Interview: Joan Elgum om frygten og vores historier

Joan Elgum på 47 år er Skyggevejleder, Coach, foredragsholder og formidler samt uddannet lærer og administrativt i offentlig administration.
Indehaver af hjemmesiden www.vaerdigheds-akademiet.dk. Hun arbejder som Coach, Skyggevejleder og foredragsholder i Det Blå Behandlerhus i Roskilde samt i Taastrup.
Joan Elgum bor på den københavnske vestegn.

Læs mere om hende her:
https://www.vaerdigheds-akademiet.dk/ og på Facebook.

Hvordan har dit eget selvværd været som barn, ung og voksen?

Selvværdet er for mig en underlig størrelse. Kompleks og sammensat, varierende for mig og har været det på en diffus måde for mig igennem min opvækst, min barndom, ungdom og som voksen. På den ene side har jeg altid følt mig forkert, og på den anden side unik.

Som lille erindrer jeg, at jeg har været meget glad, og billederne fra mine tidlige år fysisk – samt dem, jeg har i mit indre – vidner om en glad pige i indre styrke, ro og balance.

Jeg husker også, hvornår dette begyndte at ændre sig. Omkring de 8-10 år og frem begyndte jeg at føle mig forkert, anderledes, som en outsider, og at jeg var anderledes end de fleste, og at jeg ikke var det samme værd som andre omkring mig – jeg følte mig for følsom.

Jeg græd meget som barn og ung. Jeg mærkede mine følelser stærkt, og gråden kom, når jeg ikke længere kunne være i mig selv, med det, jeg mærkede. Jeg græd i skolen, og det gjorde mig også til et let offer for mobning. Jeg stoppede med at græde i skolen i mellemtrinnet efter en dag, hvor en lærer bad de andre om at stoppe med at være efter mig og bad mig om at stoppe med at græde så let. Jeg husker tydeligt den time, hvor den samtale fandt sted, og hvor vi efterfølgende skulle ud og spille stikbold.

En bold ramte mig i hovedet og jeg skulle lige til at bryde ud i gråd, men i stedet bed jeg det i mig, jeg ville ikke græde mere. Jeg ville gøre det, min lærer bad mig om, da jeg gerne ville væk fra mobberiet og gerne ville vise, at jeg hørte efter. Indeni græd jeg, og når jeg kom hjem fra skole, græd jeg ofte på mit værelse.

Som ung mærkede jeg også denne anderledeshed af følsomhed, og jeg dyrkede den også. Jeg blev for eksempel senere kaldt voksen og følsom af mine klassekammerater – hvilket jeg på sin vis mærkede en indre stolthed over og forsvarede mig med, men samtidig ikke rigtig kunne lide ved mig selv. Jeg var stolt, og samtidig skammede jeg min følsomhed ud og kunne ikke lide den, når den ramte mig og gjorde mig ulykkelig indeni.

Mine forældre gjorde deres bedste for at forstå mig, men jeg ved også, at mit følsomme sind var svært at forstå og rumme for dem. I deres afmagt blev jeg gentagne gange mødt af sætningen ”om jeg ikke nok kunne lade være med at være følsom som et råddent æg”, nærtagende og lignende.

Da jeg var 16 år, kom jeg på efterskole, og der skete noget i mig det år.

Jeg opdagede, at min følsomme side også var en gave, og at jeg havde en evne til at se og forstå andre, til at spille en aktiv rolle og være en fortaler, en primusmotor i det sociale liv med den side af mig. Jeg var ikke blot accepteret, jeg var rummet, som jeg var, og fik venskaber og en kæreste, som ville mig med min følsomhed. Mit selvværd voksede, og jeg begyndte for eksempel at skabe min egen tøjstil omkring de 17 år og gik med hat og store øreringe, jeg selv lavede.

Da jeg efterfølgende kom på HF, blev jeg kåret som ” den gode kammerat”, der fremmede det sociale liv i klassen. Mit selvværd var blevet styrket, men indeni kæmpede jeg stadig den indre kamp imellem at være ok med min følsomme, dybt reflekterende side og de bump, jeg mærkede i mig, når følelserne tog over, eller jeg mærkede, at jeg ikke umiddelbart levede og var så letlevende og humoristisk som de fleste andre unge, jeg var sammen med.

Denne indre kamp har jeg båret med mig hele vejen ind i mit voksenliv. Mine relationer, mine egne evner til at stå ved mig har derfor været bølgegange af følelser og værd. Sikkerhed og selvværd mod usikkerhed, manglende værd.

Jeg har flere gange i mit voksenliv stået stærkt og tydeligt i mig selv, for derefter at tale mig selv ned og trække i land ved at undskylde mig selv efterfølgende for for eksempel at fylde for meget, tale for meget, være for dyb og dybsindig.

Ved eftertanke tror jeg, at jeg har været meget påvirket af det ydre og ydrestyret omkring mit selvværd. Jeg har været glad og følt mit selvværd, når jeg følte mig unik eller følte en forståelse for mig, og jeg har været afhængig af denne forståelse, samt anerkendelse for at mærke mit indre som en styrke. Sådan har jeg det ikke i dag.

I dag ved jeg, at jeg er mig, og min følsomhed er del af mig og en styrke, jeg har, som en del af mit hele jeg. Jeg ved, at jeg aldrig kan søge selvværd i kraft af andres forståelse og anerkendelse, men at kilden til mit eget værd er, når jeg rummer mig selv og fylder mit kærlighedskar op indefra. Andres forståelse og anerkendelse betyder da noget, men som en bonus til den balance, der er i indre ro, kærlighed og accept af hele mig i mit eget indre. Der vil altid være nogen, der kan lide mig, og andre, der ikke kan, og det har jeg det helt ok med i dag.

Hvilke historier har du fortalt dig selv i forhold til selvværd?

Jeg har fortalt historier om mig selv, som holdt mig fast i, at jeg var for følsom til livet, for følsom til at være elskelig, at jeg har været anderledes, for dyb, for reflekterende, for nærtagende.

At værd og værdighed, kærlighed var noget, jeg skulle gøre mig fortjent til.

Hvordan vil du beskrive din egen rejse mod et bedre selvværd?

Jeg vil beskrive min egen rejse mod et bedre selvværd som en livsrejse hjem. Som en rejse hjem til den efterladte pige, jeg lod tilbage på perronen grædende, udskældt og skammet ud. Som jeg igennem flere omgange skulle sendes retur for at genbesøge og møde. Først den dag jeg turde og blev sendt helt hjem til min indre pige, og da jeg tog hendes hånd i min hånd og tog hende med mig på rejsen væk fra barndommens land, da fandt jeg hele mig i værd, værdi, “vær-dig-heden” og selvværdet.

Hvilke metoder og redskaber har du brugt for at arbejde med dit selvværd?

Tankens kraft! Det kognitive, at ændre tanker, har været det absolut stærkeste redskab på min rejse hjem til bedre selvværd.

Skyggearbejdet i kombination af det kognitive har været revolutionerende for mig – den hele forskel. At have grebet mit mod til at se på mine skygger, de mørke og de lyse skygger, jeg har gemt væk i mig, og at integrere dem har i den grad styrket mit selvværd.

Prikken over i’et har været, da jeg opdagede, hvordan historier, jeg har fortalt mig selv om mig selv, kan ændres, når jeg har turde se på fakta i de fortællinger og derved har kunnet transformere historierne til styrkende fortællinger for mit værd. Sket er sket, der er, hvad der er, accept er også en kæmpe værdi i arbejdet med mit selvværd.

Det befriende i det personlige lederskab, væk fra offerrollen – at tage ansvar ved at handle og lytte til min intuition og faktisk følge det, mit indre kalder på i ansvarlighed for mit liv. Det vildeste i at vide og leve med bevidsthed og styrke i at – det er op til mig selv, hvordan jeg vil leve, hvordan jeg vil tage andres reaktioner ind, og hvad jeg vil lade påvirke mig.

Rollemodeller og at have læst om andre og hørt på andres livshistorier og transformationer til bedre selvværd har været en kæmpe guideline også.

Hvordan kan man arbejde med sine egne historier og overbevisninger?

Det er muligt at ændre sine overbevisninger og de historier, vi fortæller om os selv eller fastholder os selv i, ved at se det som et par briller, vi tager på. Tager vi rene briller på med pudsede glas, der ser alt som det er rent og faktisk, eller vælger vi at tage de fedtede briller på, som begrænser vores udsyn, så vi kan fastholde os selv i det, vi synes, at vi ser eller har set. Er det igennem mørke glas, eller er det igennem lyse glas, vi anskuer livet omkring os med.

Det handler med andre ord om, hvilket mindset vi vælger at se verden igennem. Vores vilje til at ville se klart og med åbent sind eller viljen til at ville fastholde de overbevisninger, vi har dannet os, som føles så rigtige, men ikke nødvendigvis er de mest konstruktive for os selv.

Gamle historier kan vi ændre i os selv ved at gå tilbage og se på dem med nye briller på, og så der spørge os selv, hvad skete der faktisk dengang… ”Hvad kunne fluen på væggen se og høre?”

Og dernæst spørge os selv: ”Hvad fik jeg det til at betyde, det der skete – og er det sandt?”

”Kan den betydning, jeg fik ud af det, der skete, være en anden?”

Endelig er det en styrkende tanke at gå med: ”at alle gør deres bedste i enhver situation med de ressourcer, de har til rådighed på det givne tidspunkt”

Et eksempel er min egen fortælling om, at min lærer fik mig til at føle, jeg ikke længere måtte være følsom og græde, da hun ville hjælpe mig ud af mobbeofferrollen. Den overbevisning har holdt mig fastlåst i årevis i en historie om, at jeg er forkert med min følsomhed. I stedet kan jeg se fakta, som at det, der skete, var en lærer, der ville hjælpe og gav råd i den bedste kærlige tilgang. Det kan jeg bruge som en styrkende overbevisning for mig til at vide, at hun så mig, og jeg er værd at se og tage vare på, og at hun gjorde det bedste, hun kunne, for mig i den givne situation.

Hvordan kan man arbejde med sin frygt?

Frygt er blot en følelse, derfor har vi egentlig ikke så meget at frygte. Følelser kommer og går, og der er intet farligt i følelser – følelser kan være ubehagelige at være i, men de er ikke farlige. Det er, når vi ikke tør eller kan være med vores følelser, at vi mister os selv i kampen mod at være med følelserne. Det er den kamp imod følelsen og alt det, vi gør for ikke at være i følelsen af frygt, som kan vælte os.

At arbejde med sin frygt kræver derfor mod, at vi tør gå dybt og røre ved det i os, som skaber følelsen af frygt.

Følelsen af frygt kan vi gøre til vores ven, vores guide – da den egentlig fortæller os så meget om, hvad vi mangler for at være i balance og ro med os selv – indefra.

Det simple spørgsmål at stille os selv er, “hvad er det, jeg er bange for at være?”. Frygten er vigtig at arbejde med, når vi arbejder med skygger og transformationer i vores liv.

De fleste mennesker har den samme grundfrygt, så det kan hjælpe at vide, at vi alle er ens i rødderne. De fleste af os er bange for ikke at høre til – at ryge ud af fællesskabet, ikke at være perfekte og for at blive afsløret for at være noget – fx for meget, eller for lidt.

Når vi opdager vores frygt, kan vi undersøge hvor den kommer fra, og hvad det for en væremåde, vi ikke tør være/vil være med.

Ved at vide, hvad det er for en egenskab/væremåde, vi ikke tør være, er der skabt en åbning for at komme frygten til livs. Derfra gælder det om at bruge sit mod til at tage frygten ind og vende den til en ressource i udvikling. Se på, hvilken ressource frygten kan byde på.

Derefter kan vi blive venner med frygten. Det kan gøres ved at gå igennem frygten, at se på værdien af en væremåde og gå ud og være det, vi ikke umiddelbart tør være og gøre. Igennem leg… leg med det… leg det ind i små steps i handling. Derved udvides komfortzonen, og mere frihed og mindre begrænsning vil være skabt til at leve og være som hele mennesker med alle følelser og alle måder at være på.

Når vi ser på frygten som budskab, vejviser og kvalitet i vores liv, vil vi leve mere frit.

Hvis vi går udenom frygten, vil den altid stå tilbage som et spøgelse, der dukker op igen og igen, og vi vil forblive i en dulme-smerte cyklus, der kun fjerner frygten kortvarigt og holder frygten fra døren kortvarigt.

Hvordan har det at arbejde med din frygt gjort en forskel for dig?

Jeg er blevet meget mere fri, mere glad, og jeg oplever mit værd vokser i takt med, at modet vokser i mig.. Selvom der stadig er frygt i mig og ting, jeg lige skal hente mere mod til, før jeg springer ud i det.

For mig har skyggearbejdet og min egen udvikling som coach og coaching bragt mig direkte i kontakt med min frygt. Min frygt for fx at være for meget, at fylde har tydeligt begrænset mig i at være den, jeg oprigtigt er, og som jeg nu mærker tydeligt er del af mig og har været det altid – autentisk – og det bruger jeg som en power, der nu kommer indefra. Jeg kan mærke hele mig selv og bruger det til at guide mig dagligt i valg og fravalg i mit liv. Jeg tror også, at det har gjort mig mere tydelig overfor andre. Mere karismatisk, elskelig eller ej.

Hvad har været dine største indsigter omkring dit eget selvværd eller selvværd generelt?

Omkring selvværd generelt synes jeg at fornemme, at vi er en kultur af skrantende selvværd, men høj selvtillid som ofte forveksles med selvværd. Det er interessant, at det er de samme følelser og tanker omring selvværd, der kommer til udtryk, når mennesker taler og åbner op om, hvad de bøvler med omkring deres eget værd og selvværd.

Selvværd er selvkærligt – men også fandens stærk næstekærlighed.

Hvis alle hviler i troen på eget værd og ”vær-dig-heden”, vil det give synergi i kærlighed af overskud og rummelighed overfor hinandens forskelligheder i vær-di og værdigheder.

Det er en erfaring, jeg synes at have gjort mig qua min egen udvikling og qua de mennesker, jeg kender og møder på min vej, som hviler i sig selv og kender sit værd.

Hvad er dine 3 bedste råd til at arbejde med sig selv og sit selvværd?

  • Rum dig selv, som du rummer og tager dig af et lille barn, i kærlighed, omsorg og anerkendelse af alle følelser og alle egenskaber, du måtte se hos dig selv. Søg støtte, vejledning og sparring på din udviklingsvej – du kan godt selv, men styrket i samspil med andre.
  • Udvikling sker med hovedet, med kroppen og hjertet. Ved at arbejde med bevidstheden i hovedet, skabes indsigt og forståelse, men udvikling sker kun, når vi har hjertet med i følelser, og vi mærker de kropslige svar. Vi kan tænke os til meget, men udvikling sker i handling.
  • Vær frygten utro, og gift dig med dine drømme – den, du drømmer om at være, er du allerede – du skal blot turde folde hele ”vær-dig-heden ud” og genskabe dig som den, du er født til at være.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *