Kom ned i kroppen

Nogle gange foregår det hele oppe i hovedet. Tankerne flyver rundt, og du fokuserer kun på de ting, du ser ud igennem øjnene, og hvad du tænker om det. Hjernen kører derudad, og når du skal træffe beslutninger, gør du det med logikken og med det rationelle. Det vil give mening for din karriere at gøre sådan og sådan, og det vil være smart og effektivt, hvis du gjorde det dér, og det ville se godt ud, hvis du tog det der tøj på og så videre og så videre.

Det kan være rigtig fint at bruge vores hjerne – det er jo det, den er der for. Problemet med hele tiden at ”være meget oppe i hovedet” er, at det er tankerne, der får lov til at styre. Det bliver nærmest hovedet, der styrer os og ikke omvendt. Det kan også betyde, at vi mister kontakten til vores krop. Måske kan du ikke mærke, hvordan din krop har det lige nu – eller at du ignorerer det, hvis du kan.

Men kroppen er også et instrument, som vi kan bruge til vores fordel – ligesom hjernen. Kroppen ved mange ting, og den giver dig hele tiden signaler, som du kan lytte til og bruge. Og kan du mærke efter i din krop, kan du også pludselig træffe beslutninger ud fra dit hjerte og ikke kun din hjerne.

Hvordan har du det med din krop? Kan du mærke den? Hvordan har den det lige nu? Har du ondt nogen steder? Hvor føles det rart? Kan du mærke dit hjerte slå? Og hvordan er dit åndedræt? Hvad sker der, hvis du trækker vejret dybt flere gange og bare mærker din krop?

Jeg tror på, at det er super vigtigt, at vi har en god forbindelse til vores krop. På den måde kan vi have en balance mellem hjerte og hovedet, altså mellem kroppen og vores tanker. For vi er jo ikke vores tanker, selvom det godt kan føles sådan. De drøner fremad, og jeg har læst, at vi tænker omkring 60.000 af dem hver eneste dag. 60.000!!! Det er altså en del af holde styr på, og når man så tænker over, at de fleste af de tanker tænkte vi også i går og dagen før det, så bliver det tydeligt, at vi kan få et fordrejet verdenssyn, hvis vi kun lytter til tankerne.

”Som det er nu, vil jeg sige, at 80 til 90 procent af de fleste menneskers tænkning ikke bare er selvgentagende og nyttesløs, men meget af den er også skadelig, fordi den fungerer forstyrret og ofte er negativ. Iagttag sindet, og du opdager, det er sandt. Det forårsager et alvorligt tab af livsenergi.”

Eckhart Tolle i ”Nuets kraft”

Derudover er det meget nemt at tænke på fortiden eller på fremtiden, når vi tænker, og det betyder, at vi fjerner os fra nuet. Vi oplever simpelthen ikke det, der sker lige nu, hvis vi hele tiden gennemlever gamle oplevelser i sindet eller bekymrer os om fremtiden. Kan vi derimod komme ned i kroppen, vil vi automatisk være i nuet. Forfatteren Eckhart Tolle taler meget om det at bruge kroppen som et instrument til at komme tilbage til nuet i sin bog ”Nuets kraft” – som jeg varmt kan anbefale. Han taler om at rette sit fokus indad, så man mærker kroppen og den liv.

”Ret opmærksomheden mod kroppen. Føl den indefra. Er den levende? Er der liv i dine hænder, armen, ben og fødder – i din mave, dit bryst? Kan du føle det subtile energifelt, der gennemtrænger hele kroppen og giver vibrerende liv til hvert eneste indre organ og hver eneste celle?Bliv ved med at fokusere på din indre krop lidt endnu. Undlad at tænke på den. Føl den. Jo mere opmærksomhed, du giver den, jo klarere og stærkere er følelsen.”

skriver Eckhart Tolle i bogen.

Der er mange måder at komme ”ned i kroppen” på, men noget, der virker godt for mig, er mit åndedræt. Jeg prøver generelt at være opmærksom på det og sørge for, at jeg ofte trækker vejret dybt. Hvis jeg trækker vejret dybt et par gange og prøver at mærke min krop, kan jeg mærke mit hjerte slå – og det kan jeg ellers ikke normalt. Hvis jeg fokuserer på mine hænder, kan jeg mærke, at de pibler og sitrer af liv. Normalt tænker jeg slet ikke over, hvordan min krop føles. Men det må jo være sådan, kroppen føles hele tiden – jeg kan bare ikke mærke det, fordi jeg er så fanget af mine tanker og mit sind.

Andre måder kan være at lave noget med kroppen, altså at bevæge den på forskellige måder. Jeg kan godt lide at dyrke yoga og danse, for der får jeg brugt kroppen mere alsidigt, og jeg kommer i kontakt med den på en god, behagelig og sjov måde. Tankerne står mere stille, og jeg kan bare bevæge mig intuitivt i nuet og være i min krop. Det er ret rart.
Hvordan kan du godt lide at bevæge dig? Og kommer du ned i kroppen ved at bruge den aktivt?

En anden måde at komme ned i kroppen på er ved at meditere. Her sidder man typisk stille og fokuserer én bestemt ting eller bare på at observere kroppen og sindet. Jo oftere du mediterer, jo større forbindelse vil du få til din krop. Der findes et hav af forskellige typer, bøger og apps, du kan bruge. Jeg selv bruger appen Insight Timer engang imellem, og der er mange guidede meditationer.

Som jeg har været inde på før, så styrer vores tanker meget af vores liv, og har vi lavt selvværd, vil vores tanker kredse om vores eget værd og alle de bekymringer, der følger med. Kan vi komme mere ned i kroppen, vil det ikke bare give en bedre forbindelse til dig selv, men det vil også “slukke” lidt for alle de negative tanker, der måske kører rundt i knolden på dig. Det vil give dig overskud til at gøre nogle gode ting for dig og give dig en bevidsthed om, at du ikke er dine tanker. Og at du selv kan være med til at vælge, hvad du vil tænke.

Hvad virker for dig? Hvordan ser du på forbindelse mellem krop og sind? Og kunne du godt selv bruge lidt bedre kontakt til din krop? Kommentér gerne her på bloggen eller på Facebook.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *