Da jeg tog alene til Thailand uden en returbillet

I foråret 2016 tog jeg ud og rejse. Jeg havde haft et tre måneders vikariat på en avis, og i starten var det meningen, at jeg skulle rejse sammen med min daværende kæreste, men vi nåede at gå fra hinanden, inden mit vikariat sluttede. Men det skulle ikke stoppe mig fra at komme ud i verden, så jeg købte efter nogle overvejelser om destinationen en billet til Thailand.

Jeg købte ikke nogen billet tilbage til Danmark. Da jeg hverken havde et arbejde eller en kæreste, som jeg skulle tilbage til, tænkte jeg, at det var en rigtig god idé at holde mulighederne åbne. Det skulle vise sig at være en virkelig god idé.

I starten var jeg faktisk lidt nervøs ved tanken om at skulle rejse alene – jeg havde nemlig aldrig rejst så langt væk alene før – og jeg har nok lidt tendens til at tænke bange hvad nu hvis-tanker, når jeg skal gøre noget nyt eller noget, som jeg er bange for.

Da jeg tog af sted, var planen, at jeg skulle være af sted imellem fire og seks uger. Jeg troede, jeg ville få hjemve, og jeg tænkte, at jeg sikkert ville have fået nok af sol og strand på det tidspunkt. Men jeg blev væk i tre måneder, og det endte jo med at blive mit livs bedste tur, hvor jeg både fik nye venner og lærte en masse om mig selv.

Thailand er fyldt med smukke guldtempler, billige bukser med elefanter på, lækker mad og de mest fantastiske strande. Jeg tog et Advanced Open Water dykkercertifikat på Koh Tao, hvor jeg for første gang dykkede til 30 meter og ved et skibsvrag. Jeg badede sammen med elefanter i Chiang Mai og lærte at lave thailandsk mad, og jeg prøvede at dyrke Myui Thai (thaiboksning). Jeg kørte Koh Pha Ngan tynd på scooter og var til fuldmånefest. Jeg overvandt mig selv, da en kæmpe edderkop bogstavelig talt overraskede mig med buskerne nede på toilettet i min bungalow på Ko Phayam, og jeg blev stamgæst på Sabai Sabai Bar i Tonsai Beach. Jeg spillede ukuele på stranden og var til spontane junglefester, og jeg var til thailandsk nytår i Bangkok, der bare en én stor vandfestival, hvor alle skyder og kaster vand på hinanden.

Tiden i Thailand blev til to måneder, og jeg rejste både rundt alene og sammen med venner, som jeg mødte på turen. De fire til seks uger var pludselig slet ikke nok, hvis jeg skulle nå at se det, jeg gerne ville – sådan er det, når man for eksempel er to uger ét sted!

Da mit visum til Thailand var ved at udløbe, spurgte en af de venner, jeg har fået i Thailand, mig, hvorfor jeg egentlig ville hjem til Danmark, når jeg nu kunne blive og se noget mere. Da han spurgte mig, hvad jeg gerne ville se, svarede jeg, at jeg ikke syntes, jeg havde fået dyrket nok yoga på turen. Så foreslog han mig at tage til Indien og tage en yogainstruktør-uddannelse, og da han sagde det, var det, som om en kæmpe lyspære dukkede op over mit hoved. Selvfølgelig!! Jeg er vild med yoga, og jeg havde faktisk tænkt, at jeg gerne ville uddanne mig til yogainstruktør på et tidspunkt. Jeg gik i gang med at undersøge skoler, og på fjorten dage fik jeg søgt om et visum og meldt mig til at skole i Rishikesh i Nordindien.

Og den der følelse af bare at hoppe ud i noget nyt og tage en spontan og stor beslutning er jo ubeskrivelig! Det var sådan en blanding af spænding, kriblende nervøsitet og stolthed over at hoppe ud i ukendt territorium. For mig er det et rigtig godt eksempel på, at man kan ende med guld i lommen, hvis man tør tage nogle chancer og følge sit hjerte!

Kurset i Indien tog 28 dage, hvor der i løbet af 200 timer blev undervist i alt fra fysiske yogastillinger over åndedrætsøvelser til anatomi og mantra chanting. Det var en helt fantastisk og meget intens oplevelse, hvor jeg lærte utroligt meget om mig selv, mit sind og min krop.

Så efter tre måneder i Sydøstasien vendte jeg brun og meget klogere hjem til Danmark med helt fantastiske oplevelser og viden i rygsækken.

Min pointe med min rejsehistorie er blandt andet, at det er helt fantastisk at rejse – også alene – og jeg vil anbefale det til alle, der har lyst, penge og mod på det. Jeg tror, at det er meget sjældent, man faktisk fortryder en rejse, og det kan virkelig give nogle skønne oplevelser, en ny viden om én selv og et helt nyt perspektiv på ens forståelse af verden. Og man behøver ikke rejse om på den anden side af jorden for at lære noget nyt om sig selv. Rejser inden for landets grænser eller kortere ture over grænsen kan også gøre underværker!

Jeg lærte for eksempel, at min krop er stærkere, end jeg troede – især hvis jeg med mit sind beslutter mig for at være det. Jeg blev også klogere på, i hvilke situationer jeg blev usikker og begyndte at tænke negative tanker om mig selv, og jeg lærte, at det nogle gange er godt at sige nej og nogle gange godt at sige ja. Og jeg lærte, at jeg kan gøre, hvad jeg vil, og at jeg er modig, stærk og sej – også selvom jeg kan føle mig lille, bange og usikker.

I det store og hele har rejsen helt klart styrket mit selvværd, fordi jeg udfordrede mig selv og kom igennem det på den bedste måde. Jeg har set mig selv i nye situationer, som jeg har forsøgt at få det bedste ud af. Jeg har mødt mig selv, og jeg vil altid huske den rejse som noget helt fantastisk, som jeg gjorde for mig selv.

Hvad har du lyst til at gøre for dig selv? Og er du bange for at gøre det? Kommentér gerne herunder, hvad du har af tanker om det her emne, hvad du drømmer om, eller hvad du har gjort for dig selv, der lærte dig noget. Du må også gerne dele et godt rejseminde 🙂

5 thoughts on “Da jeg tog alene til Thailand uden en returbillet

  1. Det lyder som en virkelig skøn tur du var på! Sejt!

    Tillykke med bloggen – og uddannelsen (selvværdsvejlederuddannelsen mente jeg nu, men også den anden uddannelse for så vidt ☺️)!

    Kh. Sara (Sars)

    1. Hej Sar(s)a 🙂
      Mange tak!! Det er en skøn uddannelse, som jeg lærte meget af – men det var også en fantastisk tur til Asien. Ih, hvor lærer man meget om sig selv, når man er alene af sted, synes jeg 🙂 Jeg håber, du har det skønt! 🙂 Kh. Sabine

  2. Hej Sabine!
    Det lyder som en meget fed tur! Jeg skal selv til Asien til Thailand, Malaysia og Indien – indtil videre – og jeg planlægger også at tage en yoga-uddannelse i Indien!
    Men det er meget svært at vælge, for der er SÅ mange forskellige skoler.

    Hvad hedder den skole du valgte at gå på?

    Det er rart at læse om en der har gjort næsten det samme ALENE, da jeg også er lidt urolig for hvordan det skal gå 😉

    1. Hej Maja 🙂

      Hvor dejligt, du også skal på en lang tur! Jeg håber, den bliver super god for dig! Min skole i Indien (Rishikesh) hedder Rishikul Yogshala, og den var jeg meget glad for. Men jeg nåede ikke at lave så meget research, så der kan være mange andre gode. Men jeg synes i hvert fald, at mine undervisere var enormt kompetente og vidende, og at der blev dækket et bredt spektrum af emner inden for yoga. På skolen underviser de i Hatha og Asthanga, så det er godt at være opmærksom på, at det er begge yogastile. Pøj pøj med det! 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *