Selvværdet støder på bakker

Nogle gange ville jeg ønske, at når jeg først havde fået et godt selvværd, så blev bare ved med at være godt, uden at jeg skulle arbejde på det mere. Det er desværre ikke tilfældet. For det første er mit selvværd aldrig kommet helt op på 100 procent, og for det andet er livet jo op- og nedture i en stor, kontinuerlig cyklus, der bare bumler derudad.

Her i weekenden har jeg følt mig lidt underligt tilpas. Fredag var jeg til en fest, hvor jeg ikke rigtigt følte mig hjemme, og jeg følte mig stille, introvert og passiv. Jeg havde ikke så meget at byde ind med, følte jeg. Dagen efter havde jeg en vagt på mit bar-arbejde, hvor jeg faktisk havde det lidt på samme måde, og hvor jeg følte mig underligt stille. Det var ligesom om, at jeg bare ikke havde lyst til at tale. Søndagen brugte jeg på et loppemarked i København med en god veninde, og der var sol, kaffe og gode loppefund. Men igen havde jeg den her underliggende følelse af, at jeg var trukket lidt ind i mig selv og ikke bød ind med så meget. At jeg måske ikke var så sjov at være sammen med, og at jeg ikke gjorde det godt nok.

Alle tre dages følelser gav mit humør et dyk nedad, og jeg begyndte at føle, at jeg måske ikke var så interessant at hænge ud med, og at jeg slet ikke var mit eget glade selv. Søndag aften blev jeg overvældet af en uforklarlig tristhed og begyndte at græde. Da jeg skulle prøve at sætte ord på det hele, kunne jeg pludselig se en sammenhæng. Jeg er nemlig blevet arbejdsløs som journalist for en måned siden, og jeg befinder mig ikke så godt i dagpengesystemet, hvor jeg lynhurtigt føler mig uduelig, ikke god nok og har meget svært ved at motivere mig selv. Her føler jeg heller ikke, at jeg ”har noget at byde ind med”, eller ”at jeg ikke er god nok (til at få et arbejde)”. Jeg kunne pludselig se, at den måde, jeg ser på mig selv og føler mig som arbejdsløs, smitter af på andre dele af mit liv. Jeg bliver påvirket af at være arbejdsløs, og så spreder det sig til min generelle selvværdsfølelse.

Det er noget rigtigt skidt, når enkeltstående episoder eller i princippet adskilte faser får lov til at hive hele ens selvværd med ned under overfladen. Men det er også helt naturligt, og jeg giver mig selv lov til at have alle de her følelser. Jeg må godt føle mig uduelig, og at jeg ikke har noget at byde ind med. Men jeg skal passe rigtigt meget på, at alle de tanker ikke får lov til at blive en integreret del af mit selvbillede. For de er ikke sande, og de viser i hvert fald ikke hele billedet af, hvem jeg er.

Så jeg forsøger at være opmærksom på, hvad der sker omkring mig og indeni mig. Jeg ved, at jeg er påvirket af min situation, og at det kan gøre nogle ting ved mig. Så jeg prøver at have et fokus på, hvad det er, mine følelser og tanker gør ved mig – både så jeg kan mærke mig selv og tillade mig selv at føle alt det, jeg føler, men også så jeg kan gøre noget aktivt for også at komme et andet sted hen følelsesmæssigt. Det betyder, at jeg prøver at passe godt på mig selv i de her dage. Jeg går til yoga- og dansetimer i mit fitnesscenter, og jeg prøver at fastholde nogle sunde vaner (for eksempel øver jeg mig rigtig meget på ikke at snooze om morgenen), så jeg holder mig selv i gang – men jeg passer også rigtigt meget på Den indre kritiker og forsøger at være endnu mere selvkærlig over for mig selv. Jeg har brug for at være ekstra selvkærlig, og det har vi jo nok alle sammen, når vi støder på de der bakker, som livet kommer med. Den hårde kritiker, som kommer med hammeren, så snart vi gør det mindste forkert, gør altså ikke tingene bedre. Læs Jeg fik et tilbagefald

Det er den svære balancegang mellem at skubbe mig selv, men også give mig selv lov. Som når jeg prøver at gå på biblioteket og skrive ansøgninger, men også giver mig selv lov til at holde fri en dag midt i ugen. Som når jeg prøver at lære ikke at snooze, når alarmen ringer om morgenen. Jeg klapper mig selv på skulderen, når det lykkes, men jeg tilgiver mig selv, når jeg – som i dag – snoozer i halvanden time. Når jeg prøver at komme ned og træne hver dag, men også giver mig selv lov til at stene i sengen med Netflix. Når jeg prøver at spise flere grøntsager, men tilgiver mig selv, når jeg kommer til at spise for meget sødt. Det er okay, det hele. Jeg er god nok, som jeg er – også når jeg ”fejler”…

Selvværdsarbejdet er – desværre og også heldigvis – et dagligt arbejde, som det er bedst ikke at slække på. Så når jeg får nogle negative tanker, der giver mig følelsen ikke at være god nok, så prøver jeg at modsvare det med nogle positive tanker, der kan give mig et bredere selvbillede. Jeg er faktisk ret sej nogle gange, og jeg er altså ikke en fiasko, selvom jeg er arbejdsløs. Det er systemet og den måde, som omverdenen taler om arbejdsløse på, der er med til at skabe den diskurs i samfundet. Og selvom det ikke er lykkedes mig at få et job endnu, så behøver det ikke sige noget om, hvem jeg er som person eller som ven, kæreste eller datter. De ting skal helst holdes adskilt, selvom det er svært.

Har du også oplevet livets små og store bakker? Kan du mærke, hvordan det kan påvirke din selvtillid og dit selvværd? Hvad gør du så? Hvordan holder du dig oven vande, når de dystre tanker bliver for overvældende? Jeg vil meget gerne høre, hvad du tænker, så du er altid velkommen til at skrive i kommentarfeltet her, på Facebook eller på stjerneselvvaerd@gmail.com.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *