Tag: kontrol

Dine tanker skaber dine følelser og dit liv – så pas på dem!

Som jeg tidligere har skrevet om her på bloggen, så er ens tanker enormt vigtige for, hvordan hele ens liv ser ud. Har man negative tanker har man højest sandsynligvis også et liv, der afspejler de tanker – og omvendt.

Læs indlægget om Den indre kritiker

Hvorfor nu det? Fordi vores tanker er med til at skabe vores følelser, og vores følelser har en enorm indvirkning på de valg, vi tager i livet. Lad mig give dig to fiktive eksempler:

1) Hvis man går rundt og tænker, at livet er hårdt, at man ikke er noget værd, og at folkene omkring én er dumme (kom gerne selv på flere), så går man måske også rundt med sænkede skuldre og nedadgående mundvige. Samtidig føler man sig måske ked af det, negativ, uduelig og ikke værd at elske. Måske går man også rundt med lidt ondt i maven eller andre steder i kroppen.

Når man så møder andre mennesker, kan det være, at man brokker sig, er negativ og har et lukket kropssprog. Og hvis man går rundt og har det sådan, og det er den indstilling, man har til livet, hvad vælger man så, når man står over for nye valgmuligheder? Tør man så springe ud i nye ting? Tør man stole på andre mennesker? Får man det bedste ud af livet?

2) Hvis man derimod vågner med et smil på læben og  dybt inde ved, at man er god nok, som man er. At man er værd at elske, og at man har gode tanker om livet, om sine muligheder og andre mennesker. At man stoler på livet og er taknemmelig for det, man har. Så har man højst sandsynligt nogle gode følelser i kroppen som glæde, entusiasme, åbenhed, kærlighed (til sig selv, andre og livet).

Så kan det være, at man går rundt og smiler lidt for sig selv på gaden, og at man er nysgerrig og åben over for nye mennesker. At man møder verden med glæde og latter. At man siger ja tak med et kæmpe smil, når der byder sig en spændende mulighed (selvom den måske også lyder lidt farlig). Og at man går i seng om aftenen og er glad for sit liv med alle dets op- og nedture.

Det er selvfølgelig lidt firkantet sat op, for vi er jo alle fyldt med både positive og negative tanker. Og det er jo ikke fordi, at hvis man har en dårlig dag eller negative tanker, så har man et dårligt liv.

Og min pointe er heller ikke, at vi alle sammen skal hoppe rundt og være lalleglade mennesker, der afviser alle negative tanker, fordi de skal også have lov til at være der, for de er en del af livet.

Men vores tanker er virkelig vigtige for vores livskvalitet, og vi kan ændre vores liv helt vildt meget, hvis vi kan kontrollere vores tanker og være bevidste om, hvad de gør ved os, og hvordan vi sørger for, at de gavner os i stedet for at modvirke os.

Prøv at lægge mærke til dine tanker i løbet af dagen eller endnu bedre hele ugen. Hvad tænker du på? Hvad tænker du på, når du vågner? Og når du går i seng? Når du bare stener og slår hjernen fra, hvilke tanker kommer så ind i dit hoved? Hvad tænker du på, når du er alene? Når du er sammen med andre mennesker? Og ændrer de sig, alt efter hvem du er sammen med? Hvad tænker du på, når du er træt (udover at du gerne vil lande i en seng snart)? Når du er stresset? Når du er glad? Når du får kritik?

Vi tænker tusindvis af tanker i løbet af en dag, og rigtig mange af dem har vi allerede tænkt før (i går og i forgårs og dagen før osv.), så de er blevet så automatiserede, at vi måske slet ikke tænker over dem. Men det er måske netop de farligste tanker, for de taler til din underbevidsthed på daglig basis og kan måske styre dit liv mere end noget andet.

Så lyt til dem. Vær opmærksom på dem. Når du er blevet bevidst om dem, kan du ændre dem. Hvis du ikke ved, hvad du tænker, er det svært at ændre på dine tanker. Én ting er at fylde på med gode tanker – det er super vigtigt – men hvis vi ikke får ryddet op i de ubevidste tanker (og de ideer om os selv, som tanker repræsenterer), så vil de stadig påvirke os.

Og det er jo dit liv – så det er dig, der skal stå ved roret.

”Det, vi tænker om os selv, bliver vores sandhed. Jeg tror på, at alle – jeg selv iberegnet – er 100 % ansvarlige for alt det, der sker i vores liv, det bedste og det værste. Hver en tanke, vi tænker, skaber vores fremtid. (…) De tanker, vi tænker, og de ord, vi udtaler, skaber vore oplevelser. (…) Når vi skaber fred og harmoni og balance i vores bevidsthed, så er det det, vi får i vores liv.”

– Citat af forfatteren bag bogen ”Helbred dit liv”, Louise Hay.