Tag: historier

selvværd, lavt selvværd, frygt

Interview: Joan Elgum om frygten og vores historier

Joan Elgum på 47 år er Skyggevejleder, Coach, foredragsholder og formidler samt uddannet lærer og administrativt i offentlig administration.
Indehaver af hjemmesiden www.vaerdigheds-akademiet.dk. Hun arbejder som Coach, Skyggevejleder og foredragsholder i Det Blå Behandlerhus i Roskilde samt i Taastrup.
Joan Elgum bor på den københavnske vestegn.

Læs mere om hende her:
https://www.vaerdigheds-akademiet.dk/ og på Facebook.

Hvordan har dit eget selvværd været som barn, ung og voksen?

Selvværdet er for mig en underlig størrelse. Kompleks og sammensat, varierende for mig og har været det på en diffus måde for mig igennem min opvækst, min barndom, ungdom og som voksen. På den ene side har jeg altid følt mig forkert, og på den anden side unik.

Som lille erindrer jeg, at jeg har været meget glad, og billederne fra mine tidlige år fysisk – samt dem, jeg har i mit indre – vidner om en glad pige i indre styrke, ro og balance.

Jeg husker også, hvornår dette begyndte at ændre sig. Omkring de 8-10 år og frem begyndte jeg at føle mig forkert, anderledes, som en outsider, og at jeg var anderledes end de fleste, og at jeg ikke var det samme værd som andre omkring mig – jeg følte mig for følsom.

Jeg græd meget som barn og ung. Jeg mærkede mine følelser stærkt, og gråden kom, når jeg ikke længere kunne være i mig selv, med det, jeg mærkede. Jeg græd i skolen, og det gjorde mig også til et let offer for mobning. Jeg stoppede med at græde i skolen i mellemtrinnet efter en dag, hvor en lærer bad de andre om at stoppe med at være efter mig og bad mig om at stoppe med at græde så let. Jeg husker tydeligt den time, hvor den samtale fandt sted, og hvor vi efterfølgende skulle ud og spille stikbold.

En bold ramte mig i hovedet og jeg skulle lige til at bryde ud i gråd, men i stedet bed jeg det i mig, jeg ville ikke græde mere. Jeg ville gøre det, min lærer bad mig om, da jeg gerne ville væk fra mobberiet og gerne ville vise, at jeg hørte efter. Indeni græd jeg, og når jeg kom hjem fra skole, græd jeg ofte på mit værelse.

Som ung mærkede jeg også denne anderledeshed af følsomhed, og jeg dyrkede den også. Jeg blev for eksempel senere kaldt voksen og følsom af mine klassekammerater – hvilket jeg på sin vis mærkede en indre stolthed over og forsvarede mig med, men samtidig ikke rigtig kunne lide ved mig selv. Jeg var stolt, og samtidig skammede jeg min følsomhed ud og kunne ikke lide den, når den ramte mig og gjorde mig ulykkelig indeni.

Mine forældre gjorde deres bedste for at forstå mig, men jeg ved også, at mit følsomme sind var svært at forstå og rumme for dem. I deres afmagt blev jeg gentagne gange mødt af sætningen ”om jeg ikke nok kunne lade være med at være følsom som et råddent æg”, nærtagende og lignende.

Da jeg var 16 år, kom jeg på efterskole, og der skete noget i mig det år.

Jeg opdagede, at min følsomme side også var en gave, og at jeg havde en evne til at se og forstå andre, til at spille en aktiv rolle og være en fortaler, en primusmotor i det sociale liv med den side af mig. Jeg var ikke blot accepteret, jeg var rummet, som jeg var, og fik venskaber og en kæreste, som ville mig med min følsomhed. Mit selvværd voksede, og jeg begyndte for eksempel at skabe min egen tøjstil omkring de 17 år og gik med hat og store øreringe, jeg selv lavede.

Da jeg efterfølgende kom på HF, blev jeg kåret som ” den gode kammerat”, der fremmede det sociale liv i klassen. Mit selvværd var blevet styrket, men indeni kæmpede jeg stadig den indre kamp imellem at være ok med min følsomme, dybt reflekterende side og de bump, jeg mærkede i mig, når følelserne tog over, eller jeg mærkede, at jeg ikke umiddelbart levede og var så letlevende og humoristisk som de fleste andre unge, jeg var sammen med.

