Måned: juni 2019

selvværd, lavt selvværd, personlig udvikling

Når den personlige udvikling bliver overvældende

Jeg delte et tidligere blogindlægFacebook den anden dag, og det handlede om, at man skal passe på med at gøre sit selvværdsarbejde til en sur pligt, hvor den indre kritiker kan tage fat i vores tanker og kritisere os. Og det gik op for mig, at det stadig er aktuelt for mig, så dette blogindlæg er både til dig og mig selv. En kærlig påmindelse om, at personlig udvikling tager den tid, den tager, og at det mest konstruktive er at være kærlige over for os selv – og nogle gange betyder det, at vi får tingene gjort, og andre gange betyder det, at vi tilgiver os selv for ikke at nå alting.

Der er så mange spændende bøger derude og så mange spændende mennesker, der har noget på hjerte. Det har jeg jo også selv. Og det er fantastisk! Der er meget fokus på selvværd, personlig udvikling og det gode liv for tiden, og det er skønt, at der er så mange muligheder for at lære nyt og arbejde med sig selv.

Men mange muligheder kommer også nogle gange med forvirring. Jeg elsker at lære nyt, og jeg ved, der stadig er meget, som jeg skal arbejde med. Oven i det elsker jeg gratis ting, så jeg skriver mig meget tit op til folks nyhedsbreve for at få den der freebie, det kan være e-bogen, arbejdsarket, webinar osv. Men problemet er, at jeg ikke altid får de der ting set og læst. Og så ligger de i indbakken og giver mig dårlig samvittighed. Eller de udprintede arbejdsark ligger på mit skrivebord og giver mig dårlig samvittighed. Og det handler ikke kun om freebies, det kan også være dokumentarer, bøger, podcasts osv. Listen er uendelig.

Jeg har helt klart tendens til at blive nysgerrig og tage for mig af retterne, men så ikke færdiggøre det, jeg starter på. Og det er ærgerligt, men det mest ærgerlige er altså, at jeg får dårlig samvittighed, bliver overvældet og slår mig selv i hovedet med det. Det er jo ikke meningen, og en stor del af selvværdsarbejdet handler jo om at mindske den indre kritiker – eller i hvert fald forstå, at den ikke taler sandt og ikke behøver have magt over en.

Bliver du også nogle gange overvældet af alle de ting, du vil lære inden for personlig udvikling?

En liste med inspiration

Her er en liste over nogle af de ting, som jeg er interesseret i, men som jeg ikke nødvendigvis er gået i gang med endnu:

Speaker Mel Robbins har for eksempel dette gratis Spring it on-forløb.

Dr. Nicole LePera kalder sig The Holistic Psychologist, og hun har gang i et ret spændende projekt, hun kalder ”Self Healers”, hvor hun arbejder med dagbogskrivning og indre barn-arbejde. Jeg er totalt fan – jeg er bare ikke gået i gang endnu.

Jeg har lånt to bøger om skygger af Pernille Melsted på biblioteket, og det går temmelig langsomt med at få dem læst. Øv, altså!

Jeg har købt et online akupressurkursus hos Katrine Birk, og det er super spændende, men jeg har bare ikke lige sat mig ned endnu og kigget på det…

Jeg trøster mig selv med, at jeg nok skal nå det hele, og at jeg slet ikke behøver lære alt på én gang. Nogle gange kaster livet os ud i en ordentlig hvirvelstorm, og så er vi tvunget til at kigge på os selv og verden omkring os. Men når det egentlig går fint, så må udvikling i mine øjne handle om nysgerrighed, tålmodighed og lyst til at lære sig selv bedre at kende – for bliver det til en sur pligt, så kommer vi ikke nogen vegne, fordi lysten mangler.

Hvad er du i gang med lige nu?