Tag: fortid

jaloux, jalousi, selvværd

Når gamle spøgelser kommer tilbage og bider én i r….

Jeg fik et chok i weekenden. Jeg havde besøg af en veninde, og alt var helt stille og roligt, og jeg stod og rullede en tærtedej ud og hakkede løg. Inde i stuen sad min veninde og min kæreste og snakkede. Jeg kunne ikke rigtigt høre, hvad de snakkede om, men jeg bed alligevel mærke i, at min veninde ofte grinede lidt. Ikke sådan en høj, lang latter, men sådan et lille grin i enden af en sætning. ”Er han virkelig så sjov, min kæreste?”, tænkte jeg, mens jeg skar tomater ud (og glemte at lægge dem til tørre på et stykke køkkenrulle). Og så kom de, tankerne. Stille og roligt krøb de op ad min ryg og gav mig kuldegysninger, da de nåede til nakkehårene. De gled umærkeligt ind i ørerne og forgiftede mine tanker. Jeg fik det mere og mere underligt. Jeg havde sådan en irriteret følelse i kroppen, der langsomt forvandlede sig til noget ubehag i brystet.

Jeg var jaloux. Hvad snakkede de om? Og havde de glemt alt om mig? Synes de, at hinanden var pæne og charmerende? Sad min kæreste og ønskede, at han kunne være kærester med min veninde i stedet for mig? Ville de begge svigte mig, fordi jeg ikke var god nok?

Jeg har ikke mærket de her følelser for alvor i flere år, så jeg fik et gedigent chok, da det pludselig gik op for mig, hvad det var, der var kommet tilbage. Det handlede nemlig slet ikke om min kæreste og min veninde. Det handler om et gammelt sår af svigt, afvisning og mobning, som gør, at jeg til tider kan være utroligt bange for at miste. Jeg har oplevet at blive afvist af personer, som, jeg aldrig havde drømt om, skulle vende mig ryggen. Og alligevel gjorde de netop det fra den ene dag til den anden – uden at jeg forstod det eller fik af vide hvorfor. Jeg er blevet skubbet ud af fællesskaber af folk, som, jeg troede, var mine venner. Jeg er blevet afvist fra mit barndomshjem, som jeg tidligere havde følt mig hjemme i – ikke bare én gang. Utallige gange.

Hvilke sår har du, som springer op engang imellem?

Fordi jeg har arbejdet så meget med de ting i mine teenageår, og fordi jeg har talt så meget om det og fået hjælp til at forstå det og placere det indeni mig, så troede jeg, at såret var helet. Jeg troede virkelig, at det var slut med at være jaloux i sådan en grad – både fordi jeg har arbejdet så meget med at hele mit sår, men også fordi jeg har en kæreste, som stort set ikke trigger det sår i mig.

Oplevelsen var ubehagelig af mange årsager. Jeg havde nogle rigtig ubehagelige tanker, som gjorde mig usikker og ked af det. Jeg trak mig lidt fra de andre, og jeg blev mere stille. Om natten kunne jeg ikke sove, og jeg vågnede midt om natten efter et mareridt, der havde kredset om jalousien, og jeg lå og vendte og drejede mig i måske en times tid, før jeg endelig faldt i søvn igen. Jeg tror godt, min veninde og min kæreste kunne mærke, at der var et eller andet. Og jeg har været ked af det i flere dage over det. Men jeg blev allermest ked af, at det kom tilbage. Jeg tænker, at jeg nok har været naiv, når jeg godmodigt har troet og håbet, at det var et afsluttet kapitel. Det er det åbenbart ikke.

Det er et kapitel, der minder mig om hårde tider og svære parforhold. Det minder mig om følelsen af at være smidt ud på åbent, dybt og sort hav, rådvild og ude af mig selv. Det er ødelæggende at være jaloux, både for én selv og for ens partner. Det tærer og river i stykker. Det giver næring til det der monster, der kontinuerligt hvisker ”Jamen, hvad nu hvis…? Du kan jo aldrig vide!”.

Hvordan tacklede jeg at være jaloux?

Da jeg var kommet mig lidt over chokket, fik jeg talt lidt med min kæreste om det i generelle vendinger. Han er heldigvis utroligt rummelig og forstående, så han trøstede mig og lod mig græde ud på hans t-shirt. Bagefter brugte jeg noget tid på at skrive dagbog, hvor jeg beskrev, hvad der skete, og jeg forsøgte at finde hoved og hale i det hele. Så skrev jeg til min veninde og forklarede, hvad der var sket, og lagde stor vægt på, at det ikke havde noget med hende at gøre, og at hun ikke havde gjort noget forkert. Og så ringede jeg til min mor og græd i en halv time og fortalte hende, hvor ked af det jeg var over, at det gamle sår var sprunget op igen.

Langsomt har det sluppet sit tag i mig, og jeg er kommet mere ovenpå.

Der har været enormt mange følelser på spil i de her dage. Usikkerheden og frygten fra jalousien. Skammen efterfølgende for overhovedet at være jaloux. Den enorme tristhed over at møde et gammelt spøgelse, som, jeg troede, var rejst væk. Ensomheden i at stå med de følelser alene og være den eneste, der er nede i lortet og stå ansigt til ansigt med gamle traumer. Dårlig samvittighed over for både veninde og kæreste. Og så en følelse af at være en dårlig ven og kæreste, ikke at være god nok, måske endda fortjene at blive forladt, fordi jeg er sådan en dum, irrationel kælling?

Jeg prøvede at gribe det hele lidt anderledes an. Jeg følte mig modig, da jeg skrev til min veninde og forklarede, hvad der var sket. Og det er også længe siden, jeg har ringet grædende til min mor (hun var vist meget glad for stadig at kunne udfylde den rolle). Selvom jeg ofte taler med min kæreste om svære følelser, så er det stadig en øvelse for mig at åbne op og være sårbar, for jeg er så bange for at blive afvist og udskammet. Jeg har så ofte oplevet, at mine følelser ikke blev rummet hos andre, og at jeg bare var til besvær. Det er en løbende øvelse at turde åbne op.

Mit håb er, at modet til at være sårbar leder til en opløsning af min skam.

”If we share our story with someone who responds with empathy and understanding, shame can’t survive” 

– så jeg på Instagram den anden dag, det skulle være et citat af Brené Brown. (Hun lyder i øvrigt som en klog kvinde, måske skulle jeg undersøge hende lidt.)

Min kæreste har mødt mig med forståelse og empati. Jeg håber, min veninde gør det samme. Min mor mødte mig med kærlighed og omsorg. Og det hjælper at blive mødt og rummet i de følelser, jeg går igennem. Det heler den del af mig, som er bange for at blive afvist i mine følelser.

Nu skal jeg bare finde ud af, hvordan jeg får helet såret endnu mere, så jeg kan mindske risikoen for nye besøg.

Har du fået besøg af et spøgelse for nylig?

selvværd, selvtillid, lavt selvværd

Giv slip på fortiden

Da jeg var til en fest for nogle uger siden, fik jeg rodet mig ind i min fortid. En af festens deltagere ville gerne have, at jeg gav den lidt mere gas og slap kontrollen. Og hvad var mit svar?

”Jeg kan ikke så godt lide at give helt slip. Ved du, hvad jeg engang har gjort, da jeg var fuld? Jeg har engang givet en fyr en knytnæve lige i ansigtet, og en anden gang faldt jeg på min cykel og var lige ved at brække kæben!”

Ud af alle de gange jeg har været fuld og til fest, så var det de to eksempler, som jeg hev frem. Det første med knytnæven skete, da jeg var omkring 16 år gammel – det er altså over halvdelen af mit liv siden. Mit stive cykelstyrt skete i 2006, altså for 11 år siden.

Jeg kendte ikke engang ham, som jeg talte med, særligt godt. Det var totalt unødvendigt – og temmelig dramatisk – at hive de to eksempler frem – men hvorfor gjorde jeg det så?

Jeg tror, jeg gjorde det ud af vane. Jeg har brugt så mange år på at være identificeret med min fortid og mine vrede teenageår, og jeg har brugt den historie til at fortælle en historie om mig selv. Jeg var et offer, der havde været udsat for mobning, og jeg kunne ofte få lidt ekstra opmærksomhed, når jeg fortalte om de oplevelser.

Læs Holder du fast i dit lave selvværd?

At bringe de to eksempler på banen føltes meget hurtigt bare underligt og akavet. Det kom fuldstændig ud af kontekst til et menneske, som jeg nærmest ikke kender. Og det er enormt irriterende at opleve, at jeg bliver ved med at hive de eksempler frem – for det er selvfølgelig ikke første gang. Det er 16 år siden, jeg var en vred teenager, og jeg er et helt andet sted nu. Det er godt, at jeg kan se, at det ikke er den bedste idé at holde fast i fortiden på den måde – nu må jeg bare øve mig på at fange mig selv, inden jeg åbner munden. Der skal en ny historie på banen.

Gør du også det her? Hvorfor tror du, at du gør det? Hvad får du ud af det?

Det minder mig om en anden tendens, jeg har haft i mange år – og som jeg sidste år besluttede at lægge på hylden. Jeg havde sådan en irriterende vane med at gøre folk, som jeg kunne genkende fra min hjemby på Fyn, opmærksom på, at jeg vidste, hvem de var. Hvis jeg mødte nogle, som jeg kunne kende ansigterne på (og som, jeg ærligt talt var bange for, måske tænkte noget negativt om mig fra dengang), så gjorde jeg dem altid opmærksom på, at vi havde gået i samme skole eller kendte nogle af de samme mennesker. Jeg var bange for, at de kunne huske mig og tænkte noget negativt – men det viste sig altid, at de overhovedet ikke kunne kende mig.

Det var en anden måde at bringe fortiden ind i nutiden på, som ikke var god for mig. At se dem gav mig tydeligvis nogle nervøse tanker, som strakte sig tilbage i fortiden, men det gjorde det nærmest endnu værre, når jeg gjorde opmærksom på det. Jeg bragte noget akavet på banen uden grund. Måske syntes de heller ikke, det var rart, at der pludselig var én, som var fra fortiden (og måske vidste alt muligt om dem).
Efter jeg havde gjort det til et bryllup sidste sommer, besluttede jeg, at nu var det slut med det. Hvis folk kan kende mig, så kan de sige noget, og ellers vil jeg bare lade som ingenting. Jeg husker ansigter rigtigt godt, og det er ikke alle andre, der gør det.

Læs Det handler slet ikke om dig

Det handler alt sammen om at blive bevidst om, hvilke historier du identificerer dig med, og hvilke historier du fortæller dig selv om dig selv og omverdenen. Herefter kan du undersøge, om det er godt for dig at holde fast i de historier, eller om verden muligvis er lidt mere nuanceret. Så kan du tage en beslutning om at ændre dine vaner, så du gradvist giver mere og mere slip på fortiden.
Går du rundt med nogle sår fra din fortid, kan jeg kun anbefale, at du får talt med nogle om dem eller arbejder med dem. Det er i mine øjne nemmere at give slip på fortiden, når man har fået den bearbejdet og forstår, hvad der er hvad.

Har du selv nogle eksempler på, hvordan du hiver fortiden ind i din nutid? Hvad tænker du om de eksempler? Og kunne du godt nogle gange tænke dig at gøre noget andet?

selvværd, selvtillid, lavt selvværd

Holder du fast i dit lave selvværd?

Dengang jeg var yngre, var jeg så stærkt identificeret med min teenagehistorie, at jeg nærmest følte, at jeg skulle fortælle den til alle, som jeg lærte at kende. Jeg følte simpelthen ikke, at folk kunne lære den “rigtige” mig at kende, hvis ikke de hørte alle mine historier om, hvordan jeg var blevet mobbet i min sportsklub og mobbet af alle de ”smarte” i min hjemby, og hvordan det hele bare havde været så hårdt, da min far var afvisende over for mig efter mine forældres skilsmisse.

I flere år var min historie (den hårde mobbehistorie, altså, ikke den om den trygge, gode barndom) så vigtig for, hvem jeg var. Som jeg har skrevet om i Hvilke historier fortæller du dig selv, så blev min egen historie en historie, som jeg fortalte igen og igen. Jeg var jo hende, der helt uretfærdigt havde oplevet svigt, mobning og afvisning, men som var kommet ovenpå igen – dog med ar på sjælen. Lige indtil den dag, hvor jeg fik nok. Jeg blev så træt af at skulle fortælle den samme, triste historie igen og igen, og pludselig følte jeg slet ikke, at den passede til, hvem jeg var blevet. Hvis jeg skulle starte ethvert nyt venskab med min teenagehistorie, så følte jeg pludselig, at jeg i deres øjne blev fastholdt i en form for offerrolle – som jeg ikke længere selv var tilpas i.

I går hørte jeg psykolog Mette Holm fortælle om, hvordan man træffer de rigtige valg, og på et tidspunkt kommer hun ind på det her med, at man kan blive afhængig af sine kriser. Selvom man har det utroligt dårligt, er det i krisen, at man får masser af opmærksomhed, nærvær og medlidenhed fra sin omverden, og det er de positive oplevelser, man kan blive afhængig af. Det fik mig til at tænke på, at man også kan blive afhængig af sit lave selvværd. Både fordi det er trygt, hvis man længe har haft det sådan. Det er lidt bagvendt, at man holder fast i det dårlige, men vi mennesker er vanemennesker og tryghedsnarkomaner, så vi er meget glade for det, vi kender. Og kender vi følelsen af lavt selvværd, så kan det være skræmmende at forlade den. Hvem ved, hvad der venter på den anden side? Samtidig får vi måske noget ekstra opmærksomhed fra venner og familie, og det er jo så dejligt at få en krammer og nogle søde ord, når man deler sine følelser.

Jeg fortæller stadig min historie til mennesker, der kommer tæt på. Jeg er stadig lidt identificeret med den, og jeg kan sagtens fange mig selv i at glide ned i historien og lade mig svælge i den opmærksomhed, jeg får ud af det. Derudover kan der være nogle reaktionsmønstre fra dengang, som kan være gode at forstå for andre. At føle mig udenfor og afvist er mine temaer, så jeg får måske lettere de følelser end andre, og det kan være fint at forklare til andre, hvad der sker, når jeg pludselig reagerer på et eller andet. Men jeg ved også, at min historie ikke gør mig til den, jeg er. Den skal ikke styre mit liv fremadrettet, og jeg skal ikke hele tiden rode rundt i de ting, der skete dengang. Så jeg øver mig på ikke at fortælle om den periode, med mindre det er relevant.

Derimod prøver jeg at fokusere på alt det gode, jeg har i mit liv. Søde venner, skønne forældre, en fantastisk kæreste og i det hele taget et privilegeret liv. Det er det, jeg har lige nu her i nutiden. Det er faktisk det eneste, jeg har. Min historie er vigtig, men den er også kun et fatamorgana af oplevelser, jeg havde engang i fortiden. Jeg har lært en masse af det, og det skal jeg tage med mig videre. Alt det negative, som jeg i nogle tilfælde stadig ikke engang forstår hvorfor skete, det skal jeg bare lade ligge.

Det her er ikke en løftet pegefinger, der skal få dig til at føle, at du ”bare” skal slippe dine historier og dit lave selvværd. Det er slet ikke så let, og der kan også være en god grund til, at du holder fast i nogle ting. Men det kan være rigtigt godt at blive bevidst om, hvad der sker i dit hoved, og hvad du får ud af evt. at holde fast i nogle af dine følelser eller historier. Hvis du gerne vil slippe nogle oplevelser, tanker, mønstre eller andet, så kan du altid arbejde aktivt på det – men husk, at ting tager tid, og at du skal være selvkærlig i processen.

Hvordan har du det med dit eget selvværd? Holder du også lidt fast i det? Hvad får du ud af at holde fast i det? Hvad er dine tanker omkring at give slip på det? Hvad skal der til, for at du kan slippe dine lave selvværdsfølelser lidt mere?

Husk, at jeg tilbyder op til fem gratis samtaler, hvis du har brug for at få vendt nogle ting.

selvværd, selvtillid, lavt selvværd

Da jeg mødte mit indre barn

Det er lidt svært for mig at sige, præcis hvornår jeg mødte mit indre barn for første gang. Jeg ved, at jeg mødte hende ”sådan rigtigt”, da jeg gik på Selvværdsvejlederuddannelsen i 2015, men jeg havde mødt hende før det også. Inden jeg uddannede mig til Selvværdsvejleder, havde jeg bare kun mødt hende, når det hele blev rigtigt svært.

Det gjorde det ofte i forhold, hvor jeg kunne blive enormt usikker og bange – fx for at min kæreste ville gå fra mig eller være mig utro. Kort sagt at blive svigtet, som jeg havde prøvet før. Et eksempel kunne være, at der var noget, en kæreste gjorde, ikke gjorde eller sagde (en såkaldt trigger), som gjorde mig usikker på, om jeg nu var god nok, eller om han hellere ville være sammen med en anden. Så ville jeg begynde at blive ked af det, få hjertebanken og få underlige fornemmelser i kroppen. Jeg ville måske fortælle, at jeg blev usikker, og vi ville måske snakke lidt om det, men det ville måske ikke gå væk, og mine tanker ville løbe mere og mere løbsk, og mine følelser i kroppen ville også trappe op. Der var dér, jeg ville møde mit indre barn. Når hun skreg, var rystende bange eller forsøgte at gemme sin usikre krop bag et kæmpe vredesskjold, som hun havde bygget op over årene.

Når jeg mødte hende der, havde jeg det altid dårligt, og hun føltes som et gammelt monster, der rejste sig fra graven og hev mig med ned i et kvælende kviksand. Jeg kunne nogle gange helt bogstaveligt ikke trække vejret – jeg hulkede og hyperventilerede og var helt ude af det. Det har jeg heldigvis ikke oplevet mere end en håndfuld gange.

Kender du dit indre barn? Kender du de her følelser, hvor du reagerer kraftigt på nogle ting, og hvor det føles, som om fortiden kommer og flår i dit hjerte? Eller er det helt volapyk, det med det indre barn?

Dit indre barn er dig, da du var et lille barn på omkring tre og fem år. Det er dig, da du måske ikke fik opmærksomhed nok, ikke fik nok kærlighed, eller hvad det nu kan være. Dit indre barn er på en måde en samling af alt det, du har oplevet i din barndom, og som har været godt og skidt. Men hvis sårene ikke er helet, så er dit sårede barn stadig indeni dig, og det er ham eller hende, der reagerer højlydt, når noget i din nutid trigger følelser fra din fortid.

”In popular psychology and analytical psychology, inner child is our childlike aspect. It includes all that we learned and experienced as children, before puberty. The inner child denotes a semi-independent entity subordinate to the waking conscious mind.”

– Wikipedia

For nogle år siden, da de her episoder var værst, blev jeg mere og mere bevidst om, hvordan mit indre barn havde det – men hun stak kun hovedet frem, når jeg var bange og ked af det. Jeg kunne fornemme, hvordan hun begyndte at røre på sig, og jeg kunne mærke, om hun blev helt utrøstelig, eller om hun pustede sig op og gemte sig bag vrede. Det var jo mig, der var vred og sagde de hårde ord, men jeg kunne mærke hende reagere indeni mig.

”Tænk på, hvor perfekt du var, da du var et ganske lille barn. Spædbørn behøver ikke at gøre noget for at være gode nok, de er allerede perfekte, og de opfører sig, som om de ved det. De ved, at de er verdens navle. De er ikke bange for at bede om det, de har brug for. De udtrykker frit deres følelser.(…) Sådan har du også været. Sådan har vi alle været. Så begyndte vi at lytte til de voksne og deres angst, og vi begyndte at fornægte vores egen storhed.”

– Louise Hay i bogen ”Helbred dit liv”

På selvværdsvejlederuddannelsen skulle vi en dag på en trommerejse. Vi skulle ligge på gulvet på tæpper, slappe af og lukke øjnene. På gulvet imellem os gik en mand rundt med en tromme (Robert Lubarski, hvis du vil slå ham op), og han lavede en guidet meditation, hvor vi skulle finde en nedgang til vores egen underverden. Her skulle vi møde vores indre barn, som ville gå os i møde. Jeg kom ned på en stor græsplæne, og der kom lille Sabine gående imod mig. Hun var storsmilende og grinede. Vi krammede og sagde hej,og så brugte vi ellers resten af tiden på at rulle rundt i græsset og kilde hinanden, grine og have det helt enormt rart. Solen skinnede, og der var vand i bunden af haven. Det var en kæmpe oplevelse for mig, en oplevelse, som jeg den dag i dag – her to år efter – stadig kan få tårer i øjnene over. Jeg mødte mit indre barn, og jeg så, at hun havde det godt. Hun var ikke længere helt vildt sårbar og ked af det. Hun var glad, og hun var helt sin egen. Fjollet, ubekymret, kreativ, unik, kærlig og frygtløs. Hun var, som jeg husker mig selv, inden jeg blev bange og svigtet.

Det møde var så vigtigt for mig og min videre rejse mod et godt selvværd. Det har været en kæmpe gave at møde hende, for nu kender jeg hende, og jeg møder hende ikke længere kun, når hun føler sig såret og skal trøstes. Jeg ved, at hun altid er der, og at hun for det meste har det godt. Og når hun er ked af det, så er det mig, der skal trøste hende. Jeg er den voksne, der skal tage mig af hende og give hende det, som hun ikke har fået dengang. Når hun bliver bange for, at folk omkring hende forlader hende, så er det mig, der skal fortælle hende, at jeg altid vil være der for hende, og at jeg elsker hende, præcis som hun er. Når hun bliver vred (fordi hun inderst inde er ked af det og sårbar), så er det mig, der skal lokke hende frem bag det store skjold og give hende en kæmpe krammer og en masse kærlighed. For det fortjener hun (og hun er jo mig, så jeg fortjener det).

Forstår du? Det er dit indre barn, du skal tale til, når du laver spejløvelsen. Når du kan mærke, at der sker noget inden i dig. Du kan komme langt, hvis du kan lære dit indre barn at kende og forstå, hvilke behov det har. Og hvis du kan opfylde dine behov, kan du hele dig selv.

Forleden fandt jeg en artikel om det indre barn i magasinet Psykologi, og den kan du læse her

Jeg ser helt vildt op til mit indre barn. Jeg vil gerne være som hende, for hun er mega sej, og hun bekymrer sig ikke om, hvad andre tænker, og hun gør, hvad hun vil.

Som da vi sagde farvel ved vandet, og hun løb op af en trappe op til en lille træhule i et træ (der boede hun åbenbart!), og jeg spurgte hende ”Bor du dér? Er du ikke bange for højder?” (Det er jeg nemlig), og hun svarede: ”Nej, ikke endnu!”
Den besked blæste mig fuldstændig bagover. Hun er ikke bange endnu. Jeg skal hele mine svigt og mine sår, så jeg kan komme tilbage til, hvor hun er. Et fredfyldt og lykkeligt sted.

Kender du dit indre barn? Hvad har det været udsat for? Hvad har det brug for – og hvornår? Hvad kan du gøre for at lære det bedre at kende? Hvad skal du give dit indre barn?

Fortæl mig gerne om dine egne oplevelser, erfaringer eller tanker om det her emne – det er jo helt vildt spændende!

Det handler slet ikke om dig… Del 1

Da jeg gik i gymnasiet, spurgte jeg dagligt min veninde, om jeg ”så mærkelig ud”. Jeg stillede spørgsmålet, fordi jeg hver eneste dag følte, at folk omkring mig kiggede meget på mig på en negativ og dømmende måde.

Forhistorien – som du måske har læst andre steder på bloggen  – er, at jeg i mine teenageår oplevede meget kritik og afvisning fra andre teenagere (og i andre sammenhænge også mine venner og min familie). De andre unge sagde, at mit tøj var grimt, og at jeg var en ”klam hippie” og alt muligt andet, der set i bakspejlet har været overfladisk kritik fra mennesker, der ikke kendte mig eller måske selv havde noget at bøvle med. Men fordi det stod på omkring fem år og også i løbet af de år eskalerede til ikke kun at handle om mit skøre, farverige tøj, så var jeg i gymnasiet helt enormt bevidst om, at der var nogle, der ikke kunne lide mig.

Jeg blev så selvbevidst, at jeg hele tiden kom til at gå og kigge efter, om de andre kiggede på mig. Og jeg havde hele tiden følelsen af, at de kiggede og hviskede bag min ryg. Det var ærligt talt ret ubehageligt, og de første år på gymnasiet var ikke vildt sjove, fordi det også tog mig noget tid at komme ordentlig ind i sammenholdet i min klasse.

Så min kære veninde måtte hver dag svare på, om jeg så ”mærkelig ud”. Hun svarede altid nej, fordi jeg jo havde ikke mad siddende i hovedet eller toiletpapir hængende ud af bukserne. Jeg så helt normal ud, og jeg var bare mig – men problemet var jo ikke så meget mit tøj.

Problemet var, at jeg på det her tidspunkt havde taget al den kritik, jeg havde mødt, til mig. Jeg var begyndt at tro på historien om, at jeg så mærkelig ud, gik i noget mærkeligt tøj, at jeg selv måske var mærkelig, og at ingen kunne lide mig. Jeg fortalte mig selv den historie hver dag. Det vil sige, at jeg faktisk brugte ordet ”mærkelig” som det første ord til at beskrive mig selv, hvis jeg blev spurgt om, hvem jeg var. ”Jeg er sådan lidt mærkelig”, ville jeg sige.
Jeg reproducerede alle de negative ord, som folk havde råbt efter mig (også selvom det bare var en eller anden ligegyldig, smart fyr, der råbte, at jeg havde grimme bukser på) eller sagt til mig. Jeg lod stille og roligt kritikken sive ind i min krop og mit hoved, og jeg overtog den, så det blev min egen selvopfattelse.

Og når det var så stor en del af mit eget selvbillede, så begyndte jeg jo også ubevidst at kigge efter beviser på, at det var sådan, verden hang sammen. Derfor var jeg hele tiden meget bevidst om, om de andre elever kiggede på mig i timen eller på gangene. Det første år turde jeg knap nok gå igennem kantinen af frygt for, hvor mange øjne jeg ville se lande på mig. Så jeg stormede altid igennem kantinen med bøjet hoved – og gik ud og spiste min frokost på toilettet. Min veninde fortalte mig, at hendes klassekammerater havde sagt om mig, at jeg ”virkede så arrogant”, når jeg gik igennem kantinen. Hvis de bare havde vidst, hvordan jeg havde det indeni!

Når jeg kiggede efter, om de andre elever kiggede på mig, så fangede jeg selvfølgelig en del af dem gøre netop det. Man kigger jo rundt på sin omverden – og mit tøj stak vitterligt meget ud med mange forskellige farver blandet sammen. Hver gang jeg fangede nogens blik, kunne jeg bruge det til at forstærke min følelse af, at jeg nok ”så mærkelig ud”.

Senere har jeg indset, at det meget sjældent handler om mig, når folks øjne falder på mig. Og at jeg i hvert fald ikke behøver tolke det negativt – for jeg kan vitterligt ikke vide, hvad de tænker. Måske synes de, mine sko er vildt flotte, eller at mit hår sidder lidt sjovt, eller bare at de også gerne vil have en grøn Fjällräven.

Bliv klogere på at styre dine tanker her.

Læs med i del 2, hvor jeg fortæller, hvad jeg har lært af den her oplevelse.

Kan du genkende noget af det her? Har du også haft nogle ideer om, hvad andre har tænkt om dig? Har du ladet frygten styre? Har du også (haft) et negativt selvbillede, fordi du har overtaget nogens kritik af dig? Hvad har det betydet for dig, og hvad har du gjort for at komme videre?

Kom meget gerne med kommentarer herunder – det kan være forløsende at dele sin historie, og her på bloggen er der plads til at være sårbar, stærk, usikker og uperfekt 🙂