Denne indre kamp har jeg båret med mig hele vejen ind i mit voksenliv. Mine relationer, mine egne evner til at stå ved mig har derfor været bølgegange af følelser og værd. Sikkerhed og selvværd mod usikkerhed, manglende værd.

Jeg har flere gange i mit voksenliv stået stærkt og tydeligt i mig selv, for derefter at tale mig selv ned og trække i land ved at undskylde mig selv efterfølgende for for eksempel at fylde for meget, tale for meget, være for dyb og dybsindig.

Ved eftertanke tror jeg, at jeg har været meget påvirket af det ydre og ydrestyret omkring mit selvværd. Jeg har været glad og følt mit selvværd, når jeg følte mig unik eller følte en forståelse for mig, og jeg har været afhængig af denne forståelse, samt anerkendelse for at mærke mit indre som en styrke. Sådan har jeg det ikke i dag.

I dag ved jeg, at jeg er mig, og min følsomhed er del af mig og en styrke, jeg har, som en del af mit hele jeg. Jeg ved, at jeg aldrig kan søge selvværd i kraft af andres forståelse og anerkendelse, men at kilden til mit eget værd er, når jeg rummer mig selv og fylder mit kærlighedskar op indefra. Andres forståelse og anerkendelse betyder da noget, men som en bonus til den balance, der er i indre ro, kærlighed og accept af hele mig i mit eget indre. Der vil altid være nogen, der kan lide mig, og andre, der ikke kan, og det har jeg det helt ok med i dag.

Hvilke historier har du fortalt dig selv i forhold til selvværd?

Jeg har fortalt historier om mig selv, som holdt mig fast i, at jeg var for følsom til livet, for følsom til at være elskelig, at jeg har været anderledes, for dyb, for reflekterende, for nærtagende.

At værd og værdighed, kærlighed var noget, jeg skulle gøre mig fortjent til.

Hvordan vil du beskrive din egen rejse mod et bedre selvværd?

Jeg vil beskrive min egen rejse mod et bedre selvværd som en livsrejse hjem. Som en rejse hjem til den efterladte pige, jeg lod tilbage på perronen grædende, udskældt og skammet ud. Som jeg igennem flere omgange skulle sendes retur for at genbesøge og møde. Først den dag jeg turde og blev sendt helt hjem til min indre pige, og da jeg tog hendes hånd i min hånd og tog hende med mig på rejsen væk fra barndommens land, da fandt jeg hele mig i værd, værdi, “vær-dig-heden” og selvværdet.

Hvilke metoder og redskaber har du brugt for at arbejde med dit selvværd?

Tankens kraft! Det kognitive, at ændre tanker, har været det absolut stærkeste redskab på min rejse hjem til bedre selvværd.

Skyggearbejdet i kombination af det kognitive har været revolutionerende for mig – den hele forskel. At have grebet mit mod til at se på mine skygger, de mørke og de lyse skygger, jeg har gemt væk i mig, og at integrere dem har i den grad styrket mit selvværd.

Prikken over i’et har været, da jeg opdagede, hvordan historier, jeg har fortalt mig selv om mig selv, kan ændres, når jeg har turde se på fakta i de fortællinger og derved har kunnet transformere historierne til styrkende fortællinger for mit værd. Sket er sket, der er, hvad der er, accept er også en kæmpe værdi i arbejdet med mit selvværd.

Det befriende i det personlige lederskab, væk fra offerrollen – at tage ansvar ved at handle og lytte til min intuition og faktisk følge det, mit indre kalder på i ansvarlighed for mit liv. Det vildeste i at vide og leve med bevidsthed og styrke i at – det er op til mig selv, hvordan jeg vil leve, hvordan jeg vil tage andres reaktioner ind, og hvad jeg vil lade påvirke mig.

Rollemodeller og at have læst om andre og hørt på andres livshistorier og transformationer til bedre selvværd har været en kæmpe guideline også.

Hvordan kan man arbejde med sine egne historier og overbevisninger?

Det er muligt at ændre sine overbevisninger og de historier, vi fortæller om os selv eller fastholder os selv i, ved at se det som et par briller, vi tager på. Tager vi rene briller på med pudsede glas, der ser alt som det er rent og faktisk, eller vælger vi at tage de fedtede briller på, som begrænser vores udsyn, så vi kan fastholde os selv i det, vi synes, at vi ser eller har set. Er det igennem mørke glas, eller er det igennem lyse glas, vi anskuer livet omkring os med.

Det handler med andre ord om, hvilket mindset vi vælger at se verden igennem. Vores vilje til at ville se klart og med åbent sind eller viljen til at ville fastholde de overbevisninger, vi har dannet os, som føles så rigtige, men ikke nødvendigvis er de mest konstruktive for os selv.

Gamle historier kan vi ændre i os selv ved at gå tilbage og se på dem med nye briller på, og så der spørge os selv, hvad skete der faktisk dengang… ”Hvad kunne fluen på væggen se og høre?”

Og dernæst spørge os selv: ”Hvad fik jeg det til at betyde, det der skete – og er det sandt?”

”Kan den betydning, jeg fik ud af det, der skete, være en anden?”

Endelig er det en styrkende tanke at gå med: ”at alle gør deres bedste i enhver situation med de ressourcer, de har til rådighed på det givne tidspunkt”

Et eksempel er min egen fortælling om, at min lærer fik mig til at føle, jeg ikke længere måtte være følsom og græde, da hun ville hjælpe mig ud af mobbeofferrollen. Den overbevisning har holdt mig fastlåst i årevis i en historie om, at jeg er forkert med min følsomhed. I stedet kan jeg se fakta, som at det, der skete, var en lærer, der ville hjælpe og gav råd i den bedste kærlige tilgang. Det kan jeg bruge som en styrkende overbevisning for mig til at vide, at hun så mig, og jeg er værd at se og tage vare på, og at hun gjorde det bedste, hun kunne, for mig i den givne situation.

Hvordan kan man arbejde med sin frygt?

Frygt er blot en følelse, derfor har vi egentlig ikke så meget at frygte. Følelser kommer og går, og der er intet farligt i følelser – følelser kan være ubehagelige at være i, men de er ikke farlige. Det er, når vi ikke tør eller kan være med vores følelser, at vi mister os selv i kampen mod at være med følelserne. Det er den kamp imod følelsen og alt det, vi gør for ikke at være i følelsen af frygt, som kan vælte os.

At arbejde med sin frygt kræver derfor mod, at vi tør gå dybt og røre ved det i os, som skaber følelsen af frygt.

Følelsen af frygt kan vi gøre til vores ven, vores guide – da den egentlig fortæller os så meget om, hvad vi mangler for at være i balance og ro med os selv – indefra.

Det simple spørgsmål at stille os selv er, “hvad er det, jeg er bange for at være?”. Frygten er vigtig at arbejde med, når vi arbejder med skygger og transformationer i vores liv.

De fleste mennesker har den samme grundfrygt, så det kan hjælpe at vide, at vi alle er ens i rødderne. De fleste af os er bange for ikke at høre til – at ryge ud af fællesskabet, ikke at være perfekte og for at blive afsløret for at være noget – fx for meget, eller for lidt.

Når vi opdager vores frygt, kan vi undersøge hvor den kommer fra, og hvad det for en væremåde, vi ikke tør være/vil være med.

Ved at vide, hvad det er for en egenskab/væremåde, vi ikke tør være, er der skabt en åbning for at komme frygten til livs. Derfra gælder det om at bruge sit mod til at tage frygten ind og vende den til en ressource i udvikling. Se på, hvilken ressource frygten kan byde på.

Derefter kan vi blive venner med frygten. Det kan gøres ved at gå igennem frygten, at se på værdien af en væremåde og gå ud og være det, vi ikke umiddelbart tør være og gøre. Igennem leg… leg med det… leg det ind i små steps i handling. Derved udvides komfortzonen, og mere frihed og mindre begrænsning vil være skabt til at leve og være som hele mennesker med alle følelser og alle måder at være på.

Når vi ser på frygten som budskab, vejviser og kvalitet i vores liv, vil vi leve mere frit.

Hvis vi går udenom frygten, vil den altid stå tilbage som et spøgelse, der dukker op igen og igen, og vi vil forblive i en dulme-smerte cyklus, der kun fjerner frygten kortvarigt og holder frygten fra døren kortvarigt.

Hvordan har det at arbejde med din frygt gjort en forskel for dig?

Jeg er blevet meget mere fri, mere glad, og jeg oplever mit værd vokser i takt med, at modet vokser i mig.. Selvom der stadig er frygt i mig og ting, jeg lige skal hente mere mod til, før jeg springer ud i det.

For mig har skyggearbejdet og min egen udvikling som coach og coaching bragt mig direkte i kontakt med min frygt. Min frygt for fx at være for meget, at fylde har tydeligt begrænset mig i at være den, jeg oprigtigt er, og som jeg nu mærker tydeligt er del af mig og har været det altid – autentisk – og det bruger jeg som en power, der nu kommer indefra. Jeg kan mærke hele mig selv og bruger det til at guide mig dagligt i valg og fravalg i mit liv. Jeg tror også, at det har gjort mig mere tydelig overfor andre. Mere karismatisk, elskelig eller ej.

Hvad har været dine største indsigter omkring dit eget selvværd eller selvværd generelt?

Omkring selvværd generelt synes jeg at fornemme, at vi er en kultur af skrantende selvværd, men høj selvtillid som ofte forveksles med selvværd. Det er interessant, at det er de samme følelser og tanker omring selvværd, der kommer til udtryk, når mennesker taler og åbner op om, hvad de bøvler med omkring deres eget værd og selvværd.

Selvværd er selvkærligt – men også fandens stærk næstekærlighed.

Hvis alle hviler i troen på eget værd og ”vær-dig-heden”, vil det give synergi i kærlighed af overskud og rummelighed overfor hinandens forskelligheder i vær-di og værdigheder.

Det er en erfaring, jeg synes at have gjort mig qua min egen udvikling og qua de mennesker, jeg kender og møder på min vej, som hviler i sig selv og kender sit værd.

Hvad er dine 3 bedste råd til at arbejde med sig selv og sit selvværd?

  • Rum dig selv, som du rummer og tager dig af et lille barn, i kærlighed, omsorg og anerkendelse af alle følelser og alle egenskaber, du måtte se hos dig selv. Søg støtte, vejledning og sparring på din udviklingsvej – du kan godt selv, men styrket i samspil med andre.
  • Udvikling sker med hovedet, med kroppen og hjertet. Ved at arbejde med bevidstheden i hovedet, skabes indsigt og forståelse, men udvikling sker kun, når vi har hjertet med i følelser, og vi mærker de kropslige svar. Vi kan tænke os til meget, men udvikling sker i handling.
  • Vær frygten utro, og gift dig med dine drømme – den, du drømmer om at være, er du allerede – du skal blot turde folde hele ”vær-dig-heden ud” og genskabe dig som den, du er født til at være.
selvværd, selvtillid, lavt selvværd

Giv slip på fortiden

Da jeg var til en fest for nogle uger siden, fik jeg rodet mig ind i min fortid. En af festens deltagere ville gerne have, at jeg gav den lidt mere gas og slap kontrollen. Og hvad var mit svar?

”Jeg kan ikke så godt lide at give helt slip. Ved du, hvad jeg engang har gjort, da jeg var fuld? Jeg har engang givet en fyr en knytnæve lige i ansigtet, og en anden gang faldt jeg på min cykel og var lige ved at brække kæben!”

Ud af alle de gange jeg har været fuld og til fest, så var det de to eksempler, som jeg hev frem. Det første med knytnæven skete, da jeg var omkring 16 år gammel – det er altså over halvdelen af mit liv siden. Mit stive cykelstyrt skete i 2006, altså for 11 år siden.

Jeg kendte ikke engang ham, som jeg talte med, særligt godt. Det var totalt unødvendigt – og temmelig dramatisk – at hive de to eksempler frem – men hvorfor gjorde jeg det så?

Jeg tror, jeg gjorde det ud af vane. Jeg har brugt så mange år på at være identificeret med min fortid og mine vrede teenageår, og jeg har brugt den historie til at fortælle en historie om mig selv. Jeg var et offer, der havde været udsat for mobning, og jeg kunne ofte få lidt ekstra opmærksomhed, når jeg fortalte om de oplevelser.

Læs Holder du fast i dit lave selvværd?

At bringe de to eksempler på banen føltes meget hurtigt bare underligt og akavet. Det kom fuldstændig ud af kontekst til et menneske, som jeg nærmest ikke kender. Og det er enormt irriterende at opleve, at jeg bliver ved med at hive de eksempler frem – for det er selvfølgelig ikke første gang. Det er 16 år siden, jeg var en vred teenager, og jeg er et helt andet sted nu. Det er godt, at jeg kan se, at det ikke er den bedste idé at holde fast i fortiden på den måde – nu må jeg bare øve mig på at fange mig selv, inden jeg åbner munden. Der skal en ny historie på banen.

Gør du også det her? Hvorfor tror du, at du gør det? Hvad får du ud af det?

Det minder mig om en anden tendens, jeg har haft i mange år – og som jeg sidste år besluttede at lægge på hylden. Jeg havde sådan en irriterende vane med at gøre folk, som jeg kunne genkende fra min hjemby på Fyn, opmærksom på, at jeg vidste, hvem de var. Hvis jeg mødte nogle, som jeg kunne kende ansigterne på (og som, jeg ærligt talt var bange for, måske tænkte noget negativt om mig fra dengang), så gjorde jeg dem altid opmærksom på, at vi havde gået i samme skole eller kendte nogle af de samme mennesker. Jeg var bange for, at de kunne huske mig og tænkte noget negativt – men det viste sig altid, at de overhovedet ikke kunne kende mig.

Det var en anden måde at bringe fortiden ind i nutiden på, som ikke var god for mig. At se dem gav mig tydeligvis nogle nervøse tanker, som strakte sig tilbage i fortiden, men det gjorde det nærmest endnu værre, når jeg gjorde opmærksom på det. Jeg bragte noget akavet på banen uden grund. Måske syntes de heller ikke, det var rart, at der pludselig var én, som var fra fortiden (og måske vidste alt muligt om dem).
Efter jeg havde gjort det til et bryllup sidste sommer, besluttede jeg, at nu var det slut med det. Hvis folk kan kende mig, så kan de sige noget, og ellers vil jeg bare lade som ingenting. Jeg husker ansigter rigtigt godt, og det er ikke alle andre, der gør det.

Læs Det handler slet ikke om dig

Det handler alt sammen om at blive bevidst om, hvilke historier du identificerer dig med, og hvilke historier du fortæller dig selv om dig selv og omverdenen. Herefter kan du undersøge, om det er godt for dig at holde fast i de historier, eller om verden muligvis er lidt mere nuanceret. Så kan du tage en beslutning om at ændre dine vaner, så du gradvist giver mere og mere slip på fortiden.
Går du rundt med nogle sår fra din fortid, kan jeg kun anbefale, at du får talt med nogle om dem eller arbejder med dem. Det er i mine øjne nemmere at give slip på fortiden, når man har fået den bearbejdet og forstår, hvad der er hvad.

Har du selv nogle eksempler på, hvordan du hiver fortiden ind i din nutid? Hvad tænker du om de eksempler? Og kunne du godt nogle gange tænke dig at gøre noget andet?

selvværd, selvtillid, lavt selvværd

Holder du fast i dit lave selvværd?

Dengang jeg var yngre, var jeg så stærkt identificeret med min teenagehistorie, at jeg nærmest følte, at jeg skulle fortælle den til alle, som jeg lærte at kende. Jeg følte simpelthen ikke, at folk kunne lære den “rigtige” mig at kende, hvis ikke de hørte alle mine historier om, hvordan jeg var blevet mobbet i min sportsklub og mobbet af alle de ”smarte” i min hjemby, og hvordan det hele bare havde været så hårdt, da min far var afvisende over for mig efter mine forældres skilsmisse.

I flere år var min historie (den hårde mobbehistorie, altså, ikke den om den trygge, gode barndom) så vigtig for, hvem jeg var. Som jeg har skrevet om i Hvilke historier fortæller du dig selv, så blev min egen historie en historie, som jeg fortalte igen og igen. Jeg var jo hende, der helt uretfærdigt havde oplevet svigt, mobning og afvisning, men som var kommet ovenpå igen – dog med ar på sjælen. Lige indtil den dag, hvor jeg fik nok. Jeg blev så træt af at skulle fortælle den samme, triste historie igen og igen, og pludselig følte jeg slet ikke, at den passede til, hvem jeg var blevet. Hvis jeg skulle starte ethvert nyt venskab med min teenagehistorie, så følte jeg pludselig, at jeg i deres øjne blev fastholdt i en form for offerrolle – som jeg ikke længere selv var tilpas i.

I går hørte jeg psykolog Mette Holm fortælle om, hvordan man træffer de rigtige valg, og på et tidspunkt kommer hun ind på det her med, at man kan blive afhængig af sine kriser. Selvom man har det utroligt dårligt, er det i krisen, at man får masser af opmærksomhed, nærvær og medlidenhed fra sin omverden, og det er de positive oplevelser, man kan blive afhængig af. Det fik mig til at tænke på, at man også kan blive afhængig af sit lave selvværd. Både fordi det er trygt, hvis man længe har haft det sådan. Det er lidt bagvendt, at man holder fast i det dårlige, men vi mennesker er vanemennesker og tryghedsnarkomaner, så vi er meget glade for det, vi kender. Og kender vi følelsen af lavt selvværd, så kan det være skræmmende at forlade den. Hvem ved, hvad der venter på den anden side? Samtidig får vi måske noget ekstra opmærksomhed fra venner og familie, og det er jo så dejligt at få en krammer og nogle søde ord, når man deler sine følelser.

Jeg fortæller stadig min historie til mennesker, der kommer tæt på. Jeg er stadig lidt identificeret med den, og jeg kan sagtens fange mig selv i at glide ned i historien og lade mig svælge i den opmærksomhed, jeg får ud af det. Derudover kan der være nogle reaktionsmønstre fra dengang, som kan være gode at forstå for andre. At føle mig udenfor og afvist er mine temaer, så jeg får måske lettere de følelser end andre, og det kan være fint at forklare til andre, hvad der sker, når jeg pludselig reagerer på et eller andet. Men jeg ved også, at min historie ikke gør mig til den, jeg er. Den skal ikke styre mit liv fremadrettet, og jeg skal ikke hele tiden rode rundt i de ting, der skete dengang. Så jeg øver mig på ikke at fortælle om den periode, med mindre det er relevant.

Derimod prøver jeg at fokusere på alt det gode, jeg har i mit liv. Søde venner, skønne forældre, en fantastisk kæreste og i det hele taget et privilegeret liv. Det er det, jeg har lige nu her i nutiden. Det er faktisk det eneste, jeg har. Min historie er vigtig, men den er også kun et fatamorgana af oplevelser, jeg havde engang i fortiden. Jeg har lært en masse af det, og det skal jeg tage med mig videre. Alt det negative, som jeg i nogle tilfælde stadig ikke engang forstår hvorfor skete, det skal jeg bare lade ligge.

Det her er ikke en løftet pegefinger, der skal få dig til at føle, at du ”bare” skal slippe dine historier og dit lave selvværd. Det er slet ikke så let, og der kan også være en god grund til, at du holder fast i nogle ting. Men det kan være rigtigt godt at blive bevidst om, hvad der sker i dit hoved, og hvad du får ud af evt. at holde fast i nogle af dine følelser eller historier. Hvis du gerne vil slippe nogle oplevelser, tanker, mønstre eller andet, så kan du altid arbejde aktivt på det – men husk, at ting tager tid, og at du skal være selvkærlig i processen.

Hvordan har du det med dit eget selvværd? Holder du også lidt fast i det? Hvad får du ud af at holde fast i det? Hvad er dine tanker omkring at give slip på det? Hvad skal der til, for at du kan slippe dine lave selvværdsfølelser lidt mere?

Husk, at jeg tilbyder op til fem gratis samtaler, hvis du har brug for at få vendt nogle ting.

selvværd, selvtillid, lavt selvværd

Hvilke historier fortæller du egentlig dig selv?

Hver gang jeg har det mindste at gøre med matematik, plejer jeg at fortælle alle, der gider lytte, at jeg er ret dårlig til det. Det sker både i supermarkedet, over for mine journalistiske kilder (hvis vi på en eller anden måde bevæger os ind på matematik), mine venner og alle mulige andre. Det ryger simpelthen ud af munden på mig.

– Jeg er ikke så god til det med matematik.

– Jeg kan slet ikke finde ud af matematik.

– Puha, matematik er ikke min stærke side!

Sådan kan det lyde, og i mange situationer er det slet ikke nødvendigt, at jeg fortæller folk, hvor god eller dårlig jeg er til at regne. Ja, jeg har haft svært ved matematik i skolen, og ja, jeg bruger det stort set ikke i mit voksenliv, så selvfølgelig er jeg da ret rusten. Men måske er jeg ikke så dårlig, som jeg går rundt og siger hele tiden?

Det med matematikken er blot ét eksempel på alle de historier, jeg går rundt og fortæller mig selv. Vi skaber jo hele tiden fortællinger om os selv, og de kan blandt andet være skabt af tidligere oplevelser.

Jeg fik for eksempel af vide i folkeskolen, at jeg gjorde det svært for mig selv i matematiktimerne, og min fysiklærer spurgte mig faktisk engang, om jeg var dum (foran hele klassen), når jeg stillede så mange spørgsmål. Så jeg holdt op med at række hånden op, og jeg gav op på naturvidenskabelige fag. Min historie som ”dårlig til matematik” var skabt.

Vores virkelighed er i høj grad skabt af de tanker, som vi går og gør os om os selv og vores omverden. Vi prøver jo at finde ud af, hvem vi er som mennesker, så vi tager alle tidligere oplevelser, vores egenskaber og drømme og maser dem sammen til én stor modellervoksfigur.

– Se! Sådan er jeg! Jeg er dårlig til matematik, men rigtig god til at grine. Jeg går i farverigt tøj, og jeg er journalist. Jeg er socialt akavet, kan ikke finde ud af at tale foran mange mennesker, jeg kommer næsten altid for sent, jeg er skide dårlig til at finde vej, jeg er…. Bla bla bla…, siger modellerfiguren ud igennem min mund.

Læs Dine tanker skaber dit liv – så pas på dem

Jo, jeg kommer tit for sent – men hvad nu hvis jeg faktisk kommer mere for sent, fordi jeg hele tiden tænker, føler og siger, at jeg gør det? Jo, jeg er dårlig til at finde vej, men nogle gange går det faktisk meget godt med retningssansen. Ja, jeg kan blive rigtig usikker i sociale sammenhæng, men nogle gange har jeg været så selvsikker og god til alt det sociale, at folk er faldet ned af stolen, når jeg har sagt, at jeg nogle gange bliver usikker.

Kan du se det?

Verden er langt mere kompleks og nuanceret, end vores historier giver den lov til at være. Vi er langt mere komplekse, nuancerede (og fantastiske, må jeg lige tilføje!), end vi går rundt og bilder os selv ind. Især hvis du har lavt selvværd, kan du være præget af negative historier, som måske hænger fast fra fortiden, eller som har fundet sit eget liv og bliver ved med at vokse og tynge dig.

Lær Den indre kritiker at kende

Nu skal det ikke lyde, som om alle de historier, vi går rundt og fortæller os selv og om os selv, er dårlige og skal fjernes. Nogle historier kan jo være rigtige, fyldestgørende og gode. Men problemet er, når vi skaber negative fortællinger om os selv, og når vi ukritisk begynder at tro på dem. Så kan de begrænse os og måske endda vokse og blive selvforstærkende. Som når jeg efter et par dårlige oplevelser i folkeskolen skaber en historie om, at jeg er dårlig til alle naturvidenskabelige fag – og her 15 år efter stadig går rundt med den opfattelse. Det vil jo være rigtig godt for mig at få et mere neutralt forhold til matematik, så jeg ikke behøver føle mig dårlig, mindreværdig, dum og akavet, ikke?
Vi behøver nemlig ikke holde fast i vores historier hele livet igennem. En hovedrengøring engang imellem vil være utroligt godt!

Og hvis du kigger alle dine historier efter i sømmene, kan det være, at du opdager, at du er meget mere end dem. At du ikke har brug for de historier længere, fordi de holder dig tilbage, eller fordi de ikke er fyldestgørende længere. Så kan du bygge og skabe nye historier om dig selv. Historier med plads til dig, plads til gode følelser og energi.

Her er nogle spørgsmål, som du kan starte med:

– Hvilke historier fortæller du dig selv?

– Om din personlighed/hvem du er?

– Om hvad du kan?

– Hvad fortæller du om dig selv i forhold til dine personlige relationer, dit professionelle liv, og når du står foran spejlet?

Prøv at finde fem til ti historier, og udsæt dem hver især for disse spørgsmål:

– Hvor kommer den historie fra?

– Hvor sand er den historie?

– Hvad gør den historie ved dig? (Hvad får den dig til at føle, tænke og gøre?)

– Kunne det være, at den historie kun viser et begrænset udsnit af virkeligheden?

– Hvad kan du gøre for at gøre historien mere nuanceret, mere fyldestgørende, mere ægte?

– Skal denne historie have lov til at overleve og stadig være en del af din historiefortælling?

– Hvis ja, hvorfor?

Hvis du har lyst til at dele nogle af dine tanker, indsigter eller følelser efter det her blogindlæg, vil jeg meget gerne høre dem 🙂 Du kan kommentere herunder, sende en mail eller skrive til mig på Stjerne Selvværds Facebookside

Det handler slet ikke om dig… Del 1

Da jeg gik i gymnasiet, spurgte jeg dagligt min veninde, om jeg ”så mærkelig ud”. Jeg stillede spørgsmålet, fordi jeg hver eneste dag følte, at folk omkring mig kiggede meget på mig på en negativ og dømmende måde.

Forhistorien – som du måske har læst andre steder på bloggen  – er, at jeg i mine teenageår oplevede meget kritik og afvisning fra andre teenagere (og i andre sammenhænge også mine venner og min familie). De andre unge sagde, at mit tøj var grimt, og at jeg var en ”klam hippie” og alt muligt andet, der set i bakspejlet har været overfladisk kritik fra mennesker, der ikke kendte mig eller måske selv havde noget at bøvle med. Men fordi det stod på omkring fem år og også i løbet af de år eskalerede til ikke kun at handle om mit skøre, farverige tøj, så var jeg i gymnasiet helt enormt bevidst om, at der var nogle, der ikke kunne lide mig.

Jeg blev så selvbevidst, at jeg hele tiden kom til at gå og kigge efter, om de andre kiggede på mig. Og jeg havde hele tiden følelsen af, at de kiggede og hviskede bag min ryg. Det var ærligt talt ret ubehageligt, og de første år på gymnasiet var ikke vildt sjove, fordi det også tog mig noget tid at komme ordentlig ind i sammenholdet i min klasse.

Så min kære veninde måtte hver dag svare på, om jeg så ”mærkelig ud”. Hun svarede altid nej, fordi jeg jo havde ikke mad siddende i hovedet eller toiletpapir hængende ud af bukserne. Jeg så helt normal ud, og jeg var bare mig – men problemet var jo ikke så meget mit tøj.

Problemet var, at jeg på det her tidspunkt havde taget al den kritik, jeg havde mødt, til mig. Jeg var begyndt at tro på historien om, at jeg så mærkelig ud, gik i noget mærkeligt tøj, at jeg selv måske var mærkelig, og at ingen kunne lide mig. Jeg fortalte mig selv den historie hver dag. Det vil sige, at jeg faktisk brugte ordet ”mærkelig” som det første ord til at beskrive mig selv, hvis jeg blev spurgt om, hvem jeg var. ”Jeg er sådan lidt mærkelig”, ville jeg sige.
Jeg reproducerede alle de negative ord, som folk havde råbt efter mig (også selvom det bare var en eller anden ligegyldig, smart fyr, der råbte, at jeg havde grimme bukser på) eller sagt til mig. Jeg lod stille og roligt kritikken sive ind i min krop og mit hoved, og jeg overtog den, så det blev min egen selvopfattelse.

Og når det var så stor en del af mit eget selvbillede, så begyndte jeg jo også ubevidst at kigge efter beviser på, at det var sådan, verden hang sammen. Derfor var jeg hele tiden meget bevidst om, om de andre elever kiggede på mig i timen eller på gangene. Det første år turde jeg knap nok gå igennem kantinen af frygt for, hvor mange øjne jeg ville se lande på mig. Så jeg stormede altid igennem kantinen med bøjet hoved – og gik ud og spiste min frokost på toilettet. Min veninde fortalte mig, at hendes klassekammerater havde sagt om mig, at jeg ”virkede så arrogant”, når jeg gik igennem kantinen. Hvis de bare havde vidst, hvordan jeg havde det indeni!

Når jeg kiggede efter, om de andre elever kiggede på mig, så fangede jeg selvfølgelig en del af dem gøre netop det. Man kigger jo rundt på sin omverden – og mit tøj stak vitterligt meget ud med mange forskellige farver blandet sammen. Hver gang jeg fangede nogens blik, kunne jeg bruge det til at forstærke min følelse af, at jeg nok ”så mærkelig ud”.

Senere har jeg indset, at det meget sjældent handler om mig, når folks øjne falder på mig. Og at jeg i hvert fald ikke behøver tolke det negativt – for jeg kan vitterligt ikke vide, hvad de tænker. Måske synes de, mine sko er vildt flotte, eller at mit hår sidder lidt sjovt, eller bare at de også gerne vil have en grøn Fjällräven.

Bliv klogere på at styre dine tanker her.

Læs med i del 2, hvor jeg fortæller, hvad jeg har lært af den her oplevelse.

Kan du genkende noget af det her? Har du også haft nogle ideer om, hvad andre har tænkt om dig? Har du ladet frygten styre? Har du også (haft) et negativt selvbillede, fordi du har overtaget nogens kritik af dig? Hvad har det betydet for dig, og hvad har du gjort for at komme videre?

Kom meget gerne med kommentarer herunder – det kan være forløsende at dele sin historie, og her på bloggen er der plads til at være sårbar, stærk, usikker og uperfekt 🙂