Tag: usikkerhed

jaloux, jalousi, selvværd

Når gamle spøgelser kommer tilbage og bider én i r….

Jeg fik et chok i weekenden. Jeg havde besøg af en veninde, og alt var helt stille og roligt, og jeg stod og rullede en tærtedej ud og hakkede løg. Inde i stuen sad min veninde og min kæreste og snakkede. Jeg kunne ikke rigtigt høre, hvad de snakkede om, men jeg bed alligevel mærke i, at min veninde ofte grinede lidt. Ikke sådan en høj, lang latter, men sådan et lille grin i enden af en sætning. ”Er han virkelig så sjov, min kæreste?”, tænkte jeg, mens jeg skar tomater ud (og glemte at lægge dem til tørre på et stykke køkkenrulle). Og så kom de, tankerne. Stille og roligt krøb de op ad min ryg og gav mig kuldegysninger, da de nåede til nakkehårene. De gled umærkeligt ind i ørerne og forgiftede mine tanker. Jeg fik det mere og mere underligt. Jeg havde sådan en irriteret følelse i kroppen, der langsomt forvandlede sig til noget ubehag i brystet.

Jeg var jaloux. Hvad snakkede de om? Og havde de glemt alt om mig? Synes de, at hinanden var pæne og charmerende? Sad min kæreste og ønskede, at han kunne være kærester med min veninde i stedet for mig? Ville de begge svigte mig, fordi jeg ikke var god nok?

Jeg har ikke mærket de her følelser for alvor i flere år, så jeg fik et gedigent chok, da det pludselig gik op for mig, hvad det var, der var kommet tilbage. Det handlede nemlig slet ikke om min kæreste og min veninde. Det handler om et gammelt sår af svigt, afvisning og mobning, som gør, at jeg til tider kan være utroligt bange for at miste. Jeg har oplevet at blive afvist af personer, som, jeg aldrig havde drømt om, skulle vende mig ryggen. Og alligevel gjorde de netop det fra den ene dag til den anden – uden at jeg forstod det eller fik af vide hvorfor. Jeg er blevet skubbet ud af fællesskaber af folk, som, jeg troede, var mine venner. Jeg er blevet afvist fra mit barndomshjem, som jeg tidligere havde følt mig hjemme i – ikke bare én gang. Utallige gange.

Hvilke sår har du, som springer op engang imellem?

Fordi jeg har arbejdet så meget med de ting i mine teenageår, og fordi jeg har talt så meget om det og fået hjælp til at forstå det og placere det indeni mig, så troede jeg, at såret var helet. Jeg troede virkelig, at det var slut med at være jaloux i sådan en grad – både fordi jeg har arbejdet så meget med at hele mit sår, men også fordi jeg har en kæreste, som stort set ikke trigger det sår i mig.

Oplevelsen var ubehagelig af mange årsager. Jeg havde nogle rigtig ubehagelige tanker, som gjorde mig usikker og ked af det. Jeg trak mig lidt fra de andre, og jeg blev mere stille. Om natten kunne jeg ikke sove, og jeg vågnede midt om natten efter et mareridt, der havde kredset om jalousien, og jeg lå og vendte og drejede mig i måske en times tid, før jeg endelig faldt i søvn igen. Jeg tror godt, min veninde og min kæreste kunne mærke, at der var et eller andet. Og jeg har været ked af det i flere dage over det. Men jeg blev allermest ked af, at det kom tilbage. Jeg tænker, at jeg nok har været naiv, når jeg godmodigt har troet og håbet, at det var et afsluttet kapitel. Det er det åbenbart ikke.

Det er et kapitel, der minder mig om hårde tider og svære parforhold. Det minder mig om følelsen af at være smidt ud på åbent, dybt og sort hav, rådvild og ude af mig selv. Det er ødelæggende at være jaloux, både for én selv og for ens partner. Det tærer og river i stykker. Det giver næring til det der monster, der kontinuerligt hvisker ”Jamen, hvad nu hvis…? Du kan jo aldrig vide!”.

Hvordan tacklede jeg at være jaloux?

Da jeg var kommet mig lidt over chokket, fik jeg talt lidt med min kæreste om det i generelle vendinger. Han er heldigvis utroligt rummelig og forstående, så han trøstede mig og lod mig græde ud på hans t-shirt. Bagefter brugte jeg noget tid på at skrive dagbog, hvor jeg beskrev, hvad der skete, og jeg forsøgte at finde hoved og hale i det hele. Så skrev jeg til min veninde og forklarede, hvad der var sket, og lagde stor vægt på, at det ikke havde noget med hende at gøre, og at hun ikke havde gjort noget forkert. Og så ringede jeg til min mor og græd i en halv time og fortalte hende, hvor ked af det jeg var over, at det gamle sår var sprunget op igen.

Langsomt har det sluppet sit tag i mig, og jeg er kommet mere ovenpå.

Der har været enormt mange følelser på spil i de her dage. Usikkerheden og frygten fra jalousien. Skammen efterfølgende for overhovedet at være jaloux. Den enorme tristhed over at møde et gammelt spøgelse, som, jeg troede, var rejst væk. Ensomheden i at stå med de følelser alene og være den eneste, der er nede i lortet og stå ansigt til ansigt med gamle traumer. Dårlig samvittighed over for både veninde og kæreste. Og så en følelse af at være en dårlig ven og kæreste, ikke at være god nok, måske endda fortjene at blive forladt, fordi jeg er sådan en dum, irrationel kælling?

Jeg prøvede at gribe det hele lidt anderledes an. Jeg følte mig modig, da jeg skrev til min veninde og forklarede, hvad der var sket. Og det er også længe siden, jeg har ringet grædende til min mor (hun var vist meget glad for stadig at kunne udfylde den rolle). Selvom jeg ofte taler med min kæreste om svære følelser, så er det stadig en øvelse for mig at åbne op og være sårbar, for jeg er så bange for at blive afvist og udskammet. Jeg har så ofte oplevet, at mine følelser ikke blev rummet hos andre, og at jeg bare var til besvær. Det er en løbende øvelse at turde åbne op.

Mit håb er, at modet til at være sårbar leder til en opløsning af min skam.

”If we share our story with someone who responds with empathy and understanding, shame can’t survive” 

– så jeg på Instagram den anden dag, det skulle være et citat af Brené Brown. (Hun lyder i øvrigt som en klog kvinde, måske skulle jeg undersøge hende lidt.)

Min kæreste har mødt mig med forståelse og empati. Jeg håber, min veninde gør det samme. Min mor mødte mig med kærlighed og omsorg. Og det hjælper at blive mødt og rummet i de følelser, jeg går igennem. Det heler den del af mig, som er bange for at blive afvist i mine følelser.

Nu skal jeg bare finde ud af, hvordan jeg får helet såret endnu mere, så jeg kan mindske risikoen for nye besøg.

Har du fået besøg af et spøgelse for nylig?

selvværd, selvtillid, lavt selvværd

Tænker du også på, hvad folk tænker om dig?

Hvordan har du det med folks mening om dig? Kredser dine tanker meget om, hvad andre mon tænker om dig? Det kan være et tegn på, at du har problemer med dit selvværd.

Jo mere andres mening betyder for os mennesker, jo mindre føler vi os måske værd. Eller måske kan vi ikke sætte det så firkantet op – men hvis andres meninger om dig betyder så meget, er det jo, fordi du søger anerkendelse og godkendelse udefra i stedet for indefra.

Hvis du har det 100 procent godt med dig selv, og du føler dig lige så meget værd som alle andre, og du har en gennemgående følelse af, at du bare er helt okay – ja, så betyder andres mening ikke så meget. Den kan i hvert fald ikke ramme dig helt ind i hjertekulen og drive dig vanvittig med hvad nu hvis de ikke kan lide mig-tanker resten af ugen.

Hvor meget lader du dig påvirke af, hvad andre tænker om dig? Hvor meget tid bruger du på at bekymre dig, inden du overhovedet ved, hvad de tænker?

Jeg har selv brugt enormt meget energi på at bekymre mig om, hvad andre mon tænkte.
Læs Det handler slet ikke om dig del 1
Det startede i teenageårene, hvor jeg mødte meget kritik for blandt andet mit tøj. Det gik folk bare helt vildt meget op i – sådan føltes det i hvert fald for mig. Jeg fik mange kommentarer (og tilråb på gaden?!) omkring mit farverige tøj, og det gjorde, at jeg blev meget selvbevidst. Jeg ændrede heldigvis ikke tøjstil, men jeg brugte utrolige mængder energi på at føle mig forkert, usikker og bange for, hvad andre tænkte.

Sidenhen er det heldigvis langsomt blevet bedre, men jeg må indrømme, at jeg stadig tænker over det. For meget. Nu er det lidt mindre, hvad folk, jeg ikke kender, på gaden tænker, selvom jeg også stadig får de tanker, hvis jeg har noget ekstra ”vildt” eller farverigt tøj på (der sidder teenageårene på en måde stadig i mig, og bekymringen er blevet en slags automatisk tankegang). Nu er det mere folk, der er lidt tættere på mig. Hvad tænker kollegaerne egentlig? Og svigermor? Eller mine venner – kom jeg nu til at sige noget forkert, eller har jeg gjort noget forkert? Synes de nu, at det er lidt skørt, at jeg er begyndt at gå til hulahop? Hvad tænker de om, at jeg er arbejdsløs?

”For det er, når vi ikke har et godt selvværd, at vi kan komme til dels at fortælle om vores liv på en måde, der ikke støtter og bygger os op, og dels at leve for meget ude i vores relationer – ude i dét, vi tror, de andre mener, tænker og synes om os. For vi ved det jo ikke. Vi tror det bare. (…) Det er selvværdet og den gode historie om os selv, der får det hele til at vende og det hele til at virke.” Gitte Jørgensen i ”Pippi Power”

Det er helt vildt trættende at skulle bruge så meget energi på at bekymre sig om den slags. Ofte ved du ikke slet ikke, hvad folk tænker, så energien bliver brugt på en form for gætværk, hvor det mest er dine tanker, der faktisk styrer det hele. Læs Det handler slet ikke om dig del 2

Fordi hvorfor er det egentlig, at vi giver andre mennesker magten til at beslutte, om vi er gode nok? Hvad kan de, som vi ikke kan? Hvorfor har de autoriteten til at vurdere, om vi er gode nok som mennesker (og kærester, venner, familiemedlemmer og alt det andet)? Og kender de overhovedet os og kan se det fulde billede? Og hvis de ikke kan, så er der da endnu mindre grund til at give dem magten til at bestemme, om vi er okay.

Selvom jeg jo ikke helt har knækket koden, så er mit råd, at du kan være opmærksom på at give dig selv al den anerkendelse, godkendelse og kærlighed, som du har brug for.
Læs Gør noget godt for dig selv

Hvis du øver dig på det, så vil andres mening måske over tid begynde at betyde mindre. Du kan stå stærkere i dig selv, for i sidste ende er det jo kun dig, der skal synes, at du er okay. Det er enormt rart, hvis andre også synes det (og mon ikke de gør??), men det vigtigste er, at du har det godt med dig. Tag magten tilbage til dig selv – det er dig, der definerer, om du er okay. Andres meninger om dig siger faktisk mere om dem end om dig. Tag en beslutning om, at du ikke vil give magten fra dig længere, og arbejd dig frem imod at tænke positive, kærlige, stærke tanker om dig selv. Husk, at du ikke skal banke dig selv oven i hovedet, når det ikke lykkes – du er i gang med at ændre gamle tankemønstre, og det tager (desværre rigtig) lang tid. Vær god ved dig selv i processen, og fejr de små sejre.

”Det, du indstiller din opmærksomhed på, vokser og bliver varigt i dit liv. Gå væk fra det negative, og indstil din opmærksomhed på det, som du virkelig ønsker at få eller have. (…) Lær at tænke positive bekræftelser. En bekræftelse er ethvert udsagn, du siger. Alt for ofte tænker vi negative bekræftelser. Negative bekræftelser skaber blot mere af det, som vi siger, vi ikke ønsker. (…) Udtal altid dine udsagn i nutid, for eksempel ”jeg er” eller ”jeg har”.”
Louise Hay i ”Helbred dit liv”

selvværd, selvtillid, lavt selvværd

Vær tålmodig

Da jeg startede på Selvværdsvejlederuddannelsen, vidste jeg allerede, at jeg gerne ville arbejde med klienter, som jeg kunne vejlede til et bedre selvværd. Da jeg blev færdig med kurset, spirede idéen om at have en blog om selvværd også. Men jeg var også lidt bange for at gøre alt det nye – for hvad nu hvis jeg ikke var god nok?

Læs At være bange for sine drømme

Hele efteråret 2016 skrev jeg på mine blogindlæg, og det var først i januar 2017, at jeg fik startet bloggen rigtig. Da først den var i gang, var den pludselig ikke så farlig længere. Nu kunne jeg skrive til den hver uge, og det, der før var så skræmmende, var nu blevet normalt.

Jeg havde også lavet et koncept, hvor 10 personer kunne få fem timers gratis selvværdsvejledning, men der var ikke nogen nye prøvekaniner, der bed på. Jeg har gået og ventet og ventet, samtidig med at jeg bare har været glad for, at jeg beviste over for mig selv, at jeg kunne drive en blog.

Men pludselig for nogle uger siden var der én, der skrev til mig. Hun ville gerne tage imod de fem timer, og den anden dag havde vi vores første snak. Jeg havde egentlig været ret nervøs, fordi hvordan gør man egentlig det med at vejlede? Hvad hvis hun vidste det hele i forvejen eller syntes, det var nogle dumme øvelser, jeg kom med?

Heldigvis gik det rigtig godt! Jeg stillede en masse spørgsmål og kom ind til, hvad der var problematikken, og jeg fik givet nogle øvelser videre. Hun fortalte, at hun var glad for snakken og glædede sig til at prøve øvelserne, som var nye for hende. Selvom jeg sikkert kunne have gjort det meget bedre, så var jeg bare sindssygt glad bagefter. Jeg har endelig fået hul på boblen med klienter, og jeg er stolt af mig selv over, at jeg er nået hertil.

Pointen med det her indlæg er, at du skal blive ved med at prøve, hvis der er noget, du drømmer om. Og at det godt kan lykkes, selvom det måske ikke går så hurtigt som forventet. Det er helt fint at tage små skridt og stille og roligt bevæge sig fremad. Jeg vil i hvert fald undersøge, hvad det her kan blive til og glæde mig over de små fremskridt.

Læs Husk at fejre dig selv.

Hvad drømmer du om? Hvilke fremskridt har du haft? Går det for langsomt eller for hurtigt? Og kan du være tålmodig omkring det hele? Jeg vil gerne høre om dine drømme, så kommentér gerne i kommentarfeltet.

selvværd, selvtillid, lavt selvværd

Går du og gemmer på en snak?

For nylig havde jeg en alvorlig snak med en ven. Eller det vil sige… Den var faktisk ikke så alvorlig. Det troede jeg bare, at den ville være, fordi jeg ikke havde kunnet tage mig sammen til at tage snakken i flere måneder.

Jeg var simpelthen så bange for, at det ville gå dårligt, eller at min ven ville blive sur på mig. Jeg er meget konfliktsky, så de negative ”hvad nu hvis”-katastrofetanker kan godt sætte min puls og min hjerne i seriøse svingninger. Det betød, at jeg gik og brugte rigtig meget energi på at være nervøs for snakken, køre den fiktive samtale inde i hovedet, være irriteret og have dårlig samvittighed over det. Jeg kunne jo godt mærke, at det gik ud over mig, at jeg var så konfliktsky og ikke fik sagt det, jeg ville – men det gik jo også ud over min ven og vores venskab.

“De fleste mennesker er meget sjuskede med, hvad de fokuserer på.
Husk på den psykologiske grundlov, der siger:
Det, du fokuserer på, vokser. Og husk, at hver evig eneste gang, du har det træls med noget, er det, fordi dit fokus er på det.
Jeg siger ikke, at der ikke kan være ting, der er svære, som skal have dit fokus – men jeg ved, at når du hænger fast i det negative, så får du mere af det negative.”

Mette Holm, psykolog, i et af sine morgenboosts på mail.

Læs At sige nej kan være selvkærligt

Er du også konfliktsky? Tænker du for meget over, hvad folk tænker om dig, hvis du siger din mening eller sætter nogle grænser? Har man problemer med sit selvværd, så kan det være nogle af symptomerne. Så står man mindre stærkt i sig selv, og andres mening bliver meget vigtig. Hvis folk kan lide én, så føler man sig måske okay, men når de ikke gør? Av, så gør det virkelig ondt, og man begynder at tvivle på sig selv. Sådan har jeg det stadig nogle gange, og jeg bryder mig ikke om alvorlige snakke – fordi jeg kan blive meget bange for, at det kan koste venskabet, forholdet eller tilliden mellem mig og den anden.

Læs Dine tanker skaber dit liv, så pas på dem

Heldigvis gik min snak godt, og det er altid meget sundt for mig at opdage, at jeg ”ikke dør af det”, for så får jeg også mere mod til at gøre det en anden gang. Og det er jo det, mod handler om. Man opdager, at det ikke er så farligt, og så udvider man sin horisont og kan gøre mere, end man kunne før.

Læs Da jeg tog alene til Thailand

Har du også nogle alvorlige snakke, du har hængende over hovedet? Hvad holder dig tilbage fra at tage den/dem? Hvad er du bange for? Hvad er det værste, der kunne ske? Og hvad tror du – hvis du tager din mere rationelle briller på – at der sker i virkeligheden?
Ville det gøre noget for din selvtillid eller dit selvværd at kaste sig ud i en alvorlig snak, hvor du har noget på hjerte?

Som en god ven spurgte mig om den anden dag (og det er et spørgsmål, som i mine øjne er genialt til alt det svære og farlige i ens liv): Hvor lang tid vil du bruge på det?
Indsæt selv det farlige i stedet for ”det”. Altså, i mit tilfælde: hvor lang tid vil du bruge på at have det dårligt, fordi du ikke kan tage dig sammen til at have den snak?
Det sætter nogle tanker i gang, synes jeg. For det er jo liv, man bruger på det. Dyrebar tid. Tid, man kunne bruge på noget godt og rart.

Og husk at tilgive dig selv, hvis dine tanker kører rundt med dig. Du gør det så godt, som du kan, husk det.

selvværd, selvtillid, lavt selvværd

Du bliver ikke lykkelig af at tabe dig

Jeg er på højskole i denne uge. En aktiv ferie på Sydfyn, hvor jeg danser og lærer at massere. I går var der et foredrag om aftenen med Petra Nagel, journalist og tv-vært på DR3. Hun har for nylig lavet et tv-program, hvor hun undersøger, hvordan hun kan få et bedre selvværd – og især et bedre forhold til sin krop. Da de otte afsnit handler om selvværd, har jeg selvfølgelig set dem alle sammen. Og de kan godt anbefales! Selvom jeg nogle gange syntes, at der var for meget fokus på, at ”hvis jeg taber mig, så bliver jeg gladere”, så rammer programmet fuldstændig hovedet på sømmet i forhold til mange af de tanker, som jeg selv og sikkert tusindvis af andre kender.

Hun undersøger forskellige måder at arbejde med sin krop på, at arbejde med sine tanker og sit selvværd på, og det meste af det er meget interessant, og jeg synes, det sætter mange tanker i gang.

Du kan se afsnittene her

Selve foredraget i går var super spændende. Hun fortalte ærligt omkring, hvordan hun havde lavet programmet, og hvad det havde lært hende. Blandt andet sagde hun, at hun havde lært at blive opmærksom på sin indre kritiker og på at tale selvkærligt til sig selv. Meget af det, hun sagde, og det, hun havde lært, klingede meget velkendt inden i mig, så jeg vil helt klart anbefale dig at se programmerne.

Nogle af hendes pointer til sidst var:

– du bliver ikke lykkeligere af at tabe dig, fordi bagefter finder du bare noget nyt, der ikke er godt nok. Nissen følger med. Det er bedre at acceptere sig selv dér, hvor man er lige nu.

– hold op med at følge ”perfekte” mennesker på fx Instagram og andre sociale medier

– hold op med at sammenligne dig med andre og deres perfekte liv, deres liv er ikke perfekte, det er kun en virkelighed, som du selv stykker sammen ud fra de ”perfekte” brudstykker, du fx ser på sociale medier

– vær selv mere bevidst omkring, hvad du liker på sociale medier, og hvad du selv lægger op. Måske er der plads til også at vise det uperfekte?

Det synes jeg var nogle mega gode pointer, så hop du ind på dr.dk og se alle afsnittene! Jeg vil som altid gerne høre, hvad du tænker, så du er velkommen til at kommentere her på indlægget, på Facebook eller på mailen, stjerneselvvaerd@gmail.com

Jeg fik et tilbagefald 

Det er rigtigt stort for mig at have startet den her blog. Der ligger utroligt mange timers usikkerhed i tilblivelsen af Stjerne Selvværd, og det var først, da jeg satte en endelig deadline på, at det lykkedes mig at trykke ”publish” på de blogindlæg og fortælle om det på Facebook. Og jeg satte kun den deadline, fordi jeg var ved at blive rigtig ked af det over, at jeg ligesom ikke rigtigt turde gøre noget ordentligt ved det hele.

Siden bloggen er blevet lagt frem, så er det gået godt. Jeg har tålmodighed med, at tingene sker i deres eget tempo, og så længe at jeg faktisk holder bloggen kørende, så er jeg meget stolt af mig selv. Men her den anden dag fik jeg et ”tilbagefald” og blev rigtigt usikker på mig selv – igen.

”Hvad nu hvis jeg slet ikke kan finde ud af at køre en blog?”

”Hvad nu hvis den (og jeg) bliver en kæmpe fiasko?”

”Har jeg overhovedet nok styr på det her emne til at kunne skrive en blog omkring det?”

Alle de tanker kørte rundt i hovedet på mig. Det var enormt frustrerende at blive hevet ind i den følelse af usikkerhed, og jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre af mig selv. Jeg endte med at spise en hel rulle Oreo’s kiks, selvom jeg godt vidste, at det ikke ville hjælpe på noget som helst.

Jeg blev bare så frustreret over, at jeg igen havde alle de usikre følelser. Jeg har arbejdet på at få et bedre selvværd, hele mine gamle traumer og finde fred i, hvem jeg er, i omkring ti år – og så vælter det hele og kaster mig 200 kilometer tilbage på ruten?! Årh!!
Hvorfor fanden kan jeg ikke bare tro på mig selv og det, som jeg kan? Hvorfor skal jeg tvivle på mig selv på den måde?

Når jeg tænker mig om, møder jeg stadig mange situationer i min hverdag, hvor jeg kan blive usikker på, om jeg er god nok, og hvor jeg tænker meget på, hvad andre tænker om mig. Jeg har sgu bare ikke knækket koden for, hvordan jeg slipper usikkerheden 100 procent.

Det er helt normalt at tage to skridt frem og så et tilbage, og jeg ved også godt, at jeg er kommet virkelig langt på den her rejse til et godt selvværd. Jeg ville bare – lige dér i det øjeblik – ønske, at det var let.

At arbejde på sit selvværd er hårdt arbejde. Hvis du i nogle af de andre blogindlæg har fået indtrykket af, at man bare kan lave spejløvelsen i en måned i træk, og så er usikkerheden pist væk… Ja, så kan du godt tro om igen. Der skal arbejdes hver dag. Gamle sår skal heles, tilgives og accepteres, du skal være kærlig over for dig selv hver dag, og negative og destruktive vaner skal vendes til positive og selvkærlige. Og du må ikke holde op, når du synes, det går godt. Du skal blive ved med at have et positivt fokus på dit selvværd. Den gode nyhed er, at det for det meste er rigtig dejligt at arbejde med sit selvværd. Det er hyggeligt, fandens lærerigt og det hele værd, når du kan se resultaterne og føle forskellen.

Læs om Spejløvelsen her

Hvornår har du sidst følt dig usikker? Kan du godt give dig selv lov til at være usikker uden at banke dig selv i hovedet med dårlig samvittighed? Og hvad gør du så for at komme ovenpå igen?

Det handler slet ikke om dig… Del 1

Da jeg gik i gymnasiet, spurgte jeg dagligt min veninde, om jeg ”så mærkelig ud”. Jeg stillede spørgsmålet, fordi jeg hver eneste dag følte, at folk omkring mig kiggede meget på mig på en negativ og dømmende måde.

Forhistorien – som du måske har læst andre steder på bloggen  – er, at jeg i mine teenageår oplevede meget kritik og afvisning fra andre teenagere (og i andre sammenhænge også mine venner og min familie). De andre unge sagde, at mit tøj var grimt, og at jeg var en ”klam hippie” og alt muligt andet, der set i bakspejlet har været overfladisk kritik fra mennesker, der ikke kendte mig eller måske selv havde noget at bøvle med. Men fordi det stod på omkring fem år og også i løbet af de år eskalerede til ikke kun at handle om mit skøre, farverige tøj, så var jeg i gymnasiet helt enormt bevidst om, at der var nogle, der ikke kunne lide mig.

Jeg blev så selvbevidst, at jeg hele tiden kom til at gå og kigge efter, om de andre kiggede på mig. Og jeg havde hele tiden følelsen af, at de kiggede og hviskede bag min ryg. Det var ærligt talt ret ubehageligt, og de første år på gymnasiet var ikke vildt sjove, fordi det også tog mig noget tid at komme ordentlig ind i sammenholdet i min klasse.

Så min kære veninde måtte hver dag svare på, om jeg så ”mærkelig ud”. Hun svarede altid nej, fordi jeg jo havde ikke mad siddende i hovedet eller toiletpapir hængende ud af bukserne. Jeg så helt normal ud, og jeg var bare mig – men problemet var jo ikke så meget mit tøj.

Problemet var, at jeg på det her tidspunkt havde taget al den kritik, jeg havde mødt, til mig. Jeg var begyndt at tro på historien om, at jeg så mærkelig ud, gik i noget mærkeligt tøj, at jeg selv måske var mærkelig, og at ingen kunne lide mig. Jeg fortalte mig selv den historie hver dag. Det vil sige, at jeg faktisk brugte ordet ”mærkelig” som det første ord til at beskrive mig selv, hvis jeg blev spurgt om, hvem jeg var. ”Jeg er sådan lidt mærkelig”, ville jeg sige.
Jeg reproducerede alle de negative ord, som folk havde råbt efter mig (også selvom det bare var en eller anden ligegyldig, smart fyr, der råbte, at jeg havde grimme bukser på) eller sagt til mig. Jeg lod stille og roligt kritikken sive ind i min krop og mit hoved, og jeg overtog den, så det blev min egen selvopfattelse.

Og når det var så stor en del af mit eget selvbillede, så begyndte jeg jo også ubevidst at kigge efter beviser på, at det var sådan, verden hang sammen. Derfor var jeg hele tiden meget bevidst om, om de andre elever kiggede på mig i timen eller på gangene. Det første år turde jeg knap nok gå igennem kantinen af frygt for, hvor mange øjne jeg ville se lande på mig. Så jeg stormede altid igennem kantinen med bøjet hoved – og gik ud og spiste min frokost på toilettet. Min veninde fortalte mig, at hendes klassekammerater havde sagt om mig, at jeg ”virkede så arrogant”, når jeg gik igennem kantinen. Hvis de bare havde vidst, hvordan jeg havde det indeni!

Når jeg kiggede efter, om de andre elever kiggede på mig, så fangede jeg selvfølgelig en del af dem gøre netop det. Man kigger jo rundt på sin omverden – og mit tøj stak vitterligt meget ud med mange forskellige farver blandet sammen. Hver gang jeg fangede nogens blik, kunne jeg bruge det til at forstærke min følelse af, at jeg nok ”så mærkelig ud”.

Senere har jeg indset, at det meget sjældent handler om mig, når folks øjne falder på mig. Og at jeg i hvert fald ikke behøver tolke det negativt – for jeg kan vitterligt ikke vide, hvad de tænker. Måske synes de, mine sko er vildt flotte, eller at mit hår sidder lidt sjovt, eller bare at de også gerne vil have en grøn Fjällräven.

Bliv klogere på at styre dine tanker her.

Læs med i del 2, hvor jeg fortæller, hvad jeg har lært af den her oplevelse.

Kan du genkende noget af det her? Har du også haft nogle ideer om, hvad andre har tænkt om dig? Har du ladet frygten styre? Har du også (haft) et negativt selvbillede, fordi du har overtaget nogens kritik af dig? Hvad har det betydet for dig, og hvad har du gjort for at komme videre?

Kom meget gerne med kommentarer herunder – det kan være forløsende at dele sin historie, og her på bloggen er der plads til at være sårbar, stærk, usikker og uperfekt 🙂