Tag: balance

selvværd, skyggearbejde, lyse skygger

Hvad er lyse skygger? * Skyggearbejde 4.0

Dette er en del af en føljeton om begreberne inden for skyggearbejde, og dette er del 4. Du kan læse de tre første indlæg her, her og her

Lyse skygger består ligesom mørke skygger af fortrængte egenskaber – men modsat de mørke skygger er de lyse skygger ikke egenskaber, som vi frastødes af eller skammer os over. Det er derimod egenskaber, som vi tiltrækkes af og gerne selv vil have.

Derfor kan vi spotte vores lyse skygger, når vi ser noget i andre, som vi bliver fascineret af eller misundelige på. Det kan for eksempel være, at man bliver fascineret af sin ven, der er super modig, der tager på en jordomrejse helt alene. ”Åh, hvor er du modig! Det ville jeg aldrig turde”, ville man måske tænke.

Men ifølge skyggeteorien kan du ikke se noget i andre, som du ikke selv har. Så hvis du ser egenskaben ”modig” i andre, så er det, fordi du selv har den egenskab inde i dig et sted. Du har måske ikke trænet den eller gjort så meget brug af den, men den er der stadig. Det kan også være, at du er blind over for, hvornår du selv er modig. ”If you spot it, you got it” er en sætning, jeg har hørt meget på min Skyggevejlederuddannelse hos Mette Holm, og det er dejligt betryggende at vide, at alt det gode, vi ser i andre, det har vi også selv. Det handler om at være bevidst om, hvad vi ser i andre, og derefter være modig nok til at finde egenskaben frem i os selv.

Hvad bliver du fascineret af i andre mennesker?

En lys skygge er altså en egenskab, som man selv ville ønske, at man havde. En egenskab eller et karaktertræk, som man fascineres og tiltrækkes af hos andre. Det kan både være hos folk, man kender, og folk, man ikke kender personligt, fx kendisser, musikere eller politikere.

“Det er ikke kun vore negative træk, vi projicerer over på andre; det er også de positive. De fleste, jeg arbejder med, projicerer deres geni og kreativitet, deres styrke og succes. Hvis du gerne vil være som en anden, er det, fordi du ejer evnen i dig selv til at være sådan. Hvis du er betaget af superstjerner og bruger tid og penge på at læse om deres liv, så find den side, du elsker hos dem, i dit indre. Du fortjener at få det, du ser og for alvor ønsker. (…) Når du begynder at opfylde dine egne drømme og mål, bliver du mindre optaget af, hvad andre mennesker foretager sig. Vi har hver især et behov for at være vor egen helt.”

– Debbie Ford i bogen “Kast lys over skyggen”

Det kan være svært at tage de lyse skygger til sig, fordi det både kræver selvtillid at tro på, at man faktisk kan være den egenskab, men også fordi vi her i Jantelovsdanmark har lært, at vi ikke skal skinne for meget. Vi skal ikke vise os frem, fylde for meget eller være for meget fremme i skoene. Det kommer selvfølgelig an på, hvilke egenskaber vi taler om, og hvordan folk ser på forskellige egenskaber (det vil altid være forskelligt fra person til person, hvad vi tolker som positivt eller negativt). Men generelt kan det være sværere at integrere de lyse skygger end de mørke, fordi det kræver mod at tage ”for sig af retterne” og begynde at stråle helt vildt. Det kan nemlig godt afføde kritik fra ens omverden, hvis man pludselig ændrer sig og begynder at fylde mere og gøre mere af det, som man drømmer om. Det kan aktivere både janteloven, folks misundelse og prikke til folks egne skygger.

Noget andet, der knytter sig til integrationen af lyse skygger, er, at der kan være mørke skygger i vejen. De skal integreres, før man kan integrere ”sit lys”, altså sine lyse skygger. Jeg bliver fx meget fascineret af folk, der kan tale foran mange mennesker eller helt ubekymret være på en scene. Det ville jeg ønske, at jeg kunne (og jeg ved, at jeg har den egenskab, for jeg var meget ubekymret som barn og spillede teater og sang i vilden sky). Men! Før jeg kan integrere den scenevante egenskab – eller skal vi kalde den ”performeren” – så skal jeg lige integrere de mørke skygger, som handler om, at jeg ikke må være ”for meget”, ”selvpromoverende” og ”selvglad”. Jeg skal derfor først skabe fred og balance med nogle af de egenskaber, som jeg ikke vil acceptere i mig selv, før jeg kan tage de egenskaber til mig, som jeg drømmer om at udleve. Jeg kan ikke finde min gamle performer frem, hvis jeg ikke accepterer, at jeg også engang imellem er ”for meget” eller viser mig frem fx .

Øvelse:

  • Prøv at lave en liste over alle de personer, som du ser op til eller er fascineret af.
  • Hvad er det, de kan eller gør, som du bliver interesseret i?
  • Hvilken egenskab ligger der bag?
  • Hvor kommer de egenskaber til udtryk i dit liv nu (eller tidligere)?
  • Er der nogen mørke skygger, der står i vejen for at integrere disse egenskaber?

Ved at lære at acceptere og tage ejerskab over vores lyse skygger, kan vi skabe endnu mere balance i vores liv. Skyggearbejdet handler netop om at skabe balance ved at acceptere og gøre brug af ALLE vores egenskaber. Derudover kan de lyse skygger hjælpe os med at nå vores mål og det, vi drømmer om, og de kan hjælpe os til at stråle i al vores eget lys og at stå mere ved os selv. En bivirkning ved at tage sine lyse skygger mere til sig er, at man kan inspirere andre til at gøre det samme. For hvis du tør være fx sej, modig, bramfri, vidende, ambitiøs, fri, handlekraftig (eller hvad du nu ville ønske, du var), så må alle de andre skønne mennesker ude i verden også tage deres fascinerende egenskaber til sig.

Og hvis du nu sidder og tænker ”åh, man kan man godt være alt det, man drømmer om?” Ja, så er det korte svar ifølge skyggeteorien:

”Ja! Hvis du ser en god egenskab i andre, så har du den selv! Og så handler det om at finde modet frem til at prøve at være mere af den egenskab, så du kan stå mere ved dig selv og være mere af alt det, du drømmer om!”

Kommentér gerne med dine tanker eller dine lyse skygger i kommentarfeltet – jeg elsker at høre, hvad I tænker om mine blogindlæg!

selvværd, skyggearbejde, skyggeteori

Hvad er skyggearbejde? *Skyggearbejde 1.0

Jeg har det sidste halve år gået på Mette Holms Skyggevejlederuddannelse, hvor jeg er blevet trænet i at arbejde med skygger og i at vejlede andre i deres skyggearbejde. Jeg skal snart til eksamen, så derfor vil jeg dykke ned i skyggearbejdet her på bloggen de næste par uger, så du også kan blive lidt klogere på det psykologiske redskab.

For hvad er en skygge? Det er nemlig ikke vores fysiske skygge, som fx Peter Pan mister, da han møder Wendy for første gang. Men alligevel er der måske visse ligheder – en skygge er nemlig en egenskab, som vi har undertrykt og ikke vil kendes ved – og som vi kan undertrykke i så høj grad, at vi faktisk har overbevist os selv om, at vi slet ikke har den egenskab.

Jeg har allerede beskrevet skyggearbejde her, men jeg giver i dag en kort introduktion til teorien her, så du forstår teorien overordnet.

Ifølge skyggeteorien, som blandt andet er blevet formuleret af psykoanalytikeren Jung, fødes vi som spædbørn med alle de egenskaber, der findes. Vi er små hele mennesker, som frit kan glide ind og ud af de mange forskellige egenskaber som glæde, nysgerrighed, vrede og sorg. Børn giver udtryk for hele paletten af egenskaber uden at skamme sig. Men som de vokser op, oplever de, at der er mange af egenskaberne, som ikke er velsete i fx deres familie eller andre omgivelser. Jeg forestiller mig, at det for eksempel kan være egenskaber som vrede, trodsighed, egoistisk, larmende, råbende og grådig, som forældre og andre irettesætter. Og fordi et barn er fuldstændig afhængig af at få kærlighed fra sine forældre, tilpasser det sig. Det gemmer altså de upopulære egenskaber væk for at sikre sig kærlighed fra forældre, familie og omgivelser.

Læs mere om, hvordan en skygge opstår her.

Man skelner mellem to forskellige typer skygger, de mørke og de lyse. De mørke skygger er de egenskaber, som man ikke længere vil kendes ved, altså dem, som man har undertrykt i løbet af sine opvækst. De lyse skygger er de egenskaber, som man gerne vil have, men som man er overbevist om, at man ikke ejer. Læs mere om lyse skygger her.

Derudover skelner man mellem bevidste og ubevidste skygger. De bevidste skygger er de egenskaber, som man skammer sig over, men som man godt ved, at man har. Det kan for eksempel være vrede – her gør man meget for at undgå at vise over for andre, at man kan blive vred, men måske kommer vreden alligevel frem, når man er træt eller i en presset situation. Det er nemlig sådan med skygger, at de nok skal stikke hovedet frem, når man mindst venter det – selvom man virkelig prøver at skjule sine skamfulde sider. De ubevidste skygger er de egenskaber, som man har fortrængt og undertrykt så effektivt, at man faktisk er fuldstændig overbevist om, at ”sådan kan jeg slet ikke være” – det kan ofte være tilfældet med ”ondskab”.

Problemet med skyggerne er, at de ikke forsvinder i voksenlivet. Derimod bringer de skam frem i os, når vi tænker på at bruge en bestemt egenskab, eller når vi gør brug af den. At vi fortrænger store dele af os selv gør os ”uhele” og giver os mindre rum at være i. Og så sker der det pudsige, at vi overkompenserer for den egenskab, vi har undertrykt. Har vi fx undertrykt vrede, så laver man en såkaldt maske (den personlighed, som du viser omverdenen), der er det modsatte, i det her tilfælde kunne det være glad. Jo mindre du tillader dig selv at være vred, jo mere glad prøver du at vise verden, at du er. Men det er ikke holdbart i længden, og det kræver enormt meget energi at opretholde facaden. Og hvilket menneske er glad hele tiden?

Det skaber også drama i vores liv at undertrykke naturlige egenskaber. For det, som vi ikke tillader i os selv, tillader vi heller ikke i andre. Hvis vi har lært, at det er meget forkert at være egoistisk, jamen så går vi ud i livet og bliver enormt irriterede på folk, der opfører sig egoistisk. ”Du er så egoistisk, du er dum!” tænker vi måske og peger fingre af andre, mens vi fortsætter tankerækken med ”Jeg er i hvert fald ikke egoistisk, så jeg er et bedre menneske”.

Egentlig længes vores ubevidste selv efter at blive ”hele” igen, for vi mangler de egenskaber, som vi havde engang. Og vi har glemt, at de egenskaber ikke er dårlige, men at de faktisk er meget brugbare på nogle tidspunkter. Hvornår er det for eksempel brugbart at være egoistisk? Det kunne det for eksempel være, når chefen for 102. gang spørger, om vi ikke lige kan arbejde over – og vi bare kan mærke, at vi er ved at brænde sammen indeni af travlhed og træthed. Her er det måske ”egoistisk” at sige nej, fordi vi sætter os selv over chefens krav – men hvor er det bare vigtigt at kunne sige nej og sætte sig selv først engang imellem. Gad vide, om al det stress, der er i det danske samfund, måske skyldes, at folk ikke kan være egoistiske og derfor overskrider deres egne grænser helt vildt? Bare en tanke…

Derfor handler skyggearbejde om at finde ens mørke og lyse skygger. At finde ud af hvornår de egenskaber, vi har undertrykt, egentlig ville være gode for os at have i vores liv. For det giver selvfølgelig ikke mening at være egoistiske hele tiden – men det giver mening en gang imellem i forskellige grader. Og derefter indse, at vi allerede har alle egenskaberne – både dem, vi har dømt ude som dårlige, og de egenskaber, som vi ville ønske, vi havde.
Herefter skal man begynde med små skridt at øve sig på at tage egenskaberne tilbage. Har man fx en mørk skygge på at være ”selvpromoverende”, så skal man stille og roligt prøve at være det dér, hvor det giver mening. Det kan være, at en smule selvpromovering vil berige ens liv i forbindelse med ens arbejde, i ens kærlighedsliv eller over for vennerne, hvis man er meget stille og ydmyg. Det kunne være, at det ville gøre, at man fik en lønforhøjelse, fordi chefen faktisk opdagede det store arbejde, man lavede, eller at der var nogen på datingappen, der fik øje på én. Det kan også være, at man fik anerkendelse fra vennerne, når man åbnede op og fortalte om noget fedt, som man havde lavet – og at det faktisk gjorde venskaberne stærkere.

Det handler om at integrere sine skygger, både de mørke og de lyse. Man integrerer ved at handle, altså at gå ud og VÆRE de ting, man enten vil eller ikke vil være. Langsomt vil man opleve, at man kan tage egenskaberne mere ind i sin måde at være på, og at man kan bruge dem, når det passer ind i ens liv.

Der er så mange gevinster ved at begynde at integrere ens skygger. Man bliver mere fri – man slipper nemlig for at bruge så meget energi på at undertrykke dele af sig selv, og man slipper for at blive irriteret over andre, der udviser de egenskaber, man ikke selv vil kendes ved. Og kan man integrere nogle af sine lyse skygger, kan man måske opnå flere mål, få det bedre med sig selv og få flere oplevelser. Man bliver i princippet mere i harmoni og i balance med sig selv, og man tillader sig selv og andre mere. Man må godt være alt det ”grimme” eller ”det lyse”, fordi det er naturligt, og man kan se gaverne i det.

Giver det mening med skyggeteorien? Hvilke tanker bringer det frem i dig? Hvilke sider af dig selv har du undertrykt? Og kan du se, at du mangler dem i dit liv?

Skriv gerne i kommentarfeltet, hvad du tænker, eller hvis du har spørgsmål.

selvværd, selvtillid, lavt selvværd

Selvværdet støder på bakker

Nogle gange ville jeg ønske, at når jeg først havde fået et godt selvværd, så blev bare ved med at være godt, uden at jeg skulle arbejde på det mere. Det er desværre ikke tilfældet. For det første er mit selvværd aldrig kommet helt op på 100 procent, og for det andet er livet jo op- og nedture i en stor, kontinuerlig cyklus, der bare bumler derudad.

Her i weekenden har jeg følt mig lidt underligt tilpas. Fredag var jeg til en fest, hvor jeg ikke rigtigt følte mig hjemme, og jeg følte mig stille, introvert og passiv. Jeg havde ikke så meget at byde ind med, følte jeg. Dagen efter havde jeg en vagt på mit bar-arbejde, hvor jeg faktisk havde det lidt på samme måde, og hvor jeg følte mig underligt stille. Det var ligesom om, at jeg bare ikke havde lyst til at tale. Søndagen brugte jeg på et loppemarked i København med en god veninde, og der var sol, kaffe og gode loppefund. Men igen havde jeg den her underliggende følelse af, at jeg var trukket lidt ind i mig selv og ikke bød ind med så meget. At jeg måske ikke var så sjov at være sammen med, og at jeg ikke gjorde det godt nok.

Alle tre dages følelser gav mit humør et dyk nedad, og jeg begyndte at føle, at jeg måske ikke var så interessant at hænge ud med, og at jeg slet ikke var mit eget glade selv. Søndag aften blev jeg overvældet af en uforklarlig tristhed og begyndte at græde. Da jeg skulle prøve at sætte ord på det hele, kunne jeg pludselig se en sammenhæng. Jeg er nemlig blevet arbejdsløs som journalist for en måned siden, og jeg befinder mig ikke så godt i dagpengesystemet, hvor jeg lynhurtigt føler mig uduelig, ikke god nok og har meget svært ved at motivere mig selv. Her føler jeg heller ikke, at jeg ”har noget at byde ind med”, eller ”at jeg ikke er god nok (til at få et arbejde)”. Jeg kunne pludselig se, at den måde, jeg ser på mig selv og føler mig som arbejdsløs, smitter af på andre dele af mit liv. Jeg bliver påvirket af at være arbejdsløs, og så spreder det sig til min generelle selvværdsfølelse.

Det er noget rigtigt skidt, når enkeltstående episoder eller i princippet adskilte faser får lov til at hive hele ens selvværd med ned under overfladen. Men det er også helt naturligt, og jeg giver mig selv lov til at have alle de her følelser. Jeg må godt føle mig uduelig, og at jeg ikke har noget at byde ind med. Men jeg skal passe rigtigt meget på, at alle de tanker ikke får lov til at blive en integreret del af mit selvbillede. For de er ikke sande, og de viser i hvert fald ikke hele billedet af, hvem jeg er.

Så jeg forsøger at være opmærksom på, hvad der sker omkring mig og indeni mig. Jeg ved, at jeg er påvirket af min situation, og at det kan gøre nogle ting ved mig. Så jeg prøver at have et fokus på, hvad det er, mine følelser og tanker gør ved mig – både så jeg kan mærke mig selv og tillade mig selv at føle alt det, jeg føler, men også så jeg kan gøre noget aktivt for også at komme et andet sted hen følelsesmæssigt. Det betyder, at jeg prøver at passe godt på mig selv i de her dage. Jeg går til yoga- og dansetimer i mit fitnesscenter, og jeg prøver at fastholde nogle sunde vaner (for eksempel øver jeg mig rigtig meget på ikke at snooze om morgenen), så jeg holder mig selv i gang – men jeg passer også rigtigt meget på Den indre kritiker og forsøger at være endnu mere selvkærlig over for mig selv. Jeg har brug for at være ekstra selvkærlig, og det har vi jo nok alle sammen, når vi støder på de der bakker, som livet kommer med. Den hårde kritiker, som kommer med hammeren, så snart vi gør det mindste forkert, gør altså ikke tingene bedre. Læs Jeg fik et tilbagefald

Det er den svære balancegang mellem at skubbe mig selv, men også give mig selv lov. Som når jeg prøver at gå på biblioteket og skrive ansøgninger, men også giver mig selv lov til at holde fri en dag midt i ugen. Som når jeg prøver at lære ikke at snooze, når alarmen ringer om morgenen. Jeg klapper mig selv på skulderen, når det lykkes, men jeg tilgiver mig selv, når jeg – som i dag – snoozer i halvanden time. Når jeg prøver at komme ned og træne hver dag, men også giver mig selv lov til at stene i sengen med Netflix. Når jeg prøver at spise flere grøntsager, men tilgiver mig selv, når jeg kommer til at spise for meget sødt. Det er okay, det hele. Jeg er god nok, som jeg er – også når jeg ”fejler”…

Selvværdsarbejdet er – desværre og også heldigvis – et dagligt arbejde, som det er bedst ikke at slække på. Så når jeg får nogle negative tanker, der giver mig følelsen ikke at være god nok, så prøver jeg at modsvare det med nogle positive tanker, der kan give mig et bredere selvbillede. Jeg er faktisk ret sej nogle gange, og jeg er altså ikke en fiasko, selvom jeg er arbejdsløs. Det er systemet og den måde, som omverdenen taler om arbejdsløse på, der er med til at skabe den diskurs i samfundet. Og selvom det ikke er lykkedes mig at få et job endnu, så behøver det ikke sige noget om, hvem jeg er som person eller som ven, kæreste eller datter. De ting skal helst holdes adskilt, selvom det er svært.

Har du også oplevet livets små og store bakker? Kan du mærke, hvordan det kan påvirke din selvtillid og dit selvværd? Hvad gør du så? Hvordan holder du dig oven vande, når de dystre tanker bliver for overvældende? Jeg vil meget gerne høre, hvad du tænker, så du er altid velkommen til at skrive i kommentarfeltet her, på Facebook eller på stjerneselvvaerd@gmail.com.

Husk at lytte til dig selv

For et stykke tid siden havde jeg en ret hård uge. Der var uventet travlt på arbejdet, og jeg følte, at jeg løb rundt for at nå alting. Oveni det var jeg kommet til at lave aftaler hver aften. Når jeg skriver ”kommet til”, så er det, fordi jeg for længst er blevet klar over, at jeg har brug for alenetid for at lade op. Jeg bliver overstimuleret, irriteret og overvældet, hvis jeg er omgivet af mennesker hele tiden, men gang på gang glemmer jeg at tage hensyn til mine behov og laver i stedet for mange aftaler.

I den her uge var jeg allerede træt om onsdagen. Det var ellers hyggelige aftaler med venner, der inkluderede biografture, popkorn og gode snakke. Men bare tanken om, at der ville komme aftale på aftale, gjorde mig nærmest fortvivlet, og samtidig kunne jeg heller ikke få mig selv til at aflyse nogen af dem. ”Jamen, jeg vil jo rigtig gerne se den her veninde”, tænkte jeg. Da jeg i weekenden havde besøg af min mor, blev jeg totalt sur på ”den lille lort” af en pandekage, der ikke ville blive god (og det var endda den første, og de er jo aldrig gode!), og jeg glædede mig bare til, at jeg kunne være alene.

Da ugens syv dage med travl arbejdsuge og hyggelige aftaler var gået, havde jeg bestilt en hel palle brænde, som jeg skulle bære op på fjerde sal. ”Det kan jeg gøre på en time”, tænkte jeg mandag aften, og så skulle resten af aftenen bare stå på blognight og den tiltrængte alenetid. Hvad, jeg blot troede, ville være en times hårdt arbejde, tog mig to hele aftener, og jeg fik kun hjælp på andendagen. Hvilket resulterede i gråd over for min kæreste, der meget hjælpsomt spurgte mig, om han skulle blive og sove, fordi jeg var ked af det. Hvilket fik mig til nærmest at råbe ”jeg har brug for at være alene!!!”

Puha, det var en hård omgang. Min pointe er, at det er rigtig godt at kende sig selv og sine behov – og så skal man huske at lytte til dem (ellers bliver man træt ligesom mig, der egentlig godt kender mine behov, men som nogle gange overser dem).

Hvis ikke du har tænkt over dine behov før, så kan du prøve at svare på disse spørgsmål nedenfor. Når du kender dem, kan du begynde at prøve at indrette dit liv efter dem – det vil med garanti gøre dig gladere med mere ro og overskud – og så er der også overskud til at arbejde på dit selvværd!

  • Hvordan slapper du af?
  • Hvad giver dig energi?
  • Hvad stresser dig?
  • Hvilke signaler kommer fra din krop og dit sind, når du bliver stresset eller overser dine behov?
  • Hvordan lader du op?
  • Hvad kan du allerbedst lide at lave, hvis du selv kan bestemme?
  • Er der nogen steder i dit liv, hvor du ikke lytter til dine behov?
  • Hvad kan du gøre for at få mere energi og overskud ind i dit liv?

Find selv på flere 🙂

Efter min hårde uge vidste jeg, at jeg skulle slappe så meget af som muligt, så jeg havde et minimum af aftaler og hyggede i stedet med mig selv næsten hver aften. Åh, det var så skønt! Der var god tid, ro og plads til at gøre lige, hvad jeg ville.
Det handler om at finde balancen. Og kan man mærke sine egne behov og agere efter dem, så vil det også hjælpe på ens selvværd, fordi man er bevidst om sig selv og lytter. Man viser respekt for sig selv og accepterer sine egne behov – også selvom de måske ikke lige passer ned i andres forventninger. Det er nemlig en rigtig god selvværdsøvelse at være god ved sig selv hver dag.