Tag: styrke

bede om hjælp

Det at bede om hjælp er en styrke

Jeg ser mig selv som en stærk, selvstændig kvinde. Der er nogle ting, jeg ikke kan (fx sådan noget håndværksarbejde), og dem prøver jeg at holde mig fra. Én af de ting, jeg ikke kan, er at bede om hjælp.

Men jeg kan mange andre ting, og jeg har altid været stolt af min selvstændige ”jeg kan selv”-tilgang. Jeg flyttede til Nice efter gymnasiet, og da mit au pair-ophold ikke gik særligt godt, slog det mig ikke ud. Jeg fandt selv en lejlighed i Paris og flyttede dertil, hvorefter jeg fandt et tjenerjob, nye steder at bo og åbnede en bankkonto. Jeg har altid kunnet klare mig selv (tak til mine forældre, der lavede en børneopsparing til mig, som jeg kunne låne lidt af engang imellem!). Jeg har nok ikke altid taget den nemme vej. For eksempel har jeg flyttet alle mine ting (havde ikke møbler i København dengang) fra Østerbro til Valby på cykel. Det betød mange cykelture med vandrerygsækken på ryggen og evt. en kuffert rullende på cykelstien. Ikke om jeg skulle tage bussen! Jeg har cyklet med alverdens ting bag på eller i armene: symaskine, flyttekasser, poser, indkøb osv.

Min ”I’m a strong independent woman”-attitude betyder også, at jeg har overordentligt svært ved at bede om hjælp. Jeg har afvist min kærestes hjælp mange gange, når han har spurgt, om han skulle bære min tunge bedstemorcykel op ad trapperne på S-togsstationer. ”Jeg kan godt selv,” pruster jeg op ad trappen og fortryder, for den er skide tung. Da vi skulle flytte fra Frederiksberg til Rødovre, havde jeg enormt svært ved at takke ja til min vens tilbud om at køre os i Ikea og købe skoskab – fordi var det nu ikke for meget besvær? Det var også min kæreste, der lokkede mig til at spørge min veninde, om hun ville hjælpe med at køre nogle kasser køkkenting på genbrugspladsen, fordi jeg havde ikke selv lyst til at spørge (jeg havde derimod store planer om at læsse en flyttekasse bag på cyklen og så gå hen til nærmeste genbrug. Og gentage det tre gange!).

Kender du det, at det er svært at bede om hjælp?

Min kæreste er af en helt anden støbning. Han beder gerne sine forældre eller sin bror om at fragte ting – også selvom det er en ting, man sagtens kunne have på cyklen! Det har gjort mig bevidst om, at jeg har nogle mørke skygger på det at bede om hjælp. Jeg er bange for at være til besvær (skygge: at være besværlig), og jeg tror, at jeg er bange for at virke svag, hvis jeg beder om hjælp.

Jeg vil gerne være stærk og være uafhængig af andre (min kæreste spørger faktisk også tit ”Hvorfor skal du være så stærk?”, hvis vi har en konflikt, og jeg hiver mit stærke skjold frem. Det hører vist til et andet blogindlæg).

Jeg har øvet mig de sidste par år på at spørge om hjælp og tage imod hjælp. Men det er svært. Det kan være svært at lade sin maske falde og tillade sig selv at være alt det, man ikke vil være.

Den anden dag havde min kæreste og jeg en snak om mit fuldtidsprojekt med Stjerne Selvværd. Jeg har følt mig overvældet over projektets størrelse og har mistet fokus, fordi jeg har forsøgt at overskue det hele på én gang. Han sagde, at jeg måske tog lidt for meget på mine skuldre, fordi jeg ikke rakte ud efter hjælp og ville gøre det hele selv. Og at han var ked af, at jeg ikke ville tage imod de gode råd, som han har givet mig.
Men alt stritter på mig, når jeg bliver fodret med gode råd, for jeg kan jo godt selv! Jeg vil finde ud af det selv! Men da gik det op for mig, at det måske vil være rigtigt godt, hvis jeg øver mig endnu mere. For min kæreste mener det så godt, når han gerne vil hjælpe. Og måske mener alle de andre, der siger, at de gerne vil hjælpe, det også godt?

Hvad er det egentlig, jeg kan miste ved at sige ja? (Stolthed? Illusionen om at være stærk?)
Og ved at sige nej? (Uoverskuelige opgaver, tid, livsglæde, motivation osv.?)
Tænk, hvad jeg kan bygge op, hvis jeg tør bede om hjælp til de svære opgaver?

Det er ikke meningen, at vi skal gøre det hele selv. Og alle kan jo ikke alting. Jeg kan i hvert fald slet ikke alting. Jeg knækker halsen, når jeg forsøger at gøre det hele – eller jeg springer over vigtige ting, fordi jeg ikke kan overskue dem. Vi mennesker vil jo gerne hjælpe hinanden, for det føles jo enormt godt at gøre noget for andre.

Hvordan har du det med at bede om hjælp? Hvor kan du bruge hjælp i dit liv? Hvor kan dit liv blive nemmere, hvis du rækker ud efter hjælp?

Hvis du skulle bede om hjælp én gang snart, hvad skulle det så være til?

Det handler slet ikke om dig.. Del 2

I del 1 fortalte jeg om nogle af mine oplevelser i gymnasiet, hvor jeg brugte rigtig meget krudt på at bekymre mig om, hvad andre tænkte om mig. Jeg var blevet overbevist om, at de fleste nok ikke kunne lide mig, og at de dømte mig på en negativ måde på grund af mit tøj og udseende.

Senere har jeg indset en del ting, som jeg kan bruge, når usikkerheden rammer mig – for det gør den stadig engang imellem. Men nu er det meget sjældent, at jeg pludselig tænker ”hm, ser jeg mærkelig ud i dag? Jeg synes, folk kigger på mig”.

Her er, hvad jeg lærte:

– For det første det helt banale: at du kun kan se, at folk kigger på dig, hvis du kigger på dem. Hvis dine øjne ikke er rettet imod andres ansigter, så kan du ikke se, hvor de kigger hen. Set i bakspejlet er der måske mange af de andre unge på mit gymnasium, som har haft en følelse af, at jeg kiggede på dem (og hvem ved – måske var de også bange for, hvad jeg tænkte om dem? Så har vi siddet to usikre sjæle, der bare har tænkt på, hvad den anden tænkte..)

Alle folk kigger jo på alle. De vil aldrig holde op med at kigge på dig – og ja, de tænker nok også et eller andet. Du kan prøve at gemme dig, tilpasse dig eller ændre dig – men de vil stadig kigge.
Men du kigger jo også på dem, ikke? Og hvad tænker du så? Noget negativt? Noget positivt? Noget overfladisk? Noget, som de egentlig ikke behøver bekymre sig om?
Vi bruger jo vores øjne til at orientere os og til at vurdere vores omgivelser, så det behøver altså ikke være noget alvorligt, når folk kigger på dig.

– Hver gang folk kigger på dig, og du får en negativ følelse, så kommer den følelse fra dig selv. Med mindre folk siger noget direkte til dig, så er det dig selv og dine ”briller”, der går ind og tolker på situationen. Når du tolker og vurderer, hvad andre mennesker tænker og føler om dig (uden at du overhovedet ved noget om det), så er det blandt andet dine tidligere oplevelser, dine gamle traumer og dine tillærte tankemønstre, som går ind og ”hjælper” dig med at vurdere situationen. Det vil sige, at du faktisk ikke kan vurdere situationen neutralt.

En person, der er vant til at møde søde mennesker og få komplimenter, tænker måske, at folk kun tænker gode ting om dem – for hvorfor skulle de andet? Mens en person, der har mødt kritik, måske tænker, at de møder mere kritik.
Hvis man satte to, fem eller hundrede mennesker op foran ”et kiggende publikum”, så ville de alle fortælle om forskellige oplevelser – nogle ville føle sig godt tilpas, andre ville føle sig bedømt negativt, andre usikre, og andre ville måske slet ikke rigtigt få nogen følelser på den baggrund.

Kan du blive bevidst om, hvilke ”briller” du ser verden med, så bliver det meget nemmere at se udover dine egne vurderinger af verden og give plads til, at det hele måske ikke er, som du tror.

Læs indlægget om at passe på sine tanker.

– Jeg har også lært, at de fleste faktisk bare travlt med deres eget liv, og hvad der nu lige sker for dem. Jeg er overbevist om, at jeg i gymnasiet har været enormt optaget af, hvad andre tænkte om mig, og har tænkt, at de gik og var meget optaget af mig. Men set i bakspejlet var de nok mest bare optaget af sig selv. De havde måske selv nogle ting at slås med, travlt med venner og fester, masser af lektier, og de skulle finde ud af, hvem de var, og hvad de ville bruge deres liv på. Hvorfor skulle de dog gå og bruge så meget krudt på mig?
Pointen er, at man har tendens til at tænke, at andre bruger meget mere krudt på én, end de rent faktisk gør.

– Jeg fik selv rigtigt meget ud af at flytte mig fysisk. Da jeg gik i gymnasiet, var det det eneste, jeg kendte til. Men da jeg flyttede til Frankrig og senere København, så mødte jeg pludselig en masse mennesker, som var rigtig søde, og som slet ikke dømte mig. Det hjalp mig til at forstå, at virkeligheden ikke nødvendigvis var, som jeg gik og troede. Det gav mig et perspektiv på det hele og viste mig, at der nok var problemer i min hjemby, men at jeg slet ikke blev mødt sådan alle steder. Og så kunne jeg pludselig begynde at tro på, at jeg måske alligevel var god nok.
Det kan altså hjælpe at flytte sig fra det negative og gøre noget nyt, så du kan få et nyt perspektiv på tingene.

Alt i dit liv former, hvem du er. Hvis du har oplevet noget svært tidligere eller går igennem noget svært lige nu, så er det med til at gøre dig stærkere og gøre dig til den, du er. Alt det svære kan du vende til en styrke på et senere tidspunkt. Kræver det hårdt arbejde? Ja! Er det det værd? JA!
At blive mobbet har givet mig meget bedre forståelse for andre, der har det svært. Jeg har fået mere empati og har fået lyst til at hjælpe folk. Jeg ved, at ord og handlinger kan gøre ondt, så jeg er mere opmærksom på at være et godt menneske. Fordi mit eget selvværd har været i stykker, ved jeg, hvor vigtigt det er at reparere det, og jeg ved, hvordan der kan se ud på den anden side.

– Ifølge mange teorier har folk, der mobber andre, det selv svært. Lavt selvværd kan for eksempel gøre, at man har behov for at hævde sig over for andre. At man trykker andre ned, så man selv kan få en højere status. At man fortæller andre, at de ikke er ”gode nok”, for selv at have følelsen af, at man er ”bedre end andre” og derved god nok.

Folk, der er i balance, har ikke behov for at mobbe andre og være ubehagelige. Folk, der har et godt selvværd og ved, at de er ligeså meget værd som andre, får ikke noget ud af at give andre en følelse af, at de er mindre værd. Ved du det, så kan det blive nemmere at tage tingene mindre personligt, når folk opfører sig ubehageligt over for dig. Det kan give et perspektiv, der hjælper dig til at huske, at der måske ligger mere bagved, og at det ikke nødvendigvis handler om dig.

Jo bedre et selvværd, vi kan få, jo mere kan vi acceptere, at vi alle er forskellige, men at vi er lige meget værd. Vi kan lade andres irrationelle kritik prelle af på os, som om vi havde en flot regnjakke på. Indeni ved vi nemlig godt, at vi er gode nok. Vi kan se bag andres kritik og se, at de måske selv har ondt et sted indeni. Og vi er bevidste om, at vi ikke må tro på alt, hvad vi tænker. Vores briller farver hele vores verdenssyn, og vi må ikke lade brillerne vurdere verden, så den kun er kedelige grå og dystre sorte farver.

”If you can’t see anything beautiful about yourself, get a better mirror, look a little closer, stare a little longer. ’Cause there’s something inside you that made you keep trying despite everyone who told you to quit. You build a cast around your broken heart and signed it yourself and signed it ”They were wrong!””

– Shane Koyczan, TED talk ”To this day…. For the bullied and beautiful”

Se videoer om mobning på TED