Tag: selvkritik

selvværd, selvtillid, lavt selvværd

Jeg er fandme okay!

Jeg har skrevet om det før, det her med at tankerne og følelserne går op og ned i én stor rutsjebanebevægelse. Nogle dage går det godt, andre dage går det mindre godt. Det er alt sammen en del af livet, at det hele går lidt op og ned. Men der er noget i mig, som simpelthen nægter at lade sig rive med af mine dårlige tanker.

Hvis jeg føler mig som et godt menneske den ene dag, hvorfor skal jeg så pludselig føle mig som et dårligt menneske den næste? Jeg har jo lært, at vi alle sammen er lige gode, og at vi alle sammen er noget værd. Hvem er det egentlig, der skal bestemme, om jeg er god nok? Mig selv? Hvad ved jeg egentlig om det? Hvorfor skulle jeg have mandat til at dømme andres værd – inklusiv mit eget?

Nogle gange lader jeg mig forblænde af min indre kritiker og min indre stemme, der gerne vil gøre sig til herre over mig. Den tror, den ved bedst. Men jeg tror faktisk ikke på, at den ved noget som helst om livet. Jeg tror ikke, den har et fint eksamensbevis, der gør den til en klog kone. Jeg tror ikke, den har rejst jorden rundt, så den kan forstå verden med et bredt perspektiv. Jeg tror ikke, den lytter til andre ”kloge koner” for at lære nyt, fordi den tror selv, den har ret.

Den lever af frygt og af drama, og den kan kun finde ud af at reproducere al den kritik og negative snak, som den har hørt ude i verden. Den er unuanceret og ubalanceret. Og jeg tror ikke på, at den kan finde ud af at give mig et sandfærdigt billede af verden, og af hvem jeg er.

Fordi selvfølgelig er jeg god nok, som jeg er. Jeg gør mit bedste med det, jeg har. Jeg prøver. Jeg elsker og holder af. Jeg gør en masse gode ting for mig selv og andre.
Jeg skal ikke tro på alt det negative, som min indre kritiker  prøver at fylde mig med. Jeg er helt unik og helt min egen. Ingen har gået i mine sko, og ingen har levet mit liv. Samtidig er jeg lige så normal som alle andre – jeg vil bare gerne have det rart, jeg vil gerne have et godt liv, jeg vil bare gerne elskes og forstås.

Så jeg kæmper – ofte hver eneste dag. Jeg kæmper med den negative stemme, der ærligt talt virker, som om den bare ønsker, at jeg holder mig hjemme under dynen. Jeg fylder på med positive tanker. Jeg taler pænt til mig selv, og jeg modbalancerer alt det, som min indre kritiker siger til mig. Jeg smiler og fortæller mig selv, at ”alt er godt”.

Har du det også sådan? Har du overvejet, at din indre kritiker måske ikke har ret? Lytter du til den? Er du kritisk over for den stemme, eller tager du det hele for gode varer?