Tag: frygt

selvværd, lavt selvværd

Jeg ser min drøm lige ind i øjnene

Som du måske har set på Facebook, så er jeg hoppet ud i at arbejde fuldtid med Stjerne Selvværd de næste fire måneder. Og det er virkelig en drøm at prøve af! Jeg skal undersøge, hvad der sker med forretningen, når jeg nu lægger mere energi i den, og om det føles godt, rigtigt og tilfredsstillende for mig at være min egen chef. Jeg har givet mig selv de fire måneder, så jeg har en god tidsramme, hvor jeg kan nå at mærke ordentligt efter, og hvor jeg også kan få noget op at stå. Det er alt sammen meget spændende, nervepirrende og dejligt!

Beslutningen kom, efter at en af mine venner havde spurgt lidt ind til, hvorfor jeg ikke prøvede selvværdsvejledningen af fuldtid. Jeg er jo også uddannet journalist, men har været arbejdsløs i en længere periode. Jo mere jeg talte med min ven om det og lod det summe i min krop, jo mere rigtigt føltes det. Jeg er jo virkelig passioneret omkring selvværd og personlig udvikling! Jeg har taget to kurser, og jeg har haft den her blog i over to år. Og når der ikke er andet end lukkede døre ovre i journalistlandet, hvorfor så ikke prøve at kaste terningerne på en anden måde?

Det, der holdt mig tilbage, var selvfølgelig frygt. For ikke at lykkes med det. For at være en rigtig dårlig, slap chef over for mig selv. For at få afslag og afvisninger, fordi jeg ikke klarer det godt nok. Der er sådan set ikke noget galt med frygt. Jeg har ikke prøvet at være selvstændig før, så hvis det ikke kildede gevaldigt i maven, så ville jeg jo næsten være et supermenneske. Det er naturligt at være bange – men jeg ved også, at nogle af mine frygtbaserede tanker handler om mine negative overbevisninger. De lyder blandt andet sådan her:

  • Jeg er ikke god til at være min egen chef.
  • Jeg er ikke dygtig nok.
  • Jeg ved ikke nok til at kunne starte op på fuld tid.
  • Jeg er ikke god til at konkurrere, så jeg kan ikke konkurrere med alle de andre coaches derude.

Hvem siger, frygten har ret?

Og hvem ved? Måske kan jeg modbevise dem alle eller nogle af de overbevisninger, når jeg prøver? Måske er jeg faktisk god til at være min egen chef, når det handler om noget, jeg er super passioneret omkring? Måske er jeg dygtig nok – ellers må jeg jo lære noget mere hen ad vejen. Jeg burde vide nok med mine kurser og al den viden, jeg har suget til mig i løbet af årene. Jeg har trods alt arbejdet med mit eget selvværd de sidste 10-20 år (alt efter hvordan man tæller!). Måske skal jeg ikke konkurrere med alle de andre, men finde min egen stemme og min egen vej i det hele og på den måde tiltrække folk, der kan lide min tilgang?

Hvad er du passioneret omkring? Og hvor i dit liv lader du frygten styre dine beslutninger?

Nu har jeg valgt at give frygten en fuckfinger. Jeg prøver min drøm af og lærer alt, jeg kan undervejs! Heldigvis har jeg været realistisk nok til at sætte mine forventninger lavt og neutralt. (Og hvorfor nu det, tænker du? Jeg har dårlige erfaringer med at sætte for høje forventninger til mig selv. Det giver mig lyst til at give op, og det går ikke!)
Succeskriteriet er nemlig ikke, at jeg bliver en rig og succesrig selvværdsvejleder. Heller ikke at jeg fortsætter med at arbejde fuldtid på det efter de fire måneder. Det er faktisk en succes allerede nu, fordi jeg har trodset frygten og er hoppet ud i det (og har råbt det ud på Facebook, så ”alle” ved det!). Selve processen og forsøget er vigtigere end, hvad der sker på den anden side. Afklaringen af, hvordan det går, og hvordan jeg har det med det, er vigtigere end et bestemt resultat. Måske opdager jeg, at jeg virkelig er dårlig til at være min egen chef, og at jeg slet ikke trives med at arbejde alene eller på den her måde. Måske kan jeg ikke tjene nok penge på det og må finde en anden model. Og måske bliver jeg en bragende succes og bliver glad for det. Uanset hvad der sker, så er det okay. Jeg er her for at lære, teste og være modig.

Snart kan jeg sige, at jeg virkelig prøvede den her drøm af – så jeg slipper for at tænke over min selvværdsbiks og dens potentiale resten af mit liv. Prøv at forestille dig den ærgrelse, jeg ville sidde med som 70-årig, fordi jeg aldrig prøvede den her drøm af?!

Er der en drøm, du gerne vil prøve af? Fortæl gerne om det i kommentarfeltet, jeg vil elske at høre om dine passionsprojekter!

Tak, fordi du læser med her – det betyder meget!
Du kan følge med på Instagram her.

selvværd, selvtillid, lavt selvværd

Giv slip på fortiden

Da jeg var til en fest for nogle uger siden, fik jeg rodet mig ind i min fortid. En af festens deltagere ville gerne have, at jeg gav den lidt mere gas og slap kontrollen. Og hvad var mit svar?

”Jeg kan ikke så godt lide at give helt slip. Ved du, hvad jeg engang har gjort, da jeg var fuld? Jeg har engang givet en fyr en knytnæve lige i ansigtet, og en anden gang faldt jeg på min cykel og var lige ved at brække kæben!”

Ud af alle de gange jeg har været fuld og til fest, så var det de to eksempler, som jeg hev frem. Det første med knytnæven skete, da jeg var omkring 16 år gammel – det er altså over halvdelen af mit liv siden. Mit stive cykelstyrt skete i 2006, altså for 11 år siden.

Jeg kendte ikke engang ham, som jeg talte med, særligt godt. Det var totalt unødvendigt – og temmelig dramatisk – at hive de to eksempler frem – men hvorfor gjorde jeg det så?

Jeg tror, jeg gjorde det ud af vane. Jeg har brugt så mange år på at være identificeret med min fortid og mine vrede teenageår, og jeg har brugt den historie til at fortælle en historie om mig selv. Jeg var et offer, der havde været udsat for mobning, og jeg kunne ofte få lidt ekstra opmærksomhed, når jeg fortalte om de oplevelser.

Læs Holder du fast i dit lave selvværd?

At bringe de to eksempler på banen føltes meget hurtigt bare underligt og akavet. Det kom fuldstændig ud af kontekst til et menneske, som jeg nærmest ikke kender. Og det er enormt irriterende at opleve, at jeg bliver ved med at hive de eksempler frem – for det er selvfølgelig ikke første gang. Det er 16 år siden, jeg var en vred teenager, og jeg er et helt andet sted nu. Det er godt, at jeg kan se, at det ikke er den bedste idé at holde fast i fortiden på den måde – nu må jeg bare øve mig på at fange mig selv, inden jeg åbner munden. Der skal en ny historie på banen.

Gør du også det her? Hvorfor tror du, at du gør det? Hvad får du ud af det?

Det minder mig om en anden tendens, jeg har haft i mange år – og som jeg sidste år besluttede at lægge på hylden. Jeg havde sådan en irriterende vane med at gøre folk, som jeg kunne genkende fra min hjemby på Fyn, opmærksom på, at jeg vidste, hvem de var. Hvis jeg mødte nogle, som jeg kunne kende ansigterne på (og som, jeg ærligt talt var bange for, måske tænkte noget negativt om mig fra dengang), så gjorde jeg dem altid opmærksom på, at vi havde gået i samme skole eller kendte nogle af de samme mennesker. Jeg var bange for, at de kunne huske mig og tænkte noget negativt – men det viste sig altid, at de overhovedet ikke kunne kende mig.

Det var en anden måde at bringe fortiden ind i nutiden på, som ikke var god for mig. At se dem gav mig tydeligvis nogle nervøse tanker, som strakte sig tilbage i fortiden, men det gjorde det nærmest endnu værre, når jeg gjorde opmærksom på det. Jeg bragte noget akavet på banen uden grund. Måske syntes de heller ikke, det var rart, at der pludselig var én, som var fra fortiden (og måske vidste alt muligt om dem).
Efter jeg havde gjort det til et bryllup sidste sommer, besluttede jeg, at nu var det slut med det. Hvis folk kan kende mig, så kan de sige noget, og ellers vil jeg bare lade som ingenting. Jeg husker ansigter rigtigt godt, og det er ikke alle andre, der gør det.

Læs Det handler slet ikke om dig

Det handler alt sammen om at blive bevidst om, hvilke historier du identificerer dig med, og hvilke historier du fortæller dig selv om dig selv og omverdenen. Herefter kan du undersøge, om det er godt for dig at holde fast i de historier, eller om verden muligvis er lidt mere nuanceret. Så kan du tage en beslutning om at ændre dine vaner, så du gradvist giver mere og mere slip på fortiden.
Går du rundt med nogle sår fra din fortid, kan jeg kun anbefale, at du får talt med nogle om dem eller arbejder med dem. Det er i mine øjne nemmere at give slip på fortiden, når man har fået den bearbejdet og forstår, hvad der er hvad.

Har du selv nogle eksempler på, hvordan du hiver fortiden ind i din nutid? Hvad tænker du om de eksempler? Og kunne du godt nogle gange tænke dig at gøre noget andet?

selvværd, selvtillid, lavt selvværd

Går du og gemmer på en snak?

For nylig havde jeg en alvorlig snak med en ven. Eller det vil sige… Den var faktisk ikke så alvorlig. Det troede jeg bare, at den ville være, fordi jeg ikke havde kunnet tage mig sammen til at tage snakken i flere måneder.

Jeg var simpelthen så bange for, at det ville gå dårligt, eller at min ven ville blive sur på mig. Jeg er meget konfliktsky, så de negative ”hvad nu hvis”-katastrofetanker kan godt sætte min puls og min hjerne i seriøse svingninger. Det betød, at jeg gik og brugte rigtig meget energi på at være nervøs for snakken, køre den fiktive samtale inde i hovedet, være irriteret og have dårlig samvittighed over det. Jeg kunne jo godt mærke, at det gik ud over mig, at jeg var så konfliktsky og ikke fik sagt det, jeg ville – men det gik jo også ud over min ven og vores venskab.

“De fleste mennesker er meget sjuskede med, hvad de fokuserer på.
Husk på den psykologiske grundlov, der siger:
Det, du fokuserer på, vokser. Og husk, at hver evig eneste gang, du har det træls med noget, er det, fordi dit fokus er på det.
Jeg siger ikke, at der ikke kan være ting, der er svære, som skal have dit fokus – men jeg ved, at når du hænger fast i det negative, så får du mere af det negative.”

Mette Holm, psykolog, i et af sine morgenboosts på mail.

Læs At sige nej kan være selvkærligt

Er du også konfliktsky? Tænker du for meget over, hvad folk tænker om dig, hvis du siger din mening eller sætter nogle grænser? Har man problemer med sit selvværd, så kan det være nogle af symptomerne. Så står man mindre stærkt i sig selv, og andres mening bliver meget vigtig. Hvis folk kan lide én, så føler man sig måske okay, men når de ikke gør? Av, så gør det virkelig ondt, og man begynder at tvivle på sig selv. Sådan har jeg det stadig nogle gange, og jeg bryder mig ikke om alvorlige snakke – fordi jeg kan blive meget bange for, at det kan koste venskabet, forholdet eller tilliden mellem mig og den anden.

Læs Dine tanker skaber dit liv, så pas på dem

Heldigvis gik min snak godt, og det er altid meget sundt for mig at opdage, at jeg ”ikke dør af det”, for så får jeg også mere mod til at gøre det en anden gang. Og det er jo det, mod handler om. Man opdager, at det ikke er så farligt, og så udvider man sin horisont og kan gøre mere, end man kunne før.

Læs Da jeg tog alene til Thailand

Har du også nogle alvorlige snakke, du har hængende over hovedet? Hvad holder dig tilbage fra at tage den/dem? Hvad er du bange for? Hvad er det værste, der kunne ske? Og hvad tror du – hvis du tager din mere rationelle briller på – at der sker i virkeligheden?
Ville det gøre noget for din selvtillid eller dit selvværd at kaste sig ud i en alvorlig snak, hvor du har noget på hjerte?

Som en god ven spurgte mig om den anden dag (og det er et spørgsmål, som i mine øjne er genialt til alt det svære og farlige i ens liv): Hvor lang tid vil du bruge på det?
Indsæt selv det farlige i stedet for ”det”. Altså, i mit tilfælde: hvor lang tid vil du bruge på at have det dårligt, fordi du ikke kan tage dig sammen til at have den snak?
Det sætter nogle tanker i gang, synes jeg. For det er jo liv, man bruger på det. Dyrebar tid. Tid, man kunne bruge på noget godt og rart.

Og husk at tilgive dig selv, hvis dine tanker kører rundt med dig. Du gør det så godt, som du kan, husk det.

selvværd, selvtillid, lavt selvværd

Hvad nu, hvis du…

Hvad nu hvis du tog den der flotte kjole på, som du går og kigger på i skabet, men ikke helt tør tage på?

Hvad nu hvis du meldte dig til den der sport, som du længe har drømt om at dyrke?

Hvad nu hvis du gik i biografen alene og købte alt det bland selv-slik, som du havde lyst til?

Hvad nu hvis du kontaktede ham eller hende den flotte og søde, selvom du bliver lidt nervøs, hver gang du tænker på det?

Hvad nu hvis du sagde din mening på arbejdet, i skolen eller et andet sted?

Hvad hvis du tog på ferie alene, fordi du drømmer om at se et bestemt sted eller gøre noget bestemt?

Hvad nu hvis du lavede en liste over alle de ting, som dit hjerte hvisker til dig, at det drømmer om – og så udførte dem én efter én?

Hvad ville der så ske med dig? Med dit liv? Med dit humør, din energi, dit selvværd, din selvtillid?

Jeg tror på, at hvis vi lytter lidt mere til hjertet og faktisk handler på det, som det lille, smukke organ fortæller os, så får vi et rigere liv med mere mening, kreativitet, oplevelser og glæde.

Så hvad drømmer du om? Og kan du se for dig, hvad det ville gøre ved dig, hvis du fulgte nogle af dem?

Jeg har skrevet lidt om det her emne tidligere, og dem kan du læse her: Dengang jeg tog alene til ThailandAt være bange for sine drømmeBevæg dig lidt ud af din komfortzone og .

selvværd, selvtillid, lavt selvværd

Da jeg mødte mit indre barn

Det er lidt svært for mig at sige, præcis hvornår jeg mødte mit indre barn for første gang. Jeg ved, at jeg mødte hende ”sådan rigtigt”, da jeg gik på Selvværdsvejlederuddannelsen i 2015, men jeg havde mødt hende før det også. Inden jeg uddannede mig til Selvværdsvejleder, havde jeg bare kun mødt hende, når det hele blev rigtigt svært.

Det gjorde det ofte i forhold, hvor jeg kunne blive enormt usikker og bange – fx for at min kæreste ville gå fra mig eller være mig utro. Kort sagt at blive svigtet, som jeg havde prøvet før. Et eksempel kunne være, at der var noget, en kæreste gjorde, ikke gjorde eller sagde (en såkaldt trigger), som gjorde mig usikker på, om jeg nu var god nok, eller om han hellere ville være sammen med en anden. Så ville jeg begynde at blive ked af det, få hjertebanken og få underlige fornemmelser i kroppen. Jeg ville måske fortælle, at jeg blev usikker, og vi ville måske snakke lidt om det, men det ville måske ikke gå væk, og mine tanker ville løbe mere og mere løbsk, og mine følelser i kroppen ville også trappe op. Der var dér, jeg ville møde mit indre barn. Når hun skreg, var rystende bange eller forsøgte at gemme sin usikre krop bag et kæmpe vredesskjold, som hun havde bygget op over årene.

Når jeg mødte hende der, havde jeg det altid dårligt, og hun føltes som et gammelt monster, der rejste sig fra graven og hev mig med ned i et kvælende kviksand. Jeg kunne nogle gange helt bogstaveligt ikke trække vejret – jeg hulkede og hyperventilerede og var helt ude af det. Det har jeg heldigvis ikke oplevet mere end en håndfuld gange.

Kender du dit indre barn? Kender du de her følelser, hvor du reagerer kraftigt på nogle ting, og hvor det føles, som om fortiden kommer og flår i dit hjerte? Eller er det helt volapyk, det med det indre barn?

Dit indre barn er dig, da du var et lille barn på omkring tre og fem år. Det er dig, da du måske ikke fik opmærksomhed nok, ikke fik nok kærlighed, eller hvad det nu kan være. Dit indre barn er på en måde en samling af alt det, du har oplevet i din barndom, og som har været godt og skidt. Men hvis sårene ikke er helet, så er dit sårede barn stadig indeni dig, og det er ham eller hende, der reagerer højlydt, når noget i din nutid trigger følelser fra din fortid.

”In popular psychology and analytical psychology, inner child is our childlike aspect. It includes all that we learned and experienced as children, before puberty. The inner child denotes a semi-independent entity subordinate to the waking conscious mind.”

– Wikipedia

For nogle år siden, da de her episoder var værst, blev jeg mere og mere bevidst om, hvordan mit indre barn havde det – men hun stak kun hovedet frem, når jeg var bange og ked af det. Jeg kunne fornemme, hvordan hun begyndte at røre på sig, og jeg kunne mærke, om hun blev helt utrøstelig, eller om hun pustede sig op og gemte sig bag vrede. Det var jo mig, der var vred og sagde de hårde ord, men jeg kunne mærke hende reagere indeni mig.

”Tænk på, hvor perfekt du var, da du var et ganske lille barn. Spædbørn behøver ikke at gøre noget for at være gode nok, de er allerede perfekte, og de opfører sig, som om de ved det. De ved, at de er verdens navle. De er ikke bange for at bede om det, de har brug for. De udtrykker frit deres følelser.(…) Sådan har du også været. Sådan har vi alle været. Så begyndte vi at lytte til de voksne og deres angst, og vi begyndte at fornægte vores egen storhed.”

– Louise Hay i bogen ”Helbred dit liv”

På selvværdsvejlederuddannelsen skulle vi en dag på en trommerejse. Vi skulle ligge på gulvet på tæpper, slappe af og lukke øjnene. På gulvet imellem os gik en mand rundt med en tromme (Robert Lubarski, hvis du vil slå ham op), og han lavede en guidet meditation, hvor vi skulle finde en nedgang til vores egen underverden. Her skulle vi møde vores indre barn, som ville gå os i møde. Jeg kom ned på en stor græsplæne, og der kom lille Sabine gående imod mig. Hun var storsmilende og grinede. Vi krammede og sagde hej,og så brugte vi ellers resten af tiden på at rulle rundt i græsset og kilde hinanden, grine og have det helt enormt rart. Solen skinnede, og der var vand i bunden af haven. Det var en kæmpe oplevelse for mig, en oplevelse, som jeg den dag i dag – her to år efter – stadig kan få tårer i øjnene over. Jeg mødte mit indre barn, og jeg så, at hun havde det godt. Hun var ikke længere helt vildt sårbar og ked af det. Hun var glad, og hun var helt sin egen. Fjollet, ubekymret, kreativ, unik, kærlig og frygtløs. Hun var, som jeg husker mig selv, inden jeg blev bange og svigtet.

Det møde var så vigtigt for mig og min videre rejse mod et godt selvværd. Det har været en kæmpe gave at møde hende, for nu kender jeg hende, og jeg møder hende ikke længere kun, når hun føler sig såret og skal trøstes. Jeg ved, at hun altid er der, og at hun for det meste har det godt. Og når hun er ked af det, så er det mig, der skal trøste hende. Jeg er den voksne, der skal tage mig af hende og give hende det, som hun ikke har fået dengang. Når hun bliver bange for, at folk omkring hende forlader hende, så er det mig, der skal fortælle hende, at jeg altid vil være der for hende, og at jeg elsker hende, præcis som hun er. Når hun bliver vred (fordi hun inderst inde er ked af det og sårbar), så er det mig, der skal lokke hende frem bag det store skjold og give hende en kæmpe krammer og en masse kærlighed. For det fortjener hun (og hun er jo mig, så jeg fortjener det).

Forstår du? Det er dit indre barn, du skal tale til, når du laver spejløvelsen. Når du kan mærke, at der sker noget inden i dig. Du kan komme langt, hvis du kan lære dit indre barn at kende og forstå, hvilke behov det har. Og hvis du kan opfylde dine behov, kan du hele dig selv.

Forleden fandt jeg en artikel om det indre barn i magasinet Psykologi, og den kan du læse her

Jeg ser helt vildt op til mit indre barn. Jeg vil gerne være som hende, for hun er mega sej, og hun bekymrer sig ikke om, hvad andre tænker, og hun gør, hvad hun vil.

Som da vi sagde farvel ved vandet, og hun løb op af en trappe op til en lille træhule i et træ (der boede hun åbenbart!), og jeg spurgte hende ”Bor du dér? Er du ikke bange for højder?” (Det er jeg nemlig), og hun svarede: ”Nej, ikke endnu!”
Den besked blæste mig fuldstændig bagover. Hun er ikke bange endnu. Jeg skal hele mine svigt og mine sår, så jeg kan komme tilbage til, hvor hun er. Et fredfyldt og lykkeligt sted.

Kender du dit indre barn? Hvad har det været udsat for? Hvad har det brug for – og hvornår? Hvad kan du gøre for at lære det bedre at kende? Hvad skal du give dit indre barn?

Fortæl mig gerne om dine egne oplevelser, erfaringer eller tanker om det her emne – det er jo helt vildt spændende!

selvværd, selvtillid, lavt selvværd

Når jeg er demotiveret..

Jeg har besluttet mig for at have blog night hver mandag. Og her sidder jeg. Det er mandag aften, og jeg har spist god mad, jeg har set lidt serier, og jeg har også fået skrevet et halvt indlæg. Og nu gider jeg bare ikke mere. Men jeg er egentlig ikke tilfreds med min indsats, for det er jo meningen, at jeg skal bruge nogle timer på at være seriøs omkring min blog hver mandag aften.

Kender du det? At du har besluttet dig for at gøre noget, og så har du pludselig alverdens gode undskyldninger for at gøre noget andet end netop det. Jeg har for eksempel allerede rejst mig op nogle sætninger tilbage for at putte noget olie i mit hår – fordi det er da utroligt vigtigt at gøre det lige midt i det her.

Jeg er meget interesseret i det her med, at jeg har brug for at overspringshandle og lade være med at gøre det, som jeg egentlig gerne vil, eller som, jeg har besluttet, vil være godt for mig.

Og jeg har stadig ikke forstået, hvad det er, der sker. Det føles, som om min krop er i konflikt med sig selv. Den vil rigtigt gerne, men så saboterer den det for sig selv alligevel.

Nogle gange tænker jeg, om det er, fordi jeg er bange for at gøre det, jeg har besluttet mig for eller drømmer om – for hvad hvis jeg fejler? Jeg ved, det er et tema for mig – at jeg er bange for at fejle og ikke være god nok. Og så er det måske bare lettere at give op på forhånd, for så er der i hvert fald ikke nogen, der kan komme og sige, at jeg ikke kunne. Til gengæld kan de sige, at jeg ikke engang prøvede.. Og det er faktisk endnu værre.

Der er en kvinde, der hedder Mel Robbins, som holder inspirerende taler, og hun har fundet på et koncept, der hedder ”the 5 second rule”, som går ud på, at man skal gøre noget, så snart man får en impuls til det. Hvis jeg har besluttet eller får lyst til at skrive et blogindlæg, så skal jeg bare skynde mig at åbne computeren og begynde at skrive. Hendes teori er, at hvis ikke vi rykker på vores lyster og impulser, så går hjernen i gang og lokker os til at lade være. Måske siger den ”du har alligevel ikke brug for det der, du har det da godt, som du har det” eller ”det bliver nok ikke godt alligevel”, og så bliver det aldrig til noget. Men så går vi også glip af den tilfredsstillelse, der ligger i at gøre noget for sig selv, udfordre sig selv, arbejde for sine drømme og mål, udrette noget.

Se Mel Robbins inspirerende video

Jeg elsker den video. Jeg får tårer i øjnene og et sug i maven, hver gang jeg ser den. Hun har jo så meget ret!

Hun har lige udgivet en bog om sin ”5 second rule”, og selvom jeg kun er en tredjedel inde, så har den allerede givet mig meget, og den er helt vildt spændende.

”The fear of sucking, of not being good enough, of feeling like a loser – none of us wants to face that reality. So we avoid it like the plague. (…) That’s why we dodge challenges – to protect our egos, even if it means eliminating the possibility of getting what we want”

– Mel Robbins, ”The 5 Second Rule”

Derefter kommer hun med tre gode spørgsmål, nemlig ”What if you’re wrong”/Hvad hvis du ikke har ret, ”So what?!”/Og hvad så? og ”What are you waiting for?”/Hvad venter du på?

Det første handler om, at vi måske ikke har ret i vores forestillinger om, at ting ikke vil lykkes, eller at vi ikke er gode nok. Hvad nu hvis vi faktisk ikke har ret i den vurdering?

Det næste spørgsmål er rettet mod det scenarie, som vi er bange for – for eksempel ikke at være gode nok. Og hvad så? Så prøvede vi i det mindste, og vi lærte noget, er hendes pointe.
Det sidste spørgsmål handler om bare at kaste sig ud i det, for som hun skriver, så kommer der måske ikke en chance til.

”Sometimes there is no next time, no second chance, or no time out. Stop waiting. It’s now or never. When you wait, you aren’t procrastinating. You are doing something more dangerous. You are deliberately convincing yourself ”now is not the time”. You are actively working against your dreams.”

– Mel Robbins, ”The 5 Second Rule”

Heldigvis fik jeg lige i aften brugt ”5 second rule”, fordi jeg fik brugt min modvilje til at skrive til faktisk at skrive på min blog. Ved at skrive om, at jeg ikke gad skrive, fik jeg alligevel skrevet et indlæg. Nogle gange kan man bruge sin dovenskab eller sin modvilje på en kreativ måde, så man alligevel får taget et skridt i den rigtige retning.

Jeg ved jo godt, hvor fantastisk det føles, når jeg faktisk tager et skridt i retning af en drøm. Som dengang jeg købte en billet til Thailand og bare tog af sted uden en returbillet. Hvor jeg endte med at være på mit livs rejse i tre måneder, hvor jeg backpackede igennem Thailand i to måneder og bagefter tog en yogainstruktør-uddannelse i Indien. Eller dengang hvor jeg fik lyst til at købe en ukulele, og tre dage efter havde jeg købt en flot, gul én, og nu kan jeg faktisk spille på den. Eller da jeg havde skrevet mit første blogindlæg efter at have talt om det i flere måneder uden at kunne tage mig sammen til at åbne et dokument og begynde at skrive.

Hvad drømmer du om? Og hvornår overspringshandler du? Ved du hvorfor? Hvad holder dig tilbage? Og hvordan får du dig selv tilbage på sporet?
Del gerne, hvis du har nogle tips og tricks til at komme ud over ens demotiverede tilstand – jeg vil nemlig virkelig gerne blive bedre til at gøre det, jeg sætter mig for.

Hvad venter du egentlig på???

selvværd, selvtillid, lavt selvværd

Forskellen på selvværd og selvtillid

Kender du forskellen på selvværd og selvtillid? De to begreber bliver nemlig ofte forvekslet med hinanden. Selvom de kan minde om hinanden, så er der en væsentlig og meget vigtig forskel på de to.

Som jeg ser det, så er selvtillid groft sagt orienteret imod ”ydre ting” som egne evner, materielle goder og udseende, hvorimod et godt selvværd er en grundfølelse af, at man er god nok, som man er.

Man kan have god selvtillid, hvis man er god til et fag i skolen, eller hvis man er dygtig til at spille musik. Selvtilliden er høj, når man har tiltro til egne evner. Hvis man har det rigtigt fede job, så har man måske en god selvfølelse, og man ved, at man er noget værd, fordi man har den titel. Eller måske har man igennem livet opbygget en god portion selvtillid, så man stoler på, at man kan klare de opgaver, der lander på ens bord. Det kan også være, at man er omgivet af en masse materielle goder, har en super veltrænet krop, en flot kæreste eller en masse kurser på cv’et.

Men hvad sker der så, når den flotte kæreste finder en anden, og man bliver fyret, eller man mister alle sine penge? Føler man så, at man er noget værd?

Hvis man samtidig har lavt selvværd, så vælter korthuset, når de ydre ting forsvinder. Ens identitet kan være knyttet gevaldigt op på de ydre omstændigheder i ens liv – og så får ens selvfølelse et ordentligt slag, når de ydre omstændigheder ændrer sig.

Læs om Spejløvelsen her.

”Det er helt tydeligt, at vi lever i et selvtillidssamfund, hvor vi dyrker konkurrencen, karaktererne, økonomien, udseendet… ja, survival of the fittest. Fra vi er helt unge, lever vi med sammenligningerne. Er jeg god, er jeg lige så god som hende, eller er jeg dårligere end hende? (…) Selvtillid har et indbygget barometer: Derfor holder vi øje med, om vi er foran eller bagud i forhold til andre. For at høste anerkendelse skal vi jo helst være en lille smule bedre end gennemsnittet.”

Joan Ørting i bogen ”Elsk dig selv og bliv elsket”

 

Selvværd er derimod en indre og mere varig tilstand. Her handler det om at vide, at man er god nok, som man er – uanset om man har et imponerende job eller er arbejdsløs. Uanset om man har lagt make-up eller ej. Uanset om man har fået høje karakterer i skolen eller dumpede en eksamen. Alt det ydre er i princippet lige meget for følelsen af selvværd, fordi man ved, at alle mennesker har samme værdi, og man ved, at man selv er værdifuld.

Det kræver ikke særlige egenskaber, et særligt udseende eller et vist beløb på bankbogen for at være værdifuld. Det, at vi eksisterer, er nok i sig selv.

”Det sunde selvværd handler om at have kærlighed til sig selv, til hele den, man er. Der er tale om en grundkærlighed, vi kan kalde det en sund grundstamme, der handler om, at lige meget hvad der sker i dit liv, så kan du sige til dig selv: ”Jeg elsker da i hvert fald mig selv”.”

– Joan Ørting i ”Elsk dig selv og bliv elsket”

 

Derfor kan der ske alverdens ting i vores liv (som der jo oftest og uundgåeligt gør!), uden at man bliver væltet helt omkuld, hvis man har et godt selvværd. Følelsen af at være god nok er nemlig den samme, selvom der sker forskellige op- og nedture i ens liv. Det betyder selvfølgelig ikke, at man slet ikke bliver ked af at miste en partner, et job, penge eller noget andet ”ydre”. Det gør jo ondt at miste – men det er, hvis man får følelsen af, at man pludselig ikke længere er noget værd, at man måske skal kigge på sit selvværd.

Det er rigtig godt at have god selvtillid, og det er rart at føle, at man er god til noget. Men hvis man hele tiden søger efter bekræftelse ude fra og ikke føler, at man er noget værd i sig selv, så bliver livet lidt svært. Det bliver jo en evig kamp om at holde fast i de ting, der giver én værdi. Men de fleste ting i livet mister vi igen, så det er en farlig leg. Derfor er det altid vigtigt at arbejde for at have et godt selvværd, for på den måde kan du sikre, at du altid vil føle dig god nok.

Joan Ørting beskriver selvværd og selvtillid med en tegning af et træ. Træets krone er selvtilliden – det er den, andre kan se. Den kan være stor og flot (hvis man har god selvtillid), eller den kan være lille (hvis man ikke føler, man er god til noget). Selvværdet er derimod rødderne på træet – og jo bedre selvværd, man har, jo større er rodnettet. Det betyder, at træet stadig står oprejst, selv hvis der kommer vilde storme, der rusker i trækronen.

Selvtillid er altså en følelse, der handler om ens tiltro til egne evner eller noget andet, man “kan eller har”, hvorimod selvværd er en grundfølelse omkring ens eget værd, som i princippet er upåvirkelig af ydre omstændigheder.

Giver det mening? Hvad har du selv mest af – selvværd eller selvtillid? Hvordan ser rødderne på dit træ ud? Hvor meget selvtillid har du? Og hvordan står det til med selvværdet? Ved du godt, at du er noget værd, bare fordi du er dig?
Jeg vil rigtig gerne høre, hvad du tænker om emnet, så kommentér gerne herunder.

At være bange for sine drømme

Jeg skal være helt ærlig over for dig. Jeg har simpelthen været så bange for at starte den her blog om selvværd. Jeg blev uddannet som Selvværdsvejleder i december 2015, og jeg kan mærke, at jeg har fået meget mere selvværd af at tage den et-årige uddannelse, men alligevel så skræmmer den her blog mig bare mega meget – fordi hvad nu, hvis folk synes, den er vildt dårlig?

Da jeg var færdig med uddannelsen som Selvværdsvejleder, vidste jeg godt, at jeg gerne ville have klienter, som jeg kunne hjælpe med at få bedre selvværd, og drømmen om at starte en blog blev også hurtigt formet i mine tanker. Det virkede jo som en genial idé! Jeg er uddannet journalist og er vant til at skrive og formidle, og jeg havde lige fået alle de her nye, seje værktøjer hos Joan Ørting, hvor jeg har taget mit kursus.

Mine venner heppede på mig og sagde, at det var en god idé, og at det ville jeg være god til. Det var super dejligt at få den opbakning og støtte, men der var også noget andet, der rumsterede inde i kroppen på mig. Det var den her velkendte frygt for at eksponere mig selv. For at fejle. Og for at blive bedømt af andre mennesker.

For hvad nu hvis den her blog bliver en kæmpe fiasko? At folk, jeg både kender og ikke kender, synes, den er noget værre lort? At jeg ikke kan leve op til mine egne forventninger om at drive en blog?

De her tanker har fyldt rigtigt meget, og selvom jeg har taget små skridt i retning af faktisk at starte bloggen, så har jeg mest bare skubbet den foran mig. Ubevidst valgt ikke at prioritere det og tænkt, at det havde jeg ikke tid til lige nu. Men når man har en drøm, så bliver man jo nødt til at prioritere den, hvis den skal lykkes. Tingene sker desværre ikke af sig selv.
Én ting er i hvert fald sikker: vi når ikke vores drømme, hvis vi ikke tør risikere noget. Og selvom det er farligt, så er det netop de skridt ud af vores komfortzone, der gør, at vi vokser som mennesker. Jeg vil gerne vokse og være modig – vil du være med?

Så nu står jeg lige foran beslutningen om at starte den her blog. Jeg vil sindssygt gerne, fordi jeg ved, at det vil udfordre mig både fagligt og personligt. Og den udfordring vil forhåbentlig rykke mig og gøre mig til et stærkere og mere modigt menneske. Samtidig vil det give mig en enorm tilfredsstillelse at arbejde for at opnå min drøm, og bloggen kan måske endda hjælpe mig med at finde klienter, der gerne vil arbejde med deres selvværd, hvilket er en anden drøm.

Og ja, jeg er vildt bange for at stille mig derud, hvor alle kan se mig og vurdere mig for det, jeg laver. Men jeg er også ved at være så ulykkelig over ikke at følge min drøm, at jeg snart tør tage springet. Fordi hvad er det værste, der kan ske? Og kan det være værre end følelsen af ikke at gøre noget som helst?

Kender du det her med at være bange for at følge dine drømme? Hvad går du og drømmer om? Hvad er du bange for? Og hvad holder dig tilbage?

Kommentér gerne herunder, hvad du tænker om de her ting. Måske kan vi motivere hinanden og hjælpe hinanden med gode råd og opmuntring.

Her er en virkelig stærk video af Prince Ea, der handler om det her med ikke at følge sine drømme. Jeg har set den så mange gange, og måske vil den også motivere dig.