Tag: vaner

selvværd, selvtillid, lavt selvværd

Selvværdsøvelse: Hvad vil du øve dig på?

Det er nemt at blive fanget i sine vaner og gøre det samme hver dag, tænke de samme tanker hver dag og i det hele taget gentage meget af det, man gjorde i går. Men det er muligt at bryde ud af sine vaner og gøre noget andet. Det betyder ikke, at du bare kan ændre dine vaner fra den ene dag til den anden, men det betyder, at du kan aktivt vælge, hvad du vil fokusere på og så øve dig. Øve, øve, øve dig.

Det kan for eksempel være at gøre det, du har valgt, i fem minutter hver dag. Eller aktivt prøve at være bevidst om at reagere på en anden måde. Vi har jo altid et valg, selvom det ikke altid føles sådan. Og så snart du er blevet bevidst om, at du gerne vil ændre noget, så kan du gå i gang. Det er super nemt – og alligevel så svært!

At arbejde sig henimod nogle personlige mål er godt, for det betyder, at du tager ansvar for (i hvert fald dele af) dit liv, og samtidig viser du også dig selv, at du er stærk, modig og målrettet. Det kan være med til at rykke dig ud af din komfortzone og gøre dig til et stærkere menneske – og forhåbentlig har det en meget positiv effekt på dit selvværd og din selvforståelse. Du viser dig selv, at du godt kan rykke dig væk fra det, som, du ikke synes, er tilfredsstillende. Det er godt for selvværdet!

Så her er en øvelse til dig:

  • Skriv ned på et stykke papir, hvad du gerne vil ændre. Du må gerne skrive flere ting på, og de må gerne være både store og små. Tøm gerne hovedet, og tænk både over din opførsel, dine tanker og dine reaktioner. Hvad skal der til for, at dit liv ser bare en lille smule bedre ud?
  • Vælg derefter den ting eller de ting ud, som du vil begynde at øve dig på. Start allerede i dag, og se, hvordan det føles. Hvad sker der indeni dig, når du prøver at gøre noget anderledes? Giver det energi? En følelse af overraskelse? Eller en følelse af, at det var helt forkert?
  • Du bestemmer og vælger selv, hvad der giver mening for dig. Men husk, at du godt kan ændre både dine tanker (og dermed dine følelser), dine reaktioner og din opførsel. Du kan lægge en plan, aflægge et løfte eller bare tage det, som det nu kommer. Det er op til dig.
  • Når du kommer i gang, er det meget vigtigt, at du husker at være selvkærlig. For der vil ganske sandsynligt være dage eller perioder, hvor det ikke lige går efter planen. Måske glemmer du dine mål, måske har du ikke energien til at gøre det, eller måske kan du slet ikke lykkes med det, selvom du prøver. Det er helt okay! Det er naturligt, at din proces vil gå op og ned, og vaner er ikke til at spøge med. De sidder super godt fast, så det er ikke, fordi du er ”dårlig” eller ”ikke god nok”, men fordi det er sådan, livet er. Kritiserer du dig selv, kan du skade dit selvværd frem for at styrke det. I stedet for at slå dig selv oveni hovedet med, at du ikke fik det gjort, så send en masse kærlige ord og tanker i din egen retning, tilgiv dig selv, og gør noget godt for dig selv. Og så op på hesten igen!

Så hvad skal DU øve dig på? Skriv gerne dine tanker, oplevelser eller de ting, du gerne vil øve dig på, i kommentarfeltet 🙂 Jeg vil elske at høre, hvad du kommer frem til og får ud af det.

Jeg vil øve mig på de her ting:

  • at blive mindre irriteret på min kæreste. Han er lige flyttet ind i min lejlighed, og det hele roder, og han ved ikke, hvor tingene er. Jeg bliver generelt nemt irriteret (måske skal jeg finde ud af, hvad det handler om??), men jeg vil gerne øve mig på at blive mindre irriteret på ham. Han er så sød og fantastisk, og jeg skal behandle ham ordentligt.
  • at drikke mere vand i løbet af dagen (for jeg er lidt for god til at glemme det, og så får jeg hovedpine. Det er dumt – og hvem ved? Måske bliver jeg irritabel, fordi jeg er dehydreret?).
  • at tage tingene én ad gangen og øve mig på ikke at blive overvældet. Jeg føler virkelig, at en stor del af det at blive voksen er, at der hele tiden er ting, der skal laves. Og lige for tiden er det lidt for meget for mig, så jeg vil øve mig på at ikke at have mere end tre ting på min to do-liste hver dag og sige lidt med ”pyt”.

God fornøjelse!

selvværd, selvtillid, lavt selvværd

Giv slip på fortiden

Da jeg var til en fest for nogle uger siden, fik jeg rodet mig ind i min fortid. En af festens deltagere ville gerne have, at jeg gav den lidt mere gas og slap kontrollen. Og hvad var mit svar?

”Jeg kan ikke så godt lide at give helt slip. Ved du, hvad jeg engang har gjort, da jeg var fuld? Jeg har engang givet en fyr en knytnæve lige i ansigtet, og en anden gang faldt jeg på min cykel og var lige ved at brække kæben!”

Ud af alle de gange jeg har været fuld og til fest, så var det de to eksempler, som jeg hev frem. Det første med knytnæven skete, da jeg var omkring 16 år gammel – det er altså over halvdelen af mit liv siden. Mit stive cykelstyrt skete i 2006, altså for 11 år siden.

Jeg kendte ikke engang ham, som jeg talte med, særligt godt. Det var totalt unødvendigt – og temmelig dramatisk – at hive de to eksempler frem – men hvorfor gjorde jeg det så?

Jeg tror, jeg gjorde det ud af vane. Jeg har brugt så mange år på at være identificeret med min fortid og mine vrede teenageår, og jeg har brugt den historie til at fortælle en historie om mig selv. Jeg var et offer, der havde været udsat for mobning, og jeg kunne ofte få lidt ekstra opmærksomhed, når jeg fortalte om de oplevelser.

Læs Holder du fast i dit lave selvværd?

At bringe de to eksempler på banen føltes meget hurtigt bare underligt og akavet. Det kom fuldstændig ud af kontekst til et menneske, som jeg nærmest ikke kender. Og det er enormt irriterende at opleve, at jeg bliver ved med at hive de eksempler frem – for det er selvfølgelig ikke første gang. Det er 16 år siden, jeg var en vred teenager, og jeg er et helt andet sted nu. Det er godt, at jeg kan se, at det ikke er den bedste idé at holde fast i fortiden på den måde – nu må jeg bare øve mig på at fange mig selv, inden jeg åbner munden. Der skal en ny historie på banen.

Gør du også det her? Hvorfor tror du, at du gør det? Hvad får du ud af det?

Det minder mig om en anden tendens, jeg har haft i mange år – og som jeg sidste år besluttede at lægge på hylden. Jeg havde sådan en irriterende vane med at gøre folk, som jeg kunne genkende fra min hjemby på Fyn, opmærksom på, at jeg vidste, hvem de var. Hvis jeg mødte nogle, som jeg kunne kende ansigterne på (og som, jeg ærligt talt var bange for, måske tænkte noget negativt om mig fra dengang), så gjorde jeg dem altid opmærksom på, at vi havde gået i samme skole eller kendte nogle af de samme mennesker. Jeg var bange for, at de kunne huske mig og tænkte noget negativt – men det viste sig altid, at de overhovedet ikke kunne kende mig.

Det var en anden måde at bringe fortiden ind i nutiden på, som ikke var god for mig. At se dem gav mig tydeligvis nogle nervøse tanker, som strakte sig tilbage i fortiden, men det gjorde det nærmest endnu værre, når jeg gjorde opmærksom på det. Jeg bragte noget akavet på banen uden grund. Måske syntes de heller ikke, det var rart, at der pludselig var én, som var fra fortiden (og måske vidste alt muligt om dem).
Efter jeg havde gjort det til et bryllup sidste sommer, besluttede jeg, at nu var det slut med det. Hvis folk kan kende mig, så kan de sige noget, og ellers vil jeg bare lade som ingenting. Jeg husker ansigter rigtigt godt, og det er ikke alle andre, der gør det.

Læs Det handler slet ikke om dig

Det handler alt sammen om at blive bevidst om, hvilke historier du identificerer dig med, og hvilke historier du fortæller dig selv om dig selv og omverdenen. Herefter kan du undersøge, om det er godt for dig at holde fast i de historier, eller om verden muligvis er lidt mere nuanceret. Så kan du tage en beslutning om at ændre dine vaner, så du gradvist giver mere og mere slip på fortiden.
Går du rundt med nogle sår fra din fortid, kan jeg kun anbefale, at du får talt med nogle om dem eller arbejder med dem. Det er i mine øjne nemmere at give slip på fortiden, når man har fået den bearbejdet og forstår, hvad der er hvad.

Har du selv nogle eksempler på, hvordan du hiver fortiden ind i din nutid? Hvad tænker du om de eksempler? Og kunne du godt nogle gange tænke dig at gøre noget andet?

Vær mere selvkærlig med disse nemme tips 

Hvis du vil arbejde med dit selvværd, så er det vigtigt, at du har nogle gode, daglige vaner, som hjælper dig til at tænke positivt og mere selvkærligt om dig selv.

Lær Spejløvelsen her. 

Spejløvelsen er en elementær øvelse, som jeg anbefaler, at du gør hver dag i en eller anden form. Her taler du kærligt til dig selv, og det vil gradvist give dig bedre og bedre selvværd, fordi du fortæller dig selv, at du rummer, accepterer og elsker alle dele af dig.

Men husker du så at lave Spejløvelsen? Jeg kan nemt komme til at glemme den, selvom jeg møder et spejl mange gange i løbet af dagen. Derfor synes jeg, det er både hyggeligt og en god idé at have små remindere, som kan hjælpe mig med mine gode selvværdsvaner.

Jeg har derfor lavet en liste med gode tips til at huske dig selv på, at du er dejlig, som du er!

  • Sæt små sedler op med kærlige beskeder til dig selv og/eller huskekommentarer til at lave Spejløvelsen, trække vejret, tænke positive tanker, eller hvad du nu gerne vil huskes på at gøre. Det kan for eksempel på køleskabet, på toilettet, på spejlet eller ved natbordet.
  • Lav selvkærlige kodeord. Lav for eksempel kodeord til Facebook  eller andre steder, hvor du kombinerer selvkærlige sætninger med tal, og hvad der ellers skal til for at lave et sikkert password. Det kunne for eksempel være sætningen: Jeg er en fantastisk person, der elsker og værdsætter mig selv. Det kunne blive til JeefPdeoVms (+tal og tegn), hvis man bare tager sætningens forbogstaver. På den måde får du skrevet en god sætning (og dermed sagt den højt i hovedet) hver dag.
  • Skriv kærlige hilsener til dig selv på dine alarmer eller notifikationer på telefonen. Så når du kigger på telefonen, der bimler og forsøger at vække dig, så står der for eksempel ”Godmorgen, dejlige! Jeg elsker dig”. På mine morgenalarmer står der ”Godmorgen, skønne du!”, ”Jeg elsker dig” og ”Du er fantastisk!”
  • Hav en selvkærlig baggrund på computeren eller telefonen. Det kan enten være gode ord, stærke sætninger eller billeder, der minder dig om noget godt.
  • Ram billeder, postkort, inspirerende kunst eller andet ind og hav stående på bordet, kontoret, hængende på væggen og så videre.

Bliver det ikke lidt pussenusset, hvis du skal gøre alt det her, spørger du måske? Jo, det kan da godt være. Det handler også om, at du skal finde de ting, der virker for dig. Hvad bliver du inspireret af? Hvad bliver du glad af at kigge på? Hvordan kan du motivere dig selv til at være selvkærlig?

Mange af de her ting behøver andre i dit liv slet ikke opdage. Hvad der står på din alarm om morgenen, eller hvad du bruger som kodeord, er ikke noget, som andre behøver at få indblik i – men det er samtidig ting, der måske kan gøre en forskel for dig.

Omgiv dig med ting, som gør dig glad. Husk at være selvkærlig over for dig selv – især når du slet ikke har lyst, for der har du mest brug for det. Skid på, hvad andre tænker om dine øvelser og vaner, hvis de virker for dig.

Har du selv nogle gode idéer til, hvordan man kan være mere selvkærlig? Hvad virker for dig?Kommentér gerne herunder, så vi kan hjælpe hinanden.