Tag: spejløvelse

selvtillid, selvværd

Jeg har opdaget, at jeg har lav selvtillid

Det gik op for mig for nylig, at jeg har lavere selvtillid, end jeg troede. Jeg har haft store problemer med mit selvværd, og jeg har da godt vidst, at jeg ikke gik rundt og var super selvsikker og propfuld af selvtillid.

Men her for nylig opdagede jeg, at jeg næsten hele tiden er fuld af tanker, der kredser om, at jeg ikke tror, at jeg kan klare dit og dat, eller at jeg ikke er dygtig nok til at få et arbejde.

Selvtillid kan godt være bundet op på selvværd, men de to ting er ikke det samme. Selvværd er ens følelse af værd. Om man føler sig god nok eller ikke god nok. Selvværd er den indre grundfølelse af, om man er noget værd som menneske. Selvtillid er derimod ens tillid til egne evner, eller noget man har. For eksempel kan man føle sig dygtig til sit arbejde eller have god tillid til, at man kan lære nye ting. Eller have god selvtillid, fordi man ser godt ud eller har noget, der er status i.

Min selvtillid er høj på nogle punkter og lav på andre, og det er helt naturligt, tror jeg. Det er svært at være god til det hele, og livets oplevelser kan være med til at forme ens selvtillid. Men jeg er ærlig talt blevet lidt skræmt over, hvor lav min selvtillid er på nogle punkter.

For eksempel er det blevet ret tydeligt for mig, at én af grundene til, at jeg ikke har et fast arbejde (og er arbejdsløs lige pt.) er, at jeg ikke tror, jeg er god nok til at få et fast arbejde. Jeg bliver meget påvirket af konkurrencen og de mange krav, der kan være i et jobopslag, og selvom jeg på den ene side tænker, at jeg ville kunne være god til et vist job, så er der et tankemønster nedenunder, der er overbevist om, at jeg ikke er god nok til at få et fast arbejde. Flere år med løse ansættelser og vikariater har nok også været med til at danne den overbevisning – men den skal jeg jo have gjort op med, for det, jeg tænker, er i høj grad med til at skabe min virkelighed.

En anden ting, mine tanker kredser meget om for tiden, er børn. Altså, det at få nogle. Jeg bliver ikke yngre, som man siger, og de tanker fylder mere og mere. Men de mest dominerende tanker (udover ”åh, bliver det ikke lidt hårdt?” og ”ej, hvor spændende med sådan en lille én”) er tanker omkring, om jeg nu kan klare det at være mor. Der er ikke rigtigt noget, der taler for, at jeg ikke skulle kunne det – jeg er en ressourcestærk kvinde, der kommer fra et kærligt middelklassehjem, hvor jeg har haft en tryg barndom. Jeg er god til at passe på mine penge, og jeg er helt almindeligt velfungerende. Men alligevel bliver jeg ved med at tænke usikre tanker omkring det, og jeg er helt igennem bange for, at jeg ikke kan finde ud af det. Det er helt sikkert naturligt at have sådan nogle følelser, men jeg føler alligevel, at de tanker fylder intimiderende meget.

Nå, jeg ved ikke helt, hvad jeg vil sige med det her blogindlæg. Det er en stor mundfuld at opdage, at man også skal arbejde på selvtilliden. Der er ligesom nok at se til med at prøve at finde et arbejde (og ikke gå nedenom og hjem i dagpengesystemet), holde styr på selvværdet, køre en blog og forsøge at stable en vejleder-business på benene, tage en Skyggevejleder-uddannelse og i det hele taget bevæge sig rundt i det her liv! 🙂

Samtidig ved jeg jo godt, hvad vejen frem er:

  • arbejde med Spejløvelsen og fokusere på selvtilliden
  • holde fokus på at tænke positive tanker og lade de negative passere
  • øve mig på det, som jeg vil være god til – så får jeg langsomt mere selvtillid på de punkter
  • være selvkærlig og ikke slå mig selv oveni hovedet

Hvordan står det til med din selvtillid? Og har du nogle gode tips til, hvordan man kan arbejde med den?

selvværd, selvtillid, lavt selvværd

Du bliver ikke lykkelig af at tabe dig

Jeg er på højskole i denne uge. En aktiv ferie på Sydfyn, hvor jeg danser og lærer at massere. I går var der et foredrag om aftenen med Petra Nagel, journalist og tv-vært på DR3. Hun har for nylig lavet et tv-program, hvor hun undersøger, hvordan hun kan få et bedre selvværd – og især et bedre forhold til sin krop. Da de otte afsnit handler om selvværd, har jeg selvfølgelig set dem alle sammen. Og de kan godt anbefales! Selvom jeg nogle gange syntes, at der var for meget fokus på, at ”hvis jeg taber mig, så bliver jeg gladere”, så rammer programmet fuldstændig hovedet på sømmet i forhold til mange af de tanker, som jeg selv og sikkert tusindvis af andre kender.

Hun undersøger forskellige måder at arbejde med sin krop på, at arbejde med sine tanker og sit selvværd på, og det meste af det er meget interessant, og jeg synes, det sætter mange tanker i gang.

Du kan se afsnittene her

Selve foredraget i går var super spændende. Hun fortalte ærligt omkring, hvordan hun havde lavet programmet, og hvad det havde lært hende. Blandt andet sagde hun, at hun havde lært at blive opmærksom på sin indre kritiker og på at tale selvkærligt til sig selv. Meget af det, hun sagde, og det, hun havde lært, klingede meget velkendt inden i mig, så jeg vil helt klart anbefale dig at se programmerne.

Nogle af hendes pointer til sidst var:

– du bliver ikke lykkeligere af at tabe dig, fordi bagefter finder du bare noget nyt, der ikke er godt nok. Nissen følger med. Det er bedre at acceptere sig selv dér, hvor man er lige nu.

– hold op med at følge ”perfekte” mennesker på fx Instagram og andre sociale medier

– hold op med at sammenligne dig med andre og deres perfekte liv, deres liv er ikke perfekte, det er kun en virkelighed, som du selv stykker sammen ud fra de ”perfekte” brudstykker, du fx ser på sociale medier

– vær selv mere bevidst omkring, hvad du liker på sociale medier, og hvad du selv lægger op. Måske er der plads til også at vise det uperfekte?

Det synes jeg var nogle mega gode pointer, så hop du ind på dr.dk og se alle afsnittene! Jeg vil som altid gerne høre, hvad du tænker, så du er velkommen til at kommentere her på indlægget, på Facebook eller på mailen, stjerneselvvaerd@gmail.com

selvværd, selvtillid, lavt selvværd

Spejløvelsen – gå fra lavt selvværd til et godt selvværd 

Har du lavt selvværd, findes der en meget enkel øvelse, som du kan lave hver dag for at få bedre selvværd. Flere undervisere sværger til den, blandt andet Louise Hay og Joan Ørting, og jeg kan også mærke en rigtig god effekt af den.

Det skal lige siges, at den både lyder lidt syret for det utrænede øre og kan være overraskende svær at udføre – men bliv ikke bange!

Øvelsen hedder Spejløvelsen – og stod det til mig, skulle alle begynde at lave den her øvelse hver eneste dag. Den er enormt effektiv, hvis du vil arbejde med dit lave selvværd, for den går aktivt ind og taler imod din indre kritiker og viser din underbevidsthed, at du vil have det bedre med dig selv.

Du gør sådan her:

  • Stil dig foran spejlet, eller tag et spejl op foran ansigtet.
  • Kig dig selv ind i øjnene, og prøv at se dig selv. Se dig selv som dit indre barn (den lille pige eller dreng, som har brug for at høre søde ord), og lad være med at fokusere på dit udseende.
  • Sig til dig selv, gerne højt og tydeligt: ”Jeg elsker dig, (dit navn).”

Jo flere søde og gode ting, du siger til dig selv, jo bedre vil effekten på dit selvværd være. Sig for eksempel, at du elsker dig selv flere gange. At du værdsætter dig selv, og at du altid vil være der for dig selv. At du er stolt over dig selv, eller at du er smuk, vidunderlig, sød, spændende, interessant og sjov. Du kan sige alle de ting til dig selv, som du har lyst til – men husk at sige nogle af de svære også. Nogle af de ting, som du måske ikke helt tror på, men som måske er områder af din krop eller personlighed, som du enten er ked af eller gerne vil være mere af.

Det er vigtigt, at du bliver bevidst om, hvad dit indre barn har brug for at høre. Det kan være, du skal sige det modsatte af, hvad din indre kritiker fortæller dig? Eller at du finder ud af, hvilke temaer du har lidt under i barndommen for eksempel, og prøver at lave gode sætninger til Spejløvelsen ud fra dem. Eller at du kigger på, hvilke temaer du slås med lige nu.
Du kan altid ændre det, du siger til dig selv i spejlet. I nogle perioder har du måske brug for at fokusere på din krop, i andre måske at tale om din frygt for at blive forladt osv.

Jeg plejer at sige, at jeg ”elsker, elsker, elsker” mig selv, og så siger jeg tit en lang række ord, som, jeg både synes, beskriver mig, men som jeg også gerne vil være mere af. Kreativ, stærk, fantastisk og dygtig osv. Jeg siger også til mig selv, at jeg er en god ven, en god datter og et godt menneske.

Det, der umiddelbart sker for mig, er, at jeg ikke kan lade være med at smile til mig selv. Det føles simpelthen rigtig godt at få de ting af vide, selvom det er mig selv, der siger dem. Det er super hyggeligt, og jeg tror på, at ordene synker ned i min underbevidsthed og forplanter sig dernede. Og jeg kan mærke, at smilet sender værdifulde endorfiner ud i min krop, og at det igen skaber nogle gode tanker og en dejlig fornemmelse i kroppen. Og når jeg har det godt, ja, så er jeg jo meget mere positiv og kan møde verden på en god måde, som igen vil skabe gode resultater for mig. Derfor kan en øvelse som spejløvelsen få stor indvirkning på dit liv, fordi den kan sprede positive ringe ud i alle aspekter af dit liv. Du vil på sigt ændre din opfattelse af dig selv, og du vil balancere de negative ord, som du måske dagligt fortæller dig selv. Og det vil hjælpe på dit lave selvværd.

Det kan godt være svært, men prøv alligevel!

Men hvis det føles helt vildt svært at sige til dig selv, at du elsker dig, så er det også helt okay. De fleste er jo slet ikke vant til at tale sådan til sig selv, og måske føler man sig lidt åndssvag, som man står der og sludrer med sig selv i spejlet. Samtidig bor vi også i danske Jantelovsland, hvor man helst ikke skal tro, man er noget – og er man så ikke for selvfed, når man står og roser sig selv i spejlet? Måske, men hvis det virker, hvorfor så ikke skide på den Jantelov?

Læs indlægget om Den indre kritiker.

For det første må du gerne starte med at sige det indeni dig selv, hvis det er svært at sige det højt.

For det andet så er det også helt okay at starte blidt ud. Hvis det for eksempel er sætningen ”jeg elsker dig, (dit navn)”, du kløjes i, så kan du starte med at sige ”jeg er villig til at lære at elske dig”.

På den måde er du i gang, og du fortæller din krop og dit sind, hvad du gerne vil arbejde henimod.

Som Louise Hay skriver i sin (virkelig spændende) bog ”Helbred dit liv”:

”Jeg beder folk om at se sig selv i øjnene og sige noget positivt om sig selv, hver gang de går forbi et spejl. Den mest virkningsfulde måde at arbejde med bekræftelser på er at se sig selv i spejlet og sige dem højt.” (side 73)

Prøv det. Find et spejl, og kig dig selv dybt i øjnene. Du kan godt, og du fortjener det. Gør det hver dag i minimum en måned, og se, om du kan mærke en forskel.

Jeg vil meget gerne høre om dine oplevelser med spejløvelsen, så du er altid velkommen til at skrive til mig eller kommentere her på indlægget.