Tag: skam

jaloux, jalousi, selvværd

Når gamle spøgelser kommer tilbage og bider én i r….

Jeg fik et chok i weekenden. Jeg havde besøg af en veninde, og alt var helt stille og roligt, og jeg stod og rullede en tærtedej ud og hakkede løg. Inde i stuen sad min veninde og min kæreste og snakkede. Jeg kunne ikke rigtigt høre, hvad de snakkede om, men jeg bed alligevel mærke i, at min veninde ofte grinede lidt. Ikke sådan en høj, lang latter, men sådan et lille grin i enden af en sætning. ”Er han virkelig så sjov, min kæreste?”, tænkte jeg, mens jeg skar tomater ud (og glemte at lægge dem til tørre på et stykke køkkenrulle). Og så kom de, tankerne. Stille og roligt krøb de op ad min ryg og gav mig kuldegysninger, da de nåede til nakkehårene. De gled umærkeligt ind i ørerne og forgiftede mine tanker. Jeg fik det mere og mere underligt. Jeg havde sådan en irriteret følelse i kroppen, der langsomt forvandlede sig til noget ubehag i brystet.

Jeg var jaloux. Hvad snakkede de om? Og havde de glemt alt om mig? Synes de, at hinanden var pæne og charmerende? Sad min kæreste og ønskede, at han kunne være kærester med min veninde i stedet for mig? Ville de begge svigte mig, fordi jeg ikke var god nok?

Jeg har ikke mærket de her følelser for alvor i flere år, så jeg fik et gedigent chok, da det pludselig gik op for mig, hvad det var, der var kommet tilbage. Det handlede nemlig slet ikke om min kæreste og min veninde. Det handler om et gammelt sår af svigt, afvisning og mobning, som gør, at jeg til tider kan være utroligt bange for at miste. Jeg har oplevet at blive afvist af personer, som, jeg aldrig havde drømt om, skulle vende mig ryggen. Og alligevel gjorde de netop det fra den ene dag til den anden – uden at jeg forstod det eller fik af vide hvorfor. Jeg er blevet skubbet ud af fællesskaber af folk, som, jeg troede, var mine venner. Jeg er blevet afvist fra mit barndomshjem, som jeg tidligere havde følt mig hjemme i – ikke bare én gang. Utallige gange.

Hvilke sår har du, som springer op engang imellem?

Fordi jeg har arbejdet så meget med de ting i mine teenageår, og fordi jeg har talt så meget om det og fået hjælp til at forstå det og placere det indeni mig, så troede jeg, at såret var helet. Jeg troede virkelig, at det var slut med at være jaloux i sådan en grad – både fordi jeg har arbejdet så meget med at hele mit sår, men også fordi jeg har en kæreste, som stort set ikke trigger det sår i mig.

Oplevelsen var ubehagelig af mange årsager. Jeg havde nogle rigtig ubehagelige tanker, som gjorde mig usikker og ked af det. Jeg trak mig lidt fra de andre, og jeg blev mere stille. Om natten kunne jeg ikke sove, og jeg vågnede midt om natten efter et mareridt, der havde kredset om jalousien, og jeg lå og vendte og drejede mig i måske en times tid, før jeg endelig faldt i søvn igen. Jeg tror godt, min veninde og min kæreste kunne mærke, at der var et eller andet. Og jeg har været ked af det i flere dage over det. Men jeg blev allermest ked af, at det kom tilbage. Jeg tænker, at jeg nok har været naiv, når jeg godmodigt har troet og håbet, at det var et afsluttet kapitel. Det er det åbenbart ikke.

Det er et kapitel, der minder mig om hårde tider og svære parforhold. Det minder mig om følelsen af at være smidt ud på åbent, dybt og sort hav, rådvild og ude af mig selv. Det er ødelæggende at være jaloux, både for én selv og for ens partner. Det tærer og river i stykker. Det giver næring til det der monster, der kontinuerligt hvisker ”Jamen, hvad nu hvis…? Du kan jo aldrig vide!”.

Hvordan tacklede jeg at være jaloux?

Da jeg var kommet mig lidt over chokket, fik jeg talt lidt med min kæreste om det i generelle vendinger. Han er heldigvis utroligt rummelig og forstående, så han trøstede mig og lod mig græde ud på hans t-shirt. Bagefter brugte jeg noget tid på at skrive dagbog, hvor jeg beskrev, hvad der skete, og jeg forsøgte at finde hoved og hale i det hele. Så skrev jeg til min veninde og forklarede, hvad der var sket, og lagde stor vægt på, at det ikke havde noget med hende at gøre, og at hun ikke havde gjort noget forkert. Og så ringede jeg til min mor og græd i en halv time og fortalte hende, hvor ked af det jeg var over, at det gamle sår var sprunget op igen.

Langsomt har det sluppet sit tag i mig, og jeg er kommet mere ovenpå.

Der har været enormt mange følelser på spil i de her dage. Usikkerheden og frygten fra jalousien. Skammen efterfølgende for overhovedet at være jaloux. Den enorme tristhed over at møde et gammelt spøgelse, som, jeg troede, var rejst væk. Ensomheden i at stå med de følelser alene og være den eneste, der er nede i lortet og stå ansigt til ansigt med gamle traumer. Dårlig samvittighed over for både veninde og kæreste. Og så en følelse af at være en dårlig ven og kæreste, ikke at være god nok, måske endda fortjene at blive forladt, fordi jeg er sådan en dum, irrationel kælling?

Jeg prøvede at gribe det hele lidt anderledes an. Jeg følte mig modig, da jeg skrev til min veninde og forklarede, hvad der var sket. Og det er også længe siden, jeg har ringet grædende til min mor (hun var vist meget glad for stadig at kunne udfylde den rolle). Selvom jeg ofte taler med min kæreste om svære følelser, så er det stadig en øvelse for mig at åbne op og være sårbar, for jeg er så bange for at blive afvist og udskammet. Jeg har så ofte oplevet, at mine følelser ikke blev rummet hos andre, og at jeg bare var til besvær. Det er en løbende øvelse at turde åbne op.

Mit håb er, at modet til at være sårbar leder til en opløsning af min skam.

”If we share our story with someone who responds with empathy and understanding, shame can’t survive” 

– så jeg på Instagram den anden dag, det skulle være et citat af Brené Brown. (Hun lyder i øvrigt som en klog kvinde, måske skulle jeg undersøge hende lidt.)

Min kæreste har mødt mig med forståelse og empati. Jeg håber, min veninde gør det samme. Min mor mødte mig med kærlighed og omsorg. Og det hjælper at blive mødt og rummet i de følelser, jeg går igennem. Det heler den del af mig, som er bange for at blive afvist i mine følelser.

Nu skal jeg bare finde ud af, hvordan jeg får helet såret endnu mere, så jeg kan mindske risikoen for nye besøg.

Har du fået besøg af et spøgelse for nylig?

skyggearbejde, selvværd

Sådan opstår en skygge * Skyggearbejde 2.0

Dette blogindlæg er del 2 af en skyggeføljeton, som går i dybden med flere af elementerne i skyggeteorien. Du kan læse det første indlæg her.

En skygge, hvad enten den er lys eller mørk, kan opstå igennem hele livet, når vi for eksempel bliver udsat for kritik eller bliver usikre på, om vi passer ind i fællesskabet. Vi begynder allerede at danne skygger, når vi er helt små børn, og det er også i den periode, hvor mange af vores skygger bliver dannet. Når vi er helt små, og når vi vokser op, er vi nemlig afhængige af vores forældres kærlighed, og det er også her, vores personlighed dannes.

En skygge er en undertrykt egenskab. Når vi bliver født, har vi alle egenskaber til rådighed for os, og børn har til at starte med ikke lært, hvordan de skal opføre sig. Derfor udtrykker de deres behov og lyster helt naturligt, og når de kommer. Men i forbindelse med opdragelsen begynder forældrene, andre omsorgspersoner og for eksempel børnehavepædagoger eller skolelærere at fortælle og vise børnene, hvordan de skal opføre sig. Barnet vil gøre alt for at passe ind i familien og få kærlighed eller passe ind i fællesskabet, og derfor begynder de at tilpasse sig og undertrykke de sider, som, det lærer, er uacceptable eller ”negative”.

”Den (skyggen, red.) rummer alle de dele af os selv, som vi forsøger at skjule eller benægte. Den omfatter de mørke aspekter, som vi ikke tror kan accepteres af familie, venner og, vigtigst at alle, af os selv. Denne mørke side er pakket dybt ned i bevidstheden og gemt for os selv og andre. Og det signal, vi hele tiden modtager fra fortrængningens sted, er enkelt: Der er noget galt med mig. Jeg er ikke i orden. Jeg kan ikke elskes. Jeg fortjener ikke noget. Jeg har ikke nogen værdi.”

Debbie Ford i bogen ”Kast lys over skyggen”

 

Hvilke egenskaber, som vi som børn begynder at undertrykke, er forskellige fra familie til familie – det er nemlig forskelligt, hvad forældre og andre anser som ”negative” egenskaber. I nogle familier kan det måske være de larmende, dominerende og voldsomme egenskaber, der ikke er okay, mens det i andre familier måske er de egenskaber, der handler om at vise følelser, være doven eller være svag, der er uacceptable. Det kan også variere, i hvilken grad man lærer at undertrykke sine egenskaber. I nogle familier er der måske flere ting, ”som man simpelthen ikke gør i den her familie. Vi gør ikke sådan!” – og her vil et barn måske undertrykke en egenskab så kraftigt, at det overbeviser sig selv om, at det slet ikke har den egenskab (en såkaldt ubevidst skygge), mens det i andre familier måske er mindre udtalt, hvor slem en egenskab er.

Hvilke egenskaber var ikke velsete i din familie?

Jeg tror helt klart, at jeg meget tidligt i min barndom har dannet en skygge på at være krævende, for jeg plagede stort set aldrig som barn. Hvordan den er skabt, kan jeg ikke huske. Til gengæld er den måske kun blevet stærkere op igennem mit liv, fordi jeg har generelt meget lidt lyst til, at folk tænker, at jeg er krævende eller til besvær. Det er nemmere for mig at se, hvordan jeg har dannet en masse skygger igennem mine teenageår. Det var i de år, at jeg for alvor blev afvist af flere forskellige fællesskaber – inklusiv min far (dvs. af ”familien”). Her lærte jeg, at det var dumt at vise følelser, at stikke næsen frem, at sige sin mening og at være ”anderledes”, fordi så kunne folk ikke lide én. Min far kunne ikke lide, når jeg viste følelser, og så afviste han mig med ordene ”hold op med at skabe dig”. Nede i sportsklubben blev jeg afvist (ja, jeg ved faktisk stadig ikke, hvorfor de alle sammen en dag vendte mig ryggen), muligvis fordi jeg havde stillet spørgsmål ved et hierarki, der var ved at blive skabt (og havde sagt min mening). Den store gruppe af ”smarte” i byen afviste mig, fordi jeg var ”anderledes” og gik i noget mere farverigt og ikke-moderigtigt tøj. Store dele af min familie kritiserede også mit tøj, og hvordan jeg så ud, så jeg oplevede fra flere sider, at jeg var ”forkert”. Det var i de år, at jeg opdagede, hvor ondt det gør, når man møder kritik fra de fællesskaber, man indgår i, og hvor jeg vendte det hele indad i én stor ”der må være noget galt med mig” skamfølelse.

Vi kan som børn, teenagere eller voksne opleve, at der er en eller flere af vores egenskaber, som møder kritik eller modstand fra omgivelserne. Der er flere måder, hvorpå det kan ske, og hvor vi kan vælge – bevidst eller ubevidst – at gemme en side af os væk for at bevare vores plads i fællesskabet.

1) Det kan for eksempel være direkte kritik eller irettesættelse: ”Jeg gider ikke tale med dig, når du er så dominerende!” kan være en meget tydelig besked at få. Her er det ikke svært at gætte, at ”dominerende” er en negativ egenskab, som ikke falder i god jord.

2) En anden måde, vi kan opleve modstand på, er, når folk omkring os reagerer negativt på os. En kritisk eller afvisende adfærd eller kropssprog kan give os et hint om, at der er noget ved os, der ikke er ”godt nok”, og alene ud fra andres reaktioner mod os kan vi beslutte os for at tilpasse os. For vi vil jo gerne have, at folk reagerer godt på os, ikke?

3) Endelig kan vi også ved at observere andre lave konklusioner omkring, hvordan det er godt at opføre sig, hvis man skal have kærlighed fra forældre eller andre. Oplever man for eksempel som barn, at et andet barn får en skideballe for at plage for at få en is, kan barnet for at beskytte sig selv mod en fremtidig skideballe (som jo kan tolkes som en afvisning) ved at gemme sin krævende plage-egenskab væk.

”Skygger opstår, når mennesker, der har stor indflydelse på os, har en kraftig holdning til, hvordan vi er. (…) De får lov til at have en kraftfuld indflydelse på os, fordi vi har så vanvittigt meget behov for at høre til som mennesker. Det bliver derfor afgørende at navigere, så de elsker os og ikke hader os. (…) Især som børn er vi hele tiden på vej mod mere kærlighed og på flugt fra afvisning”.

Mette Holm i bogen “Det du siger er du selv”

Kan du huske nogen eksempler, hvor du er blevet irettesat eller har observeret andre, hvorefter du har valgt at gemme en eller flere af dine egenskaber væk?

Kan du efter at have læst det her blogindlæg se, hvor du måske har dannet nogle skygger? Hvor du har mødt modstand eller kritik og har valgt at tilpasse dig? Kommentér gerne i kommentarfeltet, hvis du har spørgsmål eller gerne vil dele dine tanker. Jeg elsker at høre, hvad I synes! 🙂

selvværd, skamløs,

Sådan bliver du skamløs

Som jeg skrev i sidste blogindlæg, så har jeg nu besluttet mig for at være skamløs. Skamløs er et ord, der er ved at gå lidt i glemmebogen i min verden. Men det, der er tilbage af ordet, har en ret negativ klang.

”Se hende derovre, hun er fuldstændig skamløs, tsk, tsk!”

Kan du høre det for dig? Hvordan det lægger sig meget tæt op ad sætninger som ”skam dig” og ”hvem tror hun, at hun er?”

Men jeg synes faktisk, det er et meget smukt ord. Man er fri for skam. Man skammer sig ikke over, hvem man er, eller hvad man gør. Og det er der, vi skal arbejde på at komme hen! Tænk at kunne være sig selv og vise verden, hvem man er – uden at skamme sig eller føle sig forkert. Åh, hvilken befrielse!

Dermed ikke sagt, at jeg helt uproblematisk kan være fri for skam fra nu af – sådan er det med udvikling. Det går op og ned og rundt i spiraler. Og det er okay.

Men jeg har virkelig haft det godt med beslutningen, som har frigivet en masse energi, stolthed og glæde. Jeg har trampet smilende rundt i pedalerne på cyklen, jeg har gået med rankere ryg, og jeg har fået sagt min mening. Jeg synes, du skal prøve det!

Derfor vil jeg forsøge at lave en liste over, hvordan du også kan blive skamløs. Skriv endelig i kommentarfeltet, hvis du har tilføjelser, tanker eller holdninger til listen. Sammen kan vi måske lave verdens bedste liste til at blive skamløse?

selvværd, selvtillid, lavt selvværd

Sådan bliver du skamløs:

  1. Find ud af, hvad du skammer dig over 
    Lav en liste, hvor du skriver det hele ned. Svar på spørgsmål som ”hvad skammer jeg mig over?”, ”hvornår føler jeg mig forkert?” og ”hvad har andre skammet mig ud for/kritiseret mig for?”
  2. Undersøg listen
    Hvor kommer de forskellige ting, du skammer dig over, fra? Er det noget, du har lært af dine forældre? Dine venner i folkeskolen? En gammel kæreste? Kan du placere dine skamfulde sider/følelser i enten relationer eller tidsperioder, er du godt på vej til at få en dybere forståelse for, hvorfor du skammer dig.
  3. Mærk efter hver ting på listen 
    Gå igennem hver enkelt ting, og mærk efter, hvad du har brug for dér. Har du brug for at give noget til dig selv, har du brug for at tage en snak med personen, der er tilknyttet, eller måske skrive et brev (du behøver ikke sende det). Eller skal du tilgive nogen?
  4. Tag et opgør med listen
    Gå kritisk til listen, og spørg dig selv, om hver enkelt ting virkelig havde noget med dig at gøre, eller om det er noget, der stadig er gældende for dig. Behøver du stadig skamme dig over noget, som du lærte af dine forældre i en presset situation, da du var lille? Måske er der flere ting på listen, som du kan slippe, fordi du kan stille dig op i helikopteren og få en anden forståelse for, hvad der skete dengang.
    Brug gerne lang tid her, det er et vigtigt skridt, og det kan have brug for tid.
  5. Beslut dig for, at NU vil du slippe skammen og være skamløs
    Kan du finde noget kraft indeni dig, der enten virkelig har fået nok af at skamme sig, eller som er enormt motiveret for at komme over på den skamløse side, vil det være rigtig godt. Læg noget energi i beslutningen. Fortæl eventuelt andre om din beslutning, skriv den ned, og sig den højt for dig selv.
  6. Vær opmærksom
    Læg mærke til, hvad der sker indeni dig, når du nu går ud i verden og er skamløs. Hvordan føles det? Hvor er det let, og hvor er det svært? Hvad sker der i dine tanker? I starten kan det være, du vil opleve, at skammen kommer snigende – og her skal du være på vagt, så du fanger følelsen og får den sendt ud af døren igen. Måske skal du sige “Hej skam, jeg kan godt se dig, men vi to har jo sagt farvel til hinanden, og det må jeg holde fast i. Tak for alt det, du har lært mig.”
  7. Øv dig 
    Øv dig, øv dig, øv dig. Være selvkærlig, hvis du falder tilbage i skammen, undersøg den, bearbejd den, og prøv igen. Vælg det skamløse til hver dag. Arbejd med dit selvværd, så du står stærkere. Arbejd med din selvtillid, så du er mere selvsikker. Vær kærlig over for dig selv.
    Acceptér dig selv, som det fantastiske menneske du er – også med alle dine kanter, skrammer, buler og huller. Du er god nok. For helvede, du er god nok – og du fortjener et liv uden skam!

Hvad tænker du om listen? Mangler den noget? Har du mod på at hoppe ud i det? Og hvad skete der med dig, da du gik i gang med den? Kommentér gerne herunder, så jeg kan følge med i din udvikling – det vil betyde meget for mig!

selvværd, selvtillid, personlig udvikling

Fra nu af vil jeg være skamløs!

S K A M L Ø S . . .

Vi lærer som børn, at der er bestemte egenskaber, som vi ikke skal vise omverdenen, hvis vi skal have kærlighed fra vores forældre. Det lyder hårdt – men som menneske er det livsnødvendigt at være en del af fællesskabet – og som barn er det vigtigste vores forældres kærlighed. Vi ved instinktivt godt, at vi ikke kan overleve, ”hvis vi bliver sat ud i kulden” og forladt af vores forældre. Derfor tilpasser vi os og lærer, hvordan vi skal opføre os – og hvordan vi i hvert fald ikke skal. Det kan både ske ved skæld ud (udskamning) eller ved mere subtile hentydninger (vores forældres opførsel, kropssprog, reaktioner).

Derfor ender vi som voksne med en maske og en masse skygger (lyse og mørke). Masken er den personlighed, som vi viser til verden. Jeg er for eksempel sød, glad og sjov (og alt muligt andet selvfølgelig – men der er også meget, jeg IKKE er over for min omverden). Men det, at vi ikke føler, at vi kan ”vise hele vores væsen” til andre, betyder, at vi føler os begrænsede og ufuldstændige. Der er måske en masse egenskaber, som vi har lært, at vi ikke skal vise eller være. Det varierer fra familie til familie, hvad det er. De egenskaber, som vi gemmer væk, kan og tør vi ikke bruge i vores liv. Vi skammer os måske over dem, og vi får ikke brugt dem, når det giver mening.

Men vi er født med alle egenskaber, og det er super ærgerligt, at vi ikke kan stå ved hele os selv – og det er ærgerligt, at vi ikke kan gøre brug af bestemte egenskaber, når der faktisk er brug for dem.

Lad mig komme med et eksempel: det kan være, du har lært, at du ikke må være egoistisk. Det var måske ikke velset i din familie, og derfor skammer du dig som voksen, når du føler dig egoistisk, eller får lyst til at være det. Eller det kan være, du har gemt din egoisme så langt væk, at du slet ikke kan mærke dine egne grænser, og hvad du har lyst til. Det kan desværre vise sig ved, at du ikke får sat grænser og hele tiden kommer til at fokusere på andres behov i stedet for dine egne (og så får du måske stress eller bliver udkørt).

Kan vi i stedet lære at stå ved alle vores egenskaber og hele vores mangfoldige person med alle vores kanter, uperfektheder og unikke træk, ja, så bliver livet mere spændende og livligt. Og du formår at bruge egenskaberne til de situationer, hvor det passer ind.
For jo, det giver enormt god mening at kunne være egoistisk, ”for meget”, stærk, vred, dominerende og svag nogle gange, selvom de egenskaber måske bliver set som negative.

Den kommer i glimt, den der følelse af, at jeg vil stå mere ved mig selv. At jeg ikke vil skjule mig længere. At jeg ikke vil skamme mig længere. Men her på det sidste er den blevet mere tydelig, og jeg er blevet langt mere ligeglad med, hvad folk måtte tænke om mig.

Jeg forstår bedre og bedre, at folks meninger om mig siger mere om deres eget selvværd og hele deres egen tilværelse, end den gør om mig. Og så er jeg så ubeskriveligt træt af, at jeg holder mig tilbage fra at gøre ting, som jeg gerne vil – fordi jeg ikke tør, fordi jeg er bange for reaktionerne, eller fordi jeg føler, jeg skal skamme mig over mig selv.

Det kan være de små ting: den anden dag havde jeg købt en to go-kaffe, og jeg havde bedt om at få den i min egen to go-kop, men bartenderen lavede alligevel kaffen i et papkrus – og jeg stod dér og bed mig i læben, for skulle jeg sige noget (og stå ved mig selv), eller skulle jeg bare bide det i mig (og være irriteret over det)? Det endte med det sidste.

Og det kan være de store ting: for eksempel at jeg ikke tør stå ordentligt ved, at jeg har lavet en blog, og at jeg har store drømme for den. Så når folk spørger ind til den, så bliver jeg genert og kigger ned i jorden, mens jeg rødmende fortæller, at det ”bare er en lille blog, og at jeg godt ved, at den ikke har så mange læsere” – i stedet for at sige med et fast blik og rank ryg: ”ja, det er min blog, og jeg er allerede i gang med at få klienter igennem den, og jeg håber virkelig, at jeg kan gøre en forskel for andre.”

Kan du se forskellen? Hvornår skammer du dig? Hvad skammer du dig over? Hvor har du lært, at du skal holde dig tilbage? Hvilke egenskaber må du ikke ”være for meget af” i din familie?

Men nu vil jeg ikke skamme mig længere. Jeg vil ikke føle, at jeg er forkert, når jeg:

  • sætter mine grænser
  • bliver vred, når jeg har grund til det
  • blærer mig med min blog
  • står ved mine drømme
  • siger min mening
  • er dominerende
  • viser, at jeg ved noget om tingene
  • er stille, når jeg har brug for det
  • er larmende, når jeg har brug for det
  • bliver sur (når jeg ikke får min kaffe i min medbragte to go-kop!!)
  • spiser slik, selvom jeg gerne vil tabe mig
  • er ”for meget” og tager mine bling bling-øreringe på om mandagen
  • siger nej tak
  • siger ja tak
  • viser mine følelser (også de grimme, urimelige, ubehagelige)

Jeg vil være skamløs fra nu af. Det er slut med at gå rundt og have det dårligt over mig selv, og hvem jeg er. Fordi jeg er fucking okay! Og jeg vil have det bedste ud af livet, turde være uperfekt og sårbar og have den der skønne følelse af, at jeg kan være det hele.

Det er på vej, kan jeg mærke. Det er kommet gradvist, og jeg glæder mig kun til at se endnu flere resultater, når jeg byder flere sider af mig selv inden for.

Hvilke egenskaber skal du invitere på kaffe? Og hvor lang tid vil du egentlig bruge på kun at være en halv version af dig selv?

Har du brug for hjælp til finde dine skyggesider frem eller stå mere ved dig selv, så husk, at jeg stadig har nogle gratis forløb med op til fem selvværdssamtaler. Hvad har du at miste?