Tag: sårbarhed

selvværd, selvtillid, lavt selvværd

Bevæg dig lidt ud af din komfortzone

Jeg var til min første funk dansetime i Fitness World for et par uger siden. Jeg elsker at danse, men det bliver mest til noget hjemmegjort danseri, hvor jeg enten står og ikke helt ved, hvor jeg skal gøre af mig selv, eller hvor jeg giver den maks gas på et dansegulv (dette sker gerne med et par genstande i blodet!) eller derhjemme med hjemmelavede, men ofte meget funky, dansetrin. Jeg er sådan en type, der taler meget om, at jeg gerne vil gå til dans, men som meget sjældent får gjort noget ved det.

Læs Hvilke historier fortæller du dig selv?

Det var anden gang, jeg var til funk i fitnesscenteret. Jeg endte med at stå midt i klassen – hvilket egentlig er et ret fint sted at stå, hvis man gerne vil kunne se instruktøren det meste af tiden – og det gav mig hurtigt en følelse af, at alle ville kigge i min retning, når de kiggede i spejlet eller på instruktøren. Det var nogle svære dansetrin, og jeg havde både svært ved at huske koreografien og få mine arme og ben til at lystre. Selvom jeg er ganske rytmisk, så er det godt nok svært at få ens lemmer til at flagre i den rigtige retning og på det rigtige tidspunkt, når der er en bestemt koreografi. Jeg var til timen med en af mine rigtigt gode venner, og han grinede jævnligt af mig og mit forvirrede ansigtsudtryk, når jeg igen opdagede, at jeg var en takt bagud. På et tidspunkt opdagede jeg, at jeg havde et hul i mine gamacher – midt i skridtet! I slutningen af timen faldt jeg faktisk ned på røven, fordi vi skulle ”grinde” os helt ned i skovskiderstilling, og så fik jeg overbalance. Ret pinligt!

Uh, der var mange tanker, der kørte rundt i mit hoved, og jeg fik faktisk overbevist mig selv om, at var den eneste, der ikke kunne finde ud af det. Men helt ærligt! Vi var 20 mennesker, så mon ikke nogle af de andre også havde lidt svært ved det? Men lige dér syntes jeg, at alle de andre havde godt styr på det, og at jeg var den eneste, som stod og kludrede i det.

Trods alle følelserne af at være rigtig dårlig til funk og at være konstant akavet, så var det jo også rigtigt sjovt! Jeg lærte nogle nye trin, jeg opdagede, hvad jeg havde svært ved, og jeg grinede og koncentrerede mig. Jeg var glad bagefter, og jeg følte, at jeg havde overvundet en udfordring.
Det er fedt at danse, og jeg besluttede, at selvom jeg fik/får alle de tanker, så vil jeg blive ved med at møde op til de timer. For på et eller andet tidspunkt skal jeg nok få fat i det, og til sidst bliver jeg måske helt god til at følge med. Tænk lige, hvor fedt det ville være! Og så føles det bare helt fantastisk faktisk at tage dansetimer (også selvom de ”kun” er i Fitness World!), når jeg nu har drømt om det, tænkt på det og talt om det så længe.

”If you have the courage to start, you have the courage to succeed”, som Mel Robbins skriver i sin bog ”The 5 Second Rule” (som jeg virkelig kan anbefale!).

Jeg tror på, at det er helt vildt vigtigt at komme ud af sin komfortzone, hvis vi skal udvikle os. Hvis vi gør det samme i dag, som vi gjorde i går, så er vi det samme sted i morgen. Og vores grænser kan måske endda snævre ind omkring os, så vi bliver mere og mere bange for at gøre forskellige ting. Som når jeg bliver mere og mere bange for højder, men prøver at tvinge mig selv til at hoppe ud fra 3 meter vippen i friluftsbadet i København hver sommer – fordi jeg ved, at hvis jeg ikke gør det, så bliver jeg en dag utryg ved at hoppe fra 1 meter vippen. Sidste sommer tog det mig 45 minutter at springe fra 3 meter vippen, og frygten havde virkelig godt tag i mig. Men jeg gjorde det – endda to gange – og det er vigtigt. Grænserne skal skubbes, fordi det ikke er dem, der skal bestemme over vores liv, og fordi vi skal udvikle os.

Læs om dengang, jeg tog til Thailand uden returbillet

Sådan er det også med selvværdet. Det skal trænes, og der skal skubbes til nogle grænser, hvis vi skal få det bedre med os selv. Hvis vi i dag ikke tør gøre bestemte ting og ikke for eksempel tør sige vores mening, så er det vigtigt, at vi forsøger at tage små skridt ud i det utrygge land. Her kan vi lære en masse om os selv, og vi kan vokse, hvis vi oplever, at det faktisk ikke er så farligt. Måske oplever vi, at vi kan meget mere, end vi troede, og det kan både styrke selvværdet og selvtilliden.

Vi skal turde lave spejløvelsen, selvom den kan være dybt ubehagelig. Om ikke andet starte i det små, for eksempel ved at kigge os selv kærligt i øjnene og tænke en sød tanke. Derefter kan man udvide repertoiret, så man en dag kan sige højt ”Jeg elsker dig, (navn)”. Vi skal turde tage det farverige tøj på, vi skal turde at gå alene i biografen, og vi skal turde at stå fast på, hvem vi er. Sådan kan vi blive mere og mere godt tilpas i vores krop, i vores sind og i vores liv.

Jeg skal i hvert fald til flere dansetimer! Jeg skal også øve mig på at ringe til folk i firmaer, inden jeg søger et job, øve mig på at promovere den her blog, øve mig i at tale foran mennesker (også bare små grupper på 5+) og øve mig på at stå ved, hvem jeg er.

Hvad taler du om at gøre, men som du aldrig får gjort? Hvorfor gør du det ikke? Og hvad kunne du få ud af det, hvis du turde hoppe ud i det?

Kommentér som altid gerne herunder, på Facebook eller på stjerneselvvaerd@gmail.com

”Hvad vil være det mest vanvittige, skøre, befriende, impulsive, nytænkende, kreative, tossede, spændende, spontane, dejlige, udvidende, livsbekræftende, oplivende, livgivende, sjoveste, skæggeste, mest fantastiske, du kunne gøre i dag?”

-Gitte Jørgensen i sin bog ”Pippi Power” (som jeg også virkelig kan anbefale).

selvværd, selvtillid, lavt selvværd

Da jeg mødte mit indre barn

Det er lidt svært for mig at sige, præcis hvornår jeg mødte mit indre barn for første gang. Jeg ved, at jeg mødte hende ”sådan rigtigt”, da jeg gik på Selvværdsvejlederuddannelsen i 2015, men jeg havde mødt hende før det også. Inden jeg uddannede mig til Selvværdsvejleder, havde jeg bare kun mødt hende, når det hele blev rigtigt svært.

Det gjorde det ofte i forhold, hvor jeg kunne blive enormt usikker og bange – fx for at min kæreste ville gå fra mig eller være mig utro. Kort sagt at blive svigtet, som jeg havde prøvet før. Et eksempel kunne være, at der var noget, en kæreste gjorde, ikke gjorde eller sagde (en såkaldt trigger), som gjorde mig usikker på, om jeg nu var god nok, eller om han hellere ville være sammen med en anden. Så ville jeg begynde at blive ked af det, få hjertebanken og få underlige fornemmelser i kroppen. Jeg ville måske fortælle, at jeg blev usikker, og vi ville måske snakke lidt om det, men det ville måske ikke gå væk, og mine tanker ville løbe mere og mere løbsk, og mine følelser i kroppen ville også trappe op. Der var dér, jeg ville møde mit indre barn. Når hun skreg, var rystende bange eller forsøgte at gemme sin usikre krop bag et kæmpe vredesskjold, som hun havde bygget op over årene.

Når jeg mødte hende der, havde jeg det altid dårligt, og hun føltes som et gammelt monster, der rejste sig fra graven og hev mig med ned i et kvælende kviksand. Jeg kunne nogle gange helt bogstaveligt ikke trække vejret – jeg hulkede og hyperventilerede og var helt ude af det. Det har jeg heldigvis ikke oplevet mere end en håndfuld gange.

Kender du dit indre barn? Kender du de her følelser, hvor du reagerer kraftigt på nogle ting, og hvor det føles, som om fortiden kommer og flår i dit hjerte? Eller er det helt volapyk, det med det indre barn?

Dit indre barn er dig, da du var et lille barn på omkring tre og fem år. Det er dig, da du måske ikke fik opmærksomhed nok, ikke fik nok kærlighed, eller hvad det nu kan være. Dit indre barn er på en måde en samling af alt det, du har oplevet i din barndom, og som har været godt og skidt. Men hvis sårene ikke er helet, så er dit sårede barn stadig indeni dig, og det er ham eller hende, der reagerer højlydt, når noget i din nutid trigger følelser fra din fortid.

”In popular psychology and analytical psychology, inner child is our childlike aspect. It includes all that we learned and experienced as children, before puberty. The inner child denotes a semi-independent entity subordinate to the waking conscious mind.”

– Wikipedia

For nogle år siden, da de her episoder var værst, blev jeg mere og mere bevidst om, hvordan mit indre barn havde det – men hun stak kun hovedet frem, når jeg var bange og ked af det. Jeg kunne fornemme, hvordan hun begyndte at røre på sig, og jeg kunne mærke, om hun blev helt utrøstelig, eller om hun pustede sig op og gemte sig bag vrede. Det var jo mig, der var vred og sagde de hårde ord, men jeg kunne mærke hende reagere indeni mig.

”Tænk på, hvor perfekt du var, da du var et ganske lille barn. Spædbørn behøver ikke at gøre noget for at være gode nok, de er allerede perfekte, og de opfører sig, som om de ved det. De ved, at de er verdens navle. De er ikke bange for at bede om det, de har brug for. De udtrykker frit deres følelser.(…) Sådan har du også været. Sådan har vi alle været. Så begyndte vi at lytte til de voksne og deres angst, og vi begyndte at fornægte vores egen storhed.”

– Louise Hay i bogen ”Helbred dit liv”

På selvværdsvejlederuddannelsen skulle vi en dag på en trommerejse. Vi skulle ligge på gulvet på tæpper, slappe af og lukke øjnene. På gulvet imellem os gik en mand rundt med en tromme (Robert Lubarski, hvis du vil slå ham op), og han lavede en guidet meditation, hvor vi skulle finde en nedgang til vores egen underverden. Her skulle vi møde vores indre barn, som ville gå os i møde. Jeg kom ned på en stor græsplæne, og der kom lille Sabine gående imod mig. Hun var storsmilende og grinede. Vi krammede og sagde hej,og så brugte vi ellers resten af tiden på at rulle rundt i græsset og kilde hinanden, grine og have det helt enormt rart. Solen skinnede, og der var vand i bunden af haven. Det var en kæmpe oplevelse for mig, en oplevelse, som jeg den dag i dag – her to år efter – stadig kan få tårer i øjnene over. Jeg mødte mit indre barn, og jeg så, at hun havde det godt. Hun var ikke længere helt vildt sårbar og ked af det. Hun var glad, og hun var helt sin egen. Fjollet, ubekymret, kreativ, unik, kærlig og frygtløs. Hun var, som jeg husker mig selv, inden jeg blev bange og svigtet.

Det møde var så vigtigt for mig og min videre rejse mod et godt selvværd. Det har været en kæmpe gave at møde hende, for nu kender jeg hende, og jeg møder hende ikke længere kun, når hun føler sig såret og skal trøstes. Jeg ved, at hun altid er der, og at hun for det meste har det godt. Og når hun er ked af det, så er det mig, der skal trøste hende. Jeg er den voksne, der skal tage mig af hende og give hende det, som hun ikke har fået dengang. Når hun bliver bange for, at folk omkring hende forlader hende, så er det mig, der skal fortælle hende, at jeg altid vil være der for hende, og at jeg elsker hende, præcis som hun er. Når hun bliver vred (fordi hun inderst inde er ked af det og sårbar), så er det mig, der skal lokke hende frem bag det store skjold og give hende en kæmpe krammer og en masse kærlighed. For det fortjener hun (og hun er jo mig, så jeg fortjener det).

Forstår du? Det er dit indre barn, du skal tale til, når du laver spejløvelsen. Når du kan mærke, at der sker noget inden i dig. Du kan komme langt, hvis du kan lære dit indre barn at kende og forstå, hvilke behov det har. Og hvis du kan opfylde dine behov, kan du hele dig selv.

Forleden fandt jeg en artikel om det indre barn i magasinet Psykologi, og den kan du læse her

Jeg ser helt vildt op til mit indre barn. Jeg vil gerne være som hende, for hun er mega sej, og hun bekymrer sig ikke om, hvad andre tænker, og hun gør, hvad hun vil.

Som da vi sagde farvel ved vandet, og hun løb op af en trappe op til en lille træhule i et træ (der boede hun åbenbart!), og jeg spurgte hende ”Bor du dér? Er du ikke bange for højder?” (Det er jeg nemlig), og hun svarede: ”Nej, ikke endnu!”
Den besked blæste mig fuldstændig bagover. Hun er ikke bange endnu. Jeg skal hele mine svigt og mine sår, så jeg kan komme tilbage til, hvor hun er. Et fredfyldt og lykkeligt sted.

Kender du dit indre barn? Hvad har det været udsat for? Hvad har det brug for – og hvornår? Hvad kan du gøre for at lære det bedre at kende? Hvad skal du give dit indre barn?

Fortæl mig gerne om dine egne oplevelser, erfaringer eller tanker om det her emne – det er jo helt vildt spændende!

Det handler slet ikke om dig.. Del 2

I del 1 fortalte jeg om nogle af mine oplevelser i gymnasiet, hvor jeg brugte rigtig meget krudt på at bekymre mig om, hvad andre tænkte om mig. Jeg var blevet overbevist om, at de fleste nok ikke kunne lide mig, og at de dømte mig på en negativ måde på grund af mit tøj og udseende.

Senere har jeg indset en del ting, som jeg kan bruge, når usikkerheden rammer mig – for det gør den stadig engang imellem. Men nu er det meget sjældent, at jeg pludselig tænker ”hm, ser jeg mærkelig ud i dag? Jeg synes, folk kigger på mig”.

Her er, hvad jeg lærte:

– For det første det helt banale: at du kun kan se, at folk kigger på dig, hvis du kigger på dem. Hvis dine øjne ikke er rettet imod andres ansigter, så kan du ikke se, hvor de kigger hen. Set i bakspejlet er der måske mange af de andre unge på mit gymnasium, som har haft en følelse af, at jeg kiggede på dem (og hvem ved – måske var de også bange for, hvad jeg tænkte om dem? Så har vi siddet to usikre sjæle, der bare har tænkt på, hvad den anden tænkte..)

Alle folk kigger jo på alle. De vil aldrig holde op med at kigge på dig – og ja, de tænker nok også et eller andet. Du kan prøve at gemme dig, tilpasse dig eller ændre dig – men de vil stadig kigge.
Men du kigger jo også på dem, ikke? Og hvad tænker du så? Noget negativt? Noget positivt? Noget overfladisk? Noget, som de egentlig ikke behøver bekymre sig om?
Vi bruger jo vores øjne til at orientere os og til at vurdere vores omgivelser, så det behøver altså ikke være noget alvorligt, når folk kigger på dig.

– Hver gang folk kigger på dig, og du får en negativ følelse, så kommer den følelse fra dig selv. Med mindre folk siger noget direkte til dig, så er det dig selv og dine ”briller”, der går ind og tolker på situationen. Når du tolker og vurderer, hvad andre mennesker tænker og føler om dig (uden at du overhovedet ved noget om det), så er det blandt andet dine tidligere oplevelser, dine gamle traumer og dine tillærte tankemønstre, som går ind og ”hjælper” dig med at vurdere situationen. Det vil sige, at du faktisk ikke kan vurdere situationen neutralt.

En person, der er vant til at møde søde mennesker og få komplimenter, tænker måske, at folk kun tænker gode ting om dem – for hvorfor skulle de andet? Mens en person, der har mødt kritik, måske tænker, at de møder mere kritik.
Hvis man satte to, fem eller hundrede mennesker op foran ”et kiggende publikum”, så ville de alle fortælle om forskellige oplevelser – nogle ville føle sig godt tilpas, andre ville føle sig bedømt negativt, andre usikre, og andre ville måske slet ikke rigtigt få nogen følelser på den baggrund.

Kan du blive bevidst om, hvilke ”briller” du ser verden med, så bliver det meget nemmere at se udover dine egne vurderinger af verden og give plads til, at det hele måske ikke er, som du tror.

Læs indlægget om at passe på sine tanker.

– Jeg har også lært, at de fleste faktisk bare travlt med deres eget liv, og hvad der nu lige sker for dem. Jeg er overbevist om, at jeg i gymnasiet har været enormt optaget af, hvad andre tænkte om mig, og har tænkt, at de gik og var meget optaget af mig. Men set i bakspejlet var de nok mest bare optaget af sig selv. De havde måske selv nogle ting at slås med, travlt med venner og fester, masser af lektier, og de skulle finde ud af, hvem de var, og hvad de ville bruge deres liv på. Hvorfor skulle de dog gå og bruge så meget krudt på mig?
Pointen er, at man har tendens til at tænke, at andre bruger meget mere krudt på én, end de rent faktisk gør.

– Jeg fik selv rigtigt meget ud af at flytte mig fysisk. Da jeg gik i gymnasiet, var det det eneste, jeg kendte til. Men da jeg flyttede til Frankrig og senere København, så mødte jeg pludselig en masse mennesker, som var rigtig søde, og som slet ikke dømte mig. Det hjalp mig til at forstå, at virkeligheden ikke nødvendigvis var, som jeg gik og troede. Det gav mig et perspektiv på det hele og viste mig, at der nok var problemer i min hjemby, men at jeg slet ikke blev mødt sådan alle steder. Og så kunne jeg pludselig begynde at tro på, at jeg måske alligevel var god nok.
Det kan altså hjælpe at flytte sig fra det negative og gøre noget nyt, så du kan få et nyt perspektiv på tingene.

Alt i dit liv former, hvem du er. Hvis du har oplevet noget svært tidligere eller går igennem noget svært lige nu, så er det med til at gøre dig stærkere og gøre dig til den, du er. Alt det svære kan du vende til en styrke på et senere tidspunkt. Kræver det hårdt arbejde? Ja! Er det det værd? JA!
At blive mobbet har givet mig meget bedre forståelse for andre, der har det svært. Jeg har fået mere empati og har fået lyst til at hjælpe folk. Jeg ved, at ord og handlinger kan gøre ondt, så jeg er mere opmærksom på at være et godt menneske. Fordi mit eget selvværd har været i stykker, ved jeg, hvor vigtigt det er at reparere det, og jeg ved, hvordan der kan se ud på den anden side.

– Ifølge mange teorier har folk, der mobber andre, det selv svært. Lavt selvværd kan for eksempel gøre, at man har behov for at hævde sig over for andre. At man trykker andre ned, så man selv kan få en højere status. At man fortæller andre, at de ikke er ”gode nok”, for selv at have følelsen af, at man er ”bedre end andre” og derved god nok.

Folk, der er i balance, har ikke behov for at mobbe andre og være ubehagelige. Folk, der har et godt selvværd og ved, at de er ligeså meget værd som andre, får ikke noget ud af at give andre en følelse af, at de er mindre værd. Ved du det, så kan det blive nemmere at tage tingene mindre personligt, når folk opfører sig ubehageligt over for dig. Det kan give et perspektiv, der hjælper dig til at huske, at der måske ligger mere bagved, og at det ikke nødvendigvis handler om dig.

Jo bedre et selvværd, vi kan få, jo mere kan vi acceptere, at vi alle er forskellige, men at vi er lige meget værd. Vi kan lade andres irrationelle kritik prelle af på os, som om vi havde en flot regnjakke på. Indeni ved vi nemlig godt, at vi er gode nok. Vi kan se bag andres kritik og se, at de måske selv har ondt et sted indeni. Og vi er bevidste om, at vi ikke må tro på alt, hvad vi tænker. Vores briller farver hele vores verdenssyn, og vi må ikke lade brillerne vurdere verden, så den kun er kedelige grå og dystre sorte farver.

”If you can’t see anything beautiful about yourself, get a better mirror, look a little closer, stare a little longer. ’Cause there’s something inside you that made you keep trying despite everyone who told you to quit. You build a cast around your broken heart and signed it yourself and signed it ”They were wrong!””

– Shane Koyczan, TED talk ”To this day…. For the bullied and beautiful”

Se videoer om mobning på TED

At være bange for sine drømme

Jeg skal være helt ærlig over for dig. Jeg har simpelthen været så bange for at starte den her blog om selvværd. Jeg blev uddannet som Selvværdsvejleder i december 2015, og jeg kan mærke, at jeg har fået meget mere selvværd af at tage den et-årige uddannelse, men alligevel så skræmmer den her blog mig bare mega meget – fordi hvad nu, hvis folk synes, den er vildt dårlig?

Da jeg var færdig med uddannelsen som Selvværdsvejleder, vidste jeg godt, at jeg gerne ville have klienter, som jeg kunne hjælpe med at få bedre selvværd, og drømmen om at starte en blog blev også hurtigt formet i mine tanker. Det virkede jo som en genial idé! Jeg er uddannet journalist og er vant til at skrive og formidle, og jeg havde lige fået alle de her nye, seje værktøjer hos Joan Ørting, hvor jeg har taget mit kursus.

Mine venner heppede på mig og sagde, at det var en god idé, og at det ville jeg være god til. Det var super dejligt at få den opbakning og støtte, men der var også noget andet, der rumsterede inde i kroppen på mig. Det var den her velkendte frygt for at eksponere mig selv. For at fejle. Og for at blive bedømt af andre mennesker.

For hvad nu hvis den her blog bliver en kæmpe fiasko? At folk, jeg både kender og ikke kender, synes, den er noget værre lort? At jeg ikke kan leve op til mine egne forventninger om at drive en blog?

De her tanker har fyldt rigtigt meget, og selvom jeg har taget små skridt i retning af faktisk at starte bloggen, så har jeg mest bare skubbet den foran mig. Ubevidst valgt ikke at prioritere det og tænkt, at det havde jeg ikke tid til lige nu. Men når man har en drøm, så bliver man jo nødt til at prioritere den, hvis den skal lykkes. Tingene sker desværre ikke af sig selv.
Én ting er i hvert fald sikker: vi når ikke vores drømme, hvis vi ikke tør risikere noget. Og selvom det er farligt, så er det netop de skridt ud af vores komfortzone, der gør, at vi vokser som mennesker. Jeg vil gerne vokse og være modig – vil du være med?

Så nu står jeg lige foran beslutningen om at starte den her blog. Jeg vil sindssygt gerne, fordi jeg ved, at det vil udfordre mig både fagligt og personligt. Og den udfordring vil forhåbentlig rykke mig og gøre mig til et stærkere og mere modigt menneske. Samtidig vil det give mig en enorm tilfredsstillelse at arbejde for at opnå min drøm, og bloggen kan måske endda hjælpe mig med at finde klienter, der gerne vil arbejde med deres selvværd, hvilket er en anden drøm.

Og ja, jeg er vildt bange for at stille mig derud, hvor alle kan se mig og vurdere mig for det, jeg laver. Men jeg er også ved at være så ulykkelig over ikke at følge min drøm, at jeg snart tør tage springet. Fordi hvad er det værste, der kan ske? Og kan det være værre end følelsen af ikke at gøre noget som helst?

Kender du det her med at være bange for at følge dine drømme? Hvad går du og drømmer om? Hvad er du bange for? Og hvad holder dig tilbage?

Kommentér gerne herunder, hvad du tænker om de her ting. Måske kan vi motivere hinanden og hjælpe hinanden med gode råd og opmuntring.

Her er en virkelig stærk video af Prince Ea, der handler om det her med ikke at følge sine drømme. Jeg har set den så mange gange, og måske vil den også motivere dig.