Mit arbejde med selvværdet virker

At arbejde med sit selvværd kan være hårdt arbejde, og nogle gange kan det være svært at se, om man overhovedet rykker sig. Forandringerne sker gradvist og nogle gange helt lydløst, men jeg tror inderligt på, at arbejdet virker, hvis man er konsekvent og opmærksom. Meget udvikling sker ikke linært, men mere i kurver, der kører op og ned, eller skridt, der går både frem og tilbage. Ofte møder vi de samme udfordringer igen og igen – men hver gang er der en mulighed for at lære noget nyt og rykke sig et lille stykke fremad.

For nylig har jeg opdaget, hvor meget mit selvværdsarbejde har rykket mig fremad. Der er flere eksempler, men i dag vil jeg fortælle om mit kropsarbejde. Min vægt plejer nemlig at ligge rimelig stabilt på et par kilos forskel, men for et par år siden tog jeg lidt på og endte med en højere vægt end normalt. Jeg opdagede det faktisk ikke med det samme, men da jeg gjorde, meldte jeg mig ind i et fitnesscenter. Både for at tabe mig, men mest for at røre mig, fordi jeg opdagede, at jeg brugte det meste af min tid på at pendle (siddende) til arbejde, hvor jeg også brugte mange timer foran en computer (siddende), inden jeg steg på toget hjem igen (siddende). Jeg havde brug for mere bevægelse i mit liv.

Og det seneste år har jeg egentlig været ret aktiv med flere timers træning om ugen, og jeg er også begyndt til hulahop (og det er så sjovt!) – men vigtigst af alt begyndte jeg også at arbejde selvkærligt med min krop. Det gik ud på at prøve at acceptere min krop, som den er. Ikke at stresse over, at jeg havde taget på. At acceptere, at det var dér, min krop var lige nu, og at det var okay. Og når jeg står på en kondimaskine i fitnesscenteret, har jeg gjort det til en vane at tænke disse sætninger for mig selv:

– Jeg elsker min krop, præcis som den er!

– Jeg respekterer og værdsætter min krop, præcis som den er!

– Jeg træffer nogle gode og sunde valg for min krop og for mit sind!

– Jeg er taknemmelig for min krop og alt det, den gør for mig!

På den måde fodrer jeg min underbevidsthed med positive tanker.  Læs om tankernes kraft her.

I går vejede jeg mig (havde ellers lagt vægten langt væk, da jeg ikke synes, vi er gode venner), og jeg fik simpelthen et chok. Jeg vejer nu ikke kun to kilo mere end, hvad jeg plejede at gøre. Nu vejer jeg 5-7 kilo mere, end jeg plejede. Jeg kan analysere længe på, hvorfor jeg gør det, men her vil jeg bare nøjes med at påpege det, der gik op for mig:

For selvom jeg godt kan mærke, der er noget af mit tøj, som ikke sidder helt, som det plejer, og noget af det kan jeg faktisk slet ikke passe, så har jeg det faktisk godt med min krop. Jeg vil gerne tabe mig en lille smule, men jeg synes faktisk, den gør det godt. Den er flot og stærk. Den er sund og rask, og den hjælper mig hver eneste dag. Jeg er virkelig glad for min krop! Hvad skulle jeg dog gøre uden den?! Her kan jeg virkelig mærke, at det fokus og arbejde, som jeg har lagt i min kropsopfattelse, virker. Det virker!

Hvordan har du det med kroppen?

Her er, hvad jeg har gjort:

– Forsøgt at minimere de negative tanker om min krop (hvad godt gør de?)

– Forsøgt at øge de positive tanker om min krop

– Lavet en vane med at sige de fire positive sætninger til mig selv, hver eneste gang jeg står på en step maskine, cross trainer eller et løbebånd. Ikke kun én gang, men i al den tid, som jeg står der.

– Givet min krop tilladelse til at være der, hvor den er

– Forsøgt at undgå panik og stress og i stedet tænkt, at det nok skal komme på et tidspunkt

– Udtrykt taknemmelighed over for min krop

– Sagt positive ting til og om min krop

Hvad kan du gøre for at få et bedre forhold til din krop?

Selvom jeg blev lidt nedtrykt over vægten, så blev det også tydeligt for mig, hvordan min kropsopfattelse ikke passede til vægten. Jeg blev nedtrykt over vægten, fordi det tal, der kom frem, ikke passer til min selvopfattelse – ikke fordi jeg har et problem med min krop egentlig. Jeg har formået at skabe et okay forhold til min krop, selvom den er større og tungere, end den plejer. Og det gjorde mig stolt og glad. For hvad er egentlig vigtigst? Tallet på vægten, eller hvordan du har det med dig selv og din krop?

Jeg var ude og kigge på tøj med en veninde for noget tid siden, og hun kiggede på nogle bestemte bluser, som hun godt kunne lide.
”Men jeg kan ikke gå i de her bluser, fordi min mave ikke ser godt ud i dem!”, sagde hun og gjorde det samtidig klart, at det var hendes krop, der var forkert, og ikke bluserne.

Den kunne jeg godt tænke mig at vende om – for det er altså aldrig kroppen, der er forkert! Hvis der er noget tøj, der ikke passer til din krop, så er det altså tøjet, der er forkert på den. Din krop er altid okay, uanset hvordan den ser ud. Vi og vores kroppe var her altså før det tøj, der lige er blevet produceret (og som sikkert er designet ud fra et temmelig snævert kropsideal!), så det logiske må da være, at tøjet skal tilpasses kroppene og ikke omvendt!

Derfor ved jeg ved godt, hvad jeg vælger! At have en god kropsopfattelse og give min krop plads og accept må til enhver tid komme før et tal på en vægt! Og så tror jeg for øvrigt ikke på, at det at gøre kroppen til problemet eller hade sin krop gør noget godt for os eller for vores motivation for at ændre den. Jeg synes, det er okay, at man gerne vil tabe sig – men jeg tror, det er enormt sundt at kigge på, hvorfor man vil det. I mine øjne er den bedste måde at skabe ændringer i sin kropsopfattelse at begynde at være mere sød ved sin krop. Prøve at elske den, være taknemmelig for den – for jo gladere du er for din krop, jo bedre vil du behandle den.

Derfor kommer vægten ned under brusekabinen igen, hvor den kan samle støv, og jeg fortsætter med at tænke positivt om min krop og at have det sjovt med forskellige former for bevægelse.

Ovre på Facebook er ugens udfordring at lave spejløvelsen hver dag – og har du problemer med din kropsopfattelse, er du meget velkommen til at hoppe med på udfordringen! Den vil helt sikkert kunne give dig en mere positiv tilgang til din krop.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *