Tag: afvisning

selvværd, lavt selvværd

Alles kop te-testen

Der er mange, der siger, at man ikke kan gøre alle tilfredse, og at alle aldrig kommer til at kunne lide én. Man kan ikke være alles kop te, som man siger. Og jeg er fuldstændig overbevist om, at det er rigtigt. Og jo mere du er dig selv og følger dit hjertes lyster og drømme, jo mere vil du støde folk og vække positivt eller negativt i andre. Jeg ved, det er rigtigt, at jeg ikke kan være alles kop te – og jeg har jo oplevet før, at folk ikke brød sig om mig, mit tøj, mine handlinger, mit udtryk osv.

Vil du gerne være alles kop te?

Alligevel er det svært at blive mødt af andres modstand og kritik, synes jeg. Det er ikke let ikke at være holdt af eller at mærke, at andre ikke bryder sig om mig. Jeg tror, det er en lang proces at blive ligeglad med, hvad andre tænker om mig – og den har allerede varet længe. Jeg har en idé om, at jeg er blevet bedre til det, men for tiden er jeg i tvivl.

Der er en i min omgangskreds, som kradser. Jeg har en kraftig følelse af, at jeg rammer noget i hende. Jeg har indtryk af, at uanset hvad jeg gør, så synes hun, det er irriterende. For nylig skulle vi ordne noget sammen, og vi gik fejl af hinanden med det samme. Det var svært, at kommunikationen var dårlig, og det var rigtig svært, at jeg kunne mærke, at hun ikke brød sig om mig. Det startede en negativ tankespiral hos mig, fordi hvad var det, jeg havde gjort forkert? Var jeg virkelig så slem, at hun nærmest ikke gad snakke med mig?

De sagte og skrevne ord satte sig fast i min krop og hvirvlede rundt i tankerne, og jeg fik lyst til at diskutere, forsvare og forklare mig. Jeg indså, at det ikke var en god idé at diskutere, fordi når vi gik så meget fejl af hinanden og tolkede hinandens ord negativt, så ville relationen nok aldrig blive bedre af at blive ved med at rode rundt i forviklingerne. Så jeg trådte ud af det, da vi havde ordnet det, vi skulle. Lod det ligge. Lod mine forklaringer og ord blive i min egen krop. Gav mig selv lov til at være ramt af det, være forvirret og ked af det over situationen, men gav også mig selv lov til at gå væk fra det. Som Mette Holm siger (min underviser på Skyggevejlederuddannelsen), så får man sjældent noget ud af at ”bøvle i modstand”. Det er bedre at ”stille sig oven på situationen” og fokusere på det, der gør en glad, frem for at blive og diskutere i en situation, som hiver én ned.

Jeg havde en spændende samtale med en kvinde en dag for noget tid siden, og hun fortalte, at hun altid fik af vide, at hun var så sød, rar og omgængelig. Hun gjorde en masse for andre, og for at de skulle have det godt, men hun viste ikke så meget af sig selv til omverdenen. Måske fordi hun faktisk havde glemt sig selv og havde mistet kontakten til sig selv. Og det rammer hovedet på sømmet, synes jeg. Hvis alle skal kunne lide dig, så mister du dig selv. Hvis alle skal kunne lide dig, skal du hele tiden gå på kompromis med dig selv. Skal du være i kontakt med dig selv, respektere dig selv og følge dine egne drømme, så vil du næsten uundgåeligt støde nogle. Det kan være, du trigger nogle skygger hos dem, det kan være, du vækker noget misundelse hos dem, fordi du tør noget, som de selv drømmer om, og det kan være, at andre bare ikke er enige i det, du har gang i.

Og det er okay. Det er okay ikke at være alles kop te – men det er også okay at blive ramt af de afvisninger, vi møder. Jeg blev ramt for nylig, men jeg vil prøve at lære noget af det og øve mig på at tackle det så godt som muligt. Det handler blandt andet om at give mig selv plads til at føle de ting, der kommer op, men samtidig ikke blive revet med af de følelser og optrappe en eventuel konflikt. At holde nok fast i mig selv til, at jeg ikke ryger ned i de usikre tanker, og til, at jeg ikke glemmer mig selv i det hele. At observere det hele og vente med at reagere, til jeg kan reagere kærligt og med overskud.

Hvornår blev du sidst ramt af ”alles kop te-testen”?

jaloux, jalousi, selvværd

Når gamle spøgelser kommer tilbage og bider én i r….

Jeg fik et chok i weekenden. Jeg havde besøg af en veninde, og alt var helt stille og roligt, og jeg stod og rullede en tærtedej ud og hakkede løg. Inde i stuen sad min veninde og min kæreste og snakkede. Jeg kunne ikke rigtigt høre, hvad de snakkede om, men jeg bed alligevel mærke i, at min veninde ofte grinede lidt. Ikke sådan en høj, lang latter, men sådan et lille grin i enden af en sætning. ”Er han virkelig så sjov, min kæreste?”, tænkte jeg, mens jeg skar tomater ud (og glemte at lægge dem til tørre på et stykke køkkenrulle). Og så kom de, tankerne. Stille og roligt krøb de op ad min ryg og gav mig kuldegysninger, da de nåede til nakkehårene. De gled umærkeligt ind i ørerne og forgiftede mine tanker. Jeg fik det mere og mere underligt. Jeg havde sådan en irriteret følelse i kroppen, der langsomt forvandlede sig til noget ubehag i brystet.

Jeg var jaloux. Hvad snakkede de om? Og havde de glemt alt om mig? Synes de, at hinanden var pæne og charmerende? Sad min kæreste og ønskede, at han kunne være kærester med min veninde i stedet for mig? Ville de begge svigte mig, fordi jeg ikke var god nok?

Jeg har ikke mærket de her følelser for alvor i flere år, så jeg fik et gedigent chok, da det pludselig gik op for mig, hvad det var, der var kommet tilbage. Det handlede nemlig slet ikke om min kæreste og min veninde. Det handler om et gammelt sår af svigt, afvisning og mobning, som gør, at jeg til tider kan være utroligt bange for at miste. Jeg har oplevet at blive afvist af personer, som, jeg aldrig havde drømt om, skulle vende mig ryggen. Og alligevel gjorde de netop det fra den ene dag til den anden – uden at jeg forstod det eller fik af vide hvorfor. Jeg er blevet skubbet ud af fællesskaber af folk, som, jeg troede, var mine venner. Jeg er blevet afvist fra mit barndomshjem, som jeg tidligere havde følt mig hjemme i – ikke bare én gang. Utallige gange.

Hvilke sår har du, som springer op engang imellem?

Fordi jeg har arbejdet så meget med de ting i mine teenageår, og fordi jeg har talt så meget om det og fået hjælp til at forstå det og placere det indeni mig, så troede jeg, at såret var helet. Jeg troede virkelig, at det var slut med at være jaloux i sådan en grad – både fordi jeg har arbejdet så meget med at hele mit sår, men også fordi jeg har en kæreste, som stort set ikke trigger det sår i mig.

Oplevelsen var ubehagelig af mange årsager. Jeg havde nogle rigtig ubehagelige tanker, som gjorde mig usikker og ked af det. Jeg trak mig lidt fra de andre, og jeg blev mere stille. Om natten kunne jeg ikke sove, og jeg vågnede midt om natten efter et mareridt, der havde kredset om jalousien, og jeg lå og vendte og drejede mig i måske en times tid, før jeg endelig faldt i søvn igen. Jeg tror godt, min veninde og min kæreste kunne mærke, at der var et eller andet. Og jeg har været ked af det i flere dage over det. Men jeg blev allermest ked af, at det kom tilbage. Jeg tænker, at jeg nok har været naiv, når jeg godmodigt har troet og håbet, at det var et afsluttet kapitel. Det er det åbenbart ikke.

Det er et kapitel, der minder mig om hårde tider og svære parforhold. Det minder mig om følelsen af at være smidt ud på åbent, dybt og sort hav, rådvild og ude af mig selv. Det er ødelæggende at være jaloux, både for én selv og for ens partner. Det tærer og river i stykker. Det giver næring til det der monster, der kontinuerligt hvisker ”Jamen, hvad nu hvis…? Du kan jo aldrig vide!”.

Hvordan tacklede jeg at være jaloux?

Da jeg var kommet mig lidt over chokket, fik jeg talt lidt med min kæreste om det i generelle vendinger. Han er heldigvis utroligt rummelig og forstående, så han trøstede mig og lod mig græde ud på hans t-shirt. Bagefter brugte jeg noget tid på at skrive dagbog, hvor jeg beskrev, hvad der skete, og jeg forsøgte at finde hoved og hale i det hele. Så skrev jeg til min veninde og forklarede, hvad der var sket, og lagde stor vægt på, at det ikke havde noget med hende at gøre, og at hun ikke havde gjort noget forkert. Og så ringede jeg til min mor og græd i en halv time og fortalte hende, hvor ked af det jeg var over, at det gamle sår var sprunget op igen.

Langsomt har det sluppet sit tag i mig, og jeg er kommet mere ovenpå.

Der har været enormt mange følelser på spil i de her dage. Usikkerheden og frygten fra jalousien. Skammen efterfølgende for overhovedet at være jaloux. Den enorme tristhed over at møde et gammelt spøgelse, som, jeg troede, var rejst væk. Ensomheden i at stå med de følelser alene og være den eneste, der er nede i lortet og stå ansigt til ansigt med gamle traumer. Dårlig samvittighed over for både veninde og kæreste. Og så en følelse af at være en dårlig ven og kæreste, ikke at være god nok, måske endda fortjene at blive forladt, fordi jeg er sådan en dum, irrationel kælling?

Jeg prøvede at gribe det hele lidt anderledes an. Jeg følte mig modig, da jeg skrev til min veninde og forklarede, hvad der var sket. Og det er også længe siden, jeg har ringet grædende til min mor (hun var vist meget glad for stadig at kunne udfylde den rolle). Selvom jeg ofte taler med min kæreste om svære følelser, så er det stadig en øvelse for mig at åbne op og være sårbar, for jeg er så bange for at blive afvist og udskammet. Jeg har så ofte oplevet, at mine følelser ikke blev rummet hos andre, og at jeg bare var til besvær. Det er en løbende øvelse at turde åbne op.

Mit håb er, at modet til at være sårbar leder til en opløsning af min skam.

”If we share our story with someone who responds with empathy and understanding, shame can’t survive” 

– så jeg på Instagram den anden dag, det skulle være et citat af Brené Brown. (Hun lyder i øvrigt som en klog kvinde, måske skulle jeg undersøge hende lidt.)

Min kæreste har mødt mig med forståelse og empati. Jeg håber, min veninde gør det samme. Min mor mødte mig med kærlighed og omsorg. Og det hjælper at blive mødt og rummet i de følelser, jeg går igennem. Det heler den del af mig, som er bange for at blive afvist i mine følelser.

Nu skal jeg bare finde ud af, hvordan jeg får helet såret endnu mere, så jeg kan mindske risikoen for nye besøg.

Har du fået besøg af et spøgelse for nylig?

Når blæsevejret vælter én omkuld

Her i efteråret havde jeg en uge, hvor jeg var ret ked af det. Pludselig var det hele bare galt. Jeg var ked af, at jeg ikke havde noget fast arbejde, og at den jobsamtale, jeg havde været til, i mit hoved var gået dårligt.

Den ene negative følelse tog den anden, og før jeg så mig om, havde jeg isoleret mig i min lejlighed og havde meget travlt med at se tv-serier om unge, norske piger, der havde lige så lidt styr på deres liv som mig. Jeg flygtede ind min computer, mens jeg spiste chokolade og blev mere og mere deprimeret over mit liv.

Læs indlægget om at gøre noget godt for dig selv her

Men jeg har faktisk et rigtig godt liv, og jeg er som regel meget glad og tilfreds. Det kan godt være, jeg ikke har et fast arbejde lige nu, men der er masser af glæde, frihed og kærlighed i mit liv. Så hvad var det, der gik galt?

Jeg blev usikker på mig selv, og jeg lod ubevidst en masse ydre ting påvirke mig dybt. Det er blandt andet det, som godt selvværd handler om. Hvis du grundlæggende ved (sådan helt inderst inde), at du er god nok, som du er – så er det altså ikke jobbet, der kan vælte dig!

Et godt selvværd betyder, at man ved, at uanset hvad der sker, så er man noget værd. Man har værdi – lige så meget som ham den hjemløse på gaden eller ham den dygtige direktør i den store virksomhed. Vi er alle sammen lige meget værd, for vi er alle mennesker på den her jord. Hvorfor skulle hun være bedre end mig? Hvorfor skulle jeg være bedre end dig?

”Selvværd er følelsen af, at du er god nok – lige meget hvad. At du har værdi som menneske, uanset hvilken indtægt du har, hvilken familie du kommer fra, eller hvilken situation du står i. Når du tør være tro overfor dig selv og autentisk stå ved, hvem du er, og hvad du har lyst til, lige meget hvordan responsen er, så hviler du godt i dig selv.”

– Joan Ørting i bogen ”Elsk dig selv og bliv elsket”.

Ét af problemerne er i mine øjne, at vi lever i et samfund, hvor vi godt nok er meget lige i forhold til andre steder i verden, men hvor vi hele tiden skal præstere, være så dygtige til dit og dat, se enormt godt ud og i det hele taget finde vores værdi i nogle ydre ting. Men hvorfor har man værdi som menneske, bare fordi man har den flotte kæreste eller den dyre bil? Hvad betyder det egentlig – andet end et flot image?

Men når det er sådan omkring os hele tiden, og der er reklamer for kunstige bryster på busserne, og folk kigger medlidende på dig, når du siger, du er arbejdsløs, så kan det være rigtig svært at føle sig god nok. Og hvis man ikke har et godt selvværd, så kan man blive i tvivl. Det blev jeg lige i den uge – også selvom jeg føler, at jeg har fået et meget bedre selvværd i de sidste par år.

Ens selvværd handler også om, hvor man kommer fra, og hvad der er sket i ens liv. Vi har jo alle levet helt forskellige liv, hvor vi er blevet udsat for både fantastiske og nedbrydende ting. Og det er blandingsforholdet imellem de to poler, der kan være afgørende for, hvordan man har det med sig selv. Er man usikker på sig selv, så bliver man nemmere blæst omkuld, når livets vinde blæser på én.

Jeg har fx haft en god, tryg barndom, hvor jeg stort set ikke oplevede noget negativt, og derfor gik jeg ind i mine teenageår med en god, sund selvværdsfølelse. Jeg vidste, jeg var elsket, og jeg havde ikke prøvet at blive forladt.
Men det ændrede sig, da jeg blev 15 år. Jeg begyndte at opleve en masse kritik af, hvem jeg var, og hvad jeg gjorde, og jeg følte mig meget afvist på mange fronter. Der var både den der gruppe af andre unge, der kritiserede mig for mit tøj og råbte efter mig på gaden, og så var der mine venner i den sportsklub, jeg gik i, som pludselig vendte mig ryggen og frøs mig ude fra den ene dag til den anden – uden at jeg vidste hvorfor.
Og så var der min far, der i flere år opførte sig meget afvisende over for mig efter mine forældres skilsmisse.

Dengang var jeg meget uforstående over for det hele, fordi hvad var det, jeg gjorde galt? Hvorfor kunne folk ikke lide mig? Var jeg ikke god nok?

Det værste var min fars afvisninger, fordi jeg gik fra at føle mig elsket (af en primær omsorgsperson) til pludselig at føle, at jeg ikke var en god nok datter – eller et godt nok menneske ligefrem. Den følelse blev naturligvis forstærket af de andre oplevelser, der foregik samtidig, og efter et par års indædt kamp og følelse af uretfærdighed knækkede mit selvværd bare.
Jeg kan stadig huske den aften, det skete; den store dråbe, der fik champagnen til at løbe ud over kanten. Fra den dag begyndte jeg at tvivle på mig selv og mit eget værd. Og pludselig var mit selvbillede et helt andet: jeg var hende den mærkelige, som folk ikke så godt kunne lide.

Læs indlægget om Den indre kritiker her

Vi har alle sammen en masse negative oplevelser med i vores rygsæk – og har der været for mange, eller er det sket for længe eller i en sårbar periode af vores liv, så er det helt naturligt, at selvværdet får et ordentligt hak i tuden.
Spørgsmålet er, hvordan vi genopretter selvværdet. Det vil jeg dykke ned i her på bloggen. Målet er at give dig redskaber til at arbejde med dit selvværd, så du kan blive et stærkt, selvsikkert og glad menneske! Jeg håber, du vil følge med – og du er altid velkommen til at komme med spørgsmål eller kommentarer. Jeg er selv på vej, og jeg har så meget at lære endnu.