Tag: mod

selvstændig, selvværd, selvtillid

Status på det selvstændige liv

Photo by Darren DeLoach on Unsplash

Jeg tog springet ud i at være selvstændig for et par måneder siden, og jeg vil i dette blogindlæg forsøge at komme med en status på, hvordan det går. Måske er der nogle af overvejelserne, du kan bruge i dit eget liv?

Jeg var fra start forberedt på, at det ville blive en proces, der går meget op og ned. Jeg vidste godt, jeg ville få dårlige dage, hvor det ville være svært at motivere mig selv, og hvor jeg ville blive overvældet af negative tanker. Derfor besluttede jeg mig for at sætte forventningerne lavt – både for at imødekomme, at det ville blive ”a bumpy ride”, men også fordi jeg kender mig selv godt nok til at vide, at jeg ikke altid har det godt med høje forventninger. Hvis jeg kræver for meget af mig selv, har jeg tendens til at give op, fordi ”det hele kan være lige meget”, og det vil jeg gerne undgå.

Og det var rigtigt gættet. Det er indtil videre noget af en rutsjebanetur at være selvstændig, og der er dage, hvor jeg er fuld af idéer, som jeg handler på, og hvor jeg rækker ud til andre for at lave samarbejder og interview osv. Men der er også dage, hvor jeg bliver forvirret, har svært ved at prioritere og kæmper med usikre tanker omkring mine egne evner. Det er nok den største udfordring indtil videre: at jeg bliver usikker på, om jeg kan lykkes med det, og om jeg ved nok til at få en bæredygtig forretning op at stå.

Det startede med…

Det pudsige var, at da jeg efter et par måneders tænketid, hoppede ud i at gå fuldtid ind i Stjerne Selvværd, gik der kun to dage, før der kom to tilbud dumpende ned i min turban. Det ene var et tilbud om et 5 ugers-vikariat i et journalistjob, som jeg har haft tidligere. Det andet var fra én fra mit Skyggevejlederhold, som spurgte, om jeg ville være med til at holde en workshop sammen med hende. Altså et tilbud om noget velkendt med god løn og trygge rammer, men som ikke handlede om selvværd. Og et tilbud, som talte direkte ind i mit projekt. Jeg sagde ja til begge dele – men set i bakspejlet fjernede vikariatet mig for meget fra mit projekt, og jeg blev mindet om, at jeg ikke trives i korte, ustabile job.

Følg mig på Instagram for tips, selvværds- og skyggeteori og et indblik i Stjerne Selvværd på @stjerneselvvaerd

Mine største udfordringer

De fleste af mine udfordringer handler om mig selv og mine tanker:

  • Usikre tanker
  • Manglende motivation og mod
  • Manglende struktur
  • Utålmodighed

De usikre tanker handler om, at jeg bliver bange for, om jeg er dygtig nok, og om jeg ved nok. Jeg bliver også usikker på, om der overhovedet er en plads til mig og min biks i den her coaching-verden. Der er jo så mange i forvejen, og hvad er det egentlig, jeg kan bidrage med? Jeg ved, at disse tanker er helt normale, og jeg prøver at give plads til dem uden at lade mig styre af dem. ”Feel the fear and do it anyway”-agtigt.

De usikre tanker kan starte en spiral af manglende motivation, hvor det bliver sværere at handle på tingene. Det kan give nogle dage, hvor jeg kæmper med at fuldføre tingene, eller hvor jeg føler mig bange for at gøre tingene (fx optage video, række ud til folk osv.). Igen prøver jeg virkelig at være selvkærlig og acceptere, at der er nogle dage, som er langsomme og mere passive, og dem skal der også være plads til. Jeg vidste jo godt, at de ville komme.

Noget, der ikke hjælper på min manglende motivation, er en mangel på struktur. Jeg arbejder for det meste hjemme, og det kan være lidt for nemt at blive distraheret af andre ting. Derfor tester jeg lige i øjeblikket at tage hen på mit lokale bibliotek hver formiddag for at arbejde. Jeg lader telefonen blive derhjemme og går først hjem til frokost, når jeg er sulten. Det er indtil videre en rigtig god måde at få nogle effektive timer ud af morgenen (og dermed få en følelse af succes), mindske distraktionerne og få en god struktur på dagen. Om eftermiddagen arbejder jeg også, men her kan det blive mere legende og kreativt, fordi jeg ikke behøver sidde ved computeren. Her kan jeg for eksempel læse i haven, være kreativ, have samtaler eller møder, bevæge mig eller arbejde på telefonen.

Jeg har det godt med struktur, men det kan være svært for mig at opretholde min egen struktur, hvis der ikke er nogen ydre ”autoritet/forpligtelse”, og mit biblioteksforsøg er derfor en god måde at træne min selvdisciplinære muskel.

Hvilke strukturer virker godt for dig?

Selvom jeg har sat forventningerne lavt og givet mig selv plads til at undersøge, om jeg kan få forretningen op at køre, uden at sætte krav til, hvor meget jeg skal producere, så mærker jeg alligevel nogle stik af utålmodighed. Det går for langsomt, synes jeg. Jeg når ikke nok på en uge. Helt præcist hvad det er, jeg skal producere, er mere uklart, men følelsen er der, og den kan være med til at tænde op under de usikre tanker, og på den måde kan en negativ tankespiral starte.

Overordnet forsøger jeg at acceptere det, der er – hvad end det er tanker, følelser eller omstændigheder. Der er en årsag til, at det hele er der, og jeg er altså ude af min komfortzone meget af tiden. Det er nyt at være selvstændig, men det er også spændende, grænseoverskridende og lidt farligt. Men jeg prøver at fremelske mod, handling og en tro på det hele, samtidig med at jeg forsøger at lave de bedste rammer for mig selv, der kan holde gang i de gode spiraler. En god morgen giver unægtelig en bedre dag, og en god dag giver mere overskud til at skabe en god dag dagen efter. Sådan kan små handlinger skabe positive ringe i vandet.

Hvad har jeg lært

Jeg har lært, at:

  • det er godt for mig at arbejde uden for mit hjem
  • jeg føler mig nøgen uden min smartphone, men at jeg arbejder meget mere effektivt uden den
  • det er godt at finde det næste skridt, som føles overskueligt og ikke ”for farligt”
  • livet som selvstændig går op og ned, men at struktur og mentalt arbejde kan stabilisere det lidt
  • jeg har brug for at arbejde med mig selv – med mine skygger, tanker og mit selvværd
  • mod er en nødvendig spiller i at bygge noget op
  • jeg ikke behøver gøre alting (hele tiden og selv)
  • sparring og samarbejde med andre giver gejst og motivation
  • accept er en god måde at holde den indre kritiker fra døren
  • pauser er vigtige, og at jo mere jeg tillader mig selv at holde pause engang imellem, jo mere glad og motiveret bliver jeg
  • der er uendelige muligheder, og selvom det er skræmmende, er det også det, der er mega sjovt

Alt i alt går det godt med projektet og at være selvstændig, og jeg er i fuld gang med at udvikle produkter og undersøge, hvordan jeg kan bygge forretningen op. Jeg er bevidst om, at det er en undersøgelse, jeg er i gang med, og at jeg skal tage stilling til senere, om jeg kan se en fremtid i projektet på fuldtid lige nu eller ej. Og begge dele er okay – for jeg har ikke sat et bestemt succeskriterie op. Jeg undersøger det hele, projektet og mig selv, og hvad end der sker, er det godt. Jeg er stolt af mig selv, fordi jeg tør undersøge det, og jeg ved, at det vil jeg også være stolt af, selvom jeg finder ud af, at jeg ikke skal gå den vej fuldtid.

Hvilke tanker sætter dette blogindlæg gang i hos dig?

selvværd, lavt selvværd

Jeg ser min drøm lige ind i øjnene

Som du måske har set på Facebook, så er jeg hoppet ud i at arbejde fuldtid med Stjerne Selvværd de næste fire måneder. Og det er virkelig en drøm at prøve af! Jeg skal undersøge, hvad der sker med forretningen, når jeg nu lægger mere energi i den, og om det føles godt, rigtigt og tilfredsstillende for mig at være min egen chef. Jeg har givet mig selv de fire måneder, så jeg har en god tidsramme, hvor jeg kan nå at mærke ordentligt efter, og hvor jeg også kan få noget op at stå. Det er alt sammen meget spændende, nervepirrende og dejligt!

Beslutningen kom, efter at en af mine venner havde spurgt lidt ind til, hvorfor jeg ikke prøvede selvværdsvejledningen af fuldtid. Jeg er jo også uddannet journalist, men har været arbejdsløs i en længere periode. Jo mere jeg talte med min ven om det og lod det summe i min krop, jo mere rigtigt føltes det. Jeg er jo virkelig passioneret omkring selvværd og personlig udvikling! Jeg har taget to kurser, og jeg har haft den her blog i over to år. Og når der ikke er andet end lukkede døre ovre i journalistlandet, hvorfor så ikke prøve at kaste terningerne på en anden måde?

Det, der holdt mig tilbage, var selvfølgelig frygt. For ikke at lykkes med det. For at være en rigtig dårlig, slap chef over for mig selv. For at få afslag og afvisninger, fordi jeg ikke klarer det godt nok. Der er sådan set ikke noget galt med frygt. Jeg har ikke prøvet at være selvstændig før, så hvis det ikke kildede gevaldigt i maven, så ville jeg jo næsten være et supermenneske. Det er naturligt at være bange – men jeg ved også, at nogle af mine frygtbaserede tanker handler om mine negative overbevisninger. De lyder blandt andet sådan her:

  • Jeg er ikke god til at være min egen chef.
  • Jeg er ikke dygtig nok.
  • Jeg ved ikke nok til at kunne starte op på fuld tid.
  • Jeg er ikke god til at konkurrere, så jeg kan ikke konkurrere med alle de andre coaches derude.

Hvem siger, frygten har ret?

Og hvem ved? Måske kan jeg modbevise dem alle eller nogle af de overbevisninger, når jeg prøver? Måske er jeg faktisk god til at være min egen chef, når det handler om noget, jeg er super passioneret omkring? Måske er jeg dygtig nok – ellers må jeg jo lære noget mere hen ad vejen. Jeg burde vide nok med mine kurser og al den viden, jeg har suget til mig i løbet af årene. Jeg har trods alt arbejdet med mit eget selvværd de sidste 10-20 år (alt efter hvordan man tæller!). Måske skal jeg ikke konkurrere med alle de andre, men finde min egen stemme og min egen vej i det hele og på den måde tiltrække folk, der kan lide min tilgang?

Hvad er du passioneret omkring? Og hvor i dit liv lader du frygten styre dine beslutninger?

Nu har jeg valgt at give frygten en fuckfinger. Jeg prøver min drøm af og lærer alt, jeg kan undervejs! Heldigvis har jeg været realistisk nok til at sætte mine forventninger lavt og neutralt. (Og hvorfor nu det, tænker du? Jeg har dårlige erfaringer med at sætte for høje forventninger til mig selv. Det giver mig lyst til at give op, og det går ikke!)
Succeskriteriet er nemlig ikke, at jeg bliver en rig og succesrig selvværdsvejleder. Heller ikke at jeg fortsætter med at arbejde fuldtid på det efter de fire måneder. Det er faktisk en succes allerede nu, fordi jeg har trodset frygten og er hoppet ud i det (og har råbt det ud på Facebook, så ”alle” ved det!). Selve processen og forsøget er vigtigere end, hvad der sker på den anden side. Afklaringen af, hvordan det går, og hvordan jeg har det med det, er vigtigere end et bestemt resultat. Måske opdager jeg, at jeg virkelig er dårlig til at være min egen chef, og at jeg slet ikke trives med at arbejde alene eller på den her måde. Måske kan jeg ikke tjene nok penge på det og må finde en anden model. Og måske bliver jeg en bragende succes og bliver glad for det. Uanset hvad der sker, så er det okay. Jeg er her for at lære, teste og være modig.

Snart kan jeg sige, at jeg virkelig prøvede den her drøm af – så jeg slipper for at tænke over min selvværdsbiks og dens potentiale resten af mit liv. Prøv at forestille dig den ærgrelse, jeg ville sidde med som 70-årig, fordi jeg aldrig prøvede den her drøm af?!

Er der en drøm, du gerne vil prøve af? Fortæl gerne om det i kommentarfeltet, jeg vil elske at høre om dine passionsprojekter!

Tak, fordi du læser med her – det betyder meget!
Du kan følge med på Instagram her.

selvværd, selvtillid, personlig udvikling

Fra nu af vil jeg være skamløs!

S K A M L Ø S . . .

Vi lærer som børn, at der er bestemte egenskaber, som vi ikke skal vise omverdenen, hvis vi skal have kærlighed fra vores forældre. Det lyder hårdt – men som menneske er det livsnødvendigt at være en del af fællesskabet – og som barn er det vigtigste vores forældres kærlighed. Vi ved instinktivt godt, at vi ikke kan overleve, ”hvis vi bliver sat ud i kulden” og forladt af vores forældre. Derfor tilpasser vi os og lærer, hvordan vi skal opføre os – og hvordan vi i hvert fald ikke skal. Det kan både ske ved skæld ud (udskamning) eller ved mere subtile hentydninger (vores forældres opførsel, kropssprog, reaktioner).

Derfor ender vi som voksne med en maske og en masse skygger (lyse og mørke). Masken er den personlighed, som vi viser til verden. Jeg er for eksempel sød, glad og sjov (og alt muligt andet selvfølgelig – men der er også meget, jeg IKKE er over for min omverden). Men det, at vi ikke føler, at vi kan ”vise hele vores væsen” til andre, betyder, at vi føler os begrænsede og ufuldstændige. Der er måske en masse egenskaber, som vi har lært, at vi ikke skal vise eller være. Det varierer fra familie til familie, hvad det er. De egenskaber, som vi gemmer væk, kan og tør vi ikke bruge i vores liv. Vi skammer os måske over dem, og vi får ikke brugt dem, når det giver mening.

Men vi er født med alle egenskaber, og det er super ærgerligt, at vi ikke kan stå ved hele os selv – og det er ærgerligt, at vi ikke kan gøre brug af bestemte egenskaber, når der faktisk er brug for dem.

Lad mig komme med et eksempel: det kan være, du har lært, at du ikke må være egoistisk. Det var måske ikke velset i din familie, og derfor skammer du dig som voksen, når du føler dig egoistisk, eller får lyst til at være det. Eller det kan være, du har gemt din egoisme så langt væk, at du slet ikke kan mærke dine egne grænser, og hvad du har lyst til. Det kan desværre vise sig ved, at du ikke får sat grænser og hele tiden kommer til at fokusere på andres behov i stedet for dine egne (og så får du måske stress eller bliver udkørt).

Kan vi i stedet lære at stå ved alle vores egenskaber og hele vores mangfoldige person med alle vores kanter, uperfektheder og unikke træk, ja, så bliver livet mere spændende og livligt. Og du formår at bruge egenskaberne til de situationer, hvor det passer ind.
For jo, det giver enormt god mening at kunne være egoistisk, ”for meget”, stærk, vred, dominerende og svag nogle gange, selvom de egenskaber måske bliver set som negative.

Den kommer i glimt, den der følelse af, at jeg vil stå mere ved mig selv. At jeg ikke vil skjule mig længere. At jeg ikke vil skamme mig længere. Men her på det sidste er den blevet mere tydelig, og jeg er blevet langt mere ligeglad med, hvad folk måtte tænke om mig.

Jeg forstår bedre og bedre, at folks meninger om mig siger mere om deres eget selvværd og hele deres egen tilværelse, end den gør om mig. Og så er jeg så ubeskriveligt træt af, at jeg holder mig tilbage fra at gøre ting, som jeg gerne vil – fordi jeg ikke tør, fordi jeg er bange for reaktionerne, eller fordi jeg føler, jeg skal skamme mig over mig selv.

Det kan være de små ting: den anden dag havde jeg købt en to go-kaffe, og jeg havde bedt om at få den i min egen to go-kop, men bartenderen lavede alligevel kaffen i et papkrus – og jeg stod dér og bed mig i læben, for skulle jeg sige noget (og stå ved mig selv), eller skulle jeg bare bide det i mig (og være irriteret over det)? Det endte med det sidste.

Og det kan være de store ting: for eksempel at jeg ikke tør stå ordentligt ved, at jeg har lavet en blog, og at jeg har store drømme for den. Så når folk spørger ind til den, så bliver jeg genert og kigger ned i jorden, mens jeg rødmende fortæller, at det ”bare er en lille blog, og at jeg godt ved, at den ikke har så mange læsere” – i stedet for at sige med et fast blik og rank ryg: ”ja, det er min blog, og jeg er allerede i gang med at få klienter igennem den, og jeg håber virkelig, at jeg kan gøre en forskel for andre.”

Kan du se forskellen? Hvornår skammer du dig? Hvad skammer du dig over? Hvor har du lært, at du skal holde dig tilbage? Hvilke egenskaber må du ikke ”være for meget af” i din familie?

Men nu vil jeg ikke skamme mig længere. Jeg vil ikke føle, at jeg er forkert, når jeg:

  • sætter mine grænser
  • bliver vred, når jeg har grund til det
  • blærer mig med min blog
  • står ved mine drømme
  • siger min mening
  • er dominerende
  • viser, at jeg ved noget om tingene
  • er stille, når jeg har brug for det
  • er larmende, når jeg har brug for det
  • bliver sur (når jeg ikke får min kaffe i min medbragte to go-kop!!)
  • spiser slik, selvom jeg gerne vil tabe mig
  • er ”for meget” og tager mine bling bling-øreringe på om mandagen
  • siger nej tak
  • siger ja tak
  • viser mine følelser (også de grimme, urimelige, ubehagelige)

Jeg vil være skamløs fra nu af. Det er slut med at gå rundt og have det dårligt over mig selv, og hvem jeg er. Fordi jeg er fucking okay! Og jeg vil have det bedste ud af livet, turde være uperfekt og sårbar og have den der skønne følelse af, at jeg kan være det hele.

Det er på vej, kan jeg mærke. Det er kommet gradvist, og jeg glæder mig kun til at se endnu flere resultater, når jeg byder flere sider af mig selv inden for.

Hvilke egenskaber skal du invitere på kaffe? Og hvor lang tid vil du egentlig bruge på kun at være en halv version af dig selv?

Har du brug for hjælp til finde dine skyggesider frem eller stå mere ved dig selv, så husk, at jeg stadig har nogle gratis forløb med op til fem selvværdssamtaler. Hvad har du at miste?

En anbefaling

Jeg har for nylig læst en ret fantastisk bog. Den hedder ”Derfor forelsker du dig aldrig i den forkerte” og er skrevet af ph.d i socialpsykologi Jytte Vikkelsøe. Den handler om kærlighed, og om hvordan vi mennesker vælger hinanden. Det gør vi nemlig ikke kun ud fra kemi, lækkert hår og humor – det viser sig, at vores gamle sår fra barndommen spiller en stor rolle, når vi forelsker os. Vores ubevidste selv kan simpelthen – ifølge Jytte Vikkelsøe – skanne andre mennesker for, om de indeholder både det, som vi mangler, og det, som vi allerede har mødt tidligere.

Bogen forklarer, hvordan vi, når vi møder én, der sætter gang i vores forelskelseshormoner, allerede ubevidst har set, at den person indeholder både det, som Jytte Vikkelsøe kalder ”det forløsende aspekt”, og det, som hun kalder ”den indre krænker”. Det forløsende aspekt er en egenskab eller en side, som vi selv føler, at vi mangler – derfor får vi ofte følelsen af at blive ”hele”, når vi er forelskede. Vi kan låne vores partners egenskab og måske selv begynde at udvikle den hos os selv. Men den andens krænker er derimod en egenskab, som minder om en ”ubehagelig” egenskab, som vi har mødt i vores tidlige barndom.

Læs om skyggearbejde her.

Et par møder som regel først deres partners krænker, når forelskelsen er faldet, og så begynder parret at have konflikter. Konflikter, der måske minder om noget, som de har prøvet før. Derfor er det ikke længere kun de to, der diskuterer og skændes, nu er det nemlig også de to kæresters personlige historier, der kommer med ind i konflikten. Når parret langsomt låser sig fast i hinandens gamle mønstre og ikke kan komme ud af dem igen, kalder Jytte Vikkelsøe det for ”den mytiske hårdknude”.

”Den mytiske hårdknude er et dramatisk sammenstød mellem to uforløste personlige historier, der søger forløsning igennem den anden. Disse uforløste historier lever i os som skjulte ”infrastrukturer”. Og de organiserer vores liv på den mest gennemgribende måde, hvad enten vi er klar over det eller ej.”

Uddrag fra bogen.

Det er i det hele taget en enormt spændende bog, som jeg vil anbefale alle, der interesserer sig for kærlighedens psykologi, hvad barndommen betyder for vores voksne liv, og hvordan man kan overvinde svære situationer i et parforhold. Hun gør brug af flere spændende case-historier, som grundigt beskriver parrenes barndom og traumer, og hvordan de spiller ind i deres hverdag som par som voksne.

Hun fortæller om hjernens opbygning, og hvordan den langsomt udvikler sig i de første år af vores liv. Her kommer hun ind på den skam, som små børn skal opleve for at forstå at begå sig i en civiliseret verden, men som også kan være ødelæggende, hvis den får lov til at fylde for meget.
Hun peger også fremad af med løsninger, fordi vi netop igennem parforholdets konflikter kan tage det endelige opgør med vores gamle krænker og derigennem blive mere frie. Hvis vi har modet til at gøre noget andet, end vi plejer, når vi møder krænkeren i vores partner, så kan vi endelig udvikle os som mennesker og udvikle de sider af os selv, som vi har undertrykt (og som vi har fundet i partnerens forløsende aspekt).

”Svaret er, at det lige netop er her, rejsen tilbage til samhørigheden med os selv og dermed muligheden for samhørighed med vores partner begynder. Men vi må lære at bryde frygtcyklussen for at tage livtag med de overbevisninger og overlevelsesstrategier, der hæmmer det frie samspil mellem to fundamentale, men modstridende menneskelige behov – behovet for tryghed og længslen efter fornyelsen – der er brændstoffet bag al personlig vækst.”

Uddrag fra bogen ”Derfor forelsker du dig aldrig i den forkerte” af Jytte Vikkelsøe.

Bogen har bekræftet mig i, at vi skal tage ansvar for vores eget liv og for vores egne sår. Når det bliver svært i for eksempel parforhold, skal vi forstå, at vores gamle sår og oplevelser kan være medspillere i en konflikt. Når man bliver bevidst om det, er det nemmere at tage et skrift tilbage og observere, hvad der sker. Måske er det ikke kun kærestens skyld? Måske er der noget i dig, der går ind og reagerer på bestemte (og nogle gange temmelig uhensigtsmæssige) måder, selvom en situation udefra set er neutral. Måske har du reageret sådan hele dit liv, når du bliver ”trigget” på bestemte måder – og her handler det blandt andet om at finde ud af, hvad det egentlig handler om (var det det, han sagde lige nu, eller mindede det mig om noget, min mor sagde, da jeg var barn?), hvad dine behov er, og hvordan du kan få det formidlet så konstruktivt, sårbart og roligt videre til fx din partner. Jo mere lys, man kan kaste over fortidens skygger, jo nemmere er det at se nutiden for, hvad den er. Den er nemlig ofte en ubevidst legeplads for fortiden.

selvværd, selvtillid, lavt selvværd

Du skal handle, hvis du vil ændre dig

Det er ikke nok at bruge hovedet, hvis du vil have andre resultater, end dem du får nu. Det er ikke nok at forestille sig, hvad der skal gøres anderledes, og planlægge, hvordan du skal nå dit mål. Hvis du vil ændre dig, opnå et mål eller i det hele taget rykke dig ud af stedet, må du rykke kroppen også, bevæge læberne og gå derud, hvor det måske er lidt farligt.

Du skal handle, hvis du vil skabe forandring. Det er simpelt, men det kan nu godt være ganske svært. Som da jeg skulle starte den her blog, hvor jeg tog mig sammen til det i et helt år, inden jeg trykkede på ”publicér”-knappen på hjemmesiden og tvang mig selv til at lave en Facebook-side og invitere alle mine Facebook-venner.

Jeg drømte om at lave en blog om selvværd – men jeg fik den altså først, da jeg besluttede mig for at trykke på knappen og gå ”live”. Men nu har jeg den, og den lever, og jeg skriver til den hver uge.

Er du klar over, hvordan det føltes at springe ud i det?

Det var den skønneste, mest nervepirrende og stolte følelse. Jeg gjorde det fandme. Havde jeg ikke sat en dato og fulgt igennem med den, havde jeg nok stadig stået med en uforløst drøm og en masse usikre hvad nu hvis-tanker.

Hvad drømmer du om?

Er du god til at rykke på dine drømme? Og hvad gør du, hvis du gerne vil gøre noget andet end det, du plejer, men det føles uoverskueligt? Hopper du så ud i det, eller går du rundt om den varme grød?

Åh, jeg gør meget det sidste. Danser og hopper, men ikke desto mindre rundt om i stedet for at hoppe op i grøden. Med en masse hvad nu hvis-tanker, overspringshandlinger og overbevisende ord om, at det måske ikke er så vigtigt alligevel. Jeg ville sådan ønske, at jeg kunne handle lidt mere. De gange jeg har handlet, har jeg fået nogle fantastiske oplevelser – og jeg har styrket mit selvværd, fordi jeg har vist mig selv, at jeg kan.

Da jeg besluttede mig for at flytte hjemmefra til Frankrig – og tog af sted igen, selvom jeg havde en ubehagelig oplevelse på min første tur. Da jeg lettere spontant tog til optagelsesprøve på journaliststudiet på SDU og kom ind. Da jeg købte en enkeltbillet til Thailand efter et break-up. Da jeg meldte mig til uddannelsen som Selvværdsvejleder, selvom jeg ikke vidste, hvad der ventede.

Og det handler jo slet ikke kun om de store, flotte, vilde drømme. Det handler i høj grad også om at turde kigge indad og arbejde med sig selv. Hvis man for eksempel gerne vil være mere modig, arbejde med sit selvværd eller lære at sætte grænser. Det hele kræver mod og vilje, og det, der ser nemt ud for andre, kan trække tænder ud hos en anden.

Der er jo en grund til, at forskellige ting er svære for os. Nogle gange er grunden ikke lige til at få øje på, men der må jo være en grund til, at vi er, som vi er. Igennem hele vores opvækst og liv har vi lært, hvad der er rigtigt og forkert i for eksempel vores forældres øjne. Vi har følt os accepteret og ikke accepteret, og vi har alle fået knubs med på vejen. Vi har indrettet os efter alle de oplevelser på forskellige måder. Og det er helt normalt. 

Klap dig selv på skulderen, og start fra, hvor du står. Tag nogle små skridt derud, hvor det er farligt, og opdag, at du godt kan stå oprejst derude også. Hvis du gerne vil være mere modig, så bliver du nødt til at opføre dig mere modigt. Hvis du gerne vil lære at sætte grænser, så bliver du nødt til at mærke efter, hvor de går, og sætte dem. Og vil du gerne arbejde med dit selvværd, så må du gøre noget andet for at få det bedre med dig selv.

Uanset hvad du gerne vil arbejde med, bliver du nødt til at handle for at opnå det. Det kan være rigtigt godt at bruge hovedet også, og der kan for eksempel være nogle negative tankemønstre eller overbevisninger, som du skal arbejde med og give slip på.

Også her er der gode, udviklende oplevelser i vente, hvis man tør handle.

Som da jeg begyndte i terapi, fordi en masse ting begyndte at boble op til overfladen. Når jeg øver mig på at mærke efter, hvad jeg har brug for. Når jeg øver mig på at sige min ærlige mening og sætte grænser. Når jeg rækker hånden op for at sige noget foran en masse mennesker, selvom jeg ikke tør. Og når jeg tør være sårbar, selvom der er risiko for afvisning.

Hvad vil du gøre anderledes i dag?

 

PS Jeg tror på dig! 

selvværd, selvtillid, lavt selvværd

Ræk hånden ud

I søndags havde jeg en rigtig ked af det-dag. Jeg vågnede og var trist helt ind i knoglerne. Jeg brugte dagen inde på mit værelse med at se serier i sengen, rydde lidt op og i det hele taget være meget introvert og trist. Jeg var forvirret over mit liv og min uvisse fremtid. Jeg ved ikke, hvor jeg kommer til at arbejde, eller hvor jeg skal bo, når den bygning, jeg bor i, er blevet solgt. Jeg føler mig splittet imellem mine forventninger om fremtiden og den reelle virkelighed, som jeg står i. Det er på en måde forvirrende at være voksen, og selvom jeg har været voksen i flere år (tror jeg nok?!), så holder forvirringen ikke op.

Da en ven skrev til mig og foreslog en spontan gåtur, kunne jeg ikke overskue det. Jeg var travlt optaget med at svælge i min egen tristhed. Men måske skulle jeg have sagt ja til at gå en tur. Jeg var på den måde kommet lidt ud, og jeg havde måske fået en god snak om det hele. Jeg tror, det havde været godt for mig.

Det er vigtigt at række ud efter hjælp, når man har det svært. Nogle mener, at man er ”svag”, hvis man beder om hjælp, fordi de har en idé om, at man skal kunne klare sig selv. Jeg mener, man er modig, hvis man tør bede om hjælp. Man er modig, fordi man tør vise sin sårbarhed over for andre, og man kan jo risikere at få et nej. Men vi er stærkere sammen, og det kan ændre hele verden at få et andet perspektiv på sin situation, få et godt råd eller støtte på det rigtige tidspunkt.

Hvem rækker du ud efter, når du har det svært? Og er der noget i dit liv, som du godt kunne bruge hjælp til? Hvordan kan du række hånden ud efter hjælp – hos nogle, du kender, eller nogle udefra?Jeg er lige startet i en virksomhedspraktik i Mødrehjælpen, og det er gået op for mig, hvor mange gode ting de gør for gravide og børnefamilier. De har både abortrådgivning, netværksskabende aktiviteter for børnefamilier, økonomisk rådgivning, julehjælp, behandling af både børn og voksne, der har været udsat for vold, og butikker, der sælger børnetøj. Står du i en situation, hvor du kan bruge nogle af Mødrehjælpens mange gratis tilbud? Så kan du læse mere på deres hjemmeside her

Her er nogle flere links, hvis du har brug for at række ud efter hjælp. Giv det en chance. Du har ikke særligt meget at miste – men tænk, hvis det går godt. Så har du så meget at vinde!

Der findes med garanti mange flere tilbud – du kan altid google dig frem til rådgivningstilbud. Du kan også undersøge, om der er nogen muligheder igennem din skole, dit studie eller dit arbejde. Måske har kommunen eller andre lokale tiltag nogen muligheder? Det er ofte også muligt at blive prøvekanin hos for eksempel studerende på psykologistudiet eller andre studier, der beskæftiger sig med terapi, psyken, kroppen og andet.

Har du problemer med selvværdet, kan du også tale med mig. Jeg er uddannet Selvværdsvejleder, og der er stadig pladser på mine gratis forløb.

 

selvværd, selvtillid, lavt selvværd

Går du og gemmer på en snak?

For nylig havde jeg en alvorlig snak med en ven. Eller det vil sige… Den var faktisk ikke så alvorlig. Det troede jeg bare, at den ville være, fordi jeg ikke havde kunnet tage mig sammen til at tage snakken i flere måneder.

Jeg var simpelthen så bange for, at det ville gå dårligt, eller at min ven ville blive sur på mig. Jeg er meget konfliktsky, så de negative ”hvad nu hvis”-katastrofetanker kan godt sætte min puls og min hjerne i seriøse svingninger. Det betød, at jeg gik og brugte rigtig meget energi på at være nervøs for snakken, køre den fiktive samtale inde i hovedet, være irriteret og have dårlig samvittighed over det. Jeg kunne jo godt mærke, at det gik ud over mig, at jeg var så konfliktsky og ikke fik sagt det, jeg ville – men det gik jo også ud over min ven og vores venskab.

“De fleste mennesker er meget sjuskede med, hvad de fokuserer på.
Husk på den psykologiske grundlov, der siger:
Det, du fokuserer på, vokser. Og husk, at hver evig eneste gang, du har det træls med noget, er det, fordi dit fokus er på det.
Jeg siger ikke, at der ikke kan være ting, der er svære, som skal have dit fokus – men jeg ved, at når du hænger fast i det negative, så får du mere af det negative.”

Mette Holm, psykolog, i et af sine morgenboosts på mail.

Læs At sige nej kan være selvkærligt

Er du også konfliktsky? Tænker du for meget over, hvad folk tænker om dig, hvis du siger din mening eller sætter nogle grænser? Har man problemer med sit selvværd, så kan det være nogle af symptomerne. Så står man mindre stærkt i sig selv, og andres mening bliver meget vigtig. Hvis folk kan lide én, så føler man sig måske okay, men når de ikke gør? Av, så gør det virkelig ondt, og man begynder at tvivle på sig selv. Sådan har jeg det stadig nogle gange, og jeg bryder mig ikke om alvorlige snakke – fordi jeg kan blive meget bange for, at det kan koste venskabet, forholdet eller tilliden mellem mig og den anden.

Læs Dine tanker skaber dit liv, så pas på dem

Heldigvis gik min snak godt, og det er altid meget sundt for mig at opdage, at jeg ”ikke dør af det”, for så får jeg også mere mod til at gøre det en anden gang. Og det er jo det, mod handler om. Man opdager, at det ikke er så farligt, og så udvider man sin horisont og kan gøre mere, end man kunne før.

Læs Da jeg tog alene til Thailand

Har du også nogle alvorlige snakke, du har hængende over hovedet? Hvad holder dig tilbage fra at tage den/dem? Hvad er du bange for? Hvad er det værste, der kunne ske? Og hvad tror du – hvis du tager din mere rationelle briller på – at der sker i virkeligheden?
Ville det gøre noget for din selvtillid eller dit selvværd at kaste sig ud i en alvorlig snak, hvor du har noget på hjerte?

Som en god ven spurgte mig om den anden dag (og det er et spørgsmål, som i mine øjne er genialt til alt det svære og farlige i ens liv): Hvor lang tid vil du bruge på det?
Indsæt selv det farlige i stedet for ”det”. Altså, i mit tilfælde: hvor lang tid vil du bruge på at have det dårligt, fordi du ikke kan tage dig sammen til at have den snak?
Det sætter nogle tanker i gang, synes jeg. For det er jo liv, man bruger på det. Dyrebar tid. Tid, man kunne bruge på noget godt og rart.

Og husk at tilgive dig selv, hvis dine tanker kører rundt med dig. Du gør det så godt, som du kan, husk det.

selvværd, selvtillid, lavt selvværd

Hvad nu, hvis du…

Hvad nu hvis du tog den der flotte kjole på, som du går og kigger på i skabet, men ikke helt tør tage på?

Hvad nu hvis du meldte dig til den der sport, som du længe har drømt om at dyrke?

Hvad nu hvis du gik i biografen alene og købte alt det bland selv-slik, som du havde lyst til?

Hvad nu hvis du kontaktede ham eller hende den flotte og søde, selvom du bliver lidt nervøs, hver gang du tænker på det?

Hvad nu hvis du sagde din mening på arbejdet, i skolen eller et andet sted?

Hvad hvis du tog på ferie alene, fordi du drømmer om at se et bestemt sted eller gøre noget bestemt?

Hvad nu hvis du lavede en liste over alle de ting, som dit hjerte hvisker til dig, at det drømmer om – og så udførte dem én efter én?

Hvad ville der så ske med dig? Med dit liv? Med dit humør, din energi, dit selvværd, din selvtillid?

Jeg tror på, at hvis vi lytter lidt mere til hjertet og faktisk handler på det, som det lille, smukke organ fortæller os, så får vi et rigere liv med mere mening, kreativitet, oplevelser og glæde.

Så hvad drømmer du om? Og kan du se for dig, hvad det ville gøre ved dig, hvis du fulgte nogle af dem?

Jeg har skrevet lidt om det her emne tidligere, og dem kan du læse her: Dengang jeg tog alene til ThailandAt være bange for sine drømmeBevæg dig lidt ud af din komfortzone og .

selvværd, selvtillid, lavt selvværd

Bevæg dig lidt ud af din komfortzone

Jeg var til min første funk dansetime i Fitness World for et par uger siden. Jeg elsker at danse, men det bliver mest til noget hjemmegjort danseri, hvor jeg enten står og ikke helt ved, hvor jeg skal gøre af mig selv, eller hvor jeg giver den maks gas på et dansegulv (dette sker gerne med et par genstande i blodet!) eller derhjemme med hjemmelavede, men ofte meget funky, dansetrin. Jeg er sådan en type, der taler meget om, at jeg gerne vil gå til dans, men som meget sjældent får gjort noget ved det.

Læs Hvilke historier fortæller du dig selv?

Det var anden gang, jeg var til funk i fitnesscenteret. Jeg endte med at stå midt i klassen – hvilket egentlig er et ret fint sted at stå, hvis man gerne vil kunne se instruktøren det meste af tiden – og det gav mig hurtigt en følelse af, at alle ville kigge i min retning, når de kiggede i spejlet eller på instruktøren. Det var nogle svære dansetrin, og jeg havde både svært ved at huske koreografien og få mine arme og ben til at lystre. Selvom jeg er ganske rytmisk, så er det godt nok svært at få ens lemmer til at flagre i den rigtige retning og på det rigtige tidspunkt, når der er en bestemt koreografi. Jeg var til timen med en af mine rigtigt gode venner, og han grinede jævnligt af mig og mit forvirrede ansigtsudtryk, når jeg igen opdagede, at jeg var en takt bagud. På et tidspunkt opdagede jeg, at jeg havde et hul i mine gamacher – midt i skridtet! I slutningen af timen faldt jeg faktisk ned på røven, fordi vi skulle ”grinde” os helt ned i skovskiderstilling, og så fik jeg overbalance. Ret pinligt!

Uh, der var mange tanker, der kørte rundt i mit hoved, og jeg fik faktisk overbevist mig selv om, at var den eneste, der ikke kunne finde ud af det. Men helt ærligt! Vi var 20 mennesker, så mon ikke nogle af de andre også havde lidt svært ved det? Men lige dér syntes jeg, at alle de andre havde godt styr på det, og at jeg var den eneste, som stod og kludrede i det.

Trods alle følelserne af at være rigtig dårlig til funk og at være konstant akavet, så var det jo også rigtigt sjovt! Jeg lærte nogle nye trin, jeg opdagede, hvad jeg havde svært ved, og jeg grinede og koncentrerede mig. Jeg var glad bagefter, og jeg følte, at jeg havde overvundet en udfordring.
Det er fedt at danse, og jeg besluttede, at selvom jeg fik/får alle de tanker, så vil jeg blive ved med at møde op til de timer. For på et eller andet tidspunkt skal jeg nok få fat i det, og til sidst bliver jeg måske helt god til at følge med. Tænk lige, hvor fedt det ville være! Og så føles det bare helt fantastisk faktisk at tage dansetimer (også selvom de ”kun” er i Fitness World!), når jeg nu har drømt om det, tænkt på det og talt om det så længe.

”If you have the courage to start, you have the courage to succeed”, som Mel Robbins skriver i sin bog ”The 5 Second Rule” (som jeg virkelig kan anbefale!).

Jeg tror på, at det er helt vildt vigtigt at komme ud af sin komfortzone, hvis vi skal udvikle os. Hvis vi gør det samme i dag, som vi gjorde i går, så er vi det samme sted i morgen. Og vores grænser kan måske endda snævre ind omkring os, så vi bliver mere og mere bange for at gøre forskellige ting. Som når jeg bliver mere og mere bange for højder, men prøver at tvinge mig selv til at hoppe ud fra 3 meter vippen i friluftsbadet i København hver sommer – fordi jeg ved, at hvis jeg ikke gør det, så bliver jeg en dag utryg ved at hoppe fra 1 meter vippen. Sidste sommer tog det mig 45 minutter at springe fra 3 meter vippen, og frygten havde virkelig godt tag i mig. Men jeg gjorde det – endda to gange – og det er vigtigt. Grænserne skal skubbes, fordi det ikke er dem, der skal bestemme over vores liv, og fordi vi skal udvikle os.

Læs om dengang, jeg tog til Thailand uden returbillet

Sådan er det også med selvværdet. Det skal trænes, og der skal skubbes til nogle grænser, hvis vi skal få det bedre med os selv. Hvis vi i dag ikke tør gøre bestemte ting og ikke for eksempel tør sige vores mening, så er det vigtigt, at vi forsøger at tage små skridt ud i det utrygge land. Her kan vi lære en masse om os selv, og vi kan vokse, hvis vi oplever, at det faktisk ikke er så farligt. Måske oplever vi, at vi kan meget mere, end vi troede, og det kan både styrke selvværdet og selvtilliden.

Vi skal turde lave spejløvelsen, selvom den kan være dybt ubehagelig. Om ikke andet starte i det små, for eksempel ved at kigge os selv kærligt i øjnene og tænke en sød tanke. Derefter kan man udvide repertoiret, så man en dag kan sige højt ”Jeg elsker dig, (navn)”. Vi skal turde tage det farverige tøj på, vi skal turde at gå alene i biografen, og vi skal turde at stå fast på, hvem vi er. Sådan kan vi blive mere og mere godt tilpas i vores krop, i vores sind og i vores liv.

Jeg skal i hvert fald til flere dansetimer! Jeg skal også øve mig på at ringe til folk i firmaer, inden jeg søger et job, øve mig på at promovere den her blog, øve mig i at tale foran mennesker (også bare små grupper på 5+) og øve mig på at stå ved, hvem jeg er.

Hvad taler du om at gøre, men som du aldrig får gjort? Hvorfor gør du det ikke? Og hvad kunne du få ud af det, hvis du turde hoppe ud i det?

Kommentér som altid gerne herunder, på Facebook eller på stjerneselvvaerd@gmail.com

”Hvad vil være det mest vanvittige, skøre, befriende, impulsive, nytænkende, kreative, tossede, spændende, spontane, dejlige, udvidende, livsbekræftende, oplivende, livgivende, sjoveste, skæggeste, mest fantastiske, du kunne gøre i dag?”

-Gitte Jørgensen i sin bog ”Pippi Power” (som jeg også virkelig kan anbefale).

selvværd, selvtillid, lavt selvværd

Når jeg er demotiveret..

Jeg har besluttet mig for at have blog night hver mandag. Og her sidder jeg. Det er mandag aften, og jeg har spist god mad, jeg har set lidt serier, og jeg har også fået skrevet et halvt indlæg. Og nu gider jeg bare ikke mere. Men jeg er egentlig ikke tilfreds med min indsats, for det er jo meningen, at jeg skal bruge nogle timer på at være seriøs omkring min blog hver mandag aften.

Kender du det? At du har besluttet dig for at gøre noget, og så har du pludselig alverdens gode undskyldninger for at gøre noget andet end netop det. Jeg har for eksempel allerede rejst mig op nogle sætninger tilbage for at putte noget olie i mit hår – fordi det er da utroligt vigtigt at gøre det lige midt i det her.

Jeg er meget interesseret i det her med, at jeg har brug for at overspringshandle og lade være med at gøre det, som jeg egentlig gerne vil, eller som, jeg har besluttet, vil være godt for mig.

Og jeg har stadig ikke forstået, hvad det er, der sker. Det føles, som om min krop er i konflikt med sig selv. Den vil rigtigt gerne, men så saboterer den det for sig selv alligevel.

Nogle gange tænker jeg, om det er, fordi jeg er bange for at gøre det, jeg har besluttet mig for eller drømmer om – for hvad hvis jeg fejler? Jeg ved, det er et tema for mig – at jeg er bange for at fejle og ikke være god nok. Og så er det måske bare lettere at give op på forhånd, for så er der i hvert fald ikke nogen, der kan komme og sige, at jeg ikke kunne. Til gengæld kan de sige, at jeg ikke engang prøvede.. Og det er faktisk endnu værre.

Der er en kvinde, der hedder Mel Robbins, som holder inspirerende taler, og hun har fundet på et koncept, der hedder ”the 5 second rule”, som går ud på, at man skal gøre noget, så snart man får en impuls til det. Hvis jeg har besluttet eller får lyst til at skrive et blogindlæg, så skal jeg bare skynde mig at åbne computeren og begynde at skrive. Hendes teori er, at hvis ikke vi rykker på vores lyster og impulser, så går hjernen i gang og lokker os til at lade være. Måske siger den ”du har alligevel ikke brug for det der, du har det da godt, som du har det” eller ”det bliver nok ikke godt alligevel”, og så bliver det aldrig til noget. Men så går vi også glip af den tilfredsstillelse, der ligger i at gøre noget for sig selv, udfordre sig selv, arbejde for sine drømme og mål, udrette noget.

Se Mel Robbins inspirerende video

Jeg elsker den video. Jeg får tårer i øjnene og et sug i maven, hver gang jeg ser den. Hun har jo så meget ret!

Hun har lige udgivet en bog om sin ”5 second rule”, og selvom jeg kun er en tredjedel inde, så har den allerede givet mig meget, og den er helt vildt spændende.

”The fear of sucking, of not being good enough, of feeling like a loser – none of us wants to face that reality. So we avoid it like the plague. (…) That’s why we dodge challenges – to protect our egos, even if it means eliminating the possibility of getting what we want”

– Mel Robbins, ”The 5 Second Rule”

Derefter kommer hun med tre gode spørgsmål, nemlig ”What if you’re wrong”/Hvad hvis du ikke har ret, ”So what?!”/Og hvad så? og ”What are you waiting for?”/Hvad venter du på?

Det første handler om, at vi måske ikke har ret i vores forestillinger om, at ting ikke vil lykkes, eller at vi ikke er gode nok. Hvad nu hvis vi faktisk ikke har ret i den vurdering?

Det næste spørgsmål er rettet mod det scenarie, som vi er bange for – for eksempel ikke at være gode nok. Og hvad så? Så prøvede vi i det mindste, og vi lærte noget, er hendes pointe.
Det sidste spørgsmål handler om bare at kaste sig ud i det, for som hun skriver, så kommer der måske ikke en chance til.

”Sometimes there is no next time, no second chance, or no time out. Stop waiting. It’s now or never. When you wait, you aren’t procrastinating. You are doing something more dangerous. You are deliberately convincing yourself ”now is not the time”. You are actively working against your dreams.”

– Mel Robbins, ”The 5 Second Rule”

Heldigvis fik jeg lige i aften brugt ”5 second rule”, fordi jeg fik brugt min modvilje til at skrive til faktisk at skrive på min blog. Ved at skrive om, at jeg ikke gad skrive, fik jeg alligevel skrevet et indlæg. Nogle gange kan man bruge sin dovenskab eller sin modvilje på en kreativ måde, så man alligevel får taget et skridt i den rigtige retning.

Jeg ved jo godt, hvor fantastisk det føles, når jeg faktisk tager et skridt i retning af en drøm. Som dengang jeg købte en billet til Thailand og bare tog af sted uden en returbillet. Hvor jeg endte med at være på mit livs rejse i tre måneder, hvor jeg backpackede igennem Thailand i to måneder og bagefter tog en yogainstruktør-uddannelse i Indien. Eller dengang hvor jeg fik lyst til at købe en ukulele, og tre dage efter havde jeg købt en flot, gul én, og nu kan jeg faktisk spille på den. Eller da jeg havde skrevet mit første blogindlæg efter at have talt om det i flere måneder uden at kunne tage mig sammen til at åbne et dokument og begynde at skrive.

Hvad drømmer du om? Og hvornår overspringshandler du? Ved du hvorfor? Hvad holder dig tilbage? Og hvordan får du dig selv tilbage på sporet?
Del gerne, hvis du har nogle tips og tricks til at komme ud over ens demotiverede tilstand – jeg vil nemlig virkelig gerne blive bedre til at gøre det, jeg sætter mig for.

Hvad venter du egentlig på???