Hvad er lyse skygger? * Skyggearbejde 4.0

Dette er en del af en føljeton om begreberne inden for skyggearbejde, og dette er del 4. Du kan læse de tre første indlæg her, her og her

Lyse skygger består ligesom mørke skygger af fortrængte egenskaber – men modsat de mørke skygger er de lyse skygger ikke egenskaber, som vi frastødes af eller skammer os over. Det er derimod egenskaber, som vi tiltrækkes af og gerne selv vil have.

Derfor kan vi spotte vores lyse skygger, når vi ser noget i andre, som vi bliver fascineret af eller misundelige på. Det kan for eksempel være, at man bliver fascineret af sin ven, der er super modig, der tager på en jordomrejse helt alene. ”Åh, hvor er du modig! Det ville jeg aldrig turde”, ville man måske tænke.

Men ifølge skyggeteorien kan du ikke se noget i andre, som du ikke selv har. Så hvis du ser egenskaben ”modig” i andre, så er det, fordi du selv har den egenskab inde i dig et sted. Du har måske ikke trænet den eller gjort så meget brug af den, men den er der stadig. Det kan også være, at du er blind over for, hvornår du selv er modig. ”If you spot it, you got it” er en sætning, jeg har hørt meget på min Skyggevejlederuddannelse hos Mette Holm, og det er dejligt betryggende at vide, at alt det gode, vi ser i andre, det har vi også selv. Det handler om at være bevidst om, hvad vi ser i andre, og derefter være modig nok til at finde egenskaben frem i os selv.

Hvad bliver du fascineret af i andre mennesker?

En lys skygge er altså en egenskab, som man selv ville ønske, at man havde. En egenskab eller et karaktertræk, som man fascineres og tiltrækkes af hos andre. Det kan både være hos folk, man kender, og folk, man ikke kender personligt, fx kendisser, musikere eller politikere.

“Det er ikke kun vore negative træk, vi projicerer over på andre; det er også de positive. De fleste, jeg arbejder med, projicerer deres geni og kreativitet, deres styrke og succes. Hvis du gerne vil være som en anden, er det, fordi du ejer evnen i dig selv til at være sådan. Hvis du er betaget af superstjerner og bruger tid og penge på at læse om deres liv, så find den side, du elsker hos dem, i dit indre. Du fortjener at få det, du ser og for alvor ønsker. (…) Når du begynder at opfylde dine egne drømme og mål, bliver du mindre optaget af, hvad andre mennesker foretager sig. Vi har hver især et behov for at være vor egen helt.”

– Debbie Ford i bogen “Kast lys over skyggen”

Det kan være svært at tage de lyse skygger til sig, fordi det både kræver selvtillid at tro på, at man faktisk kan være den egenskab, men også fordi vi her i Jantelovsdanmark har lært, at vi ikke skal skinne for meget. Vi skal ikke vise os frem, fylde for meget eller være for meget fremme i skoene. Det kommer selvfølgelig an på, hvilke egenskaber vi taler om, og hvordan folk ser på forskellige egenskaber (det vil altid være forskelligt fra person til person, hvad vi tolker som positivt eller negativt). Men generelt kan det være sværere at integrere de lyse skygger end de mørke, fordi det kræver mod at tage ”for sig af retterne” og begynde at stråle helt vildt. Det kan nemlig godt afføde kritik fra ens omverden, hvis man pludselig ændrer sig og begynder at fylde mere og gøre mere af det, som man drømmer om. Det kan aktivere både janteloven, folks misundelse og prikke til folks egne skygger.

Noget andet, der knytter sig til integrationen af lyse skygger, er, at der kan være mørke skygger i vejen. De skal integreres, før man kan integrere ”sit lys”, altså sine lyse skygger. Jeg bliver fx meget fascineret af folk, der kan tale foran mange mennesker eller helt ubekymret være på en scene. Det ville jeg ønske, at jeg kunne (og jeg ved, at jeg har den egenskab, for jeg var meget ubekymret som barn og spillede teater og sang i vilden sky). Men! Før jeg kan integrere den scenevante egenskab – eller skal vi kalde den ”performeren” – så skal jeg lige integrere de mørke skygger, som handler om, at jeg ikke må være ”for meget”, ”selvpromoverende” og ”selvglad”. Jeg skal derfor først skabe fred og balance med nogle af de egenskaber, som jeg ikke vil acceptere i mig selv, før jeg kan tage de egenskaber til mig, som jeg drømmer om at udleve. Jeg kan ikke finde min gamle performer frem, hvis jeg ikke accepterer, at jeg også engang imellem er ”for meget” eller viser mig frem fx .

Øvelse:

  • Prøv at lave en liste over alle de personer, som du ser op til eller er fascineret af.
  • Hvad er det, de kan eller gør, som du bliver interesseret i?
  • Hvilken egenskab ligger der bag?
  • Hvor kommer de egenskaber til udtryk i dit liv nu (eller tidligere)?
  • Er der nogen mørke skygger, der står i vejen for at integrere disse egenskaber?

Ved at lære at acceptere og tage ejerskab over vores lyse skygger, kan vi skabe endnu mere balance i vores liv. Skyggearbejdet handler netop om at skabe balance ved at acceptere og gøre brug af ALLE vores egenskaber. Derudover kan de lyse skygger hjælpe os med at nå vores mål og det, vi drømmer om, og de kan hjælpe os til at stråle i al vores eget lys og at stå mere ved os selv. En bivirkning ved at tage sine lyse skygger mere til sig er, at man kan inspirere andre til at gøre det samme. For hvis du tør være fx sej, modig, bramfri, vidende, ambitiøs, fri, handlekraftig (eller hvad du nu ville ønske, du var), så må alle de andre skønne mennesker ude i verden også tage deres fascinerende egenskaber til sig.

Og hvis du nu sidder og tænker ”åh, man kan man godt være alt det, man drømmer om?” Ja, så er det korte svar ifølge skyggeteorien:

”Ja! Hvis du ser en god egenskab i andre, så har du den selv! Og så handler det om at finde modet frem til at prøve at være mere af den egenskab, så du kan stå mere ved dig selv og være mere af alt det, du drømmer om!”

Kommentér gerne med dine tanker eller dine lyse skygger i kommentarfeltet – jeg elsker at høre, hvad I tænker om mine blogindlæg!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *