Tag: mærk dig selv

selvværd, lavt selvværd, selvtillid

Nej blev der sagt!

Jeg siger meget nej for tiden. Jeg har lige sagt nej til et vikararbejde, jeg ellers var sikker på, at jeg gerne ville have. Men da jeg fik en anden besked omkring arbejdsvilkårene, end jeg havde fået til at starte med, kunne jeg mærke, at det ikke var rigtigt at sige ja. Selvom jeg kunne mærke, at jeg ikke ville blive glad for at arbejde der, så havde jeg det alligevel svært med at sige nej – fordi må man gerne sige nej til arbejde, når man er arbejdsløs? Må man godt sige nej til et job, man selv har søgt?

Jeg kom frem til, at det må jeg godt (haha, jeg sidder lige og hører en podcast, og ordene ”måske skal jeg slippe et job” blev sagt, mens jeg skrev det her!).

Og det er ikke det eneste nej, jeg har ytret eller handlet på på det sidste. Jeg har sagt op på mit bartenderarbejde, hvor jeg har været vikar i snart et år (og det betød i praksis, at jeg stod med ét ben inde og én ben ude). Jeg har også sagt op på mit tekstforfatterarbejde, hvor jeg hverken var glad for opgaverne eller for den måde, som tingene blev formidlet på.

Jeg har også sagt nej til aftaler og sex. Det føles simpelthen så rart at sige nej til det, som ikke føles rigtigt, både på kort og lang sigt! Har du prøvet det for nylig?

For mig har det handlet om at skrælle ting væk, for at jeg bedre kan fokusere på det, der er vigtigt for mig, når der ikke er for meget larm omkring mig. Og det er vigtigt for mig at finde et arbejde, som jeg kan blive glad for, og som er nok timer/udbetaler nok til, at jeg kan komme ud af dagpengesystemet. Det er dejligt med nogle småjobs, men set i bakspejlet er det mere distraherende og kræver mere energi af mig, end jeg får ud af det.

Og så er der den krølle på det hele, at når du siger nej til noget, så siger du ja til noget andet. I mange af de her tilfælde har jeg sagt ja til fokus, mere energi og ro, ja til prioritering og til det, der føles godt for mig. Og det, der føles godt for mig, skulle gerne lade mig op og give mig energi, som jeg så igen kan bruge på at arbejde for og på det, som jeg drømmer om.

Hvad bruger du for meget energi på, som ikke giver dig særligt meget tilbage? Hvad distraherer dig væk fra det vigtige i dit liv?

Foredragsholderen og forfatter Mel Robbins har også talt om det her på sine sociale medie-kanaler for nylig.

”You must learn to say NO. And this goes way beyond the words you speak. Saying no is about the actions you take. If you answer work email at 8pm or 6pm, you just said YES I’m available 24/7. (…) If you allow yourself to be distracted with shit that doesn’t matter, you just said YES to something that wasn’t important. If you listen to your friends spew gossip, you said YES I agree with smack talk. (…) When you stay focused and finish your to do-list, you say NO to distractions. And when you leave work email for tomorrow, you say NO to the guilt and fear that convinces you to be available 24/7.”

Mel Robbins på Instagram @melrobbinslive

Her handler det for Mel Robbins ikke kun om at sige nej, men ligeså meget om de handlinger, man foretager sig. Og det giver vildt god mening, synes jeg, og det er en god måde at se det på. Jeg kan især godt lide tanken omkring, hvad du egentlig siger ja til (altså prioriterer), når du siger nej til noget. I stedet for kun at tænke på, hvad man ”mister” eller går glip af, så er det en god idé at vende det om til, hvad man i stedet får ud af det.

Det har været godt for mig at sige nej. Det føles, som om jeg respekterer mig selv mere, og jeg kan mærke, at jeg øver mig på at mærke, hvad jeg gerne vil, og hvad der føles rigtigt.

Har man lavt selvværd, er man måske også trænet i at overhøre sin indre stemme, der fortæller én, om man skal gå den ene eller anden vej. Har man problemer med selvværdet, kan andre folks meninger om én betyde enormt meget, og derfor kan det blive andres mening om én eller éns egen frygt for, hvad andre tænker, der kommer til at styre mange af éns valg. Og det er ikke særlig sundt for selvværdet, for jo mere man overhører sig selv, sine behov og sine grænser, jo dårligere kan man risikere at få det med sig selv. Hvis ikke man tager sig selv alvorligt, hvem skulle så gøre det?

Derfor er det netop noget af det, som jeg selv arbejder med alene og sammen med mine selvværdsklienter: at gøre det, der er godt for én selv, at lytte til sig selv og at sætte grænser. Jo mere du respekterer dig selv, jo bedre vil du få det over tid med dig. Du vil blive stærkere, og du vil kunne mærke dig selv meget mere. Kan du træffe nogle sunde valg for dig (ikke for alle andre), vil du både mindske de ubehagelige oplevelser, som du kan havne i, når du lader dig rive med af flokken, men du vil også få mere selvrespekt og selvkærlighed.

Husk, at du skal være sammen med dig hele livet – og det er du nok den eneste, der skal. Jo mere du kan være det så klichéfyldte ”din egen bedste ven”, jo bedre et liv vil du få. Og det betyder måske, at du skal øve dig i at sige mere nej til ting? Og måske sige mere ja til det, som du ikke tidligere har turde sige ja til, men som du drømmer om? I hvert fald at blive mere bevidst om, hvad DU skal sige ja og nej til. Det er to kraftfulde ord – både hvis de bruges bevidst eller ubevidst. Men vil du bruge dem til din fordel, skal du bruge dem bevidst og vide, hvornår du skal sige det ene og ikke det andet – og omvendt.

Hvor kan du sige mere nej i dit liv? Hvor vil det berige dit liv at sige nej? Og hvor vil det berige det at sige ja tak? Skriv gerne i kommentarfeltet, jeg elsker at høre, hvad du tænker!

selvværd, selvtillid, lavt selvværd

Da jeg mødte mit indre barn

Det er lidt svært for mig at sige, præcis hvornår jeg mødte mit indre barn for første gang. Jeg ved, at jeg mødte hende ”sådan rigtigt”, da jeg gik på Selvværdsvejlederuddannelsen i 2015, men jeg havde mødt hende før det også. Inden jeg uddannede mig til Selvværdsvejleder, havde jeg bare kun mødt hende, når det hele blev rigtigt svært.

Det gjorde det ofte i forhold, hvor jeg kunne blive enormt usikker og bange – fx for at min kæreste ville gå fra mig eller være mig utro. Kort sagt at blive svigtet, som jeg havde prøvet før. Et eksempel kunne være, at der var noget, en kæreste gjorde, ikke gjorde eller sagde (en såkaldt trigger), som gjorde mig usikker på, om jeg nu var god nok, eller om han hellere ville være sammen med en anden. Så ville jeg begynde at blive ked af det, få hjertebanken og få underlige fornemmelser i kroppen. Jeg ville måske fortælle, at jeg blev usikker, og vi ville måske snakke lidt om det, men det ville måske ikke gå væk, og mine tanker ville løbe mere og mere løbsk, og mine følelser i kroppen ville også trappe op. Der var dér, jeg ville møde mit indre barn. Når hun skreg, var rystende bange eller forsøgte at gemme sin usikre krop bag et kæmpe vredesskjold, som hun havde bygget op over årene.

Når jeg mødte hende der, havde jeg det altid dårligt, og hun føltes som et gammelt monster, der rejste sig fra graven og hev mig med ned i et kvælende kviksand. Jeg kunne nogle gange helt bogstaveligt ikke trække vejret – jeg hulkede og hyperventilerede og var helt ude af det. Det har jeg heldigvis ikke oplevet mere end en håndfuld gange.

Kender du dit indre barn? Kender du de her følelser, hvor du reagerer kraftigt på nogle ting, og hvor det føles, som om fortiden kommer og flår i dit hjerte? Eller er det helt volapyk, det med det indre barn?

Dit indre barn er dig, da du var et lille barn på omkring tre og fem år. Det er dig, da du måske ikke fik opmærksomhed nok, ikke fik nok kærlighed, eller hvad det nu kan være. Dit indre barn er på en måde en samling af alt det, du har oplevet i din barndom, og som har været godt og skidt. Men hvis sårene ikke er helet, så er dit sårede barn stadig indeni dig, og det er ham eller hende, der reagerer højlydt, når noget i din nutid trigger følelser fra din fortid.

”In popular psychology and analytical psychology, inner child is our childlike aspect. It includes all that we learned and experienced as children, before puberty. The inner child denotes a semi-independent entity subordinate to the waking conscious mind.”

– Wikipedia

For nogle år siden, da de her episoder var værst, blev jeg mere og mere bevidst om, hvordan mit indre barn havde det – men hun stak kun hovedet frem, når jeg var bange og ked af det. Jeg kunne fornemme, hvordan hun begyndte at røre på sig, og jeg kunne mærke, om hun blev helt utrøstelig, eller om hun pustede sig op og gemte sig bag vrede. Det var jo mig, der var vred og sagde de hårde ord, men jeg kunne mærke hende reagere indeni mig.

”Tænk på, hvor perfekt du var, da du var et ganske lille barn. Spædbørn behøver ikke at gøre noget for at være gode nok, de er allerede perfekte, og de opfører sig, som om de ved det. De ved, at de er verdens navle. De er ikke bange for at bede om det, de har brug for. De udtrykker frit deres følelser.(…) Sådan har du også været. Sådan har vi alle været. Så begyndte vi at lytte til de voksne og deres angst, og vi begyndte at fornægte vores egen storhed.”

– Louise Hay i bogen ”Helbred dit liv”

På selvværdsvejlederuddannelsen skulle vi en dag på en trommerejse. Vi skulle ligge på gulvet på tæpper, slappe af og lukke øjnene. På gulvet imellem os gik en mand rundt med en tromme (Robert Lubarski, hvis du vil slå ham op), og han lavede en guidet meditation, hvor vi skulle finde en nedgang til vores egen underverden. Her skulle vi møde vores indre barn, som ville gå os i møde. Jeg kom ned på en stor græsplæne, og der kom lille Sabine gående imod mig. Hun var storsmilende og grinede. Vi krammede og sagde hej,og så brugte vi ellers resten af tiden på at rulle rundt i græsset og kilde hinanden, grine og have det helt enormt rart. Solen skinnede, og der var vand i bunden af haven. Det var en kæmpe oplevelse for mig, en oplevelse, som jeg den dag i dag – her to år efter – stadig kan få tårer i øjnene over. Jeg mødte mit indre barn, og jeg så, at hun havde det godt. Hun var ikke længere helt vildt sårbar og ked af det. Hun var glad, og hun var helt sin egen. Fjollet, ubekymret, kreativ, unik, kærlig og frygtløs. Hun var, som jeg husker mig selv, inden jeg blev bange og svigtet.

Det møde var så vigtigt for mig og min videre rejse mod et godt selvværd. Det har været en kæmpe gave at møde hende, for nu kender jeg hende, og jeg møder hende ikke længere kun, når hun føler sig såret og skal trøstes. Jeg ved, at hun altid er der, og at hun for det meste har det godt. Og når hun er ked af det, så er det mig, der skal trøste hende. Jeg er den voksne, der skal tage mig af hende og give hende det, som hun ikke har fået dengang. Når hun bliver bange for, at folk omkring hende forlader hende, så er det mig, der skal fortælle hende, at jeg altid vil være der for hende, og at jeg elsker hende, præcis som hun er. Når hun bliver vred (fordi hun inderst inde er ked af det og sårbar), så er det mig, der skal lokke hende frem bag det store skjold og give hende en kæmpe krammer og en masse kærlighed. For det fortjener hun (og hun er jo mig, så jeg fortjener det).

Forstår du? Det er dit indre barn, du skal tale til, når du laver spejløvelsen. Når du kan mærke, at der sker noget inden i dig. Du kan komme langt, hvis du kan lære dit indre barn at kende og forstå, hvilke behov det har. Og hvis du kan opfylde dine behov, kan du hele dig selv.

Forleden fandt jeg en artikel om det indre barn i magasinet Psykologi, og den kan du læse her

Jeg ser helt vildt op til mit indre barn. Jeg vil gerne være som hende, for hun er mega sej, og hun bekymrer sig ikke om, hvad andre tænker, og hun gør, hvad hun vil.

Som da vi sagde farvel ved vandet, og hun løb op af en trappe op til en lille træhule i et træ (der boede hun åbenbart!), og jeg spurgte hende ”Bor du dér? Er du ikke bange for højder?” (Det er jeg nemlig), og hun svarede: ”Nej, ikke endnu!”
Den besked blæste mig fuldstændig bagover. Hun er ikke bange endnu. Jeg skal hele mine svigt og mine sår, så jeg kan komme tilbage til, hvor hun er. Et fredfyldt og lykkeligt sted.

Kender du dit indre barn? Hvad har det været udsat for? Hvad har det brug for – og hvornår? Hvad kan du gøre for at lære det bedre at kende? Hvad skal du give dit indre barn?

Fortæl mig gerne om dine egne oplevelser, erfaringer eller tanker om det her emne – det er jo helt vildt spændende!