Jeg fik et tilbagefald 

Det er rigtigt stort for mig at have startet den her blog. Der ligger utroligt mange timers usikkerhed i tilblivelsen af Stjerne Selvværd, og det var først, da jeg satte en endelig deadline på, at det lykkedes mig at trykke ”publish” på de blogindlæg og fortælle om det på Facebook. Og jeg satte kun den deadline, fordi jeg var ved at blive rigtig ked af det over, at jeg ligesom ikke rigtigt turde gøre noget ordentligt ved det hele.

Siden bloggen er blevet lagt frem, så er det gået godt. Jeg har tålmodighed med, at tingene sker i deres eget tempo, og så længe at jeg faktisk holder bloggen kørende, så er jeg meget stolt af mig selv. Men her den anden dag fik jeg et ”tilbagefald” og blev rigtigt usikker på mig selv – igen.

”Hvad nu hvis jeg slet ikke kan finde ud af at køre en blog?”

”Hvad nu hvis den (og jeg) bliver en kæmpe fiasko?”

”Har jeg overhovedet nok styr på det her emne til at kunne skrive en blog omkring det?”

Alle de tanker kørte rundt i hovedet på mig. Det var enormt frustrerende at blive hevet ind i den følelse af usikkerhed, og jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre af mig selv. Jeg endte med at spise en hel rulle Oreo’s kiks, selvom jeg godt vidste, at det ikke ville hjælpe på noget som helst.

Jeg blev bare så frustreret over, at jeg igen havde alle de usikre følelser. Jeg har arbejdet på at få et bedre selvværd, hele mine gamle traumer og finde fred i, hvem jeg er, i omkring ti år – og så vælter det hele og kaster mig 200 kilometer tilbage på ruten?! Årh!!
Hvorfor fanden kan jeg ikke bare tro på mig selv og det, som jeg kan? Hvorfor skal jeg tvivle på mig selv på den måde?

Når jeg tænker mig om, møder jeg stadig mange situationer i min hverdag, hvor jeg kan blive usikker på, om jeg er god nok, og hvor jeg tænker meget på, hvad andre tænker om mig. Jeg har sgu bare ikke knækket koden for, hvordan jeg slipper usikkerheden 100 procent.

Det er helt normalt at tage to skridt frem og så et tilbage, og jeg ved også godt, at jeg er kommet virkelig langt på den her rejse til et godt selvværd. Jeg ville bare – lige dér i det øjeblik – ønske, at det var let.

At arbejde på sit selvværd er hårdt arbejde. Hvis du i nogle af de andre blogindlæg har fået indtrykket af, at man bare kan lave spejløvelsen i en måned i træk, og så er usikkerheden pist væk… Ja, så kan du godt tro om igen. Der skal arbejdes hver dag. Gamle sår skal heles, tilgives og accepteres, du skal være kærlig over for dig selv hver dag, og negative og destruktive vaner skal vendes til positive og selvkærlige. Og du må ikke holde op, når du synes, det går godt. Du skal blive ved med at have et positivt fokus på dit selvværd. Den gode nyhed er, at det for det meste er rigtig dejligt at arbejde med sit selvværd. Det er hyggeligt, fandens lærerigt og det hele værd, når du kan se resultaterne og føle forskellen.

Læs om Spejløvelsen her

Hvornår har du sidst følt dig usikker? Kan du godt give dig selv lov til at være usikker uden at banke dig selv i hovedet med dårlig samvittighed? Og hvad gør du så for at komme ovenpå igen?

3 thoughts on “Jeg fik et tilbagefald 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *