Bevæg dig lidt ud af din komfortzone

Jeg var til min første funk dansetime i Fitness World for et par uger siden. Jeg elsker at danse, men det bliver mest til noget hjemmegjort danseri, hvor jeg enten står og ikke helt ved, hvor jeg skal gøre af mig selv, eller hvor jeg giver den maks gas på et dansegulv (dette sker gerne med et par genstande i blodet!) eller derhjemme med hjemmelavede, men ofte meget funky, dansetrin. Jeg er sådan en type, der taler meget om, at jeg gerne vil gå til dans, men som meget sjældent får gjort noget ved det.

Læs Hvilke historier fortæller du dig selv?

Det var anden gang, jeg var til funk i fitnesscenteret. Jeg endte med at stå midt i klassen – hvilket egentlig er et ret fint sted at stå, hvis man gerne vil kunne se instruktøren det meste af tiden – og det gav mig hurtigt en følelse af, at alle ville kigge i min retning, når de kiggede i spejlet eller på instruktøren. Det var nogle svære dansetrin, og jeg havde både svært ved at huske koreografien og få mine arme og ben til at lystre. Selvom jeg er ganske rytmisk, så er det godt nok svært at få ens lemmer til at flagre i den rigtige retning og på det rigtige tidspunkt, når der er en bestemt koreografi. Jeg var til timen med en af mine rigtigt gode venner, og han grinede jævnligt af mig og mit forvirrede ansigtsudtryk, når jeg igen opdagede, at jeg var en takt bagud. På et tidspunkt opdagede jeg, at jeg havde et hul i mine gamacher – midt i skridtet! I slutningen af timen faldt jeg faktisk ned på røven, fordi vi skulle ”grinde” os helt ned i skovskiderstilling, og så fik jeg overbalance. Ret pinligt!

Uh, der var mange tanker, der kørte rundt i mit hoved, og jeg fik faktisk overbevist mig selv om, at var den eneste, der ikke kunne finde ud af det. Men helt ærligt! Vi var 20 mennesker, så mon ikke nogle af de andre også havde lidt svært ved det? Men lige dér syntes jeg, at alle de andre havde godt styr på det, og at jeg var den eneste, som stod og kludrede i det.

Trods alle følelserne af at være rigtig dårlig til funk og at være konstant akavet, så var det jo også rigtigt sjovt! Jeg lærte nogle nye trin, jeg opdagede, hvad jeg havde svært ved, og jeg grinede og koncentrerede mig. Jeg var glad bagefter, og jeg følte, at jeg havde overvundet en udfordring.
Det er fedt at danse, og jeg besluttede, at selvom jeg fik/får alle de tanker, så vil jeg blive ved med at møde op til de timer. For på et eller andet tidspunkt skal jeg nok få fat i det, og til sidst bliver jeg måske helt god til at følge med. Tænk lige, hvor fedt det ville være! Og så føles det bare helt fantastisk faktisk at tage dansetimer (også selvom de ”kun” er i Fitness World!), når jeg nu har drømt om det, tænkt på det og talt om det så længe.

”If you have the courage to start, you have the courage to succeed”, som Mel Robbins skriver i sin bog ”The 5 Second Rule” (som jeg virkelig kan anbefale!).

Jeg tror på, at det er helt vildt vigtigt at komme ud af sin komfortzone, hvis vi skal udvikle os. Hvis vi gør det samme i dag, som vi gjorde i går, så er vi det samme sted i morgen. Og vores grænser kan måske endda snævre ind omkring os, så vi bliver mere og mere bange for at gøre forskellige ting. Som når jeg bliver mere og mere bange for højder, men prøver at tvinge mig selv til at hoppe ud fra 3 meter vippen i friluftsbadet i København hver sommer – fordi jeg ved, at hvis jeg ikke gør det, så bliver jeg en dag utryg ved at hoppe fra 1 meter vippen. Sidste sommer tog det mig 45 minutter at springe fra 3 meter vippen, og frygten havde virkelig godt tag i mig. Men jeg gjorde det – endda to gange – og det er vigtigt. Grænserne skal skubbes, fordi det ikke er dem, der skal bestemme over vores liv, og fordi vi skal udvikle os.

Læs om dengang, jeg tog til Thailand uden returbillet

Sådan er det også med selvværdet. Det skal trænes, og der skal skubbes til nogle grænser, hvis vi skal få det bedre med os selv. Hvis vi i dag ikke tør gøre bestemte ting og ikke for eksempel tør sige vores mening, så er det vigtigt, at vi forsøger at tage små skridt ud i det utrygge land. Her kan vi lære en masse om os selv, og vi kan vokse, hvis vi oplever, at det faktisk ikke er så farligt. Måske oplever vi, at vi kan meget mere, end vi troede, og det kan både styrke selvværdet og selvtilliden.

Vi skal turde lave spejløvelsen, selvom den kan være dybt ubehagelig. Om ikke andet starte i det små, for eksempel ved at kigge os selv kærligt i øjnene og tænke en sød tanke. Derefter kan man udvide repertoiret, så man en dag kan sige højt ”Jeg elsker dig, (navn)”. Vi skal turde tage det farverige tøj på, vi skal turde at gå alene i biografen, og vi skal turde at stå fast på, hvem vi er. Sådan kan vi blive mere og mere godt tilpas i vores krop, i vores sind og i vores liv.

Jeg skal i hvert fald til flere dansetimer! Jeg skal også øve mig på at ringe til folk i firmaer, inden jeg søger et job, øve mig på at promovere den her blog, øve mig i at tale foran mennesker (også bare små grupper på 5+) og øve mig på at stå ved, hvem jeg er.

Hvad taler du om at gøre, men som du aldrig får gjort? Hvorfor gør du det ikke? Og hvad kunne du få ud af det, hvis du turde hoppe ud i det?

Kommentér som altid gerne herunder, på Facebook eller på stjerneselvvaerd@gmail.com

”Hvad vil være det mest vanvittige, skøre, befriende, impulsive, nytænkende, kreative, tossede, spændende, spontane, dejlige, udvidende, livsbekræftende, oplivende, livgivende, sjoveste, skæggeste, mest fantastiske, du kunne gøre i dag?”

-Gitte Jørgensen i sin bog ”Pippi Power” (som jeg også virkelig kan anbefale).

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *