Tag: spejl

selvværd, selvtillid, selvkærlighed

Tag et kig på dig selv

Den anden dag havde jeg en snak med en ven. Vi talte om, hvordan det gik med os begge to, og hvad der skete i vores liv. På et tidspunkt kom vi ind på hans personlige udvikling, og hvordan han forsøgte at arbejde sig hen imod ”et bedre jeg”. Det handlede blandt andet om, at han gerne ville være lidt anderledes, og at han ikke var tilfreds med den person, han var – fordi den, han var, ikke levede op til hans værdier omkring, hvordan han skulle være, og hvordan han gerne ville bidrage til verden.

Det lød alt sammen meget godt, for det er godt at have nogle sunde værdier, og det er godt at have nogle mål, som man går efter. Jeg går selv meget op i personlig udvikling, og jeg er selv i gang med at prøve at blive ”et bedre menneske”, når jeg tager kurser, læser bøger og reflekterer over, hvad jeg kan gøre anderledes. Alligevel var der noget, der skurrede lidt i ørerne, og jeg spurgte ham, om hans vej til udvikling altid gik fra, at den, han var, skulle ændre sig for at leve op til hans forventninger – eller om det nogensinde gik den anden vej også. Altså, at forventningerne engang imellem blev sænket og tilpasset, hvem han var. Det viste sig, at det havde han faktisk slet ikke tænkt over i sit stærke fokus på at leve mere op til sine idealer.

Det overraskede mig, at han slet ikke havde tænkt over, om hans forventninger måske var for høje. Fordi mit fokus næsten altid er på bedre selvværd og selvkærlighed, så synes jeg, at man skal passe på med de høje forventninger. Og man skal passe på med at ville ændre for meget på sig selv. Det betyder ikke, at man ikke kan ”optimere” sig selv eller arbejde hen imod nogle gode mål. Men hvis forventningerne bliver brugt som en urealistisk målestok, som man hver dag kan slå sig selv i hovedet med, fordi man ikke kan leve op til dem – så er det ikke godt for selvværdet. Så har man måske en aktiv indre kritiker, der kritiserer én for ikke at være god nok, arbejde hårdt nok eller være et godt nok menneske.
Det er skadeligt i længden at have sådan en stemme kørende i hovedet, og derfor ville min tilgang altid være: vær kærlig mod dig selv, acceptér og respektér dig selv, og arbejd langsomt hen imod de mål, du har.

Jeg tror på, at man når længere – og er et sundere menneske, når man når derhen – hvis man kan være selvkærlig på vejen og stoppe den kritiske stemme, når man ikke lever op til de forbandede forventninger.

Senere talte jeg med min kæreste om den snak, jeg havde haft med min ven, og jeg påpegede, at vi var helt forskellige mennesker i forhold til forventninger. Men det var min kæreste ikke enig i, og han sagde:

”Du har da selv ret høje forventninger, og du har ofte krav til dig selv omkring, hvor mange ting du skal nå i løbet af en dag.”

Lige dér indså jeg, at han havde ret. Jeg har også vildt høje forventninger til mig selv – og jeg skrev jo faktisk et blogindlæg om netop det for noget tid siden. Det havde jeg så lige glemt i mellemtiden, hvor jeg sad og prøvede at give min ven gode råd. Men jeg gør jo præcis det samme, og jeg er også kritisk over for mig selv, når jeg ikke lever op til forventningerne. Det er det, der er pointen med det her blogindlæg:

Tag et kig på dig selv, når du har en mening om andre. Handler det også om dig selv? Når du dømmer andre, er det så i virkeligheden, fordi du dømmer dig selv for netop den egenskab?

Jeg er lige startet på et nyt kursus, der handler om skyggearbejde. Og her er teorien helt kort: ”Det, du siger, er du selv”, som underviseren Mette Holms bog om skyggearbejde også hedder.

Når du peger på andre, så er der tre fingre, der peger tilbage på dig selv. Kig på dig selv i stedet for. Hvad har du et problem med, som du ser i andre?

Mette Holms pointe er blandt andet, at verden omkring dig er et spejl, og at det, du ser i andre, faktisk handler om dig selv. Fordi alle mennesker rummer alle egenskaber (men de fleste af os har undertrykt en del af vores egenskaber for at passe ind i fællesskabet), så hvis du ser på et menneske og tænker, at den person er for eksempel stærk, egoistisk eller modig, så glemmer vi både, at den person også rummer alle andre egenskaber (og derfor også er svag, selvopofrende og bange), men også at vi selv indeholder de egenskaber, som vi ser i den anden.

Så da jeg hørte min ven fortælle, og jeg tænkte ”du gør det jo helt forkert”, så var det måske, fordi hans måde at gøre tingene på triggede noget i mig – fordi jeg gør det samme.
Skyggearbejdet er enormt interessant, og jeg vil skrive mere om det løbende under kurset.

Har du oplevet for nylig, at det, du så i et andet menneske, faktisk handlede om dig selv? Hvad gjorde du så, da du opdagede det?