Jeg ser min drøm lige ind i øjnene

Som du måske har set på Facebook, så er jeg hoppet ud i at arbejde fuldtid med Stjerne Selvværd de næste fire måneder. Og det er virkelig en drøm at prøve af! Jeg skal undersøge, hvad der sker med forretningen, når jeg nu lægger mere energi i den, og om det føles godt, rigtigt og tilfredsstillende for mig at være min egen chef. Jeg har givet mig selv de fire måneder, så jeg har en god tidsramme, hvor jeg kan nå at mærke ordentligt efter, og hvor jeg også kan få noget op at stå. Det er alt sammen meget spændende, nervepirrende og dejligt!

Beslutningen kom, efter at en af mine venner havde spurgt lidt ind til, hvorfor jeg ikke prøvede selvværdsvejledningen af fuldtid. Jeg er jo også uddannet journalist, men har været arbejdsløs i en længere periode. Jo mere jeg talte med min ven om det og lod det summe i min krop, jo mere rigtigt føltes det. Jeg er jo virkelig passioneret omkring selvværd og personlig udvikling! Jeg har taget to kurser, og jeg har haft den her blog i over to år. Og når der ikke er andet end lukkede døre ovre i journalistlandet, hvorfor så ikke prøve at kaste terningerne på en anden måde?

Det, der holdt mig tilbage, var selvfølgelig frygt. For ikke at lykkes med det. For at være en rigtig dårlig, slap chef over for mig selv. For at få afslag og afvisninger, fordi jeg ikke klarer det godt nok. Der er sådan set ikke noget galt med frygt. Jeg har ikke prøvet at være selvstændig før, så hvis det ikke kildede gevaldigt i maven, så ville jeg jo næsten være et supermenneske. Det er naturligt at være bange – men jeg ved også, at nogle af mine frygtbaserede tanker handler om mine negative overbevisninger. De lyder blandt andet sådan her:

  • Jeg er ikke god til at være min egen chef.
  • Jeg er ikke dygtig nok.
  • Jeg ved ikke nok til at kunne starte op på fuld tid.
  • Jeg er ikke god til at konkurrere, så jeg kan ikke konkurrere med alle de andre coaches derude.

Hvem siger, frygten har ret?

Og hvem ved? Måske kan jeg modbevise dem alle eller nogle af de overbevisninger, når jeg prøver? Måske er jeg faktisk god til at være min egen chef, når det handler om noget, jeg er super passioneret omkring? Måske er jeg dygtig nok – ellers må jeg jo lære noget mere hen ad vejen. Jeg burde vide nok med mine kurser og al den viden, jeg har suget til mig i løbet af årene. Jeg har trods alt arbejdet med mit eget selvværd de sidste 10-20 år (alt efter hvordan man tæller!). Måske skal jeg ikke konkurrere med alle de andre, men finde min egen stemme og min egen vej i det hele og på den måde tiltrække folk, der kan lide min tilgang?

Hvad er du passioneret omkring? Og hvor i dit liv lader du frygten styre dine beslutninger?

Nu har jeg valgt at give frygten en fuckfinger. Jeg prøver min drøm af og lærer alt, jeg kan undervejs! Heldigvis har jeg været realistisk nok til at sætte mine forventninger lavt og neutralt. (Og hvorfor nu det, tænker du? Jeg har dårlige erfaringer med at sætte for høje forventninger til mig selv. Det giver mig lyst til at give op, og det går ikke!)
Succeskriteriet er nemlig ikke, at jeg bliver en rig og succesrig selvværdsvejleder. Heller ikke at jeg fortsætter med at arbejde fuldtid på det efter de fire måneder. Det er faktisk en succes allerede nu, fordi jeg har trodset frygten og er hoppet ud i det (og har råbt det ud på Facebook, så ”alle” ved det!). Selve processen og forsøget er vigtigere end, hvad der sker på den anden side. Afklaringen af, hvordan det går, og hvordan jeg har det med det, er vigtigere end et bestemt resultat. Måske opdager jeg, at jeg virkelig er dårlig til at være min egen chef, og at jeg slet ikke trives med at arbejde alene eller på den her måde. Måske kan jeg ikke tjene nok penge på det og må finde en anden model. Og måske bliver jeg en bragende succes og bliver glad for det. Uanset hvad der sker, så er det okay. Jeg er her for at lære, teste og være modig.

Snart kan jeg sige, at jeg virkelig prøvede den her drøm af – så jeg slipper for at tænke over min selvværdsbiks og dens potentiale resten af mit liv. Prøv at forestille dig den ærgrelse, jeg ville sidde med som 70-årig, fordi jeg aldrig prøvede den her drøm af?!

Er der en drøm, du gerne vil prøve af? Fortæl gerne om det i kommentarfeltet, jeg vil elske at høre om dine passionsprojekter!

Tak, fordi du læser med her – det betyder meget!
Du kan følge med på Instagram her.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *