Kærlighedsbarometeret

Da jeg tog min uddannelse som Selvværdsvejleder hos Joan Ørting, lavede vi en øvelse, der handlede om et ”kærlighedsbarometer”. Jeg håber, du har lyst til at prøve at lave øvelsen, for den kan vise nogle interessante ting om dig, om dine relationer til din familie og andre, og den kan hjælpe dig med at fokusere på nogle positive ”skygger”. Jeg vil komme nærmere ind på skygger og masker i et andet blogindlæg, men skygger er nogle af de egenskaber, som vi har lært at undertrykke ved os selv.

Øvelsen går ud på, at du skal tegne et barometer, eller i hvert fald en linje med tal fra 1-100 på. Her skal du sætte alle dine familiemedlemmer ind – og dig selv. Du skal placere folk på barometeret, alt efter hvor meget du elsker dem. Altså, dem, du elsker højest, sætter du højest.

Det med at sætte et tal eller en procent på, hvor meget man elsker folk omkring sig (og især hvor meget man elsker sig selv!) er en ret svær øvelse, synes jeg. Men prøv alligevel. Hvor hører dine forældre til? Dine bedsteforældre og dine søskende? Dine onkler og tanter? Hvis der er familiemedlemmer, der er døde, må du også gerne sætte dem på.

Husk at sætte dig selv på. Hvor hører du til på skalaen? Hvor højt elsker du dig selv?

Når du har placeret din familie, dig selv og andre, som er dig meget kær, så prøv at undersøge dit resultat. Hvem ligger i toppen? Er det mænd eller kvinder? Er der nogen fællestræk mellem dem i toppen? Hvor ligger du egentlig selv henne? Højt eller lavt? Og hvorfor?

Teorien er, at alle dem, der er højere end dig selv på kærlighedsbarometeret, er nogle, som du har sat op på en piedestal. Og at du faktisk ikke kan elske nogen mere, end du elsker dig selv.

”Alle, der ligger over dig på kærlighedsbarometeret, har du sat op på en piedestal, og det betyder, at du projicerer dine egne skønne egenskaber over på dem. Det er dem, der er fantastiske, det er dem, der er dygtige. Men kan vi elske eller hade noget ved nogen, som vi ikke selv indeholder? Nej, du har selv de kvaliteter, som du ser i dine børn, din mor, din bror osv.”

– Citat fra Joan Ørtings bog ”Elsk dig selv og bliv elsket”

Det vil sige, at hvis du kun elsker dig selv 70 procent, så kan du kun elske andre 70 procent. Du har ikke mere kærlighed at give af. Så de sidste 30 procent er forgudelse, og det skal ikke forveksles med kærlighed.

Øvelsen slutter ikke her. Nu skal du nemlig prøve at kigge på de mennesker, som du har sat over dig selv, og skrive nogle af de gode kvaliteter ned, som du synes, de har. Er din mor kærlig, og din far social? Er din morfar helt fantastisk, og din lillebror klog?

Alle de positive egenskaber, som du oplever, at de mennesker har, kaldes for positive skygger. Det er egenskaber, som vi gerne selv vil have. Egenskaber, som vi ser op til eller drømmer om også at være. Vi lærer nemlig igennem vores opvækst, at der er nogle egenskaber, der ikke er så velsete, så dem gemmer vi væk. Men det betyder, at vi faktisk mister dele af os selv, og at vi i løbet af livet vil lede efter de egenskaber for at blive hele igen.

Når du har de positive ord, som du har skrevet ned, så kan du lave en sætning, som handler om dig selv. Tag ordene, som du har beskrevet de andre med, og brug dem om dig selv.
For eksempel: Jeg er en kærlig, social og klog kvinde/mand.

På den måde kan du begynde at tage nogle af de egenskaber til dig, som du har glemt hos dig selv, men som du ser i andre. Der er en god sandsynlighed for, at de ord, som du finder frem til, er egenskaber, som du gerne selv ville have eller have mere af. Måske skal du grave lidt, for det kan godt være, at du for eksempel allerede føler dig social. Men er der noget i din opvækst, hvor du har oplevet kritik eller ikke har fået kærlighed omkring det at være social?

”Den sætning, du har skrevet, er nu din nye udvikling. Sig den til dig selv igen og igen, hver dag mange gange, og hæng sætningen op på din væg, så du ikke glemmer den. Når du har sådan en positiv sætning om dig selv, så vil du stille og roligt integrere de positive skygger, så de bliver dine egne. Det er følelsen, du lægger i ordene, der er vigtigst. Det er ikke nok blot at sige dem og tænke dem. Du skal føle dem.”

– Citat fra Elsk dig selv og bliv elsket

Joan Ørting anbefaler også, at man laver øvelsen flere gange. Når man har brugt sætningen længe, så kan det være, den skal fornys, og det kan man gøre ved at lave øvelsen eller ved at mærke efter, hvilke ord man har brug for. Næste gang kan man også sætte sine venner, idoler eller andre ind.

Jeg fandt frem til en sætning på kurset, som lød noget i stil med ”Jeg er en selvsikker, kreativ og modig kvinde, det er hende, jeg er!”, og da vi var cirka halvvejs igennem, ændrede jeg på et ord eller to. Jeg følte simpelthen, at jeg havde fået mere af den egenskab ved at sige sætningen dagligt, og så fandt jeg et nyt ord, som jeg gerne ville øve mig på at føle, at jeg var.

Jeg glæder mig til at høre, hvad du synes om øvelsen. Du er altid velkommen til at kommentere herinde.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *