Selvkærlighed er mange ting for mig

Selvkærlighed bliver ofte præsenteret som noget, der ligner et spaophold med ansigtsmasker, agurker på øjnene og en hårkur i håret – men selvkærlighed er meget mere end det. Selvom jeg elsker alt, der giver mig en fornemmelse af et spaophold – og som jeg aktivt bruger som en afslappende og kærlig oplevelse for mig selv – så er selvkærlighed en langt mere nuanceret praksis, som man kan arbejde med.

For mig handler selvkærlighed nemlig om balance. Det handler ikke kun om at forkæle mig selv, når jeg har lyst – for hvis det så sådan ud, ville jeg ikke lave andet end at spise kage, lave ansigtsmasker og se tv-serier! Det handler derimod om at finde balancen mellem at være god ved mig selv, stoppe den kritiske stemme og at skubbe mig selv ud i de ting, der er gode og nødvendige for mig – også selvom jeg ikke altid har lyst. Selvkærlighed kan også bestå af at se det større billede og gå efter mine drømme, selvom der er nogle skridt på den rejse, der er lidt kedelige eller føles grænseoverskridende. Det er også selvkærligt at stå op for mig selv ved at sige min mening, sætte grænser eller sige ja/nej til ting.
Jeg skriver lidt mere om det i mit opslag fra Instagram.

Balancen handler for mig om at kunne se mit liv på den længere bane, så alle mine handlinger ikke bliver impulsstyrede af mine følelser. Jeg kan godt have lyst til alt muligt i øjeblikket, men hvis jeg kan se, at det modarbejder mit humør, min selvfølelse, mine relationer eller mine drømme på sigt, så mener jeg, at det er selvkærligt at tænke sig om en ekstra gang. Det er her, udtrykket “reparenting” kommer ind i billedet. Flere behandlere taler om det begreb, der kort fortalt betyder, at du skal være din egen “forælder”, hvor du opfylder dine egne behov (som måske ikke altid blev opfyldt i barndommen), og hvor du holder dig selv på sporet af den person, du gerne vil være, ved hjælp af selvdisciplin.

En ting er reparenting, selvdisciplin og at have fokus på det store billede. Den anden del af min opfattelse og praksis af selvkærlighed er netop en kærlig tilgang til mig selv. At jeg lytter til mig selv, og at jeg er kærlig over for mig selv. Det betyder, at jeg er opmærksom på, hvordan jeg taler til mig selv, og at jeg tilgiver mig selv, når jeg laver en fejl eller “gør noget forkert”. Jeg ved, at den indre kritiker ikke hjælper på selvfølelsen, og at det er menneskeligt at lave fejl. Så jeg øver mig i at give mig selv plads og sige “pyt”, når tingene ikke går som planlagt.

Herunder er der nogle eksempler på, hvad selvkærlighed er for mig:

Hvad er selvkærlighed for dig?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *