Gør noget godt for dig selv

En af de mange kilder til at have det godt er at give plads og tid til sig selv. At gøre noget godt for sig selv og forkæle sig selv – og det er jo ikke nødvendigvis det samme, der er godt for dig som for mig.

Jeg vil i dag invitere dig til at lave en liste over alle eller nogle af de ting, som du kan lide at gøre for at forkæle dig selv.

Nogle af de spørgsmål, du kan stille dig selv, mens du laver listen, er for eksempel:

  1. Hvad gør mig glad?
  2. Hvad elsker jeg at gøre?
  3. Hvad kan jeg gøre for mig selv, så jeg får det rart?
  4. Hvad giver mig den der boblende glædesfølelse i maven?
  5. Hvad har jeg brug for?
  6. Hvornår havde jeg sidst en følelse af at forkæle mig selv – og hvad var det, der gav mig den følelse?

Her er nogle af de ting, som jeg elsker at gøre for mig selv:

  • Lave ansigtsmaske
  • Tage et fodbad
  • Putte regnbuefarvet neglelak på mine tæer
  • Ringe til en god ven
  • Læse en god bog
  • Sige søde ting til mig selv i spejlet
  • Dyrke yoga eller meditere
  • Få ordnet nogle ting på min to do-liste (men kun hvis jeg ved, at det vil være godt for mig bagefter – ikke hvis det er, fordi jeg prøver at presse mig selv)
  • Se tv-serier
  • Lave en god morgenmad til mig selv og læse avis
  • Kramme nogle søde venner
  • Være kreativ – fx spille på min ukulele, male i min malebog eller dimse med fjer
  • Skrive dagbog
  • Spise chokolade
  • Gå en tur
  • Høre god musik og danse

Det vigtigste er, at du finder ud af, hvad der virker for dig!

Når du er blevet klar over, hvad der gør dig glad, får dig til at slappe af og giver dig fornyet energi, så husk at give dig selv de ting engang imellem. Hvordan kan du få flere af de ting ind i din hverdag?

Det er kun godt at være god ved sig selv, og jeg er ikke fan af, at man skal have det dårligt over for eksempel at være ”doven”. Når jeg føler mig doven, så slapper jeg egentlig af og lader mine batterier op, og det er jo virkelig vigtigt for mig! Lyt til dig selv og din krop, og sørg for at passe på dig selv. Måske skal du ligefrem sætte tid af til det i kalenderen hver uge, så du husker at få det gjort?

Husk, at det er okay at sætte dig selv først – fordi hvis du ikke har nogen energi eller kærlighed til dig selv, hvordan vil du så give energi og kærlighed til andre?

3 thoughts on “Gør noget godt for dig selv

  1. Det lyder sjovt, jeg vil også lave en liste.

    Her er nogen af de ting, som jeg godt kan lide at gøre:
    -at ligge på sofaen under min dyne
    -at gå i bad
    -lytte til ny musik
    -løbe tur
    -klatre uden at tale med nogen
    -gå i genbrugsbutikker
    -cykle en tur og lytte til en ny fortællende podcast
    -sidde tavs og kigge på mennesker, dyr og trafik uden at dokumentere, hvad jeg oplever
    -gå i biografen
    -finde spiselige planter i naturen og gå hjem og lave mad med dem
    -kigge ud af vinduet i toget eller i en bil
    – at køre alene i bil og skråle med på alle sangene i radioen
    – at skrive beskeder til en jeg gerne vil lære bedre at kende
    -At være et sted, hvor jeg aldrig har været før
    -At give komplimenter

    1. Hej Andreas

      Det er en vildt fin liste, du har lavet! 🙂 Jeg er vild med, at den både indeholder noget alenetid, men også noget socialt, og at der er så mange “ud af huset”-ting på den 🙂 Måske skulle jeg låne lidt af den.

      Kh. Sabine

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *