Du har altid et valg

Der er sket mange nye ting i mit liv de sidste 6 måneder – jeg er blandt andet startet på mit selvstændige selvværdsprojekt, og jeg har fået to faste freelancejobs (og der er to på bedding). Jeg har mange idéer, og jeg har arrangeret min første workshop – og aflyst den igen. Jeg promoverer mig selv på Instagram. Jeg er for første gang i mange år på røven økonomisk. Det er en lidt overvældende tid, for der sker meget (og det er dejligt!), og jeg prøver at finde mine ben i det hele. Jeg er overbevist om, at det hele lander et godt sted snart, men jeg føler mig lidt utålmodig.

Og det er ikke det eneste, som jeg føler. Jeg føler mange ting for tiden, og jeg har været på noget af følelsesmæssig rutsjetur på det sidste. Der sker meget, og samtidig føler jeg, at jeg står stille. (Men jeg står ikke stille sammenlignet med nogle måneder siden – og det skal jeg huske!). Min kæreste har lagt skuldre til utroligt mange grædeture og fortvivlede monologer, men han lader til at have en glemsom hjerne, så han siger, at han ikke synes, det er så slemt.

Men for et par dage siden slog det mig: nu har jeg rodet rundt i de her følelser længe nok. Jeg har grædt nok, og jeg har været overvældet nok. Det betyder ikke, at jeg har tænkt mig at prøve at lade være med at føle noget (who are you kidding?!?), men at jeg fremover vil handle mere. Observere følelsen og derefter mærke, hvad jeg har brug for, og hvad der kunne løfte mit humør. Være aktiv i stedet for passiv. Det føles som en god beslutning. Det føles empowering. Det er jo mig, der styrer mit liv, og når jeg tager handling på ting, så sker der noget.

Fik du læst interviewet med Aiyana Maria?

Vi har følelser af en grund – de vil gerne fortælle os noget om de situationer, vi står i. Og det er ikke sundt for selvværdet at afvise de følelser – på den måde går vi både glip af de beskeder, som de kommer med, og får en følelse af at være forkerte mennesker med forkerte følelser. Følelser er i mine øjne naturlige, og der er altid en grund til, at de er der. De er alle sammen legitime, MEN! De skal ikke altid have lov til at overtage det hele. I mange tilfælde kan man blive fanget i følelserne (og her tænker jeg på de såkaldte ”negative” følelser), måske både fordi man føler forvirring og skam over dem, og fordi man begynder at fortælle sig selv historier om følelserne, eller man ryger tilbage til fortiden, hvor de følelser er genkendelige.

Men det er, når vi handler, at der sker en forandring. Vi kan aktivt vælge at fokusere på noget andet end de følelser, vi oplever. Vi kan for eksempel fokusere på taknemmelighed, glæde eller kreativitet. Vi kan ”narre” vores hjerner, så vi i stedet for at svælge i følelserne vælger at kultivere andre følelser. Måske skal vi danse det ud? Måske skal vi gå en tur og trækker vejret dybt, mens vi kigger på naturen omkring os? Måske skal vi bage nogle boller, så vi kommer ud af hovedet og over i en aktivitet? Måske skal vi ringe til en ven og høre om deres dag for at få nogle andre inputs?

Vi kan gøre tusinde ting, men pointen er, at du altid har et valg. Så hvad vil du have mere af? Hvad drømmer du om? Hvad fylder din mave med glædesbobler og grin? Skal du ikke have lidt mere af det?

Jeg skal male mere akvarel og spille klaver og ukulele. Jeg skal ud og gå ture i naturen, og jeg skal svinge mine hulahopringe mere herhjemme. Jeg skal skrive dagbog og høre musik. Jeg skal danse mere. Jeg skal stadig føle og give plads til følelserne – men de behøver ikke altid diktere mit humør og mine handlinger. Det er mig, der har styringen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *