Tag: bevidsthed

skyggearbejde, projektion, selvværd

Hvordan skyggerne skaber konflikter i vores liv * Skyggearbejde 5.0

Dette blogindlæg er en del af en skyggeføljeton, og du kan læse det første indlæg her.

Kender du det med, at du bliver voldsomt irriteret over noget, som andre mennesker gør? Og andre omkring dig synes ikke, at den bestemte opførsel eller udstråling er specielt irriterende? Men det rammer dig, og du får en kraftig følelsesmæssig reaktion. Det kan være, når andre udviser en adfærd, som du aldrig selv kunne finde på. Eller det kan være noget relativt harmløst, som når folk kommer for sent, fråser med pålægget eller svarer lidt kort for hovedet.

Når vi undertrykker nogle af vores egenskaber, er de nemlig ikke helt væk. Vi bruger meget energi på at presse dem ned i vores underbevidsthed, men skyggerne popper alligevel op i vores liv på forskellige måder. Og hvis man er opmærksom, kan man spotte sine egne skygger ved at kigge på, hvordan man reagerer på andre.

Vi vil ikke vedkende os de egenskaber, som vi har lært er forkerte, og det betyder, at vi i stedet ser de egenskaber i folk omkring os. En af læresætninger inden for skyggearbejde er nemlig:

”Det, du ikke kan acceptere i dig selv, kan du heller ikke acceptere i andre”

Derfor vil vi gå rundt og lave ubevidste projektioner. En projektion er en kraftig reaktion på noget – for eksempel et andet menneske. Det vil sige, at vores ubevidste opdager en egenskab, som vi har undertrykt i os selv, i andre. Når vi oplever den egenskab i andre, får vi en kraftig reaktion. Er det vores mørke skygge, vi opdager i andre, vil vi få en følelse af frastødelse (husk, de mørke skygger er de egenskaber, vi ser som negative). Ser vi en lys skygge i andre, vil vi opleve en følelse af tiltrækning og beundring. Det, at vi får en kraftig reaktion på andre, viser os, at der højst sandsynligt er nogle skygger på spil i os, som vi kan kigge på og arbejde med.

På den måde kan man sige, at alle andre mennesker fungerer som vores spejle. Der er nogle mennesker, som vi er neutrale over for – de rammer ikke noget i os, og vi projicerer ikke vores skygger over på dem. Andre trigger os mere eller mindre kraftigt, fordi vi ser vores egne forbilledlige eller uacceptable sider i andre.

Dagens blogindlæg er et gæsteindlæg, som jeg har skrevet til Luca Sofia, der driver webmagasinet lucasofia.dk – og her…

Slået op af Stjerne SelvværdTirsdag den 11. september 2018

Konflikterne opstår, når det er de mørke skygger, vi projicerer over på andre. Et eksempel kan være, at jeg bliver meget irriteret på min kæreste over, at det første, han gør, når han kommer hjem, er at lægge sig i sofaen med benene op. På den ene side beundrer jeg hans evne til at mærke sine egne behov for at slappe af og at opfylde dem. På den anden side kan jeg få en kraftig følelse af, at han er doven og ugidelig. Her skal jeg både være obs på de lyse og mørke skygger, der er på spil. Min kæreste er god til at slappe af, og det vil jeg gerne lære af ham. Jeg har også brug for at kaste mig på langs i sofaen og flade helt ud – og slippe to do-listerne! På den anden side viser irritationen mig, at der er noget på spil med ordene ”doven” og ”ugidelig”. Her kan jeg undersøge, hvorfor jeg ikke må være doven og ugidelig. Hvem har sagt eller vist mig det?

Hvem eller hvad bliver du irriteret på? Hvem dømmer du negativt? Hvem peger du fingre ad?

Hvem beundrer du? Hvem bliver du tiltrukket af – og hvilke egenskaber handler det om?

Jeg tror, mange sure opstød, løftede pegefingre, Jantelovs-kritik og hverdagsirritation handler om mørke skygger. Vi ser noget i andre, som vi ikke kan acceptere i os selv, og derfor må de andre fandme heller ikke være sådan! Men det må de godt, og hvis vi tillader os selv også at være sådan engang imellem, ville vi slet ikke have behov for at kritisere eller dømme andre. Fordi hvis vi når dertil, hvor vi kan være det hele eller være lidt mere af det hele, så bliver vi slet ikke ramt, når andre også er lidt af det hele. Hvis du selv er for eksempel egoistisk, vred, arrogant og svag, så forstår du, hvorfor andre også kan have behov for at være sådan. Hvis du sprang over i køen i supermarkedet i sidste uge, kan du nemmere sige ”Herregud”, når andre gør det i dag.

”Den mørke side er tærskelvogteren til sand frihed. Vi må hver især være parate til hele tiden at undersøge og afdække dette aspekt af selvet. Uanset om du kan lide det eller ej, hvis du er et menneske, har du en skygge. Hvis du ikke kan se den, så bare spørg i din familie eller blandt dem, du arbejder sammen med. De kan pege på den for dig. Vi tror, at vore masker kan skjule det indre selv, men uanset hvad det er, vi har svært ved at erkende om os selv, så har det en tendens til at stikke hovedet frem og gøre sig synligt, når vi mindst af alt venter det”

Debbie Ford i bogen ”Kast lys over skyggen” – som jeg vil anbefale til alle, der er interesseret i skygger.

Hvor kan du fange dig selv i nogle af dine projektioner? Har du allerede opdaget en projektion, og hvad opdagede du?

Når vi forstår skyggearbejdet og kan blive opmærksomme på vores egne projektioner og skygger, kan vi tage ejerskab over vores egne historier og vaner. Vi kan lære at stoppe med at bebrejde andre for det, som vi egentlig selv skal kigge på og udleve. Vi kan få mindre drama i vores liv, hvis du ikke hele tiden er ”ovre i andre” og kan skille tingene lidt mere ad. Ligeledes kan vi forstå, at meget af det, som andre gør omkring og mod os, slet ikke handler om os. Det handler om dem. Reagerer de kraftigt på dig, er det muligvis deres egen projektion, der er på spil, og den er deres ansvar. Dine projektioner er dit ansvar. Det giver en enorm frihed i forhold til al interaktion med andre mennesker, synes jeg, at forstå de her ting. Jeg ville ønske, jeg havde vidst det, da jeg var 17 år. Hvor jeg tror, at en stor del af den kritik, som jeg mødte, egentlig var andre menneskers projektioner. Måske havde de skygger på det at være farvestrålende, storgrinende, anderledes (hvad det så end betyder), modig i forhold til ikke at tilpasse sig den store grå masse. Hvem ved? Men jeg var nok ikke klar til den læring på det tidspunkt, men jeg er så sindssygt taknemmelig for, at den er kommet til mig nu. Jeg kan nu ændre mine fortolkninger af min historie, og hvad jeg har oplevet, og jeg kan øve mig fremadrettet på ikke at tage ting så personligt. Og jeg kan tage ansvar for det, der er mig, og skabe kærligere og dybere relationer til andre, uden at kritisere dem for noget, der egentlig er mine egne skygger/fortrængte egenskaber.

En anbefaling

Jeg har for nylig læst en ret fantastisk bog. Den hedder ”Derfor forelsker du dig aldrig i den forkerte” og er skrevet af ph.d i socialpsykologi Jytte Vikkelsøe. Den handler om kærlighed, og om hvordan vi mennesker vælger hinanden. Det gør vi nemlig ikke kun ud fra kemi, lækkert hår og humor – det viser sig, at vores gamle sår fra barndommen spiller en stor rolle, når vi forelsker os. Vores ubevidste selv kan simpelthen – ifølge Jytte Vikkelsøe – skanne andre mennesker for, om de indeholder både det, som vi mangler, og det, som vi allerede har mødt tidligere.

Bogen forklarer, hvordan vi, når vi møder én, der sætter gang i vores forelskelseshormoner, allerede ubevidst har set, at den person indeholder både det, som Jytte Vikkelsøe kalder ”det forløsende aspekt”, og det, som hun kalder ”den indre krænker”. Det forløsende aspekt er en egenskab eller en side, som vi selv føler, at vi mangler – derfor får vi ofte følelsen af at blive ”hele”, når vi er forelskede. Vi kan låne vores partners egenskab og måske selv begynde at udvikle den hos os selv. Men den andens krænker er derimod en egenskab, som minder om en ”ubehagelig” egenskab, som vi har mødt i vores tidlige barndom.

Læs om skyggearbejde her.

Et par møder som regel først deres partners krænker, når forelskelsen er faldet, og så begynder parret at have konflikter. Konflikter, der måske minder om noget, som de har prøvet før. Derfor er det ikke længere kun de to, der diskuterer og skændes, nu er det nemlig også de to kæresters personlige historier, der kommer med ind i konflikten. Når parret langsomt låser sig fast i hinandens gamle mønstre og ikke kan komme ud af dem igen, kalder Jytte Vikkelsøe det for ”den mytiske hårdknude”.

”Den mytiske hårdknude er et dramatisk sammenstød mellem to uforløste personlige historier, der søger forløsning igennem den anden. Disse uforløste historier lever i os som skjulte ”infrastrukturer”. Og de organiserer vores liv på den mest gennemgribende måde, hvad enten vi er klar over det eller ej.”

Uddrag fra bogen.

Det er i det hele taget en enormt spændende bog, som jeg vil anbefale alle, der interesserer sig for kærlighedens psykologi, hvad barndommen betyder for vores voksne liv, og hvordan man kan overvinde svære situationer i et parforhold. Hun gør brug af flere spændende case-historier, som grundigt beskriver parrenes barndom og traumer, og hvordan de spiller ind i deres hverdag som par som voksne.

Hun fortæller om hjernens opbygning, og hvordan den langsomt udvikler sig i de første år af vores liv. Her kommer hun ind på den skam, som små børn skal opleve for at forstå at begå sig i en civiliseret verden, men som også kan være ødelæggende, hvis den får lov til at fylde for meget.
Hun peger også fremad af med løsninger, fordi vi netop igennem parforholdets konflikter kan tage det endelige opgør med vores gamle krænker og derigennem blive mere frie. Hvis vi har modet til at gøre noget andet, end vi plejer, når vi møder krænkeren i vores partner, så kan vi endelig udvikle os som mennesker og udvikle de sider af os selv, som vi har undertrykt (og som vi har fundet i partnerens forløsende aspekt).

”Svaret er, at det lige netop er her, rejsen tilbage til samhørigheden med os selv og dermed muligheden for samhørighed med vores partner begynder. Men vi må lære at bryde frygtcyklussen for at tage livtag med de overbevisninger og overlevelsesstrategier, der hæmmer det frie samspil mellem to fundamentale, men modstridende menneskelige behov – behovet for tryghed og længslen efter fornyelsen – der er brændstoffet bag al personlig vækst.”

Uddrag fra bogen ”Derfor forelsker du dig aldrig i den forkerte” af Jytte Vikkelsøe.

Bogen har bekræftet mig i, at vi skal tage ansvar for vores eget liv og for vores egne sår. Når det bliver svært i for eksempel parforhold, skal vi forstå, at vores gamle sår og oplevelser kan være medspillere i en konflikt. Når man bliver bevidst om det, er det nemmere at tage et skrift tilbage og observere, hvad der sker. Måske er det ikke kun kærestens skyld? Måske er der noget i dig, der går ind og reagerer på bestemte (og nogle gange temmelig uhensigtsmæssige) måder, selvom en situation udefra set er neutral. Måske har du reageret sådan hele dit liv, når du bliver ”trigget” på bestemte måder – og her handler det blandt andet om at finde ud af, hvad det egentlig handler om (var det det, han sagde lige nu, eller mindede det mig om noget, min mor sagde, da jeg var barn?), hvad dine behov er, og hvordan du kan få det formidlet så konstruktivt, sårbart og roligt videre til fx din partner. Jo mere lys, man kan kaste over fortidens skygger, jo nemmere er det at se nutiden for, hvad den er. Den er nemlig ofte en ubevidst legeplads for fortiden.

selvværd, selvtillid, lavt selvværd

Tænker du også på, hvad folk tænker om dig?

Hvordan har du det med folks mening om dig? Kredser dine tanker meget om, hvad andre mon tænker om dig? Det kan være et tegn på, at du har problemer med dit selvværd.

Jo mere andres mening betyder for os mennesker, jo mindre føler vi os måske værd. Eller måske kan vi ikke sætte det så firkantet op – men hvis andres meninger om dig betyder så meget, er det jo, fordi du søger anerkendelse og godkendelse udefra i stedet for indefra.

Hvis du har det 100 procent godt med dig selv, og du føler dig lige så meget værd som alle andre, og du har en gennemgående følelse af, at du bare er helt okay – ja, så betyder andres mening ikke så meget. Den kan i hvert fald ikke ramme dig helt ind i hjertekulen og drive dig vanvittig med hvad nu hvis de ikke kan lide mig-tanker resten af ugen.

Hvor meget lader du dig påvirke af, hvad andre tænker om dig? Hvor meget tid bruger du på at bekymre dig, inden du overhovedet ved, hvad de tænker?

Jeg har selv brugt enormt meget energi på at bekymre mig om, hvad andre mon tænkte.
Læs Det handler slet ikke om dig del 1
Det startede i teenageårene, hvor jeg mødte meget kritik for blandt andet mit tøj. Det gik folk bare helt vildt meget op i – sådan føltes det i hvert fald for mig. Jeg fik mange kommentarer (og tilråb på gaden?!) omkring mit farverige tøj, og det gjorde, at jeg blev meget selvbevidst. Jeg ændrede heldigvis ikke tøjstil, men jeg brugte utrolige mængder energi på at føle mig forkert, usikker og bange for, hvad andre tænkte.

Sidenhen er det heldigvis langsomt blevet bedre, men jeg må indrømme, at jeg stadig tænker over det. For meget. Nu er det lidt mindre, hvad folk, jeg ikke kender, på gaden tænker, selvom jeg også stadig får de tanker, hvis jeg har noget ekstra ”vildt” eller farverigt tøj på (der sidder teenageårene på en måde stadig i mig, og bekymringen er blevet en slags automatisk tankegang). Nu er det mere folk, der er lidt tættere på mig. Hvad tænker kollegaerne egentlig? Og svigermor? Eller mine venner – kom jeg nu til at sige noget forkert, eller har jeg gjort noget forkert? Synes de nu, at det er lidt skørt, at jeg er begyndt at gå til hulahop? Hvad tænker de om, at jeg er arbejdsløs?

”For det er, når vi ikke har et godt selvværd, at vi kan komme til dels at fortælle om vores liv på en måde, der ikke støtter og bygger os op, og dels at leve for meget ude i vores relationer – ude i dét, vi tror, de andre mener, tænker og synes om os. For vi ved det jo ikke. Vi tror det bare. (…) Det er selvværdet og den gode historie om os selv, der får det hele til at vende og det hele til at virke.” Gitte Jørgensen i ”Pippi Power”

Det er helt vildt trættende at skulle bruge så meget energi på at bekymre sig om den slags. Ofte ved du ikke slet ikke, hvad folk tænker, så energien bliver brugt på en form for gætværk, hvor det mest er dine tanker, der faktisk styrer det hele. Læs Det handler slet ikke om dig del 2

Fordi hvorfor er det egentlig, at vi giver andre mennesker magten til at beslutte, om vi er gode nok? Hvad kan de, som vi ikke kan? Hvorfor har de autoriteten til at vurdere, om vi er gode nok som mennesker (og kærester, venner, familiemedlemmer og alt det andet)? Og kender de overhovedet os og kan se det fulde billede? Og hvis de ikke kan, så er der da endnu mindre grund til at give dem magten til at bestemme, om vi er okay.

Selvom jeg jo ikke helt har knækket koden, så er mit råd, at du kan være opmærksom på at give dig selv al den anerkendelse, godkendelse og kærlighed, som du har brug for.
Læs Gør noget godt for dig selv

Hvis du øver dig på det, så vil andres mening måske over tid begynde at betyde mindre. Du kan stå stærkere i dig selv, for i sidste ende er det jo kun dig, der skal synes, at du er okay. Det er enormt rart, hvis andre også synes det (og mon ikke de gør??), men det vigtigste er, at du har det godt med dig. Tag magten tilbage til dig selv – det er dig, der definerer, om du er okay. Andres meninger om dig siger faktisk mere om dem end om dig. Tag en beslutning om, at du ikke vil give magten fra dig længere, og arbejd dig frem imod at tænke positive, kærlige, stærke tanker om dig selv. Husk, at du ikke skal banke dig selv oven i hovedet, når det ikke lykkes – du er i gang med at ændre gamle tankemønstre, og det tager (desværre rigtig) lang tid. Vær god ved dig selv i processen, og fejr de små sejre.

”Det, du indstiller din opmærksomhed på, vokser og bliver varigt i dit liv. Gå væk fra det negative, og indstil din opmærksomhed på det, som du virkelig ønsker at få eller have. (…) Lær at tænke positive bekræftelser. En bekræftelse er ethvert udsagn, du siger. Alt for ofte tænker vi negative bekræftelser. Negative bekræftelser skaber blot mere af det, som vi siger, vi ikke ønsker. (…) Udtal altid dine udsagn i nutid, for eksempel ”jeg er” eller ”jeg har”.”
Louise Hay i ”Helbred dit liv”

selvværd, selvtillid, bedre selvværd

Hvad er dit kærlighedssprog?

Kender du det der med, at du har gjort dig umage med at planlægge en hyggelig aften med kæresten, så I kan få god kvalitetstid sammen, og når han så kommer, så kigger han bare ned i sin telefon? Eller når du har givet en gave til en af dine kære, og de så slet ikke virker glade og glemmer at sige tak? Og det gør dig ked af det, fordi du gerne ville vise dem din kærlighed.

Så kan det være, at I ikke har samme kærlighedssprog. Ifølge amerikaneren Gary Chapman findes der fem kærlighedssprog. Og vi bruger ikke nødvendigvis dem alle sammen. Vi har nemlig et primært kærlighedssprog, og så kan vi have et par sekundære. Et kærlighedssprog er måden, som vi opfatter kærlighed på – og den måde vi selv viser kærlighed til andre på. Kender du dit primære og dine sekundære kærlighedssprog, kan du både bruge den viden til at være mere selvkærlig over for dig selv, og du kan bedre forstå kærligheden i dine andre relationer.

De fem kærlighedssprog er disse:

1) Verbal anerkendelse – her føler du, at du får kærlighed, når andre roser dig eller siger pæne ting til dig.

2) Tid sammen – her sætter du pris på kvalitetstid med dine kære, og du viser din kærlighed ved at sætte tid af til andre. Her er opmærksomhed vigtigt, så der virkelig er tid til at være sammen, snakke og lave ting sammen.

3) Gaver – har du gaver som dit kærlighedssprog, så viser du din kærlighed ved at give gaver, og du oplever også at få kærlighed fra andre, når de giver dig gaver.

4) Tjenester – her føler du dig elsket, hvis din partner, familie eller venner hjælper dig med ting og gør ting for dig. Og du viser selv din kærlighed ved at gøre tjenester for andre.

5) Fysisk kontakt – i dette kærlighedssprog er det den fysiske nærhed, der fylder dig med kærlighed. Kram, nus, et klap på skulderen og sex er alle sammen eksempler på fysiske kontakter, hvor du viser din kærlighed og oplever at få kærlighed.

Hvilket sprog er dit primære, tror du? Og hvilket eller hvilke er dine sekundære?

Hvilket sprog taler mest til dig? Hvis du skulle vælge ét, som din partner, ven eller familiemedlem skulle give dig, hvilket ville du så vælge? Hvis du gerne vil vise kærlighed til nogen, hvad er det så, du giver?

Ifølge Joan Ørting kan du gøre flere forskellige ting, hvis du er i tvivl om, hvilke kærlighedssprog der passer bedst til dig. Du kan tænke tilbage på din barndom og på, hvordan dine forældre viste dig kærlighed – nogle gange kan man nemlig arve sine forældres kærlighedssprog. Derudover kan du lægge mærke til, hvad det er, du brokker dig over, at du mangler. Mangler du kram eller ros? Mangler du tid sammen med dine venner, eller ville du ønske, der var nogen, der gad fikse din cykel?

Du kan også lave udelukkelsesmetoden – hvad ville du helst undvære af de fem?

Gary Chapman har også lavet en test på sin hjemmeside.

Mit primære kærlighedssprog er ”tid sammen”. Det er ret tydeligt for mig, at det er det, jeg gør, når jeg gerne vil være sød ved mine venner eller min kæreste. Vi skal hygge os, have god tid og snakke sammen. Og ligeså tydeligt er det, at jeg føler mig glemt og overset, når folk omkring mig ikke tager initiativ til at se mig eller sætte tid af til mig. Jeg tror, mit sekundære sprog er ”fysisk kontakt”. Det er rart at kramme mine venner, jeg nusser ofte folk på ryggen og armene, og jeg elsker at være tæt med min kæreste. Det er jo det bedste bare at blive holdt om! Så føler jeg mig elsket og tryg.

Der er to ting, der er gode ved at kende sine kærlighedssprog.

Den ene er, at du kan bruge dine kærlighedssprog aktivt over for dig selv. Er dit sprog gaver og fysisk kontakt? Så giv dig selv små gaver indimellem og vær god ved dig krop. Giv dig selv en massage (eller få en af en anden!), smør dig ind i creme, nus dig selv. Er det derimod tid sammen og verbal anerkendelse, så er det vigtigt, at du sætter tid af til dig selv – og taler pænt til dig selv. Du kan give dig selv den kærlighed, som du fortjener og har brug for. Det er altså vigtigt, det her! At arbejde med sit selvværd handler om at være god mod sig selv på mange planer, og kender du dit kærlighedssprog, så kan du i højere grad lytte til dine egne behov og give dig selv det, du har brug for. Så behøver du ikke absolut ud og finde det i din omverden.

Den anden er, at du kan forstå, hvad det er der sker i dine relationer. Har du nogen relationer, hvor det er lidt svært, og hvor I går skævt af hinanden? Så kan det være, fordi I har forskellige kærlighedssprog, men ikke kan forstå, hvad det er, I hver især giver til hinanden. Jeg havde engang en kæreste, som havde tjenester som sit primære kærlighedssprog, men når han sad nede i gården og rodede med min cykel (for at vise mig kærlighed ved at gøre mig en tjeneste), så sad jeg og ønskede, at han ville være hos mig og lytte til, hvordan min dag var gået. Samtidig forstod han jo også min kærlighed ud fra sit kærlighedssprog, så han manglede jo kærlighed, fordi jeg ikke lavede så mange tjenester – det er faktisk det sprog, jeg slet ikke gør mig i.

Da mine forældre blev skilt i mine teenageår, gik det også galt med min far og jeg. Og der gik vi virkelig galt af hinanden, når det kom til at vise kærlighed til hinanden. Jeg er ret sikker på, at hans kærlighedssprog er ”gaver”, for han giver mig ofte gaver og forkæler mig meget materialistisk. Men dengang hvor jeg hungrede efter hans kærlighed, forstod jeg ikke, hvad han prøvede at udtrykke. Jeg ville jo bare gerne være sammen med ham og have tid til at snakke, og så havde jeg altså ikke brug for en ny bog eller penge. Igennem årene har jeg fået bygget en mental maskine, hvor jeg kan putte de dejlige gaver ind i, og ud kommer ordene ”Jeg elsker dig”. Det har hjulpet meget at forstå, at han bare viste mig sin kærlighed på en anden måde, og i dag har vi et godt forhold, hvor jeg kan oversætte hans kærlighedssprog.

”Det er selvfølgelig godt at kende hinandens kærlighedssprog, så vi kan give hinanden det, vi hver især ønsker, men kan et menneske udenfor os selv fylde hele vores kærlighedsbeholder? Nej, det er ikke muligt. Vi må selv tage det største ansvar og først og fremmest give det kærlighedssprog til os selv, som vi normalt synes, andre burde give os.”

– Joan Ørting i “Elsk dig selv og bliv elsket”

selvværd, selvtillid, lavt selvværd

Jeg er fandme okay!

Jeg har skrevet om det før, det her med at tankerne og følelserne går op og ned i én stor rutsjebanebevægelse. Nogle dage går det godt, andre dage går det mindre godt. Det er alt sammen en del af livet, at det hele går lidt op og ned. Men der er noget i mig, som simpelthen nægter at lade sig rive med af mine dårlige tanker.

Hvis jeg føler mig som et godt menneske den ene dag, hvorfor skal jeg så pludselig føle mig som et dårligt menneske den næste? Jeg har jo lært, at vi alle sammen er lige gode, og at vi alle sammen er noget værd. Hvem er det egentlig, der skal bestemme, om jeg er god nok? Mig selv? Hvad ved jeg egentlig om det? Hvorfor skulle jeg have mandat til at dømme andres værd – inklusiv mit eget?

Nogle gange lader jeg mig forblænde af min indre kritiker og min indre stemme, der gerne vil gøre sig til herre over mig. Den tror, den ved bedst. Men jeg tror faktisk ikke på, at den ved noget som helst om livet. Jeg tror ikke, den har et fint eksamensbevis, der gør den til en klog kone. Jeg tror ikke, den har rejst jorden rundt, så den kan forstå verden med et bredt perspektiv. Jeg tror ikke, den lytter til andre ”kloge koner” for at lære nyt, fordi den tror selv, den har ret.

Den lever af frygt og af drama, og den kan kun finde ud af at reproducere al den kritik og negative snak, som den har hørt ude i verden. Den er unuanceret og ubalanceret. Og jeg tror ikke på, at den kan finde ud af at give mig et sandfærdigt billede af verden, og af hvem jeg er.

Fordi selvfølgelig er jeg god nok, som jeg er. Jeg gør mit bedste med det, jeg har. Jeg prøver. Jeg elsker og holder af. Jeg gør en masse gode ting for mig selv og andre.
Jeg skal ikke tro på alt det negative, som min indre kritiker  prøver at fylde mig med. Jeg er helt unik og helt min egen. Ingen har gået i mine sko, og ingen har levet mit liv. Samtidig er jeg lige så normal som alle andre – jeg vil bare gerne have det rart, jeg vil gerne have et godt liv, jeg vil bare gerne elskes og forstås.

Så jeg kæmper – ofte hver eneste dag. Jeg kæmper med den negative stemme, der ærligt talt virker, som om den bare ønsker, at jeg holder mig hjemme under dynen. Jeg fylder på med positive tanker. Jeg taler pænt til mig selv, og jeg modbalancerer alt det, som min indre kritiker siger til mig. Jeg smiler og fortæller mig selv, at ”alt er godt”.

Har du det også sådan? Har du overvejet, at din indre kritiker måske ikke har ret? Lytter du til den? Er du kritisk over for den stemme, eller tager du det hele for gode varer?

selvværd, selvtillid, lavt selvværd

Holder du fast i dit lave selvværd?

Dengang jeg var yngre, var jeg så stærkt identificeret med min teenagehistorie, at jeg nærmest følte, at jeg skulle fortælle den til alle, som jeg lærte at kende. Jeg følte simpelthen ikke, at folk kunne lære den “rigtige” mig at kende, hvis ikke de hørte alle mine historier om, hvordan jeg var blevet mobbet i min sportsklub og mobbet af alle de ”smarte” i min hjemby, og hvordan det hele bare havde været så hårdt, da min far var afvisende over for mig efter mine forældres skilsmisse.

I flere år var min historie (den hårde mobbehistorie, altså, ikke den om den trygge, gode barndom) så vigtig for, hvem jeg var. Som jeg har skrevet om i Hvilke historier fortæller du dig selv, så blev min egen historie en historie, som jeg fortalte igen og igen. Jeg var jo hende, der helt uretfærdigt havde oplevet svigt, mobning og afvisning, men som var kommet ovenpå igen – dog med ar på sjælen. Lige indtil den dag, hvor jeg fik nok. Jeg blev så træt af at skulle fortælle den samme, triste historie igen og igen, og pludselig følte jeg slet ikke, at den passede til, hvem jeg var blevet. Hvis jeg skulle starte ethvert nyt venskab med min teenagehistorie, så følte jeg pludselig, at jeg i deres øjne blev fastholdt i en form for offerrolle – som jeg ikke længere selv var tilpas i.

I går hørte jeg psykolog Mette Holm fortælle om, hvordan man træffer de rigtige valg, og på et tidspunkt kommer hun ind på det her med, at man kan blive afhængig af sine kriser. Selvom man har det utroligt dårligt, er det i krisen, at man får masser af opmærksomhed, nærvær og medlidenhed fra sin omverden, og det er de positive oplevelser, man kan blive afhængig af. Det fik mig til at tænke på, at man også kan blive afhængig af sit lave selvværd. Både fordi det er trygt, hvis man længe har haft det sådan. Det er lidt bagvendt, at man holder fast i det dårlige, men vi mennesker er vanemennesker og tryghedsnarkomaner, så vi er meget glade for det, vi kender. Og kender vi følelsen af lavt selvværd, så kan det være skræmmende at forlade den. Hvem ved, hvad der venter på den anden side? Samtidig får vi måske noget ekstra opmærksomhed fra venner og familie, og det er jo så dejligt at få en krammer og nogle søde ord, når man deler sine følelser.

Jeg fortæller stadig min historie til mennesker, der kommer tæt på. Jeg er stadig lidt identificeret med den, og jeg kan sagtens fange mig selv i at glide ned i historien og lade mig svælge i den opmærksomhed, jeg får ud af det. Derudover kan der være nogle reaktionsmønstre fra dengang, som kan være gode at forstå for andre. At føle mig udenfor og afvist er mine temaer, så jeg får måske lettere de følelser end andre, og det kan være fint at forklare til andre, hvad der sker, når jeg pludselig reagerer på et eller andet. Men jeg ved også, at min historie ikke gør mig til den, jeg er. Den skal ikke styre mit liv fremadrettet, og jeg skal ikke hele tiden rode rundt i de ting, der skete dengang. Så jeg øver mig på ikke at fortælle om den periode, med mindre det er relevant.

Derimod prøver jeg at fokusere på alt det gode, jeg har i mit liv. Søde venner, skønne forældre, en fantastisk kæreste og i det hele taget et privilegeret liv. Det er det, jeg har lige nu her i nutiden. Det er faktisk det eneste, jeg har. Min historie er vigtig, men den er også kun et fatamorgana af oplevelser, jeg havde engang i fortiden. Jeg har lært en masse af det, og det skal jeg tage med mig videre. Alt det negative, som jeg i nogle tilfælde stadig ikke engang forstår hvorfor skete, det skal jeg bare lade ligge.

Det her er ikke en løftet pegefinger, der skal få dig til at føle, at du ”bare” skal slippe dine historier og dit lave selvværd. Det er slet ikke så let, og der kan også være en god grund til, at du holder fast i nogle ting. Men det kan være rigtigt godt at blive bevidst om, hvad der sker i dit hoved, og hvad du får ud af evt. at holde fast i nogle af dine følelser eller historier. Hvis du gerne vil slippe nogle oplevelser, tanker, mønstre eller andet, så kan du altid arbejde aktivt på det – men husk, at ting tager tid, og at du skal være selvkærlig i processen.

Hvordan har du det med dit eget selvværd? Holder du også lidt fast i det? Hvad får du ud af at holde fast i det? Hvad er dine tanker omkring at give slip på det? Hvad skal der til, for at du kan slippe dine lave selvværdsfølelser lidt mere?

Husk, at jeg tilbyder op til fem gratis samtaler, hvis du har brug for at få vendt nogle ting.

selvværd, selvtillid, lavt selvværd

Selvværdet støder på bakker

Nogle gange ville jeg ønske, at når jeg først havde fået et godt selvværd, så blev bare ved med at være godt, uden at jeg skulle arbejde på det mere. Det er desværre ikke tilfældet. For det første er mit selvværd aldrig kommet helt op på 100 procent, og for det andet er livet jo op- og nedture i en stor, kontinuerlig cyklus, der bare bumler derudad.

Her i weekenden har jeg følt mig lidt underligt tilpas. Fredag var jeg til en fest, hvor jeg ikke rigtigt følte mig hjemme, og jeg følte mig stille, introvert og passiv. Jeg havde ikke så meget at byde ind med, følte jeg. Dagen efter havde jeg en vagt på mit bar-arbejde, hvor jeg faktisk havde det lidt på samme måde, og hvor jeg følte mig underligt stille. Det var ligesom om, at jeg bare ikke havde lyst til at tale. Søndagen brugte jeg på et loppemarked i København med en god veninde, og der var sol, kaffe og gode loppefund. Men igen havde jeg den her underliggende følelse af, at jeg var trukket lidt ind i mig selv og ikke bød ind med så meget. At jeg måske ikke var så sjov at være sammen med, og at jeg ikke gjorde det godt nok.

Alle tre dages følelser gav mit humør et dyk nedad, og jeg begyndte at føle, at jeg måske ikke var så interessant at hænge ud med, og at jeg slet ikke var mit eget glade selv. Søndag aften blev jeg overvældet af en uforklarlig tristhed og begyndte at græde. Da jeg skulle prøve at sætte ord på det hele, kunne jeg pludselig se en sammenhæng. Jeg er nemlig blevet arbejdsløs som journalist for en måned siden, og jeg befinder mig ikke så godt i dagpengesystemet, hvor jeg lynhurtigt føler mig uduelig, ikke god nok og har meget svært ved at motivere mig selv. Her føler jeg heller ikke, at jeg ”har noget at byde ind med”, eller ”at jeg ikke er god nok (til at få et arbejde)”. Jeg kunne pludselig se, at den måde, jeg ser på mig selv og føler mig som arbejdsløs, smitter af på andre dele af mit liv. Jeg bliver påvirket af at være arbejdsløs, og så spreder det sig til min generelle selvværdsfølelse.

Det er noget rigtigt skidt, når enkeltstående episoder eller i princippet adskilte faser får lov til at hive hele ens selvværd med ned under overfladen. Men det er også helt naturligt, og jeg giver mig selv lov til at have alle de her følelser. Jeg må godt føle mig uduelig, og at jeg ikke har noget at byde ind med. Men jeg skal passe rigtigt meget på, at alle de tanker ikke får lov til at blive en integreret del af mit selvbillede. For de er ikke sande, og de viser i hvert fald ikke hele billedet af, hvem jeg er.

Så jeg forsøger at være opmærksom på, hvad der sker omkring mig og indeni mig. Jeg ved, at jeg er påvirket af min situation, og at det kan gøre nogle ting ved mig. Så jeg prøver at have et fokus på, hvad det er, mine følelser og tanker gør ved mig – både så jeg kan mærke mig selv og tillade mig selv at føle alt det, jeg føler, men også så jeg kan gøre noget aktivt for også at komme et andet sted hen følelsesmæssigt. Det betyder, at jeg prøver at passe godt på mig selv i de her dage. Jeg går til yoga- og dansetimer i mit fitnesscenter, og jeg prøver at fastholde nogle sunde vaner (for eksempel øver jeg mig rigtig meget på ikke at snooze om morgenen), så jeg holder mig selv i gang – men jeg passer også rigtigt meget på Den indre kritiker og forsøger at være endnu mere selvkærlig over for mig selv. Jeg har brug for at være ekstra selvkærlig, og det har vi jo nok alle sammen, når vi støder på de der bakker, som livet kommer med. Den hårde kritiker, som kommer med hammeren, så snart vi gør det mindste forkert, gør altså ikke tingene bedre. Læs Jeg fik et tilbagefald

Det er den svære balancegang mellem at skubbe mig selv, men også give mig selv lov. Som når jeg prøver at gå på biblioteket og skrive ansøgninger, men også giver mig selv lov til at holde fri en dag midt i ugen. Som når jeg prøver at lære ikke at snooze, når alarmen ringer om morgenen. Jeg klapper mig selv på skulderen, når det lykkes, men jeg tilgiver mig selv, når jeg – som i dag – snoozer i halvanden time. Når jeg prøver at komme ned og træne hver dag, men også giver mig selv lov til at stene i sengen med Netflix. Når jeg prøver at spise flere grøntsager, men tilgiver mig selv, når jeg kommer til at spise for meget sødt. Det er okay, det hele. Jeg er god nok, som jeg er – også når jeg ”fejler”…

Selvværdsarbejdet er – desværre og også heldigvis – et dagligt arbejde, som det er bedst ikke at slække på. Så når jeg får nogle negative tanker, der giver mig følelsen ikke at være god nok, så prøver jeg at modsvare det med nogle positive tanker, der kan give mig et bredere selvbillede. Jeg er faktisk ret sej nogle gange, og jeg er altså ikke en fiasko, selvom jeg er arbejdsløs. Det er systemet og den måde, som omverdenen taler om arbejdsløse på, der er med til at skabe den diskurs i samfundet. Og selvom det ikke er lykkedes mig at få et job endnu, så behøver det ikke sige noget om, hvem jeg er som person eller som ven, kæreste eller datter. De ting skal helst holdes adskilt, selvom det er svært.

Har du også oplevet livets små og store bakker? Kan du mærke, hvordan det kan påvirke din selvtillid og dit selvværd? Hvad gør du så? Hvordan holder du dig oven vande, når de dystre tanker bliver for overvældende? Jeg vil meget gerne høre, hvad du tænker, så du er altid velkommen til at skrive i kommentarfeltet her, på Facebook eller på stjerneselvvaerd@gmail.com.

selvværd, selvtillid, lavt selvværd

At sige nej kan være selvkærligt

Lige inden jeg lancerede Stjerne Selvværd, følte jeg mig forpustet. Bagud. Og irriterende rastløs, fordi jeg ikke følte, at jeg nåede det, jeg gerne ville. Jeg var irriteret over at være sammen med mennesker, og jeg fik på forunderlig vis fået lavet en masse planer uden at have overblik over, hvad der ellers skete i mine uger. Det betød, at jeg ikke fik nok af min nødvendige og elskede alenetid, og at jeg meget ofte gik i seng med en ærgerlig følelse, fordi jeg igen ikke nåede at bruge tid på mig selv og mine små hobbyer.

Et symptom på min forpustede tilstand var for eksempel, at jeg har også haft en – for mig ret ekstrem – trang til at rydde op, og det ligner mig ellers ikke. Jeg er et rodehoved, og jeg har godt kunnet se, hvorfor jeg havde sådan en lyst til at rydde op hele tiden. Jeg forsøgte nemlig at få kontrol over det ydre kaos på mit værelse og i min lejlighed, fordi der var så rodet indeni mit hoved.

Pludselig ramte jeg en form for mur, og jeg tog en beslutning om at prioritere min tid meget mere bevidst. Jeg ved jo godt, hvad jeg gerne vil bruge min tid på: at arbejde på denne blog, se mine venner og min kæreste, have god alenetid, lave kreative projekter som fx at spille på min ukulele – og så er jeg lige begyndt i et fitnesscenter. Der er umiddelbart nok at se til, så derfor går det heller ikke, at jeg overbooker mine uger, så jeg ikke får skrevet blogindlæg eller slappet af.

Beslutningen betød, at jeg fik sagt til mit ene vikararbejde, at jeg ikke ønskede nogen vagter i den næste måned, og jeg fik skrevet en mail til et kreativt projekt, som jeg skulle være en del af, og meldt ud, at jeg ikke kan overskue det. Jeg besluttede, at jeg kun måtte lave to venneaftaler om ugen. Selvom det bare var to mails og en ny form for struktur, så frigav beslutningerne og de efterfølgende handlinger så meget energi, at jeg mødte op på arbejde mandag morgen og var totalt hyper og enormt motiveret til at arbejde på denne blog. Jeg lavede to do-lister over, hvad jeg skulle gøre klar for at lancere bloggen, og jeg fik skrevet til min søster og spurgt, om hun ville hjælpe mig med at lave et logo. Jeg havde ærligt talt en super fed mandag, hvor jeg var glad og fuld af energi – en energi, som jeg ikke har haft meget længe.

Læs indlægget om at gøre noget godt for sig selv.

Pointen er, at det er selvkærligt at sige nej til ting og mennesker. Når man siger nej til ting, der egentlig ikke lige er plads til energi- eller lystmæssigt, så får man mere energi til det, man gerne vil fokusere på. Det er godt at være bevidst omkring, hvad man vil med sin tid, og hvad der er vigtigt for en.

At sige nej handler også om respekt. Jeg respekterer mig selv, når jeg lytter til min krop, mit sind og mit energiniveau. Hvis jeg bare kører derudad på autopilot, får jeg gentagne gange overtrådt mine egne behov og grænser, fordi jeg for eksempel glemmer at sætte tid af til at være alene. Og jeg får heller ikke nødvendigvis prioriteret mig selv og mit eget selvværd. Der skal nemlig også være energi til at arbejde på selvværdet, hvis det er en prioritet – og tonser man af sted og er mentalt forpustet, så er det måske lettere at springe selvværdsøvelserne over.

Læs indlægget om spejløvelsen.

Så hvad bruger du din tid på? Har du en god følelse omkring, hvordan du prioriterer din tid? Er der noget, der stresser dig? Noget, der ikke giver dig mere energi? Er der noget, du gerne vil nå, men som du ofte skubber foran dig?

Hvad giver dig energi? Hvad gør dig glad? Og kan du få mere af det ind i dit liv?

Er der noget, du skal bruge mindre tid på? Noget, der stjæler energi fra dig?

Du kan jo lave en liste over, hvad der giver dig energi, og en over, hvad der ikke gør. Så kan du sammenligne og prøve at kigge på, hvad du bruger mest tid på. Det er altid muligt at lave ændringer i sit liv, i sine prioriteringer, og i hvordan man ser på sit liv.

Kommentér gerne herunder, om du opdagede noget, da du lavede de to lister 🙂

selvværd, selvtillid, lavt selvværd

Da jeg mødte mit indre barn

Det er lidt svært for mig at sige, præcis hvornår jeg mødte mit indre barn for første gang. Jeg ved, at jeg mødte hende ”sådan rigtigt”, da jeg gik på Selvværdsvejlederuddannelsen i 2015, men jeg havde mødt hende før det også. Inden jeg uddannede mig til Selvværdsvejleder, havde jeg bare kun mødt hende, når det hele blev rigtigt svært.

Det gjorde det ofte i forhold, hvor jeg kunne blive enormt usikker og bange – fx for at min kæreste ville gå fra mig eller være mig utro. Kort sagt at blive svigtet, som jeg havde prøvet før. Et eksempel kunne være, at der var noget, en kæreste gjorde, ikke gjorde eller sagde (en såkaldt trigger), som gjorde mig usikker på, om jeg nu var god nok, eller om han hellere ville være sammen med en anden. Så ville jeg begynde at blive ked af det, få hjertebanken og få underlige fornemmelser i kroppen. Jeg ville måske fortælle, at jeg blev usikker, og vi ville måske snakke lidt om det, men det ville måske ikke gå væk, og mine tanker ville løbe mere og mere løbsk, og mine følelser i kroppen ville også trappe op. Der var dér, jeg ville møde mit indre barn. Når hun skreg, var rystende bange eller forsøgte at gemme sin usikre krop bag et kæmpe vredesskjold, som hun havde bygget op over årene.

Når jeg mødte hende der, havde jeg det altid dårligt, og hun føltes som et gammelt monster, der rejste sig fra graven og hev mig med ned i et kvælende kviksand. Jeg kunne nogle gange helt bogstaveligt ikke trække vejret – jeg hulkede og hyperventilerede og var helt ude af det. Det har jeg heldigvis ikke oplevet mere end en håndfuld gange.

Kender du dit indre barn? Kender du de her følelser, hvor du reagerer kraftigt på nogle ting, og hvor det føles, som om fortiden kommer og flår i dit hjerte? Eller er det helt volapyk, det med det indre barn?

Dit indre barn er dig, da du var et lille barn på omkring tre og fem år. Det er dig, da du måske ikke fik opmærksomhed nok, ikke fik nok kærlighed, eller hvad det nu kan være. Dit indre barn er på en måde en samling af alt det, du har oplevet i din barndom, og som har været godt og skidt. Men hvis sårene ikke er helet, så er dit sårede barn stadig indeni dig, og det er ham eller hende, der reagerer højlydt, når noget i din nutid trigger følelser fra din fortid.

”In popular psychology and analytical psychology, inner child is our childlike aspect. It includes all that we learned and experienced as children, before puberty. The inner child denotes a semi-independent entity subordinate to the waking conscious mind.”

– Wikipedia

For nogle år siden, da de her episoder var værst, blev jeg mere og mere bevidst om, hvordan mit indre barn havde det – men hun stak kun hovedet frem, når jeg var bange og ked af det. Jeg kunne fornemme, hvordan hun begyndte at røre på sig, og jeg kunne mærke, om hun blev helt utrøstelig, eller om hun pustede sig op og gemte sig bag vrede. Det var jo mig, der var vred og sagde de hårde ord, men jeg kunne mærke hende reagere indeni mig.

”Tænk på, hvor perfekt du var, da du var et ganske lille barn. Spædbørn behøver ikke at gøre noget for at være gode nok, de er allerede perfekte, og de opfører sig, som om de ved det. De ved, at de er verdens navle. De er ikke bange for at bede om det, de har brug for. De udtrykker frit deres følelser.(…) Sådan har du også været. Sådan har vi alle været. Så begyndte vi at lytte til de voksne og deres angst, og vi begyndte at fornægte vores egen storhed.”

– Louise Hay i bogen ”Helbred dit liv”

På selvværdsvejlederuddannelsen skulle vi en dag på en trommerejse. Vi skulle ligge på gulvet på tæpper, slappe af og lukke øjnene. På gulvet imellem os gik en mand rundt med en tromme (Robert Lubarski, hvis du vil slå ham op), og han lavede en guidet meditation, hvor vi skulle finde en nedgang til vores egen underverden. Her skulle vi møde vores indre barn, som ville gå os i møde. Jeg kom ned på en stor græsplæne, og der kom lille Sabine gående imod mig. Hun var storsmilende og grinede. Vi krammede og sagde hej,og så brugte vi ellers resten af tiden på at rulle rundt i græsset og kilde hinanden, grine og have det helt enormt rart. Solen skinnede, og der var vand i bunden af haven. Det var en kæmpe oplevelse for mig, en oplevelse, som jeg den dag i dag – her to år efter – stadig kan få tårer i øjnene over. Jeg mødte mit indre barn, og jeg så, at hun havde det godt. Hun var ikke længere helt vildt sårbar og ked af det. Hun var glad, og hun var helt sin egen. Fjollet, ubekymret, kreativ, unik, kærlig og frygtløs. Hun var, som jeg husker mig selv, inden jeg blev bange og svigtet.

Det møde var så vigtigt for mig og min videre rejse mod et godt selvværd. Det har været en kæmpe gave at møde hende, for nu kender jeg hende, og jeg møder hende ikke længere kun, når hun føler sig såret og skal trøstes. Jeg ved, at hun altid er der, og at hun for det meste har det godt. Og når hun er ked af det, så er det mig, der skal trøste hende. Jeg er den voksne, der skal tage mig af hende og give hende det, som hun ikke har fået dengang. Når hun bliver bange for, at folk omkring hende forlader hende, så er det mig, der skal fortælle hende, at jeg altid vil være der for hende, og at jeg elsker hende, præcis som hun er. Når hun bliver vred (fordi hun inderst inde er ked af det og sårbar), så er det mig, der skal lokke hende frem bag det store skjold og give hende en kæmpe krammer og en masse kærlighed. For det fortjener hun (og hun er jo mig, så jeg fortjener det).

Forstår du? Det er dit indre barn, du skal tale til, når du laver spejløvelsen. Når du kan mærke, at der sker noget inden i dig. Du kan komme langt, hvis du kan lære dit indre barn at kende og forstå, hvilke behov det har. Og hvis du kan opfylde dine behov, kan du hele dig selv.

Forleden fandt jeg en artikel om det indre barn i magasinet Psykologi, og den kan du læse her

Jeg ser helt vildt op til mit indre barn. Jeg vil gerne være som hende, for hun er mega sej, og hun bekymrer sig ikke om, hvad andre tænker, og hun gør, hvad hun vil.

Som da vi sagde farvel ved vandet, og hun løb op af en trappe op til en lille træhule i et træ (der boede hun åbenbart!), og jeg spurgte hende ”Bor du dér? Er du ikke bange for højder?” (Det er jeg nemlig), og hun svarede: ”Nej, ikke endnu!”
Den besked blæste mig fuldstændig bagover. Hun er ikke bange endnu. Jeg skal hele mine svigt og mine sår, så jeg kan komme tilbage til, hvor hun er. Et fredfyldt og lykkeligt sted.

Kender du dit indre barn? Hvad har det været udsat for? Hvad har det brug for – og hvornår? Hvad kan du gøre for at lære det bedre at kende? Hvad skal du give dit indre barn?

Fortæl mig gerne om dine egne oplevelser, erfaringer eller tanker om det her emne – det er jo helt vildt spændende!

selvværd, selvtillid, lavt selvværd

Hvilke historier fortæller du egentlig dig selv?

Hver gang jeg har det mindste at gøre med matematik, plejer jeg at fortælle alle, der gider lytte, at jeg er ret dårlig til det. Det sker både i supermarkedet, over for mine journalistiske kilder (hvis vi på en eller anden måde bevæger os ind på matematik), mine venner og alle mulige andre. Det ryger simpelthen ud af munden på mig.

– Jeg er ikke så god til det med matematik.

– Jeg kan slet ikke finde ud af matematik.

– Puha, matematik er ikke min stærke side!

Sådan kan det lyde, og i mange situationer er det slet ikke nødvendigt, at jeg fortæller folk, hvor god eller dårlig jeg er til at regne. Ja, jeg har haft svært ved matematik i skolen, og ja, jeg bruger det stort set ikke i mit voksenliv, så selvfølgelig er jeg da ret rusten. Men måske er jeg ikke så dårlig, som jeg går rundt og siger hele tiden?

Det med matematikken er blot ét eksempel på alle de historier, jeg går rundt og fortæller mig selv. Vi skaber jo hele tiden fortællinger om os selv, og de kan blandt andet være skabt af tidligere oplevelser.

Jeg fik for eksempel af vide i folkeskolen, at jeg gjorde det svært for mig selv i matematiktimerne, og min fysiklærer spurgte mig faktisk engang, om jeg var dum (foran hele klassen), når jeg stillede så mange spørgsmål. Så jeg holdt op med at række hånden op, og jeg gav op på naturvidenskabelige fag. Min historie som ”dårlig til matematik” var skabt.

Vores virkelighed er i høj grad skabt af de tanker, som vi går og gør os om os selv og vores omverden. Vi prøver jo at finde ud af, hvem vi er som mennesker, så vi tager alle tidligere oplevelser, vores egenskaber og drømme og maser dem sammen til én stor modellervoksfigur.

– Se! Sådan er jeg! Jeg er dårlig til matematik, men rigtig god til at grine. Jeg går i farverigt tøj, og jeg er journalist. Jeg er socialt akavet, kan ikke finde ud af at tale foran mange mennesker, jeg kommer næsten altid for sent, jeg er skide dårlig til at finde vej, jeg er…. Bla bla bla…, siger modellerfiguren ud igennem min mund.

Læs Dine tanker skaber dit liv – så pas på dem

Jo, jeg kommer tit for sent – men hvad nu hvis jeg faktisk kommer mere for sent, fordi jeg hele tiden tænker, føler og siger, at jeg gør det? Jo, jeg er dårlig til at finde vej, men nogle gange går det faktisk meget godt med retningssansen. Ja, jeg kan blive rigtig usikker i sociale sammenhæng, men nogle gange har jeg været så selvsikker og god til alt det sociale, at folk er faldet ned af stolen, når jeg har sagt, at jeg nogle gange bliver usikker.

Kan du se det?

Verden er langt mere kompleks og nuanceret, end vores historier giver den lov til at være. Vi er langt mere komplekse, nuancerede (og fantastiske, må jeg lige tilføje!), end vi går rundt og bilder os selv ind. Især hvis du har lavt selvværd, kan du være præget af negative historier, som måske hænger fast fra fortiden, eller som har fundet sit eget liv og bliver ved med at vokse og tynge dig.

Lær Den indre kritiker at kende

Nu skal det ikke lyde, som om alle de historier, vi går rundt og fortæller os selv og om os selv, er dårlige og skal fjernes. Nogle historier kan jo være rigtige, fyldestgørende og gode. Men problemet er, når vi skaber negative fortællinger om os selv, og når vi ukritisk begynder at tro på dem. Så kan de begrænse os og måske endda vokse og blive selvforstærkende. Som når jeg efter et par dårlige oplevelser i folkeskolen skaber en historie om, at jeg er dårlig til alle naturvidenskabelige fag – og her 15 år efter stadig går rundt med den opfattelse. Det vil jo være rigtig godt for mig at få et mere neutralt forhold til matematik, så jeg ikke behøver føle mig dårlig, mindreværdig, dum og akavet, ikke?
Vi behøver nemlig ikke holde fast i vores historier hele livet igennem. En hovedrengøring engang imellem vil være utroligt godt!

Og hvis du kigger alle dine historier efter i sømmene, kan det være, at du opdager, at du er meget mere end dem. At du ikke har brug for de historier længere, fordi de holder dig tilbage, eller fordi de ikke er fyldestgørende længere. Så kan du bygge og skabe nye historier om dig selv. Historier med plads til dig, plads til gode følelser og energi.

Her er nogle spørgsmål, som du kan starte med:

– Hvilke historier fortæller du dig selv?

– Om din personlighed/hvem du er?

– Om hvad du kan?

– Hvad fortæller du om dig selv i forhold til dine personlige relationer, dit professionelle liv, og når du står foran spejlet?

Prøv at finde fem til ti historier, og udsæt dem hver især for disse spørgsmål:

– Hvor kommer den historie fra?

– Hvor sand er den historie?

– Hvad gør den historie ved dig? (Hvad får den dig til at føle, tænke og gøre?)

– Kunne det være, at den historie kun viser et begrænset udsnit af virkeligheden?

– Hvad kan du gøre for at gøre historien mere nuanceret, mere fyldestgørende, mere ægte?

– Skal denne historie have lov til at overleve og stadig være en del af din historiefortælling?

– Hvis ja, hvorfor?

Hvis du har lyst til at dele nogle af dine tanker, indsigter eller følelser efter det her blogindlæg, vil jeg meget gerne høre dem 🙂 Du kan kommentere herunder, sende en mail eller skrive til mig på Stjerne Selvværds Facebookside

At vælge at tænke positivt

De sidste mange morgener har jeg haft utroligt svært ved at komme ud af sengen. Dynens lette tyngde, der hviler på min krop, og søvnens langstrakte drømmeland, der stadig er viklet rundt om mine øjenlåg, gør det virkelig rart at ligge i sengen. Og så er det så mørkt og koldt udenfor, og jeg har lidt – for ikke at sige meget – svært ved at tage mig sammen til at gå i bad og i det hele taget bare stikke en fod uden for dynens varme tryghed.

Men når jeg så endelig er kommet op, har jeg været god til at sige pænt godmorgen til mig selv i spejlet.

“Godmorgen, min skat. I dag bliver en fantastisk dag!”

Og så har jeg smilet lidt, fordi det var alligevel så hyggeligt at høre, at jeg ikke har kunnet forblive morgenmuggen.

Og i løbet af morgenen og på vejen til arbejdet har jeg været fokuseret på at tænke nogle rigtigt gode tanker, for eksempel:

“Jeg er glad, og jeg har det godt.”

“Jeg har et dejligt liv med en masse kærlighed, overskud, søde mennesker og kreativitet”

“Jeg er glad for mit arbejde, og i dag bliver en god, hyggelig og produktiv dag.”

“Jeg er en god ven, datter, kæreste og kollega.”

Jeg har gentaget dem mange gange i træk, og jeg har øvet mig i at finde på flere og flere sætninger, som, jeg synes, rummer noget godt, som jeg enten gerne vil forstærke eller have ind i mit liv. Og det kan godt være, det lyder fjollet, men det virker altså! I hvert fald på mig. Jeg kan mærke, hvordan mit humør bliver bedre, og hvordan hele min energi bliver stærkere. Og så går jeg rundt dér på gaden og smiler fjoget, og det er altså bare rart.

Jeg laver mine sætninger ud fra de ting, som jeg gerne vil være, og hvordan jeg gerne vil have det. Så jeg spørger mig selv om, hvad jeg drømmer om, og hvilke følelser jeg godt kunne tænke mig at have i kroppen. Derudover prøver jeg at forstærke de gode tanker, jeg allerede har om mig selv og om mit liv – for eksempel at jeg er glad for mit arbejde, og at jeg er glad.

Det handler nemlig om at være bevidst om sine tanker og det, som tankerne gør ved en. Det er muligt at aktivt vælge at tænke positive tanker eller kigge efter det positive i alle situationer. Men det kræver opmærksomhed, for det er meget let at blive hevet ned af negative tanker, der kan starte en ubehagelig spiral. Psykolog Mette Holm sender daglige morgenmails ud, og i dem taler hun ofte om det med ”søge op i tankerne”. Det betyder ifølge hende altid at tænke positive og konstruktive tanker – også i de svære situationer. At vende sit fokus hen imod det, som man gerne vil have, frem for at hænge fast i det, som man er utilfreds med.

Det at være opmærksom på og aktivt tænke positive tanker kan bruges på alle tidspunkter af døgnet, og det kan både bruges som en måde at styrke sit selvværd på og en måde at tackle en svær situation på. Hvis der sker noget i ens liv, der er svært, eller som giver en nogle ubehagelige følelser, så kan man i mange tilfælde bedre håndtere situationen, hvis det er muligt at holde et positivt fokus.

Hvorimod at hvis de knap så rare følelser får lov til at diktere, hvad hovedet skal tænke, så kan tankerne hurtigt blive negative, drænende og ubehagelige. Og før man har set sig om, så kan følelser og tanker blive ved med at påvirke hinanden i en nedadgående spiral, og pludselig har man det utroligt dårligt.

Et eksempel på dette er, at jeg engang var i et forhold, hvor jeg ofte blev meget usikker. Det startede som regel med nogle usikre tanker (om at min kæreste måske var mig utro), og det blev naturligvis til nogle ubehagelige følelser i kroppen som ondt i maven, hjertebanken og uro. Det var enormt svært for mig at få de usikre tanker til at gå væk, så følelserne fik endnu flere katastrofetanker til at blusse op i hovedet, og det gav mig endnu mere uro i kroppen, som igen fik mine tanker til at løbe løbsk. Til sidst kunne jeg slet ikke styre mine tanker, og jeg mistede fornemmelsen for, hvad der var realistisk, og hvad der ”bare” var utopiske katastrofetanker.

Dengang oplevede jeg mange nedadgående spiraler, hvor jeg mistede kontrollen med både tanker og følelser, men nu føler jeg, at jeg er blevet lidt bedre til at opdage, når der er negative tanker i hovedet, og når de ikke så rare følelser popper op i kroppen. Og så gælder det bare om at forsøge at få spiralen vendt til en positiv én eller i det mindste en neutral én.

Kender du det? Og hvad gør du i den situation? Tænker du over, at du har et valg – at tænke enten positivt eller lade dig rive med af det negative?

Som Louise Hay skriver i sin bog ”Helbred dit liv”:

”Det eneste, det drejer sig om, er en tanke – og en tanke kan ændres. Ligegyldigt hvad problemet er, så er vore oplevelser blot ydre manifestationer af indre tanker. Endog selvhad er kun at hade en tanke, som du har om dig selv. Du har en tanke, der siger ”Jeg er en dårlig person”. Denne tanke skaber en følelse, og du tager den følelse til dig. Men hvis du ikke har tanken, så kan du heller ikke få følelsen. Og tanker kan ændres. Hvis du ændrer tanken, så må følelsen forsvinde.”

Hvad tænker eller siger du, når du prøver at være positiv? Og virker det? Del gerne dine tanker og erfaringer herunder – måske kan vi alle sammen blive inspireret.

 

PS Dette indlæg er skrevet i efteråret 2016, så det er derfor, jeg skriver, at det er meget mørkt om morgenen 🙂

Husk at lytte til dig selv

For et stykke tid siden havde jeg en ret hård uge. Der var uventet travlt på arbejdet, og jeg følte, at jeg løb rundt for at nå alting. Oveni det var jeg kommet til at lave aftaler hver aften. Når jeg skriver ”kommet til”, så er det, fordi jeg for længst er blevet klar over, at jeg har brug for alenetid for at lade op. Jeg bliver overstimuleret, irriteret og overvældet, hvis jeg er omgivet af mennesker hele tiden, men gang på gang glemmer jeg at tage hensyn til mine behov og laver i stedet for mange aftaler.

I den her uge var jeg allerede træt om onsdagen. Det var ellers hyggelige aftaler med venner, der inkluderede biografture, popkorn og gode snakke. Men bare tanken om, at der ville komme aftale på aftale, gjorde mig nærmest fortvivlet, og samtidig kunne jeg heller ikke få mig selv til at aflyse nogen af dem. ”Jamen, jeg vil jo rigtig gerne se den her veninde”, tænkte jeg. Da jeg i weekenden havde besøg af min mor, blev jeg totalt sur på ”den lille lort” af en pandekage, der ikke ville blive god (og det var endda den første, og de er jo aldrig gode!), og jeg glædede mig bare til, at jeg kunne være alene.

Da ugens syv dage med travl arbejdsuge og hyggelige aftaler var gået, havde jeg bestilt en hel palle brænde, som jeg skulle bære op på fjerde sal. ”Det kan jeg gøre på en time”, tænkte jeg mandag aften, og så skulle resten af aftenen bare stå på blognight og den tiltrængte alenetid. Hvad, jeg blot troede, ville være en times hårdt arbejde, tog mig to hele aftener, og jeg fik kun hjælp på andendagen. Hvilket resulterede i gråd over for min kæreste, der meget hjælpsomt spurgte mig, om han skulle blive og sove, fordi jeg var ked af det. Hvilket fik mig til nærmest at råbe ”jeg har brug for at være alene!!!”

Puha, det var en hård omgang. Min pointe er, at det er rigtig godt at kende sig selv og sine behov – og så skal man huske at lytte til dem (ellers bliver man træt ligesom mig, der egentlig godt kender mine behov, men som nogle gange overser dem).

Hvis ikke du har tænkt over dine behov før, så kan du prøve at svare på disse spørgsmål nedenfor. Når du kender dem, kan du begynde at prøve at indrette dit liv efter dem – det vil med garanti gøre dig gladere med mere ro og overskud – og så er der også overskud til at arbejde på dit selvværd!

  • Hvordan slapper du af?
  • Hvad giver dig energi?
  • Hvad stresser dig?
  • Hvilke signaler kommer fra din krop og dit sind, når du bliver stresset eller overser dine behov?
  • Hvordan lader du op?
  • Hvad kan du allerbedst lide at lave, hvis du selv kan bestemme?
  • Er der nogen steder i dit liv, hvor du ikke lytter til dine behov?
  • Hvad kan du gøre for at få mere energi og overskud ind i dit liv?

Find selv på flere 🙂

Efter min hårde uge vidste jeg, at jeg skulle slappe så meget af som muligt, så jeg havde et minimum af aftaler og hyggede i stedet med mig selv næsten hver aften. Åh, det var så skønt! Der var god tid, ro og plads til at gøre lige, hvad jeg ville.
Det handler om at finde balancen. Og kan man mærke sine egne behov og agere efter dem, så vil det også hjælpe på ens selvværd, fordi man er bevidst om sig selv og lytter. Man viser respekt for sig selv og accepterer sine egne behov – også selvom de måske ikke lige passer ned i andres forventninger. Det er nemlig en rigtig god selvværdsøvelse at være god ved sig selv hver dag.

Da jeg tog alene til Thailand uden en returbillet

I foråret 2016 tog jeg ud og rejse. Jeg havde haft et tre måneders vikariat på en avis, og i starten var det meningen, at jeg skulle rejse sammen med min daværende kæreste, men vi nåede at gå fra hinanden, inden mit vikariat sluttede. Men det skulle ikke stoppe mig fra at komme ud i verden, så jeg købte efter nogle overvejelser om destinationen en billet til Thailand.

Jeg købte ikke nogen billet tilbage til Danmark. Da jeg hverken havde et arbejde eller en kæreste, som jeg skulle tilbage til, tænkte jeg, at det var en rigtig god idé at holde mulighederne åbne. Det skulle vise sig at være en virkelig god idé.

I starten var jeg faktisk lidt nervøs ved tanken om at skulle rejse alene – jeg havde nemlig aldrig rejst så langt væk alene før – og jeg har nok lidt tendens til at tænke bange hvad nu hvis-tanker, når jeg skal gøre noget nyt eller noget, som jeg er bange for.

Da jeg tog af sted, var planen, at jeg skulle være af sted imellem fire og seks uger. Jeg troede, jeg ville få hjemve, og jeg tænkte, at jeg sikkert ville have fået nok af sol og strand på det tidspunkt. Men jeg blev væk i tre måneder, og det endte jo med at blive mit livs bedste tur, hvor jeg både fik nye venner og lærte en masse om mig selv.

Thailand er fyldt med smukke guldtempler, billige bukser med elefanter på, lækker mad og de mest fantastiske strande. Jeg tog et Advanced Open Water dykkercertifikat på Koh Tao, hvor jeg for første gang dykkede til 30 meter og ved et skibsvrag. Jeg badede sammen med elefanter i Chiang Mai og lærte at lave thailandsk mad, og jeg prøvede at dyrke Myui Thai (thaiboksning). Jeg kørte Koh Pha Ngan tynd på scooter og var til fuldmånefest. Jeg overvandt mig selv, da en kæmpe edderkop bogstavelig talt overraskede mig med buskerne nede på toilettet i min bungalow på Ko Phayam, og jeg blev stamgæst på Sabai Sabai Bar i Tonsai Beach. Jeg spillede ukuele på stranden og var til spontane junglefester, og jeg var til thailandsk nytår i Bangkok, der bare en én stor vandfestival, hvor alle skyder og kaster vand på hinanden.

Tiden i Thailand blev til to måneder, og jeg rejste både rundt alene og sammen med venner, som jeg mødte på turen. De fire til seks uger var pludselig slet ikke nok, hvis jeg skulle nå at se det, jeg gerne ville – sådan er det, når man for eksempel er to uger ét sted!

Da mit visum til Thailand var ved at udløbe, spurgte en af de venner, jeg har fået i Thailand, mig, hvorfor jeg egentlig ville hjem til Danmark, når jeg nu kunne blive og se noget mere. Da han spurgte mig, hvad jeg gerne ville se, svarede jeg, at jeg ikke syntes, jeg havde fået dyrket nok yoga på turen. Så foreslog han mig at tage til Indien og tage en yogainstruktør-uddannelse, og da han sagde det, var det, som om en kæmpe lyspære dukkede op over mit hoved. Selvfølgelig!! Jeg er vild med yoga, og jeg havde faktisk tænkt, at jeg gerne ville uddanne mig til yogainstruktør på et tidspunkt. Jeg gik i gang med at undersøge skoler, og på fjorten dage fik jeg søgt om et visum og meldt mig til at skole i Rishikesh i Nordindien.

Og den der følelse af bare at hoppe ud i noget nyt og tage en spontan og stor beslutning er jo ubeskrivelig! Det var sådan en blanding af spænding, kriblende nervøsitet og stolthed over at hoppe ud i ukendt territorium. For mig er det et rigtig godt eksempel på, at man kan ende med guld i lommen, hvis man tør tage nogle chancer og følge sit hjerte!

Kurset i Indien tog 28 dage, hvor der i løbet af 200 timer blev undervist i alt fra fysiske yogastillinger over åndedrætsøvelser til anatomi og mantra chanting. Det var en helt fantastisk og meget intens oplevelse, hvor jeg lærte utroligt meget om mig selv, mit sind og min krop.

Så efter tre måneder i Sydøstasien vendte jeg brun og meget klogere hjem til Danmark med helt fantastiske oplevelser og viden i rygsækken.

Min pointe med min rejsehistorie er blandt andet, at det er helt fantastisk at rejse – også alene – og jeg vil anbefale det til alle, der har lyst, penge og mod på det. Jeg tror, at det er meget sjældent, man faktisk fortryder en rejse, og det kan virkelig give nogle skønne oplevelser, en ny viden om én selv og et helt nyt perspektiv på ens forståelse af verden. Og man behøver ikke rejse om på den anden side af jorden for at lære noget nyt om sig selv. Rejser inden for landets grænser eller kortere ture over grænsen kan også gøre underværker!

Jeg lærte for eksempel, at min krop er stærkere, end jeg troede – især hvis jeg med mit sind beslutter mig for at være det. Jeg blev også klogere på, i hvilke situationer jeg blev usikker og begyndte at tænke negative tanker om mig selv, og jeg lærte, at det nogle gange er godt at sige nej og nogle gange godt at sige ja. Og jeg lærte, at jeg kan gøre, hvad jeg vil, og at jeg er modig, stærk og sej – også selvom jeg kan føle mig lille, bange og usikker.

I det store og hele har rejsen helt klart styrket mit selvværd, fordi jeg udfordrede mig selv og kom igennem det på den bedste måde. Jeg har set mig selv i nye situationer, som jeg har forsøgt at få det bedste ud af. Jeg har mødt mig selv, og jeg vil altid huske den rejse som noget helt fantastisk, som jeg gjorde for mig selv.

Hvad har du lyst til at gøre for dig selv? Og er du bange for at gøre det? Kommentér gerne herunder, hvad du har af tanker om det her emne, hvad du drømmer om, eller hvad du har gjort for dig selv, der lærte dig noget. Du må også gerne dele et godt rejseminde 🙂

Dine tanker skaber dine følelser og dit liv – så pas på dem!

Som jeg tidligere har skrevet om her på bloggen, så er ens tanker enormt vigtige for, hvordan hele ens liv ser ud. Har man negative tanker har man højest sandsynligvis også et liv, der afspejler de tanker – og omvendt.

Læs indlægget om Den indre kritiker

Hvorfor nu det? Fordi vores tanker er med til at skabe vores følelser, og vores følelser har en enorm indvirkning på de valg, vi tager i livet. Lad mig give dig to fiktive eksempler:

1) Hvis man går rundt og tænker, at livet er hårdt, at man ikke er noget værd, og at folkene omkring én er dumme (kom gerne selv på flere), så går man måske også rundt med sænkede skuldre og nedadgående mundvige. Samtidig føler man sig måske ked af det, negativ, uduelig og ikke værd at elske. Måske går man også rundt med lidt ondt i maven eller andre steder i kroppen.

Når man så møder andre mennesker, kan det være, at man brokker sig, er negativ og har et lukket kropssprog. Og hvis man går rundt og har det sådan, og det er den indstilling, man har til livet, hvad vælger man så, når man står over for nye valgmuligheder? Tør man så springe ud i nye ting? Tør man stole på andre mennesker? Får man det bedste ud af livet?

2) Hvis man derimod vågner med et smil på læben og  dybt inde ved, at man er god nok, som man er. At man er værd at elske, og at man har gode tanker om livet, om sine muligheder og andre mennesker. At man stoler på livet og er taknemmelig for det, man har. Så har man højst sandsynligt nogle gode følelser i kroppen som glæde, entusiasme, åbenhed, kærlighed (til sig selv, andre og livet).

Så kan det være, at man går rundt og smiler lidt for sig selv på gaden, og at man er nysgerrig og åben over for nye mennesker. At man møder verden med glæde og latter. At man siger ja tak med et kæmpe smil, når der byder sig en spændende mulighed (selvom den måske også lyder lidt farlig). Og at man går i seng om aftenen og er glad for sit liv med alle dets op- og nedture.

Det er selvfølgelig lidt firkantet sat op, for vi er jo alle fyldt med både positive og negative tanker. Og det er jo ikke fordi, at hvis man har en dårlig dag eller negative tanker, så har man et dårligt liv.

Og min pointe er heller ikke, at vi alle sammen skal hoppe rundt og være lalleglade mennesker, der afviser alle negative tanker, fordi de skal også have lov til at være der, for de er en del af livet.

Men vores tanker er virkelig vigtige for vores livskvalitet, og vi kan ændre vores liv helt vildt meget, hvis vi kan kontrollere vores tanker og være bevidste om, hvad de gør ved os, og hvordan vi sørger for, at de gavner os i stedet for at modvirke os.

Prøv at lægge mærke til dine tanker i løbet af dagen eller endnu bedre hele ugen. Hvad tænker du på? Hvad tænker du på, når du vågner? Og når du går i seng? Når du bare stener og slår hjernen fra, hvilke tanker kommer så ind i dit hoved? Hvad tænker du på, når du er alene? Når du er sammen med andre mennesker? Og ændrer de sig, alt efter hvem du er sammen med? Hvad tænker du på, når du er træt (udover at du gerne vil lande i en seng snart)? Når du er stresset? Når du er glad? Når du får kritik?

Vi tænker tusindvis af tanker i løbet af en dag, og rigtig mange af dem har vi allerede tænkt før (i går og i forgårs og dagen før osv.), så de er blevet så automatiserede, at vi måske slet ikke tænker over dem. Men det er måske netop de farligste tanker, for de taler til din underbevidsthed på daglig basis og kan måske styre dit liv mere end noget andet.

Så lyt til dem. Vær opmærksom på dem. Når du er blevet bevidst om dem, kan du ændre dem. Hvis du ikke ved, hvad du tænker, er det svært at ændre på dine tanker. Én ting er at fylde på med gode tanker – det er super vigtigt – men hvis vi ikke får ryddet op i de ubevidste tanker (og de ideer om os selv, som tanker repræsenterer), så vil de stadig påvirke os.

Og det er jo dit liv – så det er dig, der skal stå ved roret.

”Det, vi tænker om os selv, bliver vores sandhed. Jeg tror på, at alle – jeg selv iberegnet – er 100 % ansvarlige for alt det, der sker i vores liv, det bedste og det værste. Hver en tanke, vi tænker, skaber vores fremtid. (…) De tanker, vi tænker, og de ord, vi udtaler, skaber vore oplevelser. (…) Når vi skaber fred og harmoni og balance i vores bevidsthed, så er det det, vi får i vores liv.”

– Citat af forfatteren bag bogen ”Helbred dit liv”, Louise Hay.

Gør noget godt for dig selv

En af de mange kilder til at have det godt er at give plads og tid til sig selv. At gøre noget godt for sig selv og forkæle sig selv – og det er jo ikke nødvendigvis det samme, der er godt for dig som for mig.

Jeg vil i dag invitere dig til at lave en liste over alle eller nogle af de ting, som du kan lide at gøre for at forkæle dig selv.

Nogle af de spørgsmål, du kan stille dig selv, mens du laver listen, er for eksempel:

  1. Hvad gør mig glad?
  2. Hvad elsker jeg at gøre?
  3. Hvad kan jeg gøre for mig selv, så jeg får det rart?
  4. Hvad giver mig den der boblende glædesfølelse i maven?
  5. Hvad har jeg brug for?
  6. Hvornår havde jeg sidst en følelse af at forkæle mig selv – og hvad var det, der gav mig den følelse?

Her er nogle af de ting, som jeg elsker at gøre for mig selv:

  • Lave ansigtsmaske
  • Tage et fodbad
  • Putte regnbuefarvet neglelak på mine tæer
  • Ringe til en god ven
  • Læse en god bog
  • Sige søde ting til mig selv i spejlet
  • Dyrke yoga eller meditere
  • Få ordnet nogle ting på min to do-liste (men kun hvis jeg ved, at det vil være godt for mig bagefter – ikke hvis det er, fordi jeg prøver at presse mig selv)
  • Se tv-serier
  • Lave en god morgenmad til mig selv og læse avis
  • Kramme nogle søde venner
  • Være kreativ – fx spille på min ukulele, male i min malebog eller dimse med fjer
  • Skrive dagbog
  • Spise chokolade
  • Gå en tur
  • Høre god musik og danse

Det vigtigste er, at du finder ud af, hvad der virker for dig!

Når du er blevet klar over, hvad der gør dig glad, får dig til at slappe af og giver dig fornyet energi, så husk at give dig selv de ting engang imellem. Hvordan kan du få flere af de ting ind i din hverdag?

Det er kun godt at være god ved sig selv, og jeg er ikke fan af, at man skal have det dårligt over for eksempel at være ”doven”. Når jeg føler mig doven, så slapper jeg egentlig af og lader mine batterier op, og det er jo virkelig vigtigt for mig! Lyt til dig selv og din krop, og sørg for at passe på dig selv. Måske skal du ligefrem sætte tid af til det i kalenderen hver uge, så du husker at få det gjort?

Husk, at det er okay at sætte dig selv først – fordi hvis du ikke har nogen energi eller kærlighed til dig selv, hvordan vil du så give energi og kærlighed til andre?

selvværd, selvtillid, lavt selvværd

Den indre kritiker

Kender du det dér med, at der er en stemme inde i hovedet, som kommenterer på alt, hvad du laver? Som kritiserer dig, når du ser dig selv i spejlet om morgenen med morgenhår og dårlig ånde? Eller som giver dig et ordentlig møgfald, når du kommer til at sige noget ”dumt” i kantinen?

Den stemme har vi alle, og den bliver kaldt den ”indre kritiker”. Den er ofte meget negativ. Den kontrollerer, dømmer og skælder ud, og den kan være vildt ubehagelig at høre på. Jeg tror, at mange mennesker slet ikke har tænkt over, at de har den stemme.

Den har måske været der meget længe, ja, måske endda hele livet, og så er det jo blevet helt normalt, og måske er man holdt op med at lytte aktivt til den.

Problemet med den indre kritiker er, at den prøver at få dig ned med nakken i stedet for at støtte dig og hjælpe dig fremad og opad. Den er absolut ikke en god ven.

Og det allerværste er, at din krop og din underbevidsthed hører det hele og reagerer på det – også selvom du ikke rigtigt er opmærksom på den.

Min indre kritiker siger for eksempel til mig, at jeg har fede lår, at jeg er pinlig og socialt akavet over for nye mennesker, og at mine tænder er grimme, og at jeg ikke skal tro, at jeg er noget. Og at folk sikkert synes, jeg er underlig, og at de ikke kan lide mig. At jeg er kedelig og ikke rigtig dygtig til noget.

Den fortæller mig faktisk nogle af de samme ting, som jeg har hørt før. Det vil sige, at stemmen reproducerer den kritik, jeg har mødt fra andre, og de historier, som jeg har taget til mig og er begyndt at tro på. Min indre kritiker forstærker mine negative tanker om mig selv, og den gør det endnu sværere for mig at forbedre mit selvværd.

Hvad fortæller din stemme dig?

Jeg har læst, at vi mennesker tænker op mod 70.000 tanker om dagen, og hvis den indre kritiker har fat i en stor del af de tanker, så er vi altså i problemer. Dag ud og dag ind fortæller den os måske, at vi ikke er gode nok, at vi er forkerte, eller at vi skal være kede af os selv.

Hvad gør man så ved sin indre kritiker?

Første skridt er at blive bevidst om den – det vil sige at lægge mærke til den og lægge mærke til, hvad det er, den siger. Hvad fortæller den dig? Hvilke temaer fokuserer den på?

Andet skridt er at få et indtryk af, hvornår den indre kritiker er i gang. Er det foran spejlet eller i sociale sammenhænge? Er det, når du er hjemme, eller når du er ude? Er det, når du spiser, eller når du skal præstere noget? Tidspunkter og temaer er guld værd, hvis du vil dykke ned i en forståelse af, hvor din indre kritiker får sit krudt fra. Har du hørt de her ting før? Er der nogen, der har kritiseret dig i nogle bestemte situationer, og nu gør stemmen det samme?

Tredje skridt er at begynde at modarbejde den indre kritiker og vende det negative til noget positivt.

Hvis kritikeren siger til dig, at du har en grim og fed krop, så kan du – hver gang du opdager, den siger det – sige (højt eller inde i hovedet) det modsatte. Altså, at du har en flot, skøn og sund krop.

På den måde kan man langsomt begynde at blokere for og overdøve den indre og negative kritiker med positiv modstand. Efter noget tid skulle det gerne have den virkning, at stemmen enten får mindre magt over dig, eller at du bliver gladere for dig selv, fordi du er mere selvkærlig.

Nu tænker du måske, at det er noget værre pjat at sige alt muligt til sig selv, som man måske ikke engang rigtigt mener.

Og det kan godt føles akavet at sige positive ting til sig selv, men i enhver situation har du jo et valg. I tilfældet med din indre kritiker kan du vælge at lytte til alt det negative (der sikkert slet ikke passer!), eller du kan vælge at sige noget positivt til dig selv i stedet. Begge dele er måske ikke 100 procent sande i dine øjne eller føles komfortable – men den positive version vil i mine øjne ALTID være at foretrække.

Jeg er kommet mig over det akavede i det, så nu får det mig bare til at smile hver gang. Det er ret skønt!

Derfor fortæller jeg mig selv hver dag i spejlet (og i hovedet), at jeg elsker mig selv, at jeg er god nok, som jeg er, og at jeg er alverdens gode ting som kærlig, fantastisk, sød, hjælpsom, kreativ, dygtig, modig, smuk, stærk, selvsikker og så videre.

Negative kommentarer kan give én lavt selvværd – også når kritikken kommer fra én selv. Mens positive kommentarer kan give et godt eller bedre selvværd. Og hvem vil ikke gerne have et godt selvværd og et godt selvbillede?

Og du fortjener det jo (jo, du gør!). Du er med garanti et smukt, fantastisk og vidunderligt menneske ligesom alle os andre – så pres den indre kritiker ud af dit sind, og fyld hovedet og kroppen med glade og kærlige sætninger.