Når gamle spøgelser kommer tilbage og bider én i r….

Jeg fik et chok i weekenden. Jeg havde besøg af en veninde, og alt var helt stille og roligt, og jeg stod og rullede en tærtedej ud og hakkede løg. Inde i stuen sad min veninde og min kæreste og snakkede. Jeg kunne ikke rigtigt høre, hvad de snakkede om, men jeg bed alligevel mærke i, at min veninde ofte grinede lidt. Ikke sådan en høj, lang latter, men sådan et lille grin i enden af en sætning. ”Er han virkelig så sjov, min kæreste?”, tænkte jeg, mens jeg skar tomater ud (og glemte at lægge dem til tørre på et stykke køkkenrulle). Og så kom de, tankerne. Stille og roligt krøb de op ad min ryg og gav mig kuldegysninger, da de nåede til nakkehårene. De gled umærkeligt ind i ørerne og forgiftede mine tanker. Jeg fik det mere og mere underligt. Jeg havde sådan en irriteret følelse i kroppen, der langsomt forvandlede sig til noget ubehag i brystet.

Jeg var jaloux. Hvad snakkede de om? Og havde de glemt alt om mig? Synes de, at hinanden var pæne og charmerende? Sad min kæreste og ønskede, at han kunne være kærester med min veninde i stedet for mig? Ville de begge svigte mig, fordi jeg ikke var god nok?

Jeg har ikke mærket de her følelser for alvor i flere år, så jeg fik et gedigent chok, da det pludselig gik op for mig, hvad det var, der var kommet tilbage. Det handlede nemlig slet ikke om min kæreste og min veninde. Det handler om et gammelt sår af svigt, afvisning og mobning, som gør, at jeg til tider kan være utroligt bange for at miste. Jeg har oplevet at blive afvist af personer, som, jeg aldrig havde drømt om, skulle vende mig ryggen. Og alligevel gjorde de netop det fra den ene dag til den anden – uden at jeg forstod det eller fik af vide hvorfor. Jeg er blevet skubbet ud af fællesskaber af folk, som, jeg troede, var mine venner. Jeg er blevet afvist fra mit barndomshjem, som jeg tidligere havde følt mig hjemme i – ikke bare én gang. Utallige gange.

Hvilke sår har du, som springer op engang imellem?

Fordi jeg har arbejdet så meget med de ting i mine teenageår, og fordi jeg har talt så meget om det og fået hjælp til at forstå det og placere det indeni mig, så troede jeg, at såret var helet. Jeg troede virkelig, at det var slut med at være jaloux i sådan en grad – både fordi jeg har arbejdet så meget med at hele mit sår, men også fordi jeg har en kæreste, som stort set ikke trigger det sår i mig.

Oplevelsen var ubehagelig af mange årsager. Jeg havde nogle rigtig ubehagelige tanker, som gjorde mig usikker og ked af det. Jeg trak mig lidt fra de andre, og jeg blev mere stille. Om natten kunne jeg ikke sove, og jeg vågnede midt om natten efter et mareridt, der havde kredset om jalousien, og jeg lå og vendte og drejede mig i måske en times tid, før jeg endelig faldt i søvn igen. Jeg tror godt, min veninde og min kæreste kunne mærke, at der var et eller andet. Og jeg har været ked af det i flere dage over det. Men jeg blev allermest ked af, at det kom tilbage. Jeg tænker, at jeg nok har været naiv, når jeg godmodigt har troet og håbet, at det var et afsluttet kapitel. Det er det åbenbart ikke.

Det er et kapitel, der minder mig om hårde tider og svære parforhold. Det minder mig om følelsen af at være smidt ud på åbent, dybt og sort hav, rådvild og ude af mig selv. Det er ødelæggende at være jaloux, både for én selv og for ens partner. Det tærer og river i stykker. Det giver næring til det der monster, der kontinuerligt hvisker ”Jamen, hvad nu hvis…? Du kan jo aldrig vide!”.

Hvordan tacklede jeg at være jaloux?

Da jeg var kommet mig lidt over chokket, fik jeg talt lidt med min kæreste om det i generelle vendinger. Han er heldigvis utroligt rummelig og forstående, så han trøstede mig og lod mig græde ud på hans t-shirt. Bagefter brugte jeg noget tid på at skrive dagbog, hvor jeg beskrev, hvad der skete, og jeg forsøgte at finde hoved og hale i det hele. Så skrev jeg til min veninde og forklarede, hvad der var sket, og lagde stor vægt på, at det ikke havde noget med hende at gøre, og at hun ikke havde gjort noget forkert. Og så ringede jeg til min mor og græd i en halv time og fortalte hende, hvor ked af det jeg var over, at det gamle sår var sprunget op igen.

Langsomt har det sluppet sit tag i mig, og jeg er kommet mere ovenpå.

Der har været enormt mange følelser på spil i de her dage. Usikkerheden og frygten fra jalousien. Skammen efterfølgende for overhovedet at være jaloux. Den enorme tristhed over at møde et gammelt spøgelse, som, jeg troede, var rejst væk. Ensomheden i at stå med de følelser alene og være den eneste, der er nede i lortet og stå ansigt til ansigt med gamle traumer. Dårlig samvittighed over for både veninde og kæreste. Og så en følelse af at være en dårlig ven og kæreste, ikke at være god nok, måske endda fortjene at blive forladt, fordi jeg er sådan en dum, irrationel kælling?

Jeg prøvede at gribe det hele lidt anderledes an. Jeg følte mig modig, da jeg skrev til min veninde og forklarede, hvad der var sket. Og det er også længe siden, jeg har ringet grædende til min mor (hun var vist meget glad for stadig at kunne udfylde den rolle). Selvom jeg ofte taler med min kæreste om svære følelser, så er det stadig en øvelse for mig at åbne op og være sårbar, for jeg er så bange for at blive afvist og udskammet. Jeg har så ofte oplevet, at mine følelser ikke blev rummet hos andre, og at jeg bare var til besvær. Det er en løbende øvelse at turde åbne op.

Mit håb er, at modet til at være sårbar leder til en opløsning af min skam.

”If we share our story with someone who responds with empathy and understanding, shame can’t survive” 

– så jeg på Instagram den anden dag, det skulle være et citat af Brené Brown. (Hun lyder i øvrigt som en klog kvinde, måske skulle jeg undersøge hende lidt.)

Min kæreste har mødt mig med forståelse og empati. Jeg håber, min veninde gør det samme. Min mor mødte mig med kærlighed og omsorg. Og det hjælper at blive mødt og rummet i de følelser, jeg går igennem. Det heler den del af mig, som er bange for at blive afvist i mine følelser.

Nu skal jeg bare finde ud af, hvordan jeg får helet såret endnu mere, så jeg kan mindske risikoen for nye besøg.

Har du fået besøg af et spøgelse for nylig?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *