Hvad er dit kærlighedssprog?

Kender du det der med, at du har gjort dig umage med at planlægge en hyggelig aften med kæresten, så I kan få god kvalitetstid sammen, og når han så kommer, så kigger han bare ned i sin telefon? Eller når du har givet en gave til en af dine kære, og de så slet ikke virker glade og glemmer at sige tak? Og det gør dig ked af det, fordi du gerne ville vise dem din kærlighed.

Så kan det være, at I ikke har samme kærlighedssprog. Ifølge amerikaneren Gary Chapman findes der fem kærlighedssprog. Og vi bruger ikke nødvendigvis dem alle sammen. Vi har nemlig et primært kærlighedssprog, og så kan vi have et par sekundære. Et kærlighedssprog er måden, som vi opfatter kærlighed på – og den måde vi selv viser kærlighed til andre på. Kender du dit primære og dine sekundære kærlighedssprog, kan du både bruge den viden til at være mere selvkærlig over for dig selv, og du kan bedre forstå kærligheden i dine andre relationer.

De fem kærlighedssprog er disse:

1) Verbal anerkendelse – her føler du, at du får kærlighed, når andre roser dig eller siger pæne ting til dig.

2) Tid sammen – her sætter du pris på kvalitetstid med dine kære, og du viser din kærlighed ved at sætte tid af til andre. Her er opmærksomhed vigtigt, så der virkelig er tid til at være sammen, snakke og lave ting sammen.

3) Gaver – har du gaver som dit kærlighedssprog, så viser du din kærlighed ved at give gaver, og du oplever også at få kærlighed fra andre, når de giver dig gaver.

4) Tjenester – her føler du dig elsket, hvis din partner, familie eller venner hjælper dig med ting og gør ting for dig. Og du viser selv din kærlighed ved at gøre tjenester for andre.

5) Fysisk kontakt – i dette kærlighedssprog er det den fysiske nærhed, der fylder dig med kærlighed. Kram, nus, et klap på skulderen og sex er alle sammen eksempler på fysiske kontakter, hvor du viser din kærlighed og oplever at få kærlighed.

Hvilket sprog er dit primære, tror du? Og hvilket eller hvilke er dine sekundære?

Hvilket sprog taler mest til dig? Hvis du skulle vælge ét, som din partner, ven eller familiemedlem skulle give dig, hvilket ville du så vælge? Hvis du gerne vil vise kærlighed til nogen, hvad er det så, du giver?

Ifølge Joan Ørting kan du gøre flere forskellige ting, hvis du er i tvivl om, hvilke kærlighedssprog der passer bedst til dig. Du kan tænke tilbage på din barndom og på, hvordan dine forældre viste dig kærlighed – nogle gange kan man nemlig arve sine forældres kærlighedssprog. Derudover kan du lægge mærke til, hvad det er, du brokker dig over, at du mangler. Mangler du kram eller ros? Mangler du tid sammen med dine venner, eller ville du ønske, der var nogen, der gad fikse din cykel?

Du kan også lave udelukkelsesmetoden – hvad ville du helst undvære af de fem?

Gary Chapman har også lavet en test på sin hjemmeside.

Mit primære kærlighedssprog er ”tid sammen”. Det er ret tydeligt for mig, at det er det, jeg gør, når jeg gerne vil være sød ved mine venner eller min kæreste. Vi skal hygge os, have god tid og snakke sammen. Og ligeså tydeligt er det, at jeg føler mig glemt og overset, når folk omkring mig ikke tager initiativ til at se mig eller sætte tid af til mig. Jeg tror, mit sekundære sprog er ”fysisk kontakt”. Det er rart at kramme mine venner, jeg nusser ofte folk på ryggen og armene, og jeg elsker at være tæt med min kæreste. Det er jo det bedste bare at blive holdt om! Så føler jeg mig elsket og tryg.

Der er to ting, der er gode ved at kende sine kærlighedssprog.

Den ene er, at du kan bruge dine kærlighedssprog aktivt over for dig selv. Er dit sprog gaver og fysisk kontakt? Så giv dig selv små gaver indimellem og vær god ved dig krop. Giv dig selv en massage (eller få en af en anden!), smør dig ind i creme, nus dig selv. Er det derimod tid sammen og verbal anerkendelse, så er det vigtigt, at du sætter tid af til dig selv – og taler pænt til dig selv. Du kan give dig selv den kærlighed, som du fortjener og har brug for. Det er altså vigtigt, det her! At arbejde med sit selvværd handler om at være god mod sig selv på mange planer, og kender du dit kærlighedssprog, så kan du i højere grad lytte til dine egne behov og give dig selv det, du har brug for. Så behøver du ikke absolut ud og finde det i din omverden.

Den anden er, at du kan forstå, hvad det er der sker i dine relationer. Har du nogen relationer, hvor det er lidt svært, og hvor I går skævt af hinanden? Så kan det være, fordi I har forskellige kærlighedssprog, men ikke kan forstå, hvad det er, I hver især giver til hinanden. Jeg havde engang en kæreste, som havde tjenester som sit primære kærlighedssprog, men når han sad nede i gården og rodede med min cykel (for at vise mig kærlighed ved at gøre mig en tjeneste), så sad jeg og ønskede, at han ville være hos mig og lytte til, hvordan min dag var gået. Samtidig forstod han jo også min kærlighed ud fra sit kærlighedssprog, så han manglede jo kærlighed, fordi jeg ikke lavede så mange tjenester – det er faktisk det sprog, jeg slet ikke gør mig i.

Da mine forældre blev skilt i mine teenageår, gik det også galt med min far og jeg. Og der gik vi virkelig galt af hinanden, når det kom til at vise kærlighed til hinanden. Jeg er ret sikker på, at hans kærlighedssprog er ”gaver”, for han giver mig ofte gaver og forkæler mig meget materialistisk. Men dengang hvor jeg hungrede efter hans kærlighed, forstod jeg ikke, hvad han prøvede at udtrykke. Jeg ville jo bare gerne være sammen med ham og have tid til at snakke, og så havde jeg altså ikke brug for en ny bog eller penge. Igennem årene har jeg fået bygget en mental maskine, hvor jeg kan putte de dejlige gaver ind i, og ud kommer ordene ”Jeg elsker dig”. Det har hjulpet meget at forstå, at han bare viste mig sin kærlighed på en anden måde, og i dag har vi et godt forhold, hvor jeg kan oversætte hans kærlighedssprog.

”Det er selvfølgelig godt at kende hinandens kærlighedssprog, så vi kan give hinanden det, vi hver især ønsker, men kan et menneske udenfor os selv fylde hele vores kærlighedsbeholder? Nej, det er ikke muligt. Vi må selv tage det største ansvar og først og fremmest give det kærlighedssprog til os selv, som vi normalt synes, andre burde give os.”

– Joan Ørting i “Elsk dig selv og bliv elsket”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *