde med sig selv og sit selvværd?

  • Lyt til dig selv. Se klart. Vid, hvad der er vigtigt for dig. Drop sammenligningen med andre – ikke mindst reklamer og polerede instagram-profiler.
  • Gør noget. Gå ind i det, der gør ondt frem for at flygte – spørg smerten, hvad du har brug for at gøre, og gør det så. Hvis du tør lytte til dig selv, så ved du godt, hvad du har brug for at gøre.
  • Find en udfordrende og støttende setting, hvor du kan bearbejde dine største sår og længsler. Prioriter pengene, tiden og energien på det.

Er der mere, du vil tilføje?

Al transformation starter med indsigt, og denne kan komme på mange måder. Livet kaster indsigter efter os konstant, hvis vi tør lytte. Og oplever jeg ikke det, så kan jeg ganske enkelt spørge mig selv: “Hvad længes jeg efter?” og så virkelig lytte.


Du kan se og læse mere om Simon Frederiksen og hans arbejde med musik og events her:
www.facebook.com/music.simonf,
www.facebook.com/MissWorldCPH og www.facebook.com/silenteventsdk.

selvværd, lavt selvværd

Jeg ser min drøm lige ind i øjnene

Som du måske har set på Facebook, så er jeg hoppet ud i at arbejde fuldtid med Stjerne Selvværd de næste fire måneder. Og det er virkelig en drøm at prøve af! Jeg skal undersøge, hvad der sker med forretningen, når jeg nu lægger mere energi i den, og om det føles godt, rigtigt og tilfredsstillende for mig at være min egen chef. Jeg har givet mig selv de fire måneder, så jeg har en god tidsramme, hvor jeg kan nå at mærke ordentligt efter, og hvor jeg også kan få noget op at stå. Det er alt sammen meget spændende, nervepirrende og dejligt!

Beslutningen kom, efter at en af mine venner havde spurgt lidt ind til, hvorfor jeg ikke prøvede selvværdsvejledningen af fuldtid. Jeg er jo også uddannet journalist, men har været arbejdsløs i en længere periode. Jo mere jeg talte med min ven om det og lod det summe i min krop, jo mere rigtigt føltes det. Jeg er jo virkelig passioneret omkring selvværd og personlig udvikling! Jeg har taget to kurser, og jeg har haft den her blog i over to år. Og når der ikke er andet end lukkede døre ovre i journalistlandet, hvorfor så ikke prøve at kaste terningerne på en anden måde?

Det, der holdt mig tilbage, var selvfølgelig frygt. For ikke at lykkes med det. For at være en rigtig dårlig, slap chef over for mig selv. For at få afslag og afvisninger, fordi jeg ikke klarer det godt nok. Der er sådan set ikke noget galt med frygt. Jeg har ikke prøvet at være selvstændig før, så hvis det ikke kildede gevaldigt i maven, så ville jeg jo næsten være et supermenneske. Det er naturligt at være bange – men jeg ved også, at nogle af mine frygtbaserede tanker handler om mine negative overbevisninger. De lyder blandt andet sådan her:

  • Jeg er ikke god til at være min egen chef.
  • Jeg er ikke dygtig nok.
  • Jeg ved ikke nok til at kunne starte op på fuld tid.
  • Jeg er ikke god til at konkurrere, så jeg kan ikke konkurrere med alle de andre coaches derude.

Hvem siger, frygten har ret?

Og hvem ved? Måske kan jeg modbevise dem alle eller nogle af de overbevisninger, når jeg prøver? Måske er jeg faktisk god til at være min egen chef, når det handler om noget, jeg er super passioneret omkring? Måske er jeg dygtig nok – ellers må jeg jo lære noget mere hen ad vejen. Jeg burde vide nok med mine kurser og al den viden, jeg har suget til mig i løbet af årene. Jeg har trods alt arbejdet med mit eget selvværd de sidste 10-20 år (alt efter hvordan man tæller!). Måske skal jeg ikke konkurrere med alle de andre, men finde min egen stemme og min egen vej i det hele og på den måde tiltrække folk, der kan lide min tilgang?

Hvad er du passioneret omkring? Og hvor i dit liv lader du frygten styre dine beslutninger?

Nu har jeg valgt at give frygten en fuckfinger. Jeg prøver min drøm af og lærer alt, jeg kan undervejs! Heldigvis har jeg været realistisk nok til at sætte mine forventninger lavt og neutralt. (Og hvorfor nu det, tænker du? Jeg har dårlige erfaringer med at sætte for høje forventninger til mig selv. Det giver mig lyst til at give op, og det går ikke!)
Succeskriteriet er nemlig ikke, at jeg bliver en rig og succesrig selvværdsvejleder. Heller ikke at jeg fortsætter med at arbejde fuldtid på det efter de fire måneder. Det er faktisk en succes allerede nu, fordi jeg har trodset frygten og er hoppet ud i det (og har råbt det ud på Facebook, så ”alle” ved det!). Selve processen og forsøget er vigtigere end, hvad der sker på den anden side. Afklaringen af, hvordan det går, og hvordan jeg har det med det, er vigtigere end et bestemt resultat. Måske opdager jeg, at jeg virkelig er dårlig til at være min egen chef, og at jeg slet ikke trives med at arbejde alene eller på den her måde. Måske kan jeg ikke tjene nok penge på det og må finde en anden model. Og måske bliver jeg en bragende succes og bliver glad for det. Uanset hvad der sker, så er det okay. Jeg er her for at lære, teste og være modig.

Snart kan jeg sige, at jeg virkelig prøvede den her drøm af – så jeg slipper for at tænke over min selvværdsbiks og dens potentiale resten af mit liv. Prøv at forestille dig den ærgrelse, jeg ville sidde med som 70-årig, fordi jeg aldrig prøvede den her drøm af?!

Er der en drøm, du gerne vil prøve af? Fortæl gerne om det i kommentarfeltet, jeg vil elske at høre om dine passionsprojekter!

Tak, fordi du læser med her – det betyder meget!
Du kan følge med på Instagram her